Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Spil forvoksede politiske børn spiller
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Spil forvoksede politiske børn spiller

23. Jul 2016 19:25, literally

Vi har ikke et voksent politisk system. Hvad vi har, er et politisk system, i hvilket barnlige taktikker bruges til at spille barnlige spil med voksne konsekvenser. Som beskrevet af Dr. Berne i ”Games People Play” er ”spil” dysfunktionelle strategier, der kan bruges af voksne til at fremkalde barnlige eller forælderlignende reaktioner. Barnlige strategier skifter ansvaret til ”forælderen”, mens magten stadig fastholdes. En voksen, der handler som et barn, kommer til at styre, hvad der sker uden at blive holdt ansvarlig for det.

Da venstrefløjen skiftede fra en arbejderbevægelse til en ungdomsbevægelse, da utilfredshed med større sandsynlighed kunne findes blandt børn af middelklassen og overklassen, end blandt arbejdere, blev proteststrategier ofte barnlige. De klassiske protestanter var selvbevidst barnlige forargede fornemmelser for at tvinge deres modstandere i etablissementet til at spille rollen af skinhellig forælder, mens de barnlige svælgede i at være de frigjorte børn. ”Forargelse” er et spil, som børn lærer at spille i en tidlig alder. Nogle voksne holder aldrig op med at spille det, ved fester eller familiesammenkomster.

Den moderne universitetsbevægelse af tudebøller søger ikke forargede fornemmelser ved at være provokerende. I stedet spiller tudebøllen et endnu mere barnligt umodent spil. Protesten på Yale over ”stødende” fastelavnskostumer var det perfekte eksempel, da en studerende skreg ”Det er dit arbejde at skabe bekvemmelighed og hjem for studerende, der bor på Silliman”. Dette er ”slem-forælder”-spillet.

Protestanter, det værende sig på universitetet eller ved begivenheder hos #BlackLivesMatter, skriger om deres smerte, og hvor forsømte de er. De hævder at være traumatiserede, udmattede, i frygt for deres liv og ude af stand til at klare deres daglige gøremål, fordi forælderen ikke tager godt vare for dem. De er slemme forældre.

De klassiske protestanter spillede på barnligt forargede forælderfornemmelser. De moderne protestanter hævder at være mishandlede børn, der har brug for sikre omgivelser og beskyttelse mod bøller. De hævder retten til at være børn, mens alle må antage rollen som forælder og nusse om dem. Tårer, udbrud og raserianfald glorificeret som ”besvimelser”, i hvilke alle ligger på gulvet for at forstærke deres barnlige sag.

”Tudebøllen” er et perfekt eksempel på voksne, brugende barnlig adfærd til at få det, som de vil have det, der tvinger modstanderne ind i en forælderrolle. Protestanterne afsværger åbenlyst ansvar for deres egen adfærd, og kræver, at administratorer og samfundet holder op med at være dårlige forældre.

”Dårlig forælder” er en yderligere regression til barndom end ”forargelse”. Oprindelsen går direkte tilbage til den puslede baby. Tudebøller opnår deres politiske mål ved at bruge barnlige strategier, i hvilke de bruger magt, mens de hævder at være magtesløse, og kræver, at dem der har magten, gør som tudebøllerne kræver.

Der findes to måder at møde denne stil af protest på. Den voksne tilgang er at insistere på, at protestanterne er voksne, og må være ansvarlige. Frem for at falde ind i stilen af forælder, der genbeviser, og spiller ind i psykodramaet, er den voksne måde at afvise hele dynamikken og holde dem ansvarlige.

Den mere familiære måde er at møde dem på et barnligt niveau ved at håne og latterliggøre deres barnlighed. Dette kan være følelsesmæssigt tilfredsstillende. Men det spiller ind i psykodramaet, opildnende tudebøllerne til yderligere hyleri over, at de drilles. Myndighederne presses til at holde op med at være ”dårlige forældre” og beskytte dem. Tilstrækkelig megen hån kan føre til, at tudebøllerne overspiller deres hånd, men det er mindst lige så sandsynligt, at det fører til nedslag på ytringsfrihed. Dette er allerede sket på Twitter.

Men protester er tiltagende barnlige af natur. Occupy Wall Street bestod af en flok studerende fra velhavende familier camperende i en park i New York City, almindeligvis brugt af sekretærer og bygningsarbejdere i deres frokostpause, anstødelige, udstedende usammenhængende krav, lavende håndsignaler og i det hele taget trættende tålmodigheden hos selv deres største støtter.

Politiske kandidater kan også udvikle sig ind i barnlige spil.

Bernie Sanders – Vil Ikke Gå I Skole

Bernie er af indlysende årsager kandidaten med den mest barnlige appel. Spillet han har spillet er ”Vil Ikke Gå I Skole”.

”Vil Ikke Gå I Skole” er for de fleste forældre et velkendt spil.

Peter: Jeg vil ikke i skole

Mor: Alle børn skal gå i skole

Peter: Ingen burde gå i skole

Og på den måde fødes en protestbevægelse. Individuelle beklagelser bliver kollektive beklagelser. ”Ingen burde gå i skole” bliver til ”Ingen burde skulle betale for at gå på universitetet”, og ”Ingen burde betale for deres sundhedspleje”, og ”Intet slemt burde nogensinde ske”.

Der findes ikke noget i nærheden af en fornuftig eller sammenhængende plan til at løse dette. Men den negative påstand er indbygget populær og frigørende. Den tvinger også kritikere ind i ”fornuftige” voksne roller og forælderroller. Påstanden tvinger forældrene til at være dem, der fortæller barnet om den virkelige verden.

Mor: Hvis ikke du går i skole, hvordan vil du så få et arbejde og tjene penge?

Peter: Alle burde få penge for ingenting

Mor: Men hvis alle får penge for ingenting, så vil pengene være værdiløse

Peter: Der burde være en lov om, at forretninger alligevel skal give folk ting

Strategien hos Bernie er at tvinge Hillary Clinton til at spille ”Mor”, og forklare hvorfor det ikke virker, og intet er mere fremmed for Bernie´s unge vælgere end at lytte til hendes ”Men hvis ikke du går i skole”- tale.

Bernie Sanders tilskynder sine støtter til at fastholde en barnlig rolle. Men at Bernie spiller barnerollen, tvinger Hillary Clinton ind i forælderrollen, og så bliver hun den ”Slemme Mor”, der ikke vil lade alle få slik. Det gør hende endnu mindre lidelig.

Hillary Clinton´s base bliver ældre vælgere og sorte vælgere, der forstår behovet for en stærk moderrolle. Mens yngre vælgere tiltrækker kampagne af ”Vil Ikke Gå I Skole”, tiltrækkes ældre vælgere og sorte vælgere af Hillary Clinton´s ”Jeg Vil Ikke Være Ansvarlig Mere”.

Bill Clinton har altid spillet ”Der Fik Du Mig”- spillet. Dette er et almindeligt barnligt spil, hvor barnet med vilje ødelægger noget for at blive fanget. Efter indledende anklager charmerer barnet sig ud af forseelsen, og får kærlighed øset over sig. Dette er almindeligt, når forælderen føler skyld eller forsømmelse grundet familiens situation. Tilsvarende for Bill Clinton.

Bill spillede ”Der Fik Du Mig” gennem årene i Det Hvide Hus og i begge kampagner med Hillary Clinton. I spillet laver han et rod, som alle omkring ham må rydde op.

”Der Fik Du Mig” er ikke virkelig selvsabotage, selvom det kunne se sådan ud. Det er en direkte nægtelse at antage voksent ansvar grundet tillærte belønninger for barnlig adfærd. Rodet fra Bill Clinton skader ham ikke. Det skaber mere arbejde for folk omkring ham, og så bringer det ham i centrum for opmærksomheden.

Hillary Clinton indgår på den anden side i faktisk selvsabotage ved at fortælle latterlige løgne, der helt sikkert afsløres, som eksempelvis at have været under beskydning i Bosnien og forhandlet fred i Nord Irland. Dette spil er endnu mere velkendt. Det er ”Jeg Vil Ikke Være Ansvarlig Mere”.

”Jeg Vil Ikke Være Ansvarlig Mere” spilles af magtfulde folk, folk med kometsucces der ikke modtager følelsesmæssig belønning for deres bestræbelser. Den ældre mandlige politiker, der dumt begår utroskab, og lederen der begår groft underslæb for at spille, er eksempler på denne adfærd. De er drevet til at nå resultater, men deres resultater gør dem ikke glade, så de underminerer deres egne resultater med barnlig adfærd for at vende tilbage til en lykkeligere og mindre pligtfuld tid.

Hillary Clinton er drevet til at opnå magt i et demokratisk system, men hun kan ikke lide folk. Mens hendes mand oprigtigt kunne lide kampagner, så hader hun kampagner. Hendes forsøg på at lade som om at hun kan lide at møde folk, gør hende kunstig og falsk. Bill Clinton fandt følelsesmæssige belønninger i politik. Hvis Hillary Clinton finder følelsesmæssige belønninger nogen steder, er det i den faktiske brug af magt. Men den har hun aldrig virkelig haft.

”Jeg Vil Ikke Være Ansvarlig Mere” spilles ofte af partnere til uansvarlige mænd. Det er et spil for pligtopfyldende folk, der ikke rigtigt er pligtopfyldende, der hænger fast i det, de ikke kan lide at gøre, og saboterer tingene for dem selv for at finde en vej ud. Deres sabotage er et råb om hjælp. En del af dem vil ikke indrømme, at de hader deres liv, og er på udkig efter en vej ud.

 

En senator begynder en vildt upassende affære, som han ved, vil blive afsløret. En bankleder spiller poker på nettet, og må stjæle fra banken for at fortsætte. En indenrigsminister indstiller en privat mailserver på den mest forkludrede måde muligt dermed fortsættende en lang karriere af klodsede unødvendige skandaler. De ved, at de bliver afsløret, og de har end ikke en plausibel undskyldning at tilbyde, når de afsløres.

Tags

Relaterede

Seneste