Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Politisk korrekt uddannelse
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Politisk korrekt uddannelse

9. Oct 2008 11:25, literally

Den politiske korrektheds magt
Medierne har på det seneste noteret sig en trend i uddannelse, som faktisk har været til stede i nogen tid. Denne trend har været åbenlys for enhver, der er velkendt med forretningsgangen i vore højere læreanstalters citadeller, eller selv på udvalgte gymnasier. Termen Politisk Korrekthed eller politisk korrekt tale, dækker de fleste involverede emner. Mulikulturalisme er ofte fremlagt som den drivende etik, der tilskynder den enkelte til at blive politisk korrekt.

Ved fundamentet af denne bevægelse er troen på, at al uddannelse er politisk. Intet sted i curriculum kan man finde et skjulested fra race-, klasse-, eller kønsemner. I tillæg til denne antagelse ligger loven om moralsk og etisk relativisme: Alle tankesystemer har lige værdi. At påstå andet er per definition politisk ukorrekt.

Præcist hvor vigtig denne tankegang er for de der influerer vores nations studerende, reflekteres i nogle af deres kommentarer. Ifølge Glenn Maloney, assisterende dekan for de studerende ved University of Texas, Austin; ”Multikulturalisme vil blive nøglen til uddannelse. Jeg tror, at dette vil blive universiteternes mission i 90´erne” (1) Donna Shalala, rektor ved University of Wisconsin ved Madison tilføjer, at denne bevægelse kan summeres til ”en grundlæggende transformation af Amerika´s højere uddannelsessystem i multikulturalismens og mangfoldighedens navn”(2)

Et nyligt studie af New York´s skolesystem viste at ”Afrikanske amerikanere, asiatiske amerikanere, puertoricanere, latinoer og indfødte amerikanere, alle har været ofre for en intellektuel og uddannelsesmæssig undertrykkelse, der har karakteriseret kulturen og institutionerne i U.S.A. og europæisk-amerikanske verdener gennem århundreder”(3)

Rapporten sendes til staten, ”Desværre, stereotyper og misinformation er blevet del af den dominerende kultur indkapslende enhver….På grund af problemets dybde og hårdnakkethed i sindene, kan kun de mest stringente forholdsregler have signifikant gennemslagskraft” (4)

Og stringente forholdsregler er hvad der har vist sig. Curricula, adgangsregler, ansættelse og fakultetsforfremmelse, og friheden til at debattere emner er alle blevet modificerede af de der i øjeblikket definerer politisk korrekthed. Der er nu voksende mængder af beviser for, at kvotesystemer nu er på plads i mange adgangsbehandlende kontorer landet over. Lærebøger skrives og kurser ændres for at promovere multikulturalisme, på bekostning af undervisning i vestlig civilisation. Professorer er ude af stand til at undervise eller deltage i akademiske foretagender, fordi deres synspunkter ikke falder sammen den nye kulturs vogtere.

Hvad der er mest forfærdende er, at dette er et forsøg på at fjerne ytringsfriheden fra studerende der ikke tilpassede sig den korrekte position i forhold til et bredt spektrum af emner. Hvad der er ironisk er, at mange af de der nu forsøger at fjerne ytringsfriheden for studerende i multikulturalismens navn, er de selv samme der begyndte ytringsfrihedsbevægelsen i tresserne, argumenterende for akademisk frihed og studerendes indflydelse på curriculum, og mærke det med deres synspunkter, hellere end virkeligt at promovere akademisk frihed.

Etniske studier
Lad os se på et par steder hvor politisk korrekthed har haft stor indflydelse. I 1988 på Stanford stemte fakultetet for at ændre kurset i vestlig kultur, ét af de mest populære på stedet, til ”Kulturer, Ideer og Værdier”. Kravet om femten bøger blev droppet og erstattet med en formaning om, at give substantiel opmærksomhed til emner som race (5) og køn. Pensum skulle nu inkludere en kvote med arbejder af kvinder og minoriteter. Ud med Shakespeare, ind med Burgos-Debray.

Shakespeare er anset for værende en racist, sexist og klassisist, et produkt af det ultimativt onde – vestlig civilisation. Den franske forfatter Elisabeth Burgos-Debray er på den anden side politisk korrekt. Ét af hendes værker, nu en del af Stanford curriculum, beskriver en kvinde fra Guatemala´s kamp mod kapitalistisk undertrykkelse. Hun afviser ægteskab og moderskab og bliver feminist, en socialist, og endeligt en marxist, diskuterende politik med medrevolutionære i Paris. Ifølge forfatteren taler denne simple kvinde fra Guatemala for alle indianere på det amerikanske kontinent (6)

Berkeley, Mount Holyoke og University of Wisconsin er kun et udsnit af skoler, hvor studerende skal tage et kursus i etniske studier, men ikke behøver taget ét eneste kursus i vestlig civilisation. På Berkeley er ”Etniske studier” det eneste krævede kursus på skolen, og studerende fra Wisconsin kan afslutte uden at tage nogen kurser i amerikansk historie. Staten Ohio er gået endnu videre og gennemarbejdet hele curriculum til at omfatte emner om køn, race og etnicitet. Formanden for den engelske afdeling i Pennsylvania State University har bemærket, at ”jeg vil vædde med, at der bliver undervist mere i Alice Walker´s The Color of Purple i engelskafdelingerne i dag, end alle Shakespeare´s samlede værker tilsammen” (7)

En ironisk twist på denne revolution er, at når forfattere fra den tredje verden inkluderes i curriculum, så er de sjældent klassikere fra denne kultur. I stedet har de tendens til at være de seneste marxistiske og politisk korrekte værker.

Desværre begrænser revisionisterne af curriculum sig ikke til uddannelsesinstitutionerne. Staten New York har for nylig oprettet en komité, der skal statsligt skal gennemgå skole-curriculum. Resultatet var en smule overraskende, for at sige det mildt.

Ifølge rapporten er intet emne kulturfrit. Den eurocentriske, hvide, amerikanske kultur, der i øjeblikket dominerer curriculum, skal give plads for et curriculum der repræsenterer alle kulturer ligeligt. Selv matematik og videnskab blev anset for partiske, fordi de undlod at kreditere bidrag fra andre kulturer.

I sociale videnskaber blev gjort endnu mere radikale krav. En sort professor hævder, at det nuværende curriculum i New York´s gymnasier gengiver ”dybtliggende racemæssige hadpatologier” Han erklærer, at tid brugt på at studere den amerikanske grundlov, som i hans øjne er seriøst mangelfuld, er grund til fejluddannelse. Han tilføjer, at studier af grundloven er egocentrisk og vulgær hvid nationalisme.

Eksklusionsinstrumenter
I kapitel 2 af sin bog Illiberal Education tager Dinesh D´Souza en sag op om gymnasieeleven Yat-pang Au. For at gøre en lang historie kort, så modtog Yat-pang en afvisning fra University of California, Berkeley, selvom han havde bestået som nummer ét i sin klasse, scoret 1340 på SAT, optjent point i orienteringsløb, arbejdet for studenterrådet og vundet fem legater fra steder som National Society of Professional Engineers. Hvad gik galt?

Det var ikke hans kvalifikationer der fejlede noget. Faktisk var Yat-pang anseeligt over Berkeley´s gennemsnit. Hans eneste virkelige problem var hans race, og hvad rektor Ira Michael Hayman kaldte ”lidt social videnskabelighed”. Under Hayman begyndte man at devaluere meritter og præstationer angående optagelse, for at opnå en racemæssigt balanceret studiemasse. Én der afspejler befolkningen i det store hele.

Som et resultat af dette, måtte hans immigrantfamilie se i øjnene, at deres søn ikke kunne komme på Berkeley, selvom der var ti andre studerende fra hans skole, der blev accepteret med lavere kvalifikationer. Den racemæssige politiske balance, som for Hayman virkede så fair, var alt andet end fair mod Au-familien.

Havde Yat-pang været latinamerikaner eller sort, ville han ikke have haft nogen problemer med at blive optaget på Berkeley. Asiater, mange af dem immigranter, bliver ekskluderet fra Berkeley, fordi de er en for succesfuld minoritet, der værdsætter familie og uddannelse.

Desværre er Berkeley ikke det eneste sted hvor man kan finde den slags diskrimination. Harvard, UCLA, Stanford, Brown og andre har angrebet asiater med diskrimination. Som D´Souza skriver, ”Kvoter der var ment som et instrument til inklusion, synes nu at virke som et instrument til eksklusion” (10)

Selv om vi ser bort fra Yat-pang´s individuelle rettigheder, virker denne politik så som om den giver mening for de minoriteter den prøver at hjælpe? Ofte gør den ikke. D´Souza noterer sig, at sorte og latinamerikanere optaget under reducerede akademiske krav, ikke klarer sig gost på Berkeley. I en undersøgelse bestod kun 18 procent af de sorte og 22 procent af de latinamerikanske ”affirmative-action”-studerende inden for 5 år. Næsten 30 procent af de sorte og latinamerikanske studerende droppede ud ved enden af første år (11) Fordi vi har tilsidesat akademisk forberedelse som et kriterium for optagelse på vore topskoler, kan mange optagede elever ikke konkurrere. De dropper simpelthen ud, mere frustrerede og vrede en før.

Et andet emne der går hånd i hånd med optagelser, er emnet om selvtestning. Mange argumenterer for, at eftersom visse grupper klarer sig bedre end andre på SAT, så er testen partisk. En New York føderal dommer dømte, at eftersom kvinder ikke klarer sig så godt som mænd på SAT, så er testen som kriterium for afgivelse dens Regents and Empire State-legat ulovlig.(12)

Hvad der er bemærkelsesværdigt ved denne trend er, at testen i 1920´erne blev indført for at bekæmpe partiskhed i optagelser. Når man fjerner testen, hvilket selv kritikerne må være enige i stadig er den bedste måde at forudse akademisk succes, så er alle andre kriterier bortset fra race og køn subjektive.

I lyset af dette faktum har universitetspanelets præsident, der er sort, argumenteret for at testen dækker ord og ideer der er nødvendige for succes på universitetet, uanset kulturel baggrund (13)

Ytringsfrihed
De der anser sig selv for værende politisk korrekte, har påført alvorlig skade på ytringsfrihedskonceptet. Det er interessant at notere sig, at kristne gennem år er blevet påført flere ytringsrestriktioner, men kun for nylig har andre der påholder politisk ukorrekte positioner mærket den slags diskrimination.

Ytringsrestriktionerne kommer i tre forskellige former på uddannelsesstedet. Den mest vidtspredte form er adfærdskoden. Den anden er at nægte konservative talere at adressere grupper på uddannelsesstedet. Den sidste er censuren mod fakultetsmedlemmer, der træder ved siden af den politiske korrektheds tankesfære.

University of Michigan har været førende i restriktioner af First Amendment-rettigheder. Som svar på en studerende discjockey, der inviterede andre studerende til at ringe ind med deres favorit-joke om andre racer, begyndte universitetet et langt korstog for at udrydde racisme, sexisme og en række andre ”ismer”. I stedet for blot at straffe forbryderen blev alle studerende mistænkeliggjorte, og alle udtalelser blev omhyggeligt overvåget.

En ny politik vedrørende diskrimination og diskriminerende chikane blev godkendt. Den definerede til straf, ”enhver adfærd, verbal eller fysisk, der stigmatiserer eller offergør et individ på basis af race, etnicitet, religion, køn, seksuel orientering, tro, national herkomst, forfædre, alder, ægteskabelig status, handicap eller Vietnam-æra-veteran-status” (14)

Debat om disse emner blev indskrænket af frygt for, at nogen skulle føle sig stigmatiserede af diskussionen. Den såkaldte ”ideernes markedsplads” som uddannelsesstedet skulle repræsentere, var skrumpet til en dagligvarebutik.

Eftersom man ikke kan være sikker på, at selv den mest balancerede diskussion om emner, såsom homoseksuelles rettigheder eller religiøse kulter, ikke vil stigmatisere en medstuderende, må man afstå fra at bevæge sig ind på dette område. Resultatet af den slags politiker er, at garantere monopolet for de radikale marxister og feministers ideer, nu promoveret af fakultetet og administrationen på mange uddannelsessteder.

Heldigvis blev denne politik succesfuldt udfordret af en unavngiven professor, der opdagede, at de fleste af de emner han beskæftigede sig med i klassen, kunne stigmatisere én eller anden. I en besynderlig strid var ACLU på den rette side og repræsenterede professoren. I sidste ende slog en amerikansk ret ned på selv en modificeret udgave af koden. (15)

Visse grupper på uddannelsesstederne har brugt grovere taktikker, for at afholde de konservative fra at tale. Højesteretsdommer Sandra Day O´Conner, F.N. ambassadør Jeanne Kirkpatrick og Sundhedssekretær Louis Sullivan, har alle været ofre for censuren i form af homoseksuelle og fortalere for abort. I et tilfælde afbrød sorte studerende med køller et møde for National Association of Scholars, en konservativ gruppe professorer, anklagende dem for, at de støttede Ku Klux Klan. (16)

En anden form for censur er den på fakultetet tavshedsgørende. Alan Gribben, en professor ved University of Texas, gjorde den fejl, at stemme mod politiseringen af skrivekurset i engelskafdelingen. Som resultat af dette blev han forvist fra afdelingen og besluttede efter sytten år at forlade fakultetet. (17)

”Isme”-knopskydningen
Målet for de politisk korrekte revolutionære på uddannelsesstederne er fjernelsen af ethvert spor af racisme, sexisme og elitarisme. Der er også specifikke positioner for økologi, udenrigspolitik og indenrigspolitik, homoseksualitet og dyrerettigheder.

Håbet bag alt dette er skabelsen af et samfund, hvor hver kultur og sociale gruppe er anerkendt for deres bidrag. Men biproduktet har været, at opmuntre folk til at finde en grund til at erklære undertrykkelse, for det lader til, at kun de der er undertrykte, er i en position til at bestemme hvad der er politisk korrekt. Hvide middelklassemænd er inkarnationen af den store Satan – selv de mest angrende skal overvåges omhyggeligt.

Politisk korrekte folk mener de arbejder for en filosofi der handler om inkludering. De er ikke tankepoliti, siger de, de er blot optagede af, at korrigere århundreders fejltagelser. I realiteten har effekten af denne bevægelse været at tavsgøre eller fjerne de fra uddannelsesinstitutionen, der ikke er på linie med den politisk korrekte position. Hvis en professor modsætter sig racebestemte optagelseskrav, så er han racist. Hvis en studerende opretholder sin religiøse overbevisning, er hun homofobisk. Det hele bevæger sig forbi tolerance; målet for denne bevægelse er, at fjerne modstandere af den radikale venstrefløjs planer.

Eftersom de politisk korrekte er enige i, at vestlig civilisation er grunden til al ondskab i verden, kunne man spørge hvad der skulle erstatte den. Ikke overraskende er denne bevægelses forfattere og helte marxister, feminister og homoseksuelle. Det er interessant at Marx, en hvid europæer, stadig anses for værende politisk korrekt, selv om han havde ret politisk ukorrekte racemæssige synspunkter (faktisk talte han positivt om slaveriet i Amerika) (18)

Hvis sand multikulturalisme var det sande mål, så ville disse mennesker udbede sig studier og implementering af traditionelle kulturer verden over, som i øvrigt er lige så racistisk og mandsdomineret som vor egen kultur. Om man ser på Islam eller orientens lære, så finder man liden forståelse for både den moderne feminismes tanker og homoseksualitet.

Den vestlige civilisations tanker har været at behandle ideer der overskrider racer, og den har været alt andet end homogen i sine konklusioner. Ironien vedrørende beskyldningerne mod vestlige tanker er, at de tanker de politisk korrekte foretrækker, har været højest udviklede i Amerika og Europa. Selv med alle dens fejl har vestlig civilisation været den mest åbne og tolerante af alle samfund. Den har været ivrig efter at finde og inkorporere ideer fra andre kulturer.

Alle de vigtige emner der overvejes på uddannelsesstederne har religiøse elementer. Om man overvejer brugen af teknologi eller relationerne mellem kønnene, så er alle underlagt deres religiøse grundlag. At placere en restriktion forud for en persons ytringsfrihed, fordi han har et andet standpunkt, øver ikke blot vold på vores historiske syn på ytringsfrihed, men kan også bruges til at fjerne kristne tanker fra vore skoler.

Hvad magthaverne på uddannelsesstederne virkeligt håber at opnå er, den ubetvivlede implementering af et verdenssyn der frigør mennesket fra sin moralske forpligtelse til sin skaber Gud, en Gud der ser alle mænd og kvinder, uanset deres farve, som havende behov for frelse.

Tags

Relaterede

Seneste