Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Politisk Korrekthed
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Politisk Korrekthed

9. Oct 2008 11:28, literally

Politisk Korrekthed er det fælles tyranni der udsprang i 1980´erne. Det var en spontan deklaration, at visse ideer, udtryk og visse adfærdsformer, der dengang var legitime, skulle forbydes ved lov, og folk der overtrådte dette, skulle straffes. Det begyndte med få stemmer, men voksede i popularitet, indtil det blev en uskrevet og skrevet lov i samfundet. Med de der offentligt erklærede sig ikke politisk korrekte, som mål for massernes retsforfølgelse, hvis ikke retsforfølgelse af staten.

Den politiske korrektheds afskyelige inspiration
Forsøget på at udpege den politiske korrektheds afskyelige natur, er at genetablere den afgørende vigtighed af jævn tale, frihed i valg og frihed i tale; dette er samfundets sikkerhed mod påtvingelsen af tyranni. Faktisk er deres fravær tyranni. Hvilket er hvorfor enhver udtryksrestriktion som de påberåbt af ærekrænkelser i loven, bagvaskelse og offentlig anstændighed, er alvorlige emner der skal afklares af almenvældets lovmetodologi, ikke massernes diktatur.

Den politiske korrektheds klare inspiration
Det erklærede rationale for dette tyranni er, at forhindre folk i at blive fornærmede; at tvinge alle til at undlade at bruge ord eller adfærd, der muligvis kunne støde homoseksuelle, kvinder, ikke-hvide, krøblinge, de stupide, de fede og de grimme. Dette afslører ikke bare dens absurditet, men dens inspiration. Sættet af værdier der er afskyvækkende, er det der bæres af den foregående generation (de der kæmpede Anden Verdenskrig), hvilket er derfor at termer som niggers, coons, dagos, wogs, poofs, spastics og sheilas, er blevet kætteri i et infantilt oprør. Politisk Korrekthed er simpelthen intet andet end forkælede børns modvilje mod deres forældres værdier.

Den politiske korrektheds oprindelse
Et samfund nedbrydes, når en majoritet af dens borgere bliver egoistiske, og under denne indflydelse langsomt opløser al tilbageholdelse af selvtilfredsstillelse etableret af manerer, skikke, tro og tradition. I takt med, at hver efterfølgende generation af egoistiske borgere overtager kontrollen med samfundet, griber den muligheden for, at forlade mere og mere af de trættende begrænsninger, som visdom og genialitet har installeret. Fortalerne for denne sociale deformation opnår deres irrationelle mål, ved offentlige at favne absurditet gennem slogans, mens de bagvasker enhver der ikke støtter deres stilling. Formålet med disse slogans er, at hæge om irrationel frygt eller forsyn som sandhed, gennem brugen af anmassende ord og offentlige proklameringer:

Identificerer enhver afviger som sandhedens fjender
Virker som en undskyldning for enhver kriminalitet begået i dens navn

Eksempelvis sloganet Australien er multikulturelt er en påstand om at:

Forskellige kulturer er kompatible
Folk der modsiger dette, er blændet af fordomme mod andre kulturer
Folk der modsiger dette, er fanatiske uromagere, der gør sig til fjender af samfundet, hvis ikke menneskeheden, og fortjener retsforfølgelse.

Alle af hvilke er et angreb på sandheden, klar tanke og jævn tale.

Fra bourgeoisi til racist
I takt med at begrænsningerne formindskedes, voksede oprøret mere og mere ekstremistisk i natur. Da forfatteren til ”Animal farm” skrev en artikel i 1946, om glæderne ved en rosenhave, blev han kritiseret for at være bourgeois. George Orwell bemærker dette i sit essay ”A Good Word For The Vicar Of Bray”, publiceret i Tribune I 1946. Terminologien “bourgeois” var dengang et populært udtryk, betydende at man har kedelige middelklasseideer – Oxford English Dictionary, 1938 – hvilket er et åbenlyst angreb på traditionen.

Direkte angreb på traditionen
Nu i de sene halvfemsere, er resultatet af at være bourgeois (vedholde traditionelle opfattelser), at man mærkes som racist og sexist, og man risikerer at miste sit arbejde, sit ry, at blive antastet på gaden, at blive mål for juridiske angreb og dødstrusler. Og det er denne ekstreme reaktion, der har mediernes årvågenhed og navnet Politisk Korrekthed, selvom den kommende generation vil blive værre.

Forældres værdier angribes altid
Den uundgåelige syndebuk for folk der utålmodigt afventer de snærende bånds løsnen vil altid være forældrene, for de er samfundets agenter for undervisning i personlig beherskelse. Så forældres værdsatte opfattelser er altid angrebsmål for deres modnende afkom. Denne afvisning af tradition blev observeret af Polybius (cirka 200 – 118 f. Kr.f.), der sagde:

”For alle demokratier der har nydt velstand i en anseelig periode, udvikles gennem denne natur en attitude at mishag mod det etablerede”

Tyranniet vokser
Når først et samfund favner tyranni, kan straffene kun vokse i sværhedsgrad. Dette gradvise tiltag er let set i eksemplet om ”toastmastere”. Som klubmedlemmerne blev mere og mere optaget af glæderne ved social omgang, og mindre optaget af disciplinen der handler om offentlig tale, jo mere intolerante blev de over for borgere, der var oprigtigt optaget af at lære kunsten om Retorik. Disse medlemmer der gjorde deres pligt, ved sandfærdigt at påpege manglerne ved et andet medlems præstation, blev blot brændemærket som negative og uopmuntrende; senere blev dette en risiko for at blive socialt udstødt. Nu (siden 1998) kan upopularitet resultere i, at man permanent af majoriteten bliver ekskluderet af klubben.

Australsk erfaring med Politisk Korrekthed
I mit land udsprang tyranniet med forfølgelsen af offentlige figurer som Arthur Tunstall, for at ytre sandheder der var blevet upopulære, enten direkte gennem tale, eller indirekte gennem vittigheder. Jomfrutalen af det føderale medlem af parlamentet for Ipswich indeholdt så mange upopulære sandheder, at pøblen eskalerede i deres vildskab og udvidede dette til hendes tilhængere, introducerende terror i australsk politik. Enhver der så TV-dækningen (1997/8) af Pauline Hanson´s politiske kampagne, ville have set hendes modstanderes natur; en hob der lignede og opførte sig mere som barbarere, end borgere i et civiliseret samfund. Og enhver hob der chanter ”Brænd heksen” (da hun talte udenfor Ipswich Hall, efter at være nægtet adgang) efterlader ingen tvivl om deres intentioner og karakter.

Den internationale erfaring med den politiske korrektheds tyranni.
Og det er ikke bare i Australien, men i ethvert vestligt demokratisk land, at populære krav er blevet til ytringsrestriktioner. Bøjende sig for vælgernes ramaskrig har politikerne i disse lande indført absurde love. Det australske samfunds vide deklaration af irrationelt had, præsenteret ved forfølgelsen af Pauline Hanson, er paralleliseret af den canadiske Paul Fromm´s erfaringer, direktør for Canadian Association for Free Expression Inc., og eksemplerne med den nationale fodboldtræner i England, og en prominent offentlig tjenestemand i Washington, U.S.A., bekræfter at hysteriet er allestedsnærværende.

 Det usynlige resultat af Politisk Korrekthed
Ved at benytte undskyldningen om ikke at støde nogen, kræver de politisk korrekte, at folk skal opføre sig som tåben der vil tilfredsstille alle, som så fik alle til at blive tåber. Alle skal acceptere de politisk korrektes opfattelser som sandhed, ellers…! Det er den samme mentalitet der inspirerede inkvisitionen og tvang Galileo til at afsværge; den samme mentalitet der inspirerede nazisterne og opnåede Holocaust. Når først ytringen lægges i den offentlige sandheds spændetrøje, er vanviddet der opstår i alle totalitære stater opnået. Livet, privat eller offentligt, bliver en meningsløs parade, hvor tvangsforestillinger trives og terror regerer.

Eksempler på ytringsnægtelse
Bevis på denne effekt er til overmåde demonstreret i Sovjet, der favnede Politisk Korrekthed med den Kommunistiske Revolution. Det træge, højtravende, udpinte, humørforladte monster som denne nation blev, er nu historie. Og det bør erindres, at i 1914 blev Zarens Rusland af Edmund Cars, en fransk økonom der publicerede en bog om emnet, anset for at være en økonomisk gigant, der ville overskygge Europa. SBS TV-programmet ”What Ever Happenede To Russia?”, der blev sendt klokken 8:30 d. 2 august 1994, beskrev detaljeret den frygtelige effekt den bolsjevistiske undertrykkelse havde på riget. Og SBS viste yderligere de frygtelige gerninger påført det russiske folk af deres leder Stalin i serien ”Blood On The Snow” sendt i marts 1999.

Et gammelt vidne
Helen, et medlem af Parramatta-forfatternes klub i 1992, var borger i Kiev under den røde terror, og beskriver livet med den officielle sandhed og den konstante frygt for arrestation. At kende indholdet af den seneste partiavis var afgørende for at undgå internering, da offentlig modsigelse, direkte eller indirekte, betød stigmatisering hos KGB. Hvis man beklagede sig over sult, når mangel på mad ikke var officielt anerkendt, så blev man fjende af staten. Hvis man undlod at prise en sovjet-helt, eller prise en ex-helt, så var ens skæbne også beseglet. Kravet om at være politisk korrektdominerede alle konversationer og adfærdsformer, da mangel betød drastiske straffe. Uvished og frygt gennemstrømmede alt, Ingen kunne være sikre på, at en officiel invitation til at besøge partiets hovedkvarter ikke betød fængsel, tortur, død eller offentlig hædring eller intet af betydning.
At leve med et sådan forfærdeligt handicap ødelagde naturligvis al spontanitet i tanke og handling, efterladende hele samfundet i vanvid. Den frygtelige effekt dette havde på Helen´s mentale sundhed, stod klart da hun undslap til Australien. Her mødte hun den frie presse, der havde en ubehagelig virkning på hende. En dag læst hun ”The Australian”, der tilfældigvis havde to separate artikler om Patrick White, den ene prisende, den anden blamerende denne velkendte forfatter. Stakkels Helen fandt sig selv læsende skiftevist den ene, så den anden artikel, uden at kunne afgøre hvilken der var sand. Hun fik næsten et nervøst sammenbrud.
Politisk Korrekthed er social demens
Med mindre jævn tale er lovligt, er klar tænkning nægtet. Der kan ikke findes nogen god grund til at nægte ytringsfrihed, der er ingen grund til at bestride dette, kun tomme slogans inspirerede af egoisme og utøjlet moralisering. Fortalerne for denne nonsens forstår hverken implikationerne af hvad de siger, eller hvorfor de siger det: de er sindssyge.

Tags

Relaterede

Seneste