Den berømte musicalkomponist Andrew Lloyd Webber har hævdet, at Politisk Korrekthed – især i relation til muslimer – forårsager at den kunstneriske kreativitet kvæles.

I et interview i underholdningsmagasinet Closeronline har Andrew Lloyd Webber sagt, at nogle af hans største musicals aldrig ville have været skrevet i dag, at frygt for at ”støde minoriteter”.
 

Sammen med Tim Rice begyndte Lord Lloyd Webber sin teaterkarriere med to shows inspireret af den kristne tradition: Jesus Christ Superstar og Joseph and the Amazing Technicolor Dreamcoat.
 

I interviewet sagde Lloyd Webber, ”Jeg ser tilbage på min ungdom, og spørger mig selv, om jeg ville have skrevet en opera med Tim Rice? Så mange i dag er besatte af ting der støder folk. Dagens folk siger, at du ikke kan skrive dette, da det vil støde dette samfund, og så kan man ikke sige dette, da det vil støde muslimerne, og vi ender alle sammen med at blive talt fra det. Talt væk fra ideer. Hvorimod da jeg var 20, tænkte jeg ikke over disse ting – jeg gjorde det bare”
 

Grunden til kvælningen af kunsterne i det moderne England er direkte forbundet til massetransporten af populationer fra den tredje verden, der har bragt deres kultur og traditioner med dem, som har resulteret i fortrængning af traditionel tolerant britisk kultur.

 

 

 

Igen og igen bliver vi fortalt af de politisk korrekte ”eksperter”, at vi ikke skal bekymre os om, hvor vidt Islam udgør en trussel for vores levevis. Vi bliver gentagende belært, at kun en meget lille minoritet af muslimer er ballademagere, der giver de fredselskende muslimske masser er dårligt ry.
Vi bliver også informeret om at terroristerne, der tilfældigvis er muslimer, er utilpassede unge, og at vi ikke skal være bekymrede, da ungdommens ild på et tidspunkt bliver til alderdommens aske, og rebellerne vil blødgøres, som de altid er blevet.
 
Med tungtvejende forsikringer som disse, kommende fra så mange ”altvidende” autoritative figurer, kan vi sove trygt uden hjælp fra sovepiller. Folk resonerer trods alt, at disse lærde er ”eksperter”, hvis arbejde det er at vide og fortælle det som det er. De der ytrer modstridende synspunkter, må være en samling racister, alarmerende hadepropagandister. Hvem har ret?
Ville det ikke være mere på sin plads at lade fakta afgøre sagen, mere end blindt at acceptere de enkelte positioner? Selvfølgelig ville det det, bortset fra et enkelt kæmpe problem. Konfronteret med trusler har folk en tendens til at finde sindets medicinskab og tage et par benægtelsespiller og et par rationaliseringspiller. Hvorfor? Vi er den ”nemme art”. Vi elsker anstrængelsesfrie, hurtige og enkle løsninger. Og det er ikke ubetinget dårligt. Det har givet os alskens arbejdslettende og tidsbesparende anordninger. Dog, det islamiske problem er meget reelt og dødeligt. Hverken ”eksperternes” udtalelser eller sindets bedøvende piller kan få dette til at forsvinde. Den er her, og den viser alle tegn på at påtvinge sig selv på os. Lad os se på nogle fakta:
 

• Ikke alle muslimer bærer en eksplosiv vest, parat til at detonere midt i en skare af uskyldige civile, men der findes flere frivillige til denne mission, end der findes eksplosive veste. Den islamiske republik Iran eksempelvis, har ikke officielt tilsluttet sig denne form for Jihad, men den har efter eget udsagn over 10.000 trænede frivillige, parate til at iværksættes, og yderligere tusindvis der står i kø for at deltage. Men denne gang kan det være, at Allah´s jihad-praktikere kommer, udstyrede med små smarte kufferter indeholdende beskidte bomber, i stedet for fyldige eksplosive veste. Husk på, at det kun tog 19 af disse mordere, at udføre det luftbårne massemord d. 9/11, der dræbte 3.000 folk, rystende vore åbne tillidsfulde livsmåder, og koster os milliarder af kroner.
  
• Jihadisterne er ikke afgrænsede til en minoritet af utilfredse unge muslimer. Hvor gammel er Bin Laden, hans ”doktor død” Al Zawahari, mullah Omar fra Taliban, Khamenei og Refsanjani fra Iran, for blot at nævne nogle få?
  
• Prøv blot at anskue termer som ”Smeltedigel” eller ”Multikulturalisme”. Rul den røde løber ud for muslimske immigranter, behandl dem som var de dine medborgere. Giv dem stipendier, medicinsk pleje og gratis uddannelse, og de vil integreres problemfrit i samfundet? Overhovedet ikke. Ideen om ”Smeltedigel” kan fungere med folk der kommer fra andre lande, for at gøre deres nye land deres hjem. Islamisterne på den anden side, kommer med en overbevisning om, at de allerede ejer stedet, og vil gøre det til en del af deres ideologiske paradis. Omkring 40% af tredje og fjerde generations britiske muslimer afviser britisk demokrati, udtrykker deres alliance med Islam og ønsker at leve under Sharia. Så meget for smeltedigle-pillens velgørende virkning.
  
• Den nye islamiske ankomst ønsker et af de mest venlige systemer kendt for menneskeheden og demokratier, skal implodere indefra. Muslimerne vil snart i kraft af deres antal kunne stemme demokratier ud i mange lande. De gør det allerede i lille skala. De påtvinger mange af deres værdier i et antal samfund, selv mens de er minoriteter. Stemmehungrende politikere dedikerede til Politisk Korrekthed kaster sig næsegrus for at påtage sig islamisternes krav.
  
• Hvad multikulturalismen angår, så er den en endnu større vrangforestilling end smeltediglen. Den er en andengenerations bedøvelsespille. Eftersom smeltediglen viste sig at være værre end placebo, så gav de politisk korrekte os en ny pille. Et syn på Europa viser hvordan multikulturalismen faktisk på ingen tid har fungeret som rugemaskine for Islamisme. Europa´s Multikulturalisme udvikler sig hurtigt til Unikulturalisme, hvis islamisternes middelalderlige levevis kan betegnes som kultur.
  
• Respekt for diversitet, sekularisme, frihed til tro og ytring, er grundstene i demokratiet, dog modsætninger til Islam. Intet sted i den islamiske verden finder man en økumenisk organisation (økumeni er arbejdet for forståelse mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund). Det er kun i ikke-muslimske lande, at den skamløst svigfulde muslim, værende imam, mullah eller almindelige trædemølletroende af Allah, spagfærdigt deltager i økumeniske feel-good-forsamlinger.
  
• For muslimer er ingen anden religion værdig til anerkendelse, og der er da slet ikke plads til dem. Der findes ikke én eneste kirke, synagoge eller buddhistisk tempel i hele Saudi Arabien. De er bandlyste. Den islamiske republik Iran´s flåde af folkemordsprogromer inkluderer den afskyelige praktik af en bulldozer der jævner deres egen minoritetreligion Baha´s kirkegårde med jorden. Det islamiske mullah-tyranni fængsler kristne iranere for at holde jul. Ægypten nægter deres indbyggere identitetskort, hvid de nægter at lyve eller snyde med deres religiøse tro eller mangel på samme. Identitetskortene kræves for uddannelse, arbejdssikring, sundhedspleje og stort set enhver borgerrettighed. Uden dette lider borgeren praktisk taget en langsom død.
  
• I Islam er kun mænd, og i mindre udstrækning kvinder, berettiget til visse rettigheder. Alle ikke-muslimer, inklusive de såkaldte ”Bogens folk”, nemlig kristne og jøder, er i bedste fald andenklasses emner, emner der må betale Jezyyeh-skat, for deres ”synd” ikke at have konverteret til Islam. Så i takt med at Islam baner sig vej gennem nye lande, og dens medlemskab svulmer gennem befolkningseksplosion og konvertering, vil sekulære demokratier uundgåeligt erstattes af islamismen med dens stenalderagtige Sharialov. Det bedste tilbud islam har for at skåne sine ikke-muslimer er, at de resten af deres liv betaler Jezyyeh.
  
• Vi skal ikke bekymre os om de forfærdelige ting der foregår på den anden side af kloden? Hvis muslimer opfører sig afskyeligt mod ikke-muslimer, så er det bare den måde tingene er på i disse land, og har ikke noget med os at gøre? Det er den indstilling der har sat islamiseringen af Europa på en uomvendelig rute. Det ene europæiske land efter det andet bukker i højt tempo under vægten af Islam.
  
• Ikke bekymre os om islamiseringen af vort land? Muslimerne er jo trods alt kun en minoritet, og langt færre er radikale muslimer, mens majoriteten er lige som alle andre? Men minoriteter kan overvælde majoriteter gennemtvang og dødelig magt. Islamisterne er notoriske i deres dedikation til anvendelsen af magt i forfølgelsen af deres mål. Taliban var en meget lille minoritet i Afghanistan og islamisterne var en lille fraktion i den iranske revolution i 1979. Begge overvældede masserne og påførte deres terrorregime. Terrororganisationen Hamas er også en ”minoritet”, der alligevel regerer palæstinensisk territorium. Hizbollah i Libanon er en minoritet, der alligevel har bragt landet på kanten af destruktion.
  
• Islamisterne er Islam´s lokomotiv, der fører det altødelæggende islamiske tog på destruktionskurs. I takt med at demokratier praktiserer deres storslåede tilpasningsopfattelse, lægger de vidende, eller uvidende, sporene for det islamiske destruktionstog.
  

Europa er allerede på nuværende tidspunkt slemt inficeret med islamisme. Vi er kulminens kanariefugl. Vi må ikke lade andre ofre deres dyrebare levevis og børn liv på den Politiske Korrekthed´s alter: Islamfascismens rugemaskine.

Da en klassekammerat sagde, at ”hadetale” ikke var ytringsfrihed, spurgte jeg ham følgende: ”Kan du overhovedet definere hadetale?”. Efter lang tavshed forsikrede jeg ham om, at jeg heller ikke var i stand til at definere hadetale. Men siden hen tror jeg, at jeg er kommet på en passende definition, der hjælper mig til at forstå både den fejlslagne ”hadetale” og den islamiske terrorismes succes.

Min nye forståelse af hadetale kommer fra en nylig tale givet af min universitetsrektor. Som sædvanlig prøvede hun at ”begrænse skaderne”, som resultat af sit seneste administrative fejlgreb. Den seneste kontrovers intensiveredes, da en ansat på fakultetet fyrede et par lede e-mails af til kollegieforstanderen, i processen ved en fejl sendende mailen til hele fakultetet. Den vrede epistel kritiserede berettiget den øvre administration for at lave større beslutninger påvirkende fakultetet, uden passende først at konsultere dem gennem fakultetet.

Ved vort næste fakultetsmøde påtalte universitetsrektoren, uden reference til substansen af anklagerne mod hendes administration, kontroversen. I stedet responderede hun på kritikken ved at tale om behovet for at opretholde ”civiliseret adfærd” og ”et kollegialt miljø”, som, sagde hun, ikke kunne værdsættes før det gik tabt. Mange, inklusive mig selv, tænkte, at denne lektion af vores universitetsrektor omkring emnet ”civiliseret adfærd”, bar lige så megen vægt som en lektion af Amin Jensen omkring emnet overvægt – eller måske en lektion omkring gode ordlege af mig.

Alt var sat i rette perspektiv, da en sociolog passende karakteriserede referencer til ”civiliseret adfærd” i højere uddannelsessystemer, som intentionelle bestræbelser på at undgå substantielle diskussioner. Med andre ord syntes generaliseringen at bane vejen for muligheden for at spille ”civilisationskortet”. Jeg modstod fristelsen til at tale om sociologer der spiller ”racismekortet” eller feminister der spiller ”sexismekortet”.

Men jeg erkendte omgående forbindelsen mellem sociologens observation, og universitetets ”talekode”-bevægelse, der søger at bandlyse ”hadetale”. Og efter at have ladet ordene falde på plads, udformede jeg denne nye definition af hadetale:

”Hadetale er verbal kommunikation, der inducerer vrede grundet lytterens manglende evne til at tilbyde et intelligent svar”

Grundet denne manglende evne til et intelligent svar, grundet én af to grunde, findes der faktisk to forskellige typer hadetale:

1. Tale der er for dum til at fortjene et intelligent svar, og

2. Tale for hvilken lytteren er for dum til at tilbyde et intelligent svar  

Tilfælde af førstnævnte er talrige i samfundet som helhed. Som når et medlem af Ku Klux Klan siger ”Jeg er måske ikke meget, men jeg er i det mindste ikke en neger”, findes der ikke nogen måde at svare intelligent på det. Der er ej heller meget håb for, at et svar ville blive forstået og værdsat af én der er ignorant nok til at komme med en sådan bemærkning. Så talen kan passende karakteriseres som hadetale.

Tilfælde af sidstnævnte er talrige i den akademiske verden. Eksempelvis for tre år side i denne uge, skrev jeg et stykke forklarende hvordan talekoder producerer en slags omvendt Darwinisme. Jeg argumenterede, at kun de der er følelsesmæssigt umodne, kan blive skidt tilpas blot ved at høre et modstridende synspunkt. Jeg argumenterede yderligere, at de indlysende er følelsesmæssigt temmeligt umodne, hvis de faktisk forbliver oprørte længe nok til at sende en klage, hvis mål er at håndhæve en talekode.

Efter jeg havde skrevet mit indlæg begyndte en feminist selvfølgelig at græde, og henvendte sig til den feministiske (nu tidligere) formand, der til gengæld gav mig en lektion i civiliseret opførsel. Med andre ord var feministerne ikke kvikke nok til at adressere substansen af mine udtalelser. Chokerende, ikke?

Derfor forudså jeg koderne tænkt til at udvande talen fra den følelsesmæssigt stabile majoritet – de der ikke græder på arbejdet – gennem maskineriet af klager sendt af de følelsesmæssigt ustabile – de der græder på arbejdet, men aldrig sender klager rettet mod undertrykkelsen fra deres egne synspunkter.

Lighederne mellem de to principielle former for hadetale er indlysende:

De inducerer begge vrede hos lytteren, uanset om taleren udtrykker sine synspunkter uden nogen følelse af had eller fjendskab.

Og dette leder til forståelsen af den tilsyneladende hypotese om bøsser og feminister, der (a) skriger ”hadetale” (mens de til tider græder) mod konservative der ikke ønsker at dræbe bøsser eller feminister, og (b) tolererer hadetale fra islamiske fascister, der virkeligt ønsker at dræbe bøsser og feminister.

Islamister der advokerer for vold, er ikke klassificerede som ”hadetalere”, fordi de inducerer frygt, ikke vrede.

Dette forklarer selvfølgelig talekodernes fejlslag (og sandsynligvis multikulturalismen i almindelighed). Eftersom håndhævelsen af koderne i det store hele afhænger af de følelsesmæssige reaktioner fra lytteren, mere end af indholdet af talen, skaber koderne uoverstigelige problemer indenfor grundlæggende rettigheder.

Og dette forklarer selvfølgelig den islamiske terrorismes succes. Det er indlysende en strategi der inducerer frygt, i en bestræbelse på at destruere funktionen af Grundloven gennem trusler og intimidering i så alvorligt et omfang, at ganske enkelt ingen kan ignorere den.

Der er ingen mangel på diskussioner i litteraturen, vedrørende det kontroversielle emne om hvem der slår først, hvem der slår oftest og hvem der repræsenterer en reel trussel mod deres partnere. Mænd eller kvinder? Nylige empiriske og teoretiske undersøgelser tilbyder overbevisende beviser på, at raterne af offerrolle og voldsudøvelse er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder i intime relationer, og sværhedsgraden af volden og heraf resulterende skade er ofte minimal. Yderligere ophober der sig beviser der modsiger opfattelsen af, at kvinders aggression primært er i selvforsvar mod voldelige mandlige partnere.

Over de seneste årtier er der fremkommet et antal undersøgelser, der har understøttet påstanden om, at kvinder udøver vold i rater på linie med mænd. Resultaterne er relativt konsistente på tværs af dating, samliv, ægteskab i de undersøgte samfundssegmenter, selvom der er beviser for, at unge respondenter (under 30) i datingrelationer viser højere aggressionsrater, især fra kvinder.

For mere end to årtier siden udførtes (1983) en undersøgelse inkluderende 168 mænd og 293 kvinder, indrulleret i et introduktionskursus i psykologi. 30 % af de studerende rapporterede, at have haft øvet vold mod en partner, eller have været udsat for vold af en partner. 15 % af mændene rapporterede, at de havde udøvet vold mod en partner. Af disse mandlige voldsudøvere rapporterede 77 %, at de også selv havde været udsat for vold. Af kvinder rapporterede 21 %, at de havde udøvet vold, og af disse havde 82 % selv været udsatte for vold. Omkring dette tidspunkt (1983) udførtes en anden undersøgelse, der samlede mandlige og kvindelige gymnasieelever og demonstrerede, at 78 (29 mænd og 49 kvinder) af den oprindelige gruppe på 644 rapporterede, at have værende aggressoren eller været målet for fysisk vold i datingrelationer. Man konkluderede, at volden i almindelighed kunne karakteriseres som reciprok: 71,4 % af respondenterne rapporterede, at de både havde været offer og udøver på ét eller andet tidspunkt i relationerne.

Få år senere (1986) undersøgtes 135 kvindelige og 121 mandlige gymnasieelever. Resultatet indikerede, at den fremherskende vold ikke adskilte sig signifikant kønnene imellem: 11,1 % af kvinderne og 10,7 % af mændene rapporterede at have været ofre for vold, uden at have udøvet vold. En anden undersøgelse (1988) samledes 505 universitetsstuderende (298 kvinder og 207 mænd) fra overklassen fra et stort midtvestenuniversitet. Resultaterne indikerede ikke nogen signifikante forskelle i mænds og kvinders rapporterede rater for udsættelse for vold, eller udøvelse af vold; 14 % for mænd og 18 % for kvinder i undersøgelsen engageret i fysisk vold mod en date; 10 % af mænd og 14 % af kvinder rapporterede at have været udsat for fysisk vold på en date. En undersøgelse fra 1991 tilbød data fra en undersøgelse af 336 førsteårsstuderende, hvilket yderligere indikerede, at fysisk aggression i datingrelationer ikke er kønsspecifikke. Anvendelsen af enhver form for aggression i en datingkontekst i de to år forud for undersøgelsen, blev rapporteret af 24,6 % af mændene og 28,4 % af kvinderne.

Nyligere (1997) udførtes én af de få fremadrettede undersøgelser af vold i intime relationer. Denne undersøgelse fulgte en nyfødt generation af 1.037 emner. Ved alderen 21 svarede 425 kvinder og 436 mænd, der var i intime relationer, på spørgsmål fra Conflict Tactics Scale om deres egen og deres partners anvendelse af vold. Både mindre og sværere fysiske voldsrater var højere for kvinder, uanset om dette var rapporteret at personen selv eller fra partneren. Den svære fysiske voldsrate var mere end tre gange så høj for kvinder, end for mænd (18,6 % mod 5,7 %). Vold fra fremmede blev også målt, og var igen mere fremherskende blandt kvinder (36 % mod 25 %).

I en undersøgelse af 70 ugifte mandlige førsteårsstuderende som havde været i en relation det sidste år, fandt man, at 40 % rapporterede på Conflict Tactics Scale (1979), at de havde været ofre for mindst én voldelig handling indenfor det seneste år. 29 % rapporterede, at de havde været ofre for svær vold (eksempelvis sparket, bidt, slået med knytnæve, havde haft en kniv eller pistol anvendt mod dem). Til sammenligning rapporterede 10 % af mændene, at de havde udøvet svær vold mod en partner.

En undersøgelse fra 2005 sammenlignede fremherskelsen og naturen af offerrollen og voldsudøvelsen i en undersøgelse af mænd (n = 13) og kvinder ( n = 52) fra et middelstort canadisk universitet, der havde været i heteroseksuelle relationer i mindst tre måneder. Som forventet indikerede resultater fra Conflict Tactics Scale livstidsofferrolle og voldsudøvelse i intime relationer blandt førsteårsstuderende var éns, og adskilte sig kun lidt i forhold til respondentens køn.

Med hensyn til voldsudøvelse viste ingen af sammenligningerne mellem mænd og kvinder i de forskellige kategorier af voldudøvelse i Conflict Tactics Scale 2 signifikante forskelle. Kvinder havde overordnet en højere voldsudøvelse på tværs af alle kategorier af vold (psykologisk, fysisk, seksuel tvang, fysiske mén) uanset niveauet af voldssværhed taget i betragtning; med undtagelse af mænd der har rapporteret, at have større sandsynlighed for udøvet mindre seksuel tvang (38,5 %) end kvinder (23,1 %). Førsteårsstuderende mænd og kvinder rapporterede generelt også lignende rater af offerrolle:

Psykisk vold:                        (kvinder = 78,8 %; mænd = 69,2 %)

Fysisk vold:                          (kvinder = 26,9 %; mænd = 23,1 %)

Seksuel tvang:                      (kvinder = 42,3 %; mænd = 46,2 %)

Der var beviser for, at kvinder havde større sandsynlighed for at have oplevet alvorlig vold.

Resultaterne indikerede, at psykisk vold

Svær psykisk vold:               (kvinder = 32,7 %; mænd = 38,5 %)

Svær fysisk vold:                  (kvinder = 11,5 %; mænd = 00,0 %)

Svær seksuel tvang:              (kvinder = 15,4 %; mænd = 7,77 %)

Ethvert mén efter vold:          (kvinder = 09,6 %; mænd = 00,0 %)

Alvorlige mén efter vold:       (kvinder = 01,9 %; mænd = 00,0 %)

forefandtes i en anseelig minoritet at førsteårsstuderendes relationer, og tenderede at være mere oplevet af kvinder end mænd.

En gruppeundersøgelse med deltagere fra ægteskabelige og samboende relationer afslører lignende beviser på kønssymmetri i voldsudøvelse og offerrolle. Undersøgelsen (1999) undersøgte en repræsentativ gruppe af 356 mænd og 351 kvinder. Uanset respondentens køn fandt man lignende fremherskende étårs-rater for husbond-kone vold, med mændene rapporterende lettere forhøjede rater (ikke signifikant). Mænd og kvinder var enige om fremherskelsen af kone-husbond-vold.

Ved anvendelse af nationale amerikanske undersøgelsesdata (1990) demonstreredes, at kvinder havde tre gange så stor sandsynlighed for at anvende alvorlig vold mod en ikke-voldelig partner, end mænd havde mod en ikke-voldelig kvindelig partner.

Af grunde der kan have at gøre med den fremherskende opfattelse af familievold som mandsudøvet, er dette vigtige fund forbigået i næsten ubemærkethed.

Énsidig vold fra kvinder rangerede fra 9,6 % i ægteskaber til 13,4 % hos samlevende par (de sammenlignelige rater for énsidig vold mod kvinder var 2,4 % og 1,2 %) (1990)

Altså kunne vold fra kvinder ikke énsidigt karakteriseres som selvforsvar.

Archer´s meta-analyseundersøgelse afslørede at kvinder, hvis nogen, var noget mere voldelige end mænd, ifølge summerede selvrapporter og andre rapporter.

Abstrakt

Organisationer støtter overvældende mangfoldighed, men der er intet bevis for at mangfoldighed har nogen værdi. Hvad mere er, så havde de, da muligheden for at finde ud af om den havde nogen værdi, ingen interesse heri. Hvad kan dette betyde?

Dette papir påstår, at organisationer støtter mangfoldighed, da det modsatte ville være politisk ukorrekt, hvilket i en vis forstand vil sige umoralsk.

 

Men udvekslingsprocesserne der definerer en organisation er også varetaget af moralitet, skønt en anden slags. Der opstår derfor en kollision mellem den politisk korrekte moralitet der understøtter mangfoldighed og moraliteten der understøtter udveksling. Men udveksling definerer selve organisationernes natur, så den politiske korrektheds moralitet repræsenterer et moralsk angreb på organisationerne selv. Organisationernes manglende interesse i undersøgelser af konsekvenserne af mangfoldighed opstår fra ønsket om at afholde denne moralske antagonisme fra at blive bragt ud i det åbne.

Den politiske korrektheds destruktive kapacitet i understøttelsen af mangfoldighed er understøttet pressemeddelelser af nyere dato fra Ford Motor Company.

 

Givet opmærksomheden organisationer giver til ideen om mangfoldighed (1), kunne man forestille sig, at dens evner ville være klare og uigendrivelige. Man kunne blive overrasket over at opdage, at der ikke findes nogen gode beviser understøttende værdien af mangfoldighed (2). Ligeledes bemærkelsesværdigt er det faktum, at de firmaer der værdsætter mangfoldighed så højt, ikke synes at bekymre sig om der findes beviser eller ej.

Dette var konklusionerne nået i en nylig artikel af Thomas Kochan og andre (2002), der summerede resultaterne af et ekstensivt femårs undersøgelsesprojekt.

 

På hasteordre fra en non-profit-organisation kaldet ”Business Oppertunities for Leadership Diversity (BOLD) Initiative”, og med finansiering fra Alfred P. Sloan Foundation and the Society for Human Research Management”, undertog Kochan og hans medarbejdere, en prestigefyldt og velkendt gruppe, sig den opgave at skaffe empirisk understøttelse for ideen om, at mangfoldighed er et forretningsimperativ – understøttelse der indtil da havde manglet.

Den første overraskelse var, at få organisationer ønskede at deltage i projektet. Af mere end tyve Fortune 500-virksomheder der blev spurgt, alle givende udtryk for interesse for undersøgelsesemnet, ønskede kun fire at deltage, hver havende tidligere forbindelser med forskerne eller lederne af BOLD-initiativet.

 

Dog af mere vigtighed var opdagelsen af, at mangfoldighed ikke havde den slags uforbeholdne positive effekt på organisationens udkomme, som dens fremtræden på selskabernes hjemmesider lod til at indikere.

Som forskerne formulerede det:

”Trods variabiliteten i industrikontekster, specifikke praktikker og præstationstiltag vi undersøgte, er vore kvantitative resultater slående ens. Vi fandt at racemangfoldighed og kønsmangfoldighed ikke har den positive præstationseffekt påstået af de med et mere optimistisk syn på rollen mangfoldighed kan spille i organisationer – i det mindste ikke vedholdende eller under alle omstændigheder”

De efterfølger dette med at sige:

”men ej heller har mangfoldighed nødvendigvis den negative effekt på gruppeprocesser advaret af de med et mere pessimistisk syn. De fleste analyser gav ingen negative effekter overhovedet på holdprocesser, men da racemangfoldighed viste sig at have en negativ effekt, blev den udvandet af træningsfokuserede og udviklingsfokuserede initiativer.

 

Dog, konklusionen at diversitet ikke generelt producerer negative effekter, eller i det mindste negative effekter der ikke kan udvandes, udelader en vigtig pointe. Den at mangfoldighed i sig selv ikke er et billigt emne. Der er omkostninger forbundet med mangfoldighed. I toppen af listen må man notere sig, at der må myndigheder til at organisere og administrere mangfoldighedsprogrammer og at myndigheder altid har omkostninger. Selv ”træningsfokuserede og udviklingsfokuserede initiativer”, som Kochan og hans medarbejdere citerer som måder organisationer udvander den effekt mangfoldigheden eller ville have, må have omkostninger. Lad os derudover notere os en sag der er næsten indlysende. Det er, at programmer til forøgelse af mangfoldighed i det mindste involverer præfererende behandling af de grupper hvis repræsentation behøves, i mangfoldighedens navn, at blive forøget.

 

Generelt vil dette tage form af præferencer i ansættelse og promovering. Med andre ord så implicerer mangfoldighed hvad generelt kaldes ”affirmative action”. (3)   

Affirmative action har omkostninger, over og ovenpå omkostningerne af administrationen af sådanne programmer. I 1993 estimerede Peter Brimelow og Leslie Spencer i en artikel i Forbes Magazine, at omkostningerne for affirmative action, og for mangfoldighed generelt, er substantiel.

Så hvad vi har her er en sag der er højst besynderlig. En omkostningsfuld praktik undertages af et stort antal selskaber, som vi alle ved gerne ser dem selv som optaget af effektivitet. Man skulle tro, at fordelene ville være indlysende og massive. Men det er der faktisk ikke noget belæg for. Oven på det, så er dette et emne som store selskaber, da de fik muligheden for at lære om programmets fortræffeligheder, ingen interesse havde i at forfølge.

Så i fraværet af affirmative actions fremviselige fordele er der ingen vej uden om det faktum, at mangfoldighed er en omkostning uden gevinst. Det er en nitte.

Mangfoldighed er en nitte?

Havende sagt dette føler vi universets moralske grundlag begynde at skælve.

 

Vent!

Lad os et øjeblik træde tilbage fra analysens logik, og se på os selv mens vi gør det. Mine ordvalg har været bevidst provokerende, fordi jeg ønskede at fremkalde en reaktion. Det er denne reaktion der interesserer mig.

 

Jeg tror at de fleste mennesker i samfundet, et antal der i al fald med sikkerhed inkluderer mig selv, vil respondere på en bestemt måde. Til formålet at analysere de resulterende følelser vil jeg antage at læseren har denne respons. Eftersom jeg også har denne respons, vil jeg anvende termen ”vi” til at designere de af os der reagerer på denne måde. Som jeg har sagt, så tror jeg denne respons er karakteristisk for de fleste mennesker i vores samfund. Dette kan på dette tidspunkt kun anses for en hypotese, selvom jeg tror den er mulig at teste. Læseren må afgøre, om denne passer indenfor denne klasse.

 

På ethvert plan, baseret på mig selv og mine observationer af andres responser, tror jeg vi responderer på med en erklæring som ”Mangfoldighed er en nitte” med en følelse af ubehag og løftet angst. Vi har følelsen af, at have overtrådt en moralsk grænse. Udtalelsen er blevet modtaget med en følelse af moralsk ubehag. Måske dukker ordet ”racist” op i sindet, enten med hensyn til forfatteren af nærværende tekst eller læseren, hvis denne skulle tage denne sag alvorligt. Under alle omstændigheder er følelsen af ubehag til at føle på, og vi leder efter måder at prøve at undgå den på.

 

Lad os nu notere os den proces vi gennemgår, i hvilken vi prøver at undslippe konklusionen om mangfoldighedens bekostning, i sig selv er en social proces. Vi er nu alle bekendte med fænomenet og associerer den med ideen om ”Politisk Korrekthed”.

Med al sandsynlighed begyndte Politisk Korrekthed på universiteterne, men det bør understreges, at den ligeledes har efterladt meget tydelige spor i selskaber. Pointen jeg prøver at lave er, at Politisk Korrekthed er en organisationsproces, og en der har organisatorisk konsekvenser.

Det er let at tænke, at Politisk Korrekthed er en proces der kontrollerer hvad folk siger, og måske tror vi den begrænser sig til dette. Men eftertænksomhed fortæller os, at et tabu om udtalelsen af visse ting også må påvirke vores adfærd, eftersom det vi ikke kan sige, ikke kan bruges som retfærdiggørelse for en handling, eller som grund til den. Altså, hvis der skal gøres noget argument for modvirkende handling, selv det mest uduelige argument, vil det bære; den modvirkende handling vil blive godtaget. Dette antyder et svar på spørgsmålet om hvorfor det er at mangfoldighed, et bekosteligt program uden økonomisk fundament er blevet optaget. Dette antyder muligheden, at den er blevet optaget, fordi det er politisk ukorrekt at argumentere mod den.

 

Jeg skal vende tilbage til dette om et øjeblik. Men før dette vil det være nyttigt at overveje hvad der ville være det mest substantielle argument mod dette synspunkt. Det er, at organisationer polstrer deres mangfoldighed ved at give ansættelsespræferencer til minoriteter, da de responderer på sociale forventninger. Ifølge dette synspunkt ønsker og kræver offentligheden, at organisationer ansætter folk i overensstemmelse med visse demografiske proportioner og at de udtrykker disse krav formelt gennem lov og uformelt gennem købsbeslutninger og des lige. Ifølge dette synspunkt laver organisationer fuldstændigt rationelle beslutninger for at undgå disse sanktioner, ved at anvende præferenceskemaer i deres ansættelsespraksis.

Problemet med det synspunkt er, at offentligheden ikke kræver præferenceansættelsespraktiker og har demonstreret deres afsmag for sådanne præferencer i den ene undersøgelse efter den anden.

 

Eksempelvis i en artikel i Washington Post, givende resultatet af en Washington Post – ABC News national undersøgelse, der siger:

Tre ud af fire adspurgte amerikanere sagde, at de var imod affirmative action-programmer der giver præference til minoriteter, for at kompensere for tidligere tiders diskrimination og en stort set identisk mængde følte på samme måde om programmer for kvinder ifølge undersøgelsen. Og mere end to ud af tre sagde, at disse programmer skulle ændres – eller elimineres.

De siger: ”Undersøgelsen fandt, at affirmative action, som de fleste raceemner, skarpt deler hvide og sorte”.

Dog:

…indenfor farvedes samfund raser også en debat om affirmative action: Næsten halvdelen af alle interviewede afroamerikanere er imod affirmative action-programmer givende minoriteter præferencer. (Moran og Warden, 1995).

Dette er et resultat der er gentaget gang efter gang, selv på stemmende statsniveau i Californien og Washington. I skrivende stund er et vælgerinitiativ til bandlysning af præferencer i statsansættelser og optagelser på universiteter blevet godkendt i valget 2006. Undersøgelser forudser at det vil passere. Eksempelvis en rapport om en Detroit News-undersøgelse lavet i januar 2004 sagde:

64 procent af adspurgte sagde at de var for en bandlysning; 23 procent var imod. (Cain og Hornbeck, 2004).

Spørgsmålet er så, hvordan de sociale og legale krav på præferencer som organisationerne møder, kan være konsistente med denne overvældende opposition. Det svar jeg foreslår er, at folk frygter at blive beskyldt for intolerance hvis de udtrykker sig offentligt, men de føler sig mindre bundne når de udtrykker sig privat. Hvis dette er sandt, så er kræfterne der former de offentlige krav til hvilke organisationerne responderer ikke produkter af reelle sociale ønsker, men den politiske korrektheds kræfter.

 

Dette bringer mig til et sted hvor jeg kan sige hvad dette papir handler om. Det handler, til trods for det kunne virke anderledes, ikke om mangfoldighed; ej heller om affirmative action. Det handler om de kræfter der understøtter politisk korrekthed, som jeg fastholder driver mangfoldighedsprogrammerne og tilhørende affirmative action. Og det handler om de effekter sådanne kræfter kan have på organisationer, selv uden hensyn til disse specifikke programmer.

Mangfoldighed og affirmative action kan være bekostelige emner, uden mange fordele til at balancere disse udgifter. Men sådan skabte udgifter eksisterer indenfor et større netværk af udgifter. Med andre ord så gør de en organisation mindre effektiv end den ellers ville være, men mange faktorer kan bidrage til en organisations ineffektivitet. Vore bedømmelser her må være relative, og det er ingenlunde sikkert at mangfoldighed står højt på denne liste.

 

Problemet der optager mig er ikke en organisations nyttevirkning, men dens effektivitet. Dette er ikke et relativt emne, men et absolut emne. Spørgsmålet om effektivitet er, om en organisation kan gøre hvad den har til formål at gøre. Min påstand er, at den politiske korrektheds kræfter er antagonistiske mod organisationernes forretning, og kan underminere dens kapacitet til at udføre dens funktion, mestendels uagtet de relative omkostninger af at gøre dette.

Så hvis vi vender tilbage til vores oplevelser med beskæftigelsen med en politisk ukorrekt tanke, vil vi se, at den politisk ukorrekte ide ikke blot er en der ikke kan siges, og en der ikke kan tænkes, men en der er umoralsk at tænke og sige. Men hvad er den slemme tanke? Jeg påstår, at det ikke kan være andet, end at organisationen må tage hensyn til gevinst og tab; med andre ord, at den må overveje hvad den behøver overveje, hvis den fortsat skal overleve.

 

Moraliteternes kollision

Schwartz (1990) har anvendt konceptet om organisationernes forfald til at beskrive på hvilke måder en organisation mister sin kapacitet til at magte realiteten, som et resultat af at hengive sig selv til processen at pleje en fantasi. Organisatorisk forfald kan siges at institutionalisere irrationalitet.

I tilføjelse til problemerne der opstår i ethvert system af institutionaliseret irrationalitet, skaber mangfoldighed et andet sæt problemer baseret på dets politiske korrekthed. I Politisk Korrekthed moraliseres irrationalitet (Schwatrz, 2003; Hirschhorn, 2004). En tro på mangfoldighedens dyder er en tro på, at et individ må tænke sådan, hvis denne er en god person, mens en der er imod mangfoldighed ikke bare er forkert på den, men ude af trit med påkrævet organisatorisk overbevisning, han er moralsk forkert.

 

For at kunne skabe sig et billede af hvilken skade denne moraliseren kan gøre, er det nødvendigt at anerkende, at moral er indbygget i organisationsadfærd. Dette er et faktum der ofte overses, selv af de hvis forretning det er at studere forretningsetik. Det er dog enkelt at forstå.

En organisation kan tænkes at have et antal enkle, grundlæggende karakteristika. Den er en node i et netværk af relationsudvekslinger, til hvilken folk har tillid og til hvilken de har givet identitet til bedre at forblive operationsdygtig. Som sådan er den blevet aktør i sin egen ret, hvis handlinger er de organiserede produkter af dens deltageres varierende bidrag. (Katz og Kahn, 1978; Blau, 1964). Forstået på denne måde kan vi se, at en organisation former en komponent af det overordnede udvekslingsmønster, indenfor hvilket den opnår støtten til dens miljø, tilladende den at forblive en levedygtig entitet.

 

Hvad der holder dette netværk i funktion i mere end den minimale målestok eksterne kontrollanter kunne garantere, er oplevelsen af forpligtelse (Schwartz, 1983). Et individ bifalder at udføre visse aktiviteter kaldet et job for løn, hvilket i sidste instans ydes af andre der opnår noget af denne præstation og er derfor villige til at yde noget til den der gør det. Havende modtaget lønnen, eller i forventning herom, bifalder individet at denne har en moralsk forpligtelse til at opfylde sin del af aftalen, ved at udføre det arbejde jobbet indeholder. Vi genkender dette hver gang vi refererer til adfærd der er en del af et job som ”forpligtelser”. Vi forstår også, at det samme arbejde vil være mere værd end andet arbejde i udvekslingsprocessen, og burde derfor kompenseres højere for. Vi kalder opnåelsen af denne balance for egenkapital (Adams, 1963), hvilket igen afslører dens moralske konnotation. Når arbejde er mere værd end andet arbejde, siger vi at det har merværdi.

Organisation og moraliteter er åbnelyst forbundet på et meget grundlæggende og fundamentalt niveau. Eksempelvis Nietzsche (2000), resonerende af den etymologiske identitet af skyld (schuld) og gæld (schulden) argumenterer dette:

… følelsen af skyld, af personlig forpligtelse, havde sin oprindelse, som vi så, i de ældste og mest primitive personlige relationer, den mellem køber og sælger, kreditor og debitor: det var her at en person først mødte en anden person, at en person første gang målte sig mod en anden person. Dog, ingen grad af civilisation, uanset hvor lav, er ikke blevet opdaget, i hvilket noget der ligner denne relation ikke er noteret. Prissætning, afgørende værdi, konstruere ækvivalenser, udveksling – dette optog den tidligste mands tænkning i så høj en grad, at den i en vis forstand konstituerer tænkning som sådan.

 

Hvis vi forstår organisation på denne måde kan vi se, at den alternative moralisering af organisationer under den politiske korrektheds værn, drejende om konceptet mangfoldighed, skaber potentialet for en konflikt mellem disse to moralske fundamenter.

Et potentiale for moralsk konflikt behøver ikke aktualiseres. To moralske principper kan sameksistere. Deres krav kan vejes mod hinanden. Under givne omstændigheder kan den ene overvinde den anden; som regerende når der er en konflikt (Feldman, 2003). På den måde, eksempelvis, er venskabets moral underordnet lovens moral, når man kræves at vidne mod en ven i en kriminalsag, og dette opnås uden at benægte, at loyalitet mod venner er en moralsk dyd under andre omstændigheder.

 

Men hvis vi ser den politiske korrektheds operation understøttende mangfoldighedskonceptet, kan vi se, at der her vil blive et problem. Mangfoldighedens moralitet kan ikke vejes mod udvekslingens moral, fordi moralske fordringer anslået mod mangfoldighed er politisk ukorrekt. Dette har den effekt, at den gør det moralske krav på mangfoldighed absolut og ikke relativ. Hvor der er en kollision vil udveksling altid tabe, eftersom den ikke kan bruges som retfærdiggørelse. Men hvis udveksling er selve hjertet af organisationen, så er scene sat for en moralsk konflikt i hvilken organisationen selv kommer under moralsk angreb; i hvilken destruktionen af organisationen kan ses som et moralsk projekt. Mangfoldighedens dyreste pris er så kraften bag den, og de psykologiske processer af hvilken de er en del.

 

Hvad er Politisk Korrekthed og hvordan kan det være, at den står i opposition til udvekslingskonceptet? I overvejelsen over Politisk Korrekthed er det passende at overveje naturen af politik i termer af hvilke en ide antages for korrekt eller ej. Til dette formål finder jeg det nyttigt at definere den i de termer gennem hvilke den først blev en del af den fælles diskurs. Dette var i en artikel i New York Times af reporter Richard Bernstein (1991). Han sagde at: Centralt for Politisk Korrekthed, der har sine rødder i tressernes radikalisme, er det synspunkt, at vestlige samfund i århundreder er blevet domineret af hvad der ofte kaldes ”den hvide mands magtstruktur” eller ”patriakalsk hegemoni”. En relateret overbevisning er, at alle andre end hvide heteroseksuelle mænd har lidt under en eller anden form for undertrykkelse og blevet nægtet en kulturel stemme…mere end et oprigtigt udtryk for overbevisning, er ”politisk korrekte” blevet en sarkastisk fornærmelse anvendt af dem, konservative og klassisk liberale, for at beskrive hvad de ser som voksende intolerance, en lukning af debatten, et pres for at tilpasse sig et radikalt program eller risikere at blive anklaget for en i det uendelige gentaget trio af tankeforseelser: sexisme, racisme og homofobi. (sektion 4: pp.1,4).

 

Hvad der er bragt frem fra dens radikale oprindelse er ideen at den sidste skal være først, og den første sidst, ikke i den næste verden, som Jesus forudsagde i Bjergprædikenen, men i denne verden.

Schwartz (1997, 2003) har tilbudt en psykiatrisk teori om Politisk Korrekthed, der tillader optagelsen af dette princip. Ifølge dette synspunkt kan Politisk Korrekthed ses som et system af organisatorisk styring af dette princip. Den repræsenterer et skift fra ”to-forældre”-organisationen, i hvilken både moderlige og faderlige influenser har deres plads, til en form baseret på den ideelle moder, fra hvilke den faderlige indflydelse er fjernet. Men faderlig indflydelse, i organisation som i familie, er baseret på engagement i indifferent realitet (Chasseguet-Smirgel, 1986), i hvilken folk relaterer til hinanden, ikke gennem følelse, men gennem gensidig brug, i overensstemmelse med reglerne om udveksling. Sådan et engagement er skuepladsen for forskelle i merværdi, der er pænt reflekteret i organisationens gevinster, inklusive forøget anseelse, hvilket er balanceret gennem accepten af højere niveauer af ansvar og forpligtelse. Moderlig indflydelse udtrykkes gennem kærlighed, hvilket blandt andet tilføjer følelsesmæssige bånd til udvekslingsprocessen der forbinder organisatoriske deltagere. Men at forkaste faderlige indflydelser betyder, at arbejdet med at realiteten må negligeres. Dette betyder fornægtelsen af vigtigheden af udveksling, og skærer ideen om merværdi ud og dens brug som grundlag for gevinst. Når dette sker ses forskelle i gevinster der er forekommet i fortiden ikke som kommende fra differentierede bidrag, som resultat af merværdi, men som opstået af unfair praktik i hvilket de der har klaret sig godt essentielt har stjålet deres gevinst fra de der ikke har klaret sig så godt. Den moderlige proces bliver så et spørgsmål om at belønne og elske medlemmerne af de grupper der i fortiden har klaret sig dårligt, og hade og berøve de der tidligere har klaret sig godt, især de hvide heteroseksuelle mænd. Den sidste, med andre ord, skal blive først og den første sidst.

 

Det moralske projekt hvis diktater vedrørende kærlighed og had er kernen i Politisk Korrekthed, er fundamentalt i modsætning til udvekslingens moralitet. Indenfor denne kontekst bliver selve ideen om merværdi en del af en ideologi af undertrykkelse og røgslør, gennem hvilket nogle har taget fra andre hvad der retmæssigt var deres.

Intet sted er udvekslingens moralitet og merværdi mere synlig og central end i området for arbejdsmotivation. Grundet dens betydning i motivationsprocessen vil et moraliserende angreb på udveksling være et angreb på den moralske basis for arbejdsmotivation. Dette betyder, at de der anslår at der findes en gensidig forpligtelse mellem ansatte og organisationer, i den forstand at et individ føler sig berettiget til at blive betalt i overensstemmelse med sin præstation, kan blive fordømt som værende umoralsk for at stille dette krav.

 

Et angreb på arbejdsmotivation ved Ford Motor Company

Hvis man skal tro journalistiske indlæg, kom netop denne bizarre dynamik i spil for ikke så længe siden i Ford Motor Company, som illustreret ved adskillige retssager initieret af ansatte. I visse af disse retssager påstod mandlige ansatte, at et valgtvunget evalueringssystem for ansatte blev brugt, ikke som et måleinstrument for merværdi, men som en afledningsmanøvre for at slippe af med ansatte hvide mænd, især ældre, derigennem gørende plads for mangfoldighedskandidater:

Det tvungne rangeringssystem har antændt den allerede simrende angst over Ford´d aggressive skub mod mangfoldiggørelsen af sin arbejdsstyrke og talenterede unge kometledere.

Ford har sat specifikke mål til ansættelse og promovering af minoriteter og kvinder, og bundet kompensationer til imødekommelsen af disse mål.

James Fett, en Pinckney sagfører repræsenterende Ford-ansatte sagde, at disse diktater efterlader supervisore med intet andet valg end at vælge ældre hvide mænd som B-holdet. ”Der er kort og godt et kvotesystem”, sagde Fett.

 

Fett navngav (Ford-direktøren Jacques) Nasser i sit sagsanlæg og planlægger at anvende interne Ford-dokumenter der fremlægger mangfoldighedsmål og direktørens egne ord mod ham i retssagen. Nasser, en libanesisk født australier, har været åbenhjertig i sine udtalelser om at Ford´s arbejdsstyrke mangler mangfoldighed.

”Jeg bryder mig ikke om havet af hvide ansigter blandt publikum, og Ford Motor Company må sikre, at i fremtiden reflekteres selskabet i det brede spektrum af Ford´s kunder”, sagde Nasser sidste år, adresserende topledere der blev videofilmet og endeligt anvendt til mangfoldighedstræning. (Truby, 2001a).

 

Men retssagen der mest direkte relaterede sig til vort emne, var en anlagt af en tidligere ansat ved navn John H. Kovacs der påstod, han var offer for en omfattende selskabspraktik af omvendt diskrimination, påført for at imødekomme aggressive ansættelseskvoter og promoveringen af kvinder og minoriteter.

En artikel i Detroit News beskrev Truby (2001b) sagen på denne måde:

”Født i det sydvestlige Detroit på Bagley Avenue, gaden hvor Henry Ford begyndte Ford Motor Company for næsten hundrede år siden, sagde Kovacs at han udviklede en vedvarende kærlighed for selskabet som ung mand. Kovacs accepterede en position i Human Ressources hos Ford i 1992, umiddelbart efter afslutningen af sin mastergrad i arbejdsrelationer og industrirelationer ved Michigan State University.

 

Hos Ford Credit tjente Kovacs omkring 100.000$ om året og bestred gøremålene i Human Ressources for tre af bilfabrikantens vicepræsidenter. Men han sagde, at han blev tiltagende desillusioneret af hvad han opfattede som åbenlyst diskriminerende ansættelse og promoveringspraktiker.

Han påstod, at han blev passeret ved forfremmelser af mindre kvalificerede kvinder og at minoriteter hurtigere avancerede til højere administrationsstillinger.

Den 13 marts skrev Kovacs gennem sin advokat et detaljeret brev til Ford´s øverste direktør William Clay Ford Jr., beklagende sig over at bilfabrikanten ulovligt diskriminerede mod hvide mænd. Men i stedet for at modtage et svar fra Bill Ford, blev han abrupt suspenderet med løn først i april.

 

Som News fremlagde det:

Ford har haft en politik om promoveringen af mangfoldig arbejdskraft i adskillige år – både som en forretningsstrategi og en bestræbelse på at tilbyde lige muligheder for alle klasser af mennesker. Men selskabet benægter vedholdende at den laver ansættelsesbeslutninger på basis af race, alder og køn.

Kovacs siger, at det er præcist hvad bilfabrikanten gør. Ifølge ham promoveres kvinder og minoriteter rutinemæssigt eller ansættes i stedet for kvalificerede hvide mænd. Hvad der gjorde sag særligt stærk, sammenlignet med andre sager om modsat diskriminering, er at han havde interne selskabsdokumenter, som han fik i besiddelse i løbet af sit arbejde i Human Ressources for at understøtte sin sag:

Som manager af Human Ressources var John H. Kovacs, 36 år, den ultimative insider, en mand med adgang til de mest sensitive personlige emner hos Ford Motor Company´s finansielle serviceorganer.

 

Han har memoer fra møder hvor nøgleansættelser og forfremmelser blev udmålt, og hvor direktører kæmpede for at mangfoldiggøre deres management-hold. Han peger på Ford Credit-dokumenter bilagt den føderale retssag, refererende til ansættelsesmuligheder der erklærer ”mangfoldighedskandidat foretrukket” eller ”kvindelig kandidat foretrukket”.

Kovacs siger at dokumenterne også viser, at Ford Credit-ansatte de valgte kandidater til ”stræk”-forfremmelser, kandidater der behøvede nogen supervisering og assistance for at magte den nye stilling, udelukkende var kvinder og minoriteter. Retssagen inkluderer kopier af adskillige lister af ”stræk”-kandidater der viser de ansattes race og køn.

Artiklen i News fortsatte:

”Det afgørende øjeblik, sagde Kovacs, kom i november, da en højtstående ansat i Human Ressources hos Ford Credit annoncerede ved et møde, at ingen hvide mænd resten af året kunne ansættes eller forfremmes på managementniveau. ”Der lød et gisp”, sagde Kovacs. ”de hvide mænd i lokalet så bare på hinanden”.

 

Ifølge memoer fra den 13. november inkluderet i sagen, initierede Ford Credit skridtet til imødekommelse af mangfoldighedsmålene.

”Handlinger inkluderer udskydelse af ansættelse, forfremmelse og reference til hvide mænd, med mindre der findes et godt forretningsgrundlag for at tage dem ind ved årets udgang”, sagde memoerne. ”handlinger inkluderer også fremskyndelse af enhver forfremmelse, opgradering, reference og så videre, af ikke-hvide kandidater”.

Kovacs´s oprindelige sagsanlæg ved en føderal domstol, som blev trukket tilbage og genanlagt i Wayne Circuit Court, indeholdt et bundt interne Ford-dokumenter, der inkluderer mødememoer, e-mails og lister over interne kandidater til forfremmelser.

Kovacs sagde han havde samlet mange flere interne dokumenter der ikke var inkluderet i sagsanlægsfilen, men som eventuelt kunne tages frem under retssagen.

Hvad der tillægger Kovacs megen troværdighed er, at Ford´s forsvarsstrategi ikke modsagde autenciteten af dokumenterne eller på anden vis benægtede beskyldningerne. Med andre ord lod de til at anerkende validiteten af disse påstande. Deres strategi gik ikke ud på at gendrive hans fakta, men på at angribe ham for at bringe dem for dagens lys:

Som Kovacs´s beskyldninger og interne dokumenter kom for dagens lys, gik bilfabrikanten i offensiven – i retssalen og i medierne. Ford´s advokater, rejsende spørgsmålet om Kovacs´s troværdighed, sagde at Kovacs upassende fjernede personlige sagsakter fra selskabets præmisser.

”De begynder at kaste mudder mod mig og skyde mod mig, fordi jeg har ramt en nerve”, sagde Kovacs. ”Mit navn er mudder. Min karriere er slut i H.R. ”.

Ford påpeger, at Kovacs´s ”upassende fjernelse” af dokumenter er kritisk vigtigt. Det giver ikke nogen mening at anklage nogen for at fjerne dokumenter, med mindre de er virkelige dokumenter. Kovacs fortsatte: ”Denne sag er ikke mit ord mod Ford´s. Det er Ford Motor´s ord imod (selskabets) egne e-mails, Ford Motor´s ord mod sine egne mødememoer og Ford Motor´s ord mod sine egne interne planlægningsdokumenter”.

 

Ford troede tilsyneladende at Ford kunne vinde med denne strategi:

Med Ford skruende bissen på kunne Kovacs og hans advokat James Fett se frem til en kamp op ad bakke. Omvendte diskriminationssager er notorisk vanskelige at bevise. Og Ford kommanderer et erfarent juridisk hold og ressourcerne til at kæmpe i årevis.

 

”Ford´s bedste håb er at gøre det så miserabelt for denne fyr, at han forsvinder eller laver forlig”, sagde Ken Kovach, en professor i industrielle relationer ved George Mason University.

Fra vores synspunkt er det vigtige ikke det juridiske, men det motiverende. Her, som Ford lavmælt indrømmede, var en politik på plads, der afviste forfremmelsen af nogle af sine ansatte, for at forøge antallet af andre folk i sit hierarki, selvom de var mindre kvalificerede. Med andre ord blev det arbejde folk som Kovacs lavede ikke belønnet grundet politik. Hvad der gjorde sagen endnu værre var, et deres kompensationskrav for deres arbejde, mærkede dem som stående i vejen for fremskridt og imod selskabet: ”Vi er midt i transformeringen af et af verdens største selskaber”, sagde David Murphy, vice-præsident for Human Ressources. ”Det kan man ikke gøre ved at tilfredsstille alle, gennem en eller anden form for konsensus. Vi ved vi kommer til at støde nogle mennesker. Måske skulle de ikke være en del af Ford Motor Company”. (Truby, 2000).

 

Vigtigst for vores formål er, at vi blev angrebet for værende umoralske. Vi kan se dette af det faktum, at Ford modtog dette søgsmål som et moralsk korstog. Altså: Gennem høringen bekendtgjorde advokat for Ford Normann Lippitt, at Ford planlægger at forsvare sig voldsomt mod diskriminationsanklagerne. ”Jeg kan ikke vente med at komme i gang med denne sag”, sagde Lippitt. ”Jeg er stolt af at være på den rigtige side i denne sag.

Lippitt sagde, at Ford er dedikeret til at give minoriteter og kvinder lige muligheder på alle planer af arbejdsstyrken og vil ikke afledes af negative ansatte eller opportunistiske advokater. (Truby, 2001b)

 

Det er svært at se, hvordan Ford kunne forfølge denne strategi i forsvaret af sig selv, gennem den moralske fordømmelse af de der gør krav på at få deres arbejde kompenseret, uden at nedgøre disse menneskers værd og det arbejde på hvilket de har baseret deres krav. Deres gode arbejde, som tidligere talte som deres krav på belønning, blev emne for nedgørelse i direkte proportion med værdien de placerede på det, ved at kræve retten til kompensation. Motivationssystemet blev vendt på hovedet.

 

Hvad vi ser i denne sag er et meget godt eksempel på vores generelle påstand. Indenfor den politisk korrekte organisation, er meningen med udveksling forsvundet. I stedet fremkommer et simpelt moralitetsspil, i hvilket de der succesfuldt forfulgte større belønning gennem arbejde, ses som havende stjålet deres position fra de der har haft lavere status. Yderligere, som kan ses af det faktum at deres krav så let afvises, er dette alt de synes at have gjort.

 

Det psykologiske grundlag af arbejdet de har lavet for organisationen, skal nu fungere som målestok for deres skyld. Under disse omstændigheder er det ikke overraskende, at organisationen ville påtage sig at tage sig af disse på en måde der ville underminere deres motivation.

Et sted hvor denne demotivation og manglende engagement ville dukke op, ville være i kvaliteten af produktet, eftersom, som kvalietets-guruer som Deming, Juran og Crosby er enige om, kræver kvalitet engagement og dedikation. Faktisk faldt kvaliteten af Ford-biler drastisk. På et møde holdt i september 2001 tilbød Nick Steele, nylig forfremmet til toppen af Ford´s nordamerikanske operationer, et ”åbenhjertigt” anslag af Ford´s vognkvalitet: ”Selskabet har været plaget af tilbagekaldelser og dårlige introduktioner i det forløbne år, og har set sine kvalitetsmålinger falde. Vores kvalitet bevæger sig ikke i den rigtige retning og alle ved det”, sagde han.

Toyota har forøget sin kvalitetsføring overfor Ford, og GM og Chrysler har taget signifikant føring over Ford på nøglekvalitetsområder, sagde Scheele. (Truby, 2001c).

Det var helt sikkert ikke demotivationen forårsaget af mangfoldighedskampagnen der var den eneste grund til dette:

 

I forsøget på at påvirke en kulturel revolution i et traditionsbundet selskab, har Ford i de seneste år lanceret en serie af online-handels-eventyr, lederkursusinitiativer og ”hårdmand”-ansat-evalueringsprogrammer. Det forgrenede sig også ind i serier af relateret forretning…

”Lad os nu være ærlige”, sagde Scheele. ”Nogle af de skridt vi har taget i de seneste få år har muligvis distraheret os og bidraget til kvalitetens forfald”. (Truby: 2001c).

 

Den 29. oktober 2001 blev Jacques Nasser, individet tættest associeret med Ford´s mangfoldighedsprogram, såvel som andre elementer af den forsøgte rekonstruktion, fyret.

Forbindelsen til mangfoldighedsprogrammet var ofte eksplicit: Nasser var ofte en splittende figur blandt Ford´s ansatte der følte, at visse initiativer – såsom et påtvunget evalueringssystem og bestræbelser på at promovere mangfoldighed – skabte spændinger på arbejdspladsen.

 

Mens nogle ansatte sagde, at Nasser ikke var ansvarlig for alle deres problemer, så sagde de, at han bidrog tilstrækkeligt til dem, at det var tid for ham til at gå. (Donnelly, 2001).

Og effekterne af det valgtvungne system, hvilket jeg sagde blev set som et røgslør for diskrimination mod hvide mænd, især de ældre, blev givet særlig opmærksomhed:

Politiet anlagde stribevis af sager vedrørende diskrimination på arbejdspladsen, mestendels anlagt af ældre hvide mænd. Nasser prøvede at ændre politikken denne sommer, men skaden var sket. ”Han mistede de ansatte”, sagde David Cole, direktør for Center for Automotive Research i Ann Arbor. (Truby, 2001d).

 

Under ledelse af William Ford jr. Lavede selskabet forlig, inklusive Kovacs´s. Men anseelig skade var allerede sket. Mit argument har været, at megen af denne skade skal tilskrives den politisk korrektheds underliggende dynamikker.

Havende nået slutningen kan vi nu besvare spørgsmålet stillet i begyndelsen. Der er intet empirisk bevis for værdien af mangfoldighed, alligevel favner organisationer den helhjertet og entusiastiskt. På samme tid viser de liden interesse i at finde ud af, om påstandene om værdien af mangfoldighed er sande. Vi ville vide hvad vi skulle mene om dette.

 

Jeg tror, at det vi skal få ud af dette er, at organisationer ikke favner mangfoldighed ud af troen på dens værdi, men fordi de frygter den moralske fordømmelse der følger med at være politisk ukorrekt. Det er derfor, i første omgang, de ingen interesse viser for at finde ud af, om påstandene om mangfoldighed er forsvarlige. Den faktiske værdi af mangfoldighed, fra en forretningsvinkel, er ikke relevant for grunden til at de har favnet den.

Over dette er der dog, tror jeg, en anden grund til at de ikke viser interesse i at finde ud af om mangfoldighedspåstanden er sand eller ej. Den er, at de har brug for påstanden om mangfoldighedens værdi, for at forhindre kollisionen mellem de to moraliteter i at opstå.

Så længe at skuespillet kan opretholdes, om end påtaget, at mangfoldighed tilfører værdi, så vil agendaen der virkeligt driver mangfoldighed ikke blive et emne, og dens modsætning til udvekslingsmoralitet der får organisationer til at fungere, vil passere ubemærket.

Dog, ubemærket eller ej, så er det et socialt faktum, og et farligt et må jeg tilføje.

Som vi så, så betyder det moralske program for politisk korrekthed, at den sidste skal være først, og den første sidst. Men at antage dette som en social norm betyder undermineringen af enhver retfærdiggørelse af, hvorfor den sidste er sidst og den første er først, og omvendelsen af de processer der har resulteret i dette arrangement.

 

Hvad der behøves erkendt er, at hvis en relation har eksisteret mellem belønningerne en organisation har administreret og bidragene et individ har ydet, selvom relationen ikke er perfekt, så giver dette en god grund til hvorfor den første er først og den sidste er sidst. Men under den politisk korrektheds regime anerkendes denne grund ikke som legitim. Den anses for værende umoralsk og anses for havende skabt et arrangement for hvilket organisationen må yde kompensation. Den ses som tilbydende en model som organisationen må omvende, så lignende differentieringer ikke opstår i fremtiden.

 

Dette ville, tror jeg, forårsage intet mindre end effektueringen af deres selvdestruktion (Schwartz, 2002). Nøglen til forståelsen af hvordan dette kunne ske er observationen at Politisk Korrekthed, ikke anerkendende værdien af udveksling, ikke har nogen grund til at se værdien af organisationer overhovedet. Faktisk ser den sig selv som repræsenterende en højere moralitet, i hvilken en organisation kun figurerer som en scene for opførelsen af moralitetens skuespil. Om organisationerne forsætter med at eksistere, er af liden relevans.

 

Managere, ansatte, investorer, deres familier og alle andre medlemmer af samfundet der har en interesse i den økonomiske aktivitet, har god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om denne nonchalante holdningen tjener deres interesser.

 

I den schweiziske nationale valgkampagne i 2007 propaganderede det højreorienterede ”Swiss Popular Party” en plakat visende tre hvide får sparkende et sort får over et hegn. Ordene ”Sicherheit schaffen” (skab sikkerhed) refererede til partiets strikse lovoverholdelsesprogrammer, som sigtede mod at sende fremmede kriminelle residenter tilbage hvor de kom fra.
Denne plakat frembragte en fast diplomatisk intervention fra F.N.´s repræsentant for racismeproblemer (Doudou Diène, en senalgeser) der hævdede, at denne plakat ville promovere racistisk had, fordi den afbillede en hvid minoritet diskriminerende mod farvede immigrantminoriteter. Som svar hævdede det forsvarende parti, at plakaten blot ville visualisere mundheldet om ”det sorte får”: ethvert kollektivt udstødt gruppemedlem grundet han ikke tilpasser sig gældende normer og forventninger. Dette svar fik støtte af mange på webfora og blogs, der hævdede, at Diène´s argument lige så godt kunne bruges til at belaste enhver anvendelse af ordet ”sort” med negative konnotationer (eksempelvis ”blackmail” eller ”black magic”).

Denne meget korte historie illustrerer adskillige store tilstedeværende elementer i den politiske korrektheds bestræbelser på at implementeringen finder sted.

Hovedpointen er, at medlemmer af en regerende majoritet (i dette tilfælde: endogene schweiziske borgere) anklages for at opretholde diskriminerende attituder mod en sårbar minoritet, hvilket er udtrykt i deres verbale ytringer eller andre former for nedsættende adfærd.
Den almindelige opfattelse at de samme ytringer kan have forskellige betydninger for forskellige talere og modtagere, accepteres ikke. I stedet påstås det at bestemte udtryk er iboende stødende (eksempelvis racist eller sexist), og at de er tæt knyttede til dårlige tanker og intentioner fra hvilket de stammer. Derfor er eliminationen af sådanne ytringer ikke bare nødvendige, men en tilstrækkelig foranstaltning til at udrydde ondskab.
Politisk Korrekthed er almindeligvis propaganderet og implementeret på en ”top-down”-facon. Typisk er et kollektiv der blot hænger ved sine traditionelle idiosynkratiske terminologier anklaget for at angribe minoriteter. Disse belastninger baseres på den påstand, at sådanne partikulære normer burde erstattes af mere universelle standarder. Mens minoriteter baseret på race, køn, religion og så videre er omhyggeligt forsvarede, er der almindeligvis meget mindre respekt for lokale kulturers traditionelle måder. Den højere etiske rangering af sådanne universelle normer bruges til at retfærdiggøre sådanne interventioner – selv når de kolliderer med intern gruppelegitimeringsstandarder. Politisk Korrekthed er åbenbart særligt inkompatibel med schweizisk politisk kultur, fordi den er så afhængig af ”bottom up”-legitimering baseret på demokratiske stemmer.
Kontroverser finder almindeligvis sted indenfor eliten, uden at spørge minoritetsmedlemmer om de virkeligt føler sig stødte, og i hvilken grad de føler sig stødte. Derfor er klager over angreb blot baseret på abstrakte antagelser og dekontekstualiserede fortolkninger, ikke på demonstrerede empiriske fakta.
Til konklusion; den virkelige kamp i Politisk Korrekthed er ikke om fakta, men om symbolske fortolkninger. I ovenstående eksempel er den virkelige sag et forsøg på at få en international institution til at tage kontrol over betydningen af verbale udtryk og billedudtryk af nationale eller subnationale populationer. Givet antagelsen af at der er en tæt kobling mellem udtryk og underliggende intentioner, ses kontrol over udtryk som vejen til kontrol over følelser og tanker.

Anvendende en funktionalistisk tilgang kan væksten hos Politisk Korrekthed forklares enten som en korrelation af tviste eliter imellem, eller som et udkomme af samfundsudviklinger på makrosociologiske og makrokulturelle niveauer.

Fra et mesosociologisk perspektiv synes det frugtbart at anse Politisk Korrekthed som akademikeres og andre kultureliters strategi til sikring af status og genererende politisk legitimering og support.

Vestlige intellektuelle finder nye måder at genhverve deres hegemoniske dominans ved at artikulere internationale universelle moralstandarder mod lokale traditionelle kulturer der moralsk miskrediteres som ”etnocentrisk”, ”sexistisk”, ”xenofobisk” eller andre diskvalificerende termer. Deres godgørende multikulturalisme er ”paternalistisk” i den forstand, at den følges af en accentuering af vestlig overlegenhed: ved at propagandere selvdistanceformer for tolerance og legal lighed der ikke alle deles af minoriteter under beskyttelse af vis-a-vis deres egen kultur.
I takt med at moderne samfund bliver et kludetæppe af minoriteter, som resultat af indvandring kan Politisk Korrekthed blive en rationel strategi til opnåelse af stemmer, ved at solidarisere med minoriteter, frem for at artikulere majoritetens synspunkter.
”Hvis ”offeret” bliver mere afhængig af liberale, så meget desto bedre behøver liberale afhængige grupper af ”ofre” til at føde den store stat med. Disse ”afhængige” stemmer, og de stemmer for dem der vil kalde dem ofre”. (LomaAlta 2007).
Politisk Korrekthed er en maskine til genereringen af nye professionelle roller og attraktive offentlige karrierer. Den frigiver yderligere laviner af regeringsudvidelse ved at definere en ny tillægsrolle for regeringen: som en omsorgsperson dedikeret til kontrol over borgernes adfærd – ned til niveauet af verbale udtryk, stilen det udtrykkes med og des lige. Derfor kan ”affirmative action”-programmer rettet mod inklusionen af minoriteter let instrumentaliseres til retfærdiggørelse af yderligere regeringsreguleringer (ved at vedtage nye love) og ved at udvide den offentlige administration (ved at skabe nye positioner dedikeret til opgaver vedrørende regeludvidelser, kampagner, retsopgør, rådgivning, supervision og sanktionskontroller). Mens regeringens greb om økonomien er formindsket i løbet af neoliberalistiske dereguleringer og privatiseringer, er regeringens greb om kulturelle og moralske anliggender tiltaget: derigennem skabt mange nye jobs for humanioraakademikere eller socialvidenskaber – præcist de brancher hvor der er så megen understøttelse af Politisk Korrekthed. Så nye områder for jobekspansion synes hurtigst tiltrængt, da den stagnerende velfærdsstat ikke er disponeret til at skabe mange yderligere jobs i uddannelsesområdet, i sundhedsområdet og social- og velfærdsområdet i den nærmeste fremtid.
Politisk Korrekthed er elitens ”Ny tale”, der bruger den som et redskab til at skabe afstand
til dårligere uddannede outsidere, der diskvalificerer dem selv når de anvender et politisk ukorrekt sprog, fordi de ikke er tilstrækkeligt informerede om de seneste terminologiske overgangsfænomener.
”Eksempelvis i mine australske studiematerialer, fandt jeg, at der var nogle studerende der ikke ville påtage sig emner vedrørende aborigineres rettigheder, fordi de følte at deres mangel på kundskab om den rette terminologi omgående ville identificere dem som ”racister” (det faktum at mine aboriginske studerende ofte selv benyttede andre termer mindskede ikke problemet). Disse studerende var bekymrede for, at så snart de åbnede deres munde og brugt ”ukorrekte” termer, ville de blive angrebet af de ideologisk rene. Og de havde en pointe; der findes virkeligt sådanne zealotter”. (McMahon 2003).

I et makrosociologisk perspektiv kan fremkomsten af Politisk Korrekthed forklares som en første, stadigt højest famlende måde at omgås globaliseringen og multikulturalismen.
I løbet af globaliseringens og multikulturalismen har de fleste lande måttet forlade simple traditionelle koncepter af national identitet, der er opstået på præmissen af unikulturel dominans. Eksempelvis U.S.A. er fundamentalt formet af konceptet at det er en nation af hvide immigranter der accepterer engelsk som deres sprog, delende puritansk fremdrift efter økonomisk succes og havende konsensus omkring grundlæggende konstitutionelle værdier og normer. Dog behøver den tiltagende selvbekræftelse af sorte siden tresserne såvel som de spirende immigrationsrater af latinamerikanere, asiater og afrikanere mere komplekse opfattelser, i hvilke multikulturelle realiteter er fundamentalt taget i betragtning, især på universiteter hvor multietnisk sameksistens må praktiseres på daglig basis, og hvor intellektuelle implikationer af kulturelle divergenser bliver meget synlige (især i humaniora-videnskaberne).
I dette perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en meget præliminær ”første udgave” af en sådan ny model, der responderer til spørgsmålet, hvordan national konsensus stadig kan fastholdes på basis af høj (og tiltagende) racemæssig og etnisk diversitet.
Sådan en respons er helt sikkert forsimplet så langt, at Politisk Korrekthed går for langt i respekten for disse nye minoriteter på højt generaliserede måder: mens majoriteten bebyrdes med alle opgaverne med tilpasning og redistribuering. Ved at overprivilegere minoriteter på bekostning af hidtil dominerende populationssegmenter (hvide mænd), skabes gode betingelser for disse minoritetskulturer til at artikulere dem selv og deltage i formgivningen af en omspændende national kultur.
Dog denne model af ”affirmative diskrimination” er i sig selv bygget på værdier og normer der ikke kan tages for givet i hele populationen. Mens den kan skabe mere enhed mellem minoriteterne (ved at opfatte dem som homogene kollektiver), har den et stærkt delende gennemslag på den agerende majoritet selv: promoverende aldrig sluttende ophedede konflikter mellem liberale politisk korrekte zealotter på den ene side og trodsige konservative på den anden side.

Det kan argumenteres at Politisk Korrekthed bliver tiltagende uundværlig i en tid med internet, fordi mere uformel ytringsreguleringsnormer er nødvendige når alle har de tekniske muligheder for at adressere (og angribe) alle andre i fuld offentlighed – især fordi ingen formaliseret juridisk orden i global skala hidtil er på plads.
Det er dog også indlysende, at Politisk Korrekthed er baseret på nogle præmisser der er undermineret af de nye globale digitale kommunikationsmedier. Derfor antager Politisk Korrekthed implicit, at i samtidens samfund er muligheder for lingvistisk selvudtryk stærkt begrænsede og socialt kontrollerede. Kun under sådanne betingelser giver det mening at sige, at dominerende majoriteter er i stand til at fastholde et kulturelt hegemoni, ved at påtvinge deres egne diskurser på alle populationer, mens diskursen for minoriteter gøres tavs og ”deres historier forbliver ufortalte” (eksempelvis Hartman 1991).

Dette synspunkt kan meget vel beskrive det konventionelle mediesamfund som det har eksisteret gennem det meste af det tyvende århundrede: et samfund baseret på en offentlig ”top-down”-kommunikation kontrolleret af politikere og økonomiske eliter. Dog har internettet ændret denne situation fundamentalt ved at forsyne selv de mindste grupperinger med fuldt teknisk potentiale til at gøre sig dem selv hørte i en globaliseret offentlig sfære (Geser 1997).
Under disse nye betingelser er der ikke plads til paternale majoriteter observerende godgørende venlighedsregler i forhold til forfordelte minoriteter, da minoriteterne selv er vel i stand til at artikulere deres egne behov og kæmpe når de føler sig skidt behandlet.
Internettet underminerer også alle bestræbelser på at behandle minoriteter som et udifferentieret hele (eksempelvis alle kvinder havende de samme behov for lingvistisk beskyttelse) fordi det bliver synligt, at kollektiver i almindelighed er komponeret af mange undergrupper der har meget forskellige sensitiviteter, såvel som i betydningen de bidrager med til de samme verbale udtryk. Som internettet udvikler sig med en gigantisk mængde verbaliseringer, bliver det mindre og mindre på sin plads at begrænse ytringsfrihed med påstanden om at ”ord er handling”. Faktisk ser vi, at den langsigtede kulturelle evolution i hvilket ord og gerninger er blevet disassocierede nu har nået et nyt kulminationsstade.

Med andre ord: der er mere behov for tolerance end nogensinde i et samfund hvor en ukontrollerbar variation af bekræftelser og meninger om mig (og de grupper jeg tilhører) er propaganderet på websider, blogs, chatforum og så mange andre digitale medier. Denne historiske epoke er særligt dårligt udrustet til at kultivere personlige og kollektive hypersensitiviteter og til at mobilisere retssager når som helst noget ”stødende” er skrevet eller sagt nogetsteds i den digitale sfære.
Hele den postmodernistiske opfattelse af ”ord skaber verdener” (Hartman 1991) og at diskurser er i rekursivt relation til samfundets magtrelationer (Foucault) må betvivles på et tidspunkt hvor så mange diskurser vedvarende finder sted i en offentlig sfære der vedholdende fragmenteres ind i en mangfoldighed af ”mikro-offentligheder”. Under postmodernistiske antagelser ville én dominerende diskurs være fundamentet for vedligeholdelsen af en konsolideret samfundsmæssig magtstruktur – men hvad vi observerer er, at diskursområdet hurtigt mangfoldiggøres, mens samfundsstrukturerne vedbliver mere eller mindre de samme.

Mens Politisk Korrekthed kan bidrage til et menneskeligt civilisationsfremskridt ved at promovere inklusionen af hidtil negligerede minoriteter, kulturelle mønstre og synspunkter, reducerer det skarpt mulighederne for at optræde rationelt mod vore sociale omgivelser: på ideologiniveauet såvel som i sfæren af hverdagshandlinger og i området for videnskabelige undersøgelser.

På det ideologiske niveau kan Politisk korrekthed ses som en konceptmæssig genoplivning af præmoderne ”område-systemer” bestående af nydeligt definerede kollektiver i hvilket alle individer er fuldt integrerede (Spencer 2004: 563). Faktisk forstærker Politisk Korrekthed en stærkt traditionel model af sociale relationer hvor hvert individ ses som en eksponent for en enkelt kollektiv gruppe til hvilken han eller hun fuldt tilhører uden mulighed for at undslippe: eksempelvis baseret på køn, race, religion eller etnisk baggrund. Mens medlemskabet i sådanne grupper er fikserede af tilskrevne karakteristika, er samfundets standpunkt for sådanne kollektiver ligeledes uændrede, fordi den afgøres af historiske faktorer (eksempelvis århundreders tidligere lidelser under undertrykkelse og diskrimination).

Dette synspunkt er i diametral modsætning til Georg Simmel´s opfattelse af den moderne mand som et ”krydsende punkt af sociale cirkler”: et synspunkt der stærkt udelukker prædominansen af en enkelt tilskrevet status i et kollektiv der definerer fuld individuel identitet og gennemtrænger alle andre sociale roller og alle aspekter af individuel tænkning og adfærd. I stedet ses mennesker som indehavende mangfoldige delvise identiteter der kan ændres gennem vilje: højt individualiserede entiteter af den simple grund, at der ikke findes to mennesker der deler præcist den samme konfiguration af medlemskab og roller (Simmel 2008: 305ff.).

I sfæren af social praksis er mange officielle normer henledt på social kontrol ikke fuldt fastholdt på nogle sociale minoriteter, fordi særlige kulturelle og religiøse forsigtigheder må respekteres. I Storbritannien eksempelvis er kvinder i Burka til tider undtaget fra kropsvisitering. Denne regel er blevet hensynsløst udnyttet af en bankrøver der lykkedes at passere grænsen ukontrolleret ved at bære en Niqab. (Krönig 2006).
Givet det faktum at de fleste terrorister er unge muslimske mænd stammende fra Mellemøsten eller Nordafrikanske lande, ville det være højst effektivt at fokusere antiterroraktiviteter på disse grupper: eksempelvis udsætte dem for særlig grundig overvågning og undersøgelse. I stedet forbyder Politisk Korrekthed sådanne metoder af ”etnisk profilering”: således at eksempelvis alle passagerer er udsat for samme kontrol i lufthavne, selv ældre hvide kvinder der har ekstremt lille sandsynlighed for slette intentioner.
Som resultat heraf må flere ressourcer sættes af til sådanne undersøgelser, passagererne må vente længere på at checke ind, og liv er måske i fare, da der ikke er nok ressourcer til at udsætte alle for den samme systematiske kontrol.

For social videnskab er den mest katastrofale konsekvens af Politisk Korrekthed, at viden om samfund reduceres, da mange undersøgelsesemner anses for værende ”for sensitive”, da det antages, at minoriteter kan påvirkes negativt.
Eksempelvis er det blevet upassende at samle og offentliggøre kriminalitetsdata baseret på forbrydernes race og etnicitet, da det argumenteres, at resultaterne kunne generere nye eller øge allerede eksisterende negative stereotyper mod immigrantminoriteter (Gabor 1994).

Sådanne argumenter negerer den grundlæggende præmis af et åbent liberalt samfund, at flere oplysninger altid er bedre en færre, da det øger viden og derfor også alternativerne til stede for rationelle afgørelser og handlinger. Eksempelvis minoriteter med høje rater af afvigelse kunne målsættes for fokuserede uddannelsesprogrammer målrettet på reduktionen af aggressiv adfærd. Og de fleste minoritetsmedlemmer kan have en intens interesse i at blive informeret om kriminel adfærd inden for deres egen gruppe, så de bedre kan gennemtvinge interne gruppetiltag af socialisation og social kontrol.

Under de nuværende omstændigheder af politisk korrekthedskultur der gennemsyrer akademiske sfærer, er social videnskab ikke i stand til at opfylde sin kritiske funktion i samfundet, da de fleste sociale videnskabsmænd har internaliseret den politiske korrektheds normer så fyldestgørende, at de har vanskeligt ved at blive bevidste om hvor meget deres egen tænkning og adfærd (såvel som deres kollegers adfærd, universiteter, journalister og så videre) er påvirket. Mange af dem svømmer bogstaveligt talt i Politisk Korrekt kultur som fisk i vandet: ude af stand til at opnå tilstrækkelig distance for kritisk refleksion eller gøre Politisk Korrekthed til emne for systematisk undersøgelse.

Politisk Korrekthed forårsager mange debatter bærende fra videnskabelige områder til sfæren af politiske stridigheder, hvor målet er, at overtale offentligheden, ikke fremme sandheden:

”Visse områder af sociale videnskabsundersøgelser er så tæt knyttet til den offentlige bevidsthed om sensitive politiker, at en objektiv, lært diskussion af dem nu er umulig. I stedet for en åben debat – hvor deltagerne er forberedte på at blive overtalt med argumenter og beviser, i modsætning til deres initierede antagelser, er vi blevet vante til retoriske konkurrencer – hvor konkurrerende lejre fyrer hober af data og tendentiøse analyser frem og tilbage mod hinanden, i et forsøg på at vinde kampen om at få den offentlige mening på deres side. Til tider er pressen en aktiv deltager i disse kampe, selektivt rapporterende fundene der bekræfter de ”Politisk Korrekte” synspunkter. Emner som race,køn og seksuelle præferencer er særligt ømtålelige overfor denne politiseringsproces”. (Loury 1994).

Opfattelsen af ”objektiv sandhed” i sig selv baner vej for et koncept af ”partisan-videnskab”: ligesom klassisk marxisme som definerede sand videnskab som tagende parti for proletariatet,

”Undersøgere identificerende sig med visse grupper advokerer for tilgange til deres discipliner reflekterende deres særlige perspektiv – en feminist, eller sort, eller homoseksuel tilgang til historien, sociologien, økonomien, antropologien og så videre”. (Loury 1994)

Svaret på spørgsmålet spurgt i titlen på dette papir, kan det muligvis konkluderes, at Politisk Korrekthed helt sikkert er en meget Janusansigt-agtig ting: et menneskeligt civilisationsfremskridt såvel som et barnligt overgangsfænomen – og at visse betydelige selvafklaringer og selvkritiker kan være nødvendige for at være sikker på, at den ikke bliver en næsten uhelbredelig (grundet ukendtheden) slags kollektiv sindsforstyrrelse.

Der var engang en ung person ved navn Lille Rødhætte, der levede med sin mor i udkanten af en stor skov. En dag spurgte hendes mor, om hun kunne tage en kurv frisk frugt og mineralvand til hendes Bedstemors hus – ikke fordi dette var ”Womyns” arbejde, vil jeg lige sige dig, men fordi dåden var generøs og hjalp med at fremme en følelse af fællesskab.
Derudover var hendes Bedstemor ikke syg, men snarere fuld af fysisk og mental sundhed og var fuldt i stand til at tage vare på sig selv som moden voksen.

Så Lille Rødhætte tog afsted med sin kurv genne skoven. Mange folk troede, at skoven var et uheldsvangert og farligt sted og satte aldrig fod i den. Lille Rødhætte derimod hvilede tilstrækkeligt i sin egen spirende seksualitet til, at sådanne indlysende freudianske billeder ikke intimiderede hende.

På vej til Bedstemors hus blev Lille Rødhætte antastet af en ulv der spurgte hende hvad der var i kurven. Hun svarede, ”Nogle sunde snacks til min Bedstemor der helt sikkert er i stand til at tage vare på sig selv som en moden voksen”

Ulven sagde ”Ved du hvad kære, det er ikke sikkert for en lille pige at vandre gennem disse skove alene”

 Lille Rødhætte sagde ”Jeg finder din sexistiske bemærkning stødende i det ekstreme, men jeg vil ignorere den, grundet din traditionelle status som udstødt fra samfundet og den stress der har forårsaget udviklingen af dit, helt valide, verdenssyn. Og nu må du have mig undskyldt, jeg må videre”

Lille Rødhætte gik videre ad hovedstien. Men grundet sin status som udstødt, havde samfundet befriet ham fra hans slaviske afhængighed af linær vestlig tankegang, kendte ulven en hurtigere rute til Bedstes hus. Han braste ind i huset og åd Bedste, en fuldstændigt valid handling af en kødæder som ham. Derefter, ubundet af fastlåste traditionelle opfattelser af hvad der er maskulint eller feminint, tog han Bedstes nattøj på og kravlede i seng.

Lille Rødhætte trådte ind i hytten og sagde, ”Bedste, jeg har bragt dig nogle fedtfrie, sodiumfrie snacks, for at salutere dig i din rolle som en klog og opfostrende matriark”

Fra sengen sagde ulven blødt, ”Kom nærmere barn, så jeg kan se dig”

Lille Rødhætte sagde, ”Åh, jeg glemt at du er optisk udfordret. Sikke store øjne du har Bedste!”

”De har set meget og tilgivet meget, min kære”

”Sikke en stor næse du har, Bedste – relativt selvfølgeligt, og helt sikkert pæn på sin egen måde”

”Den har lugtet meget og tilgivet meget, min kære”

”Hvilke store tænder du har, Bedste!”

Ulven sagde, ”Jeg er tilfreds med hvem jeg er og hvad jeg er”, og sprang ud af sengen. Han greb Lille Rødhætte i sine kløer, med intention om at fortære hende. Lille Rødhætte skreg, ikke på grund af ulvens tilsyneladende tendens til transvestit, men grundet hans viljefulde invasion af hendes personlige rum.

Hendes skrig blev hørt af en passerende skovhugger (eller træ-brændsels-tekniker som han foretrak at blive kaldt). Da han braste ind i hytten så han håndgemængen og prøvede at blande sig. Men som han løftede sin økse, stoppede Lille Rødhætte og ulven begge op.

”Og hvad tror du lige at du laver?”, spurgte Lille Rødhætte.

Skovhugger-personen blinkede og prøvede at svare, men der kom ingen ord ud.

”At brase ind her som en neanderthaler, tiltroende dit våben at gøre din tænkning for dig”, udbrød hun. ”Sexist! Art-ist! Hvor vover du at antage at ”womyn” og ulve ikke kan løse deres problemer uden en mands hjælp!”

Da hun hørte Lille Rødhættes passionerede tale, sprang Bedste ud af ulvens mund, greb skovhugger-personens økse, og huggede hans hoved af. Efter denne dåd følte Lille Rødhætte, Bedste og ulven en fælles fornemmelse af formål. De besluttede at lave et alternativt hushold baseret på gensidig respekt og samarbejde, og de levede herefter lykkeligt sammen i skovene. 

 

Bedømmelserne på grundlag af bandlysningen af ord eller eliminationen af ”stødende” adfærd er ikke produktet af formelle afgørelser der kan tilskrives særlige aktører og påføres præcise procedureregler, men produktet af ukontrollerbare uformelle processer indenfor anonyme grupper og netværk: en slags akademisk ”mafia”. (Atkinson 2006).

Derfor kan Politisk Korrektheds normer sammenlignes med uformelle konventionelle traditioner:

- de praktiseres ofte uden bevidst refleksion: således at særlige bestræbelser må gøres for at erkende i hvilken grad Politisk Korrekthed har ændret vores adfærd (sammenlignet med præ-politisk-korrektheds-perioder)
- de accepteres som givne konventioner for hvilke ingen er ansvarlig og som er fremkommet uden bevidst kontrol; ligeledes kan det ikke forudsiges og influeres hvordan det vil ændre fremtiden.

Denne uformalitet har mange forskellige implikationer og konsekvenser: således at tilhængerne af Politisk Korrekthed er lige så succesfulde som fjenderne til at finde gode argumenter for deres position.

I et positivt perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en udvidelse af ”venlighed”, som den har udviklet sig i løbet af højere menneskelig civilisation som et redskab til at modgå spændinger og konflikter fremkommende mellem sameksisterende sociale aktører, særligt under betingelser af asymmetrisk magt. Venlighed består af ritualer der kan praktiseres af alle uden særlige evner eller færdigheder, således at selv meget travle folk er udrustede til at gøre et godt indtryk og opnå et fremragende ry ved ganske enkelt at ”følge reglerne”.

Som analyseret af Norbert Elias i sit berømte habilitationsarbejde stammer dagens venlighedsregler fra den kongelige franske hof fra det syttende og attende århundrede: hvor de fremkom til regulering af daglig interaktion mellem noble der permanent levede sammen i Versaille´s slot. Ligeledes er mænds venlighed mod kvinder en korrelation af et traditionelt patriakalsk samfund: givende mænd konstante muligheder for at vise kvinder der er i en fundamental underlegen samfundsposition hjælpsomhed (og sælge dem selv som beskyttere der værner kvinderne mod mindre venlige mænd).

Analoge venligheder er udviklet i relationen mellem sociale kollektiver længe før termen ”Politisk Korrekthed” blev opfundet. I Schweiz eksempelvis, har venlighedsnormer altid været nødvendige for at glatte den fredelige sameksistens mellem tysktalende, fransktalende og italiensktalende regioner, der er meget ulige i størrelse. Derfor føler mange tysktalende schweizere sig forpligtet til at tale fransk når landsmænd fra Romandiet er til stede: for på mikroniveau at kunne underspille deres dominante position på makroniveau.

Som den australske forfatter Anne Waldron argumenterer, udvikler multikulturelle moderne samfund endnu stærkere behov for udvidelser af venlighedsnormer for at undgå konflikter stammende fra sensitiviteter af alle slags, således at Politisk Korrekthed har funktion af at møde sådanne yderligere behov. (Waldron Neumann 1996).

Vi kan udvide dette argument ved at observere at dagens folk lever hurtige komplicerede liv: ofte skift af lokation, indtagelse af nye roller, organisatoriske medlemskaber og interaktion med stadigt nye partnere de dårligt kender. Alt dette skaber et pres for højt rutineret og ritualiserede former for ”god adfærd”, der kan praktiseres af alle uden at bruge megen tid og anstrengelser for at finde ud af, hvilken opførsel der er passende hvor og hvornår under hvilke givne situationer.
Politisk Korrekthed er meget effektiv i at tilbyde vejledning : ved simpelthen at afskrive og foreskrive specifikke eufemistiske termer, såvel som en højt standardiserede og simplificerede  realitetsmodeller og ideologiske synspunkter. Ved at holde sig til Politisk Korrekte konventioner kan alle let fremstå som moralsk ulastelige grundet den blotte rituelle udtale af korrekte ord: ”det koster intet, men ikke desto mindre fremstår en varm glød af overlegen dyd” (Kimball 1992).

Dog, det generelle problem med venlighed i komplekse moderne samfund er, at muligvis ikke alle er enige i standarderne for civiliseret adfærd – eller at sådanne standarder afhænger for meget af variable situationsbetingelser.

”Hvad der konstituerer ægte venlighed er somme tider vanskeligt at afgøre. Nogle kvinder nyder komplimenter af ungdommeligt udseende: andre bliver stødt over at udseende og ungdom er kvinders eneste værdier i samfundet. Politisk Korrekthed er indrømmet foreskrivende (ideelt, ville jeg sige selv-foreskrivende), men hvad den foreskriver er polemisk. Hvad er ”korrekt” i en given situation: komplimentering af kvinder, eller ikke komplimentering af dem; ynke minoriteter, eller ikke ynke dem?” (Waldron Neumann 1996).

Igen bliver det indlysende i hvilken grad Politisk Korrekthed er baseret på en regressiv simplificeret model af dagens samfund ved at antage universel konsensus omkring passende ord og adfærd – en præmis der konstant undermineres af den politiske korrekthed selv i det omfang, at den er succesfuld til at gøre minoriteter mere autonome i defineringen og artikuleringen af deres egne værdier og adfærdsmæssige standarder.

Som alle andre venligheder er Politisk Korrekthed ”præventiv” (eller endda foregribende) fordi forholdsreglerne er taget før de er udtrykkeligt efterspurgt af modtageren – og selvfølgelig: før nogen bemærker at nogen forbrydelse har fundet sted. Fordi foregribelse antyder, at mange venlighedshandlinger foretages uden empirisk at vide om de er velkomne hos den adresserede. I stedet er det antaget a priori, at de er velkomne: fordi alle modtagere er hypotetisk konstruerede som ”typiske repræsentanter” af deres gruppe der alle fastholder de samme typiske sensitiviteter og sociale forventninger. Igen bliver det indlysende hvor inkompatibel Politisk Korrekthed er med alle andre nuværende tendenser mod individualisering. Termen ”venlighed” implicere også, at ægte selvudtryk af egoet ikke er en højt rangerende værdi, men komplet underordnet den evigt skiftende ret til ikke at blive stødt. Derfor tilbyder Politisk Korrekthed en ubegrænset adgang til uoprigtighed – altid inspireret af det noble motiv om ikke at ”skade”.

Fra modstandernes perspektiv repræsenterer Politisk Korrekthed en særligt giftig slags ”ny tale”, ikke implementeret af nogen Big Brother der eventuelt kunne erstattes, men af anonyme kollektiver der ikke kan stilles til regnskab (eksempelvis akademiske mafiaer) og ukontrollerbare konventionaliseringsprocesser. Ifølge Fankboner (2004) gennemtrænger ”en tvingende atmosfære af skyld, frygt og intimidering” alle mikroniveauer af interpersonel tale og forgifter i sidste instans den enkeltes inderste tanker.
En sfære af ”uformaliseret lov” skabes: hvem der end forbryder sig mod den politiske korrektheds normer sanktioneres af samfundet, ikke af formelle institutioner: så der er ingen retssag, ingen ret til forsvar, ingen frikendelse og ingen appeller – og ingen der sætter grænser for sanktionerne.
I et bredere historisk perspektiv kan den politiske korrekthedsbevægelse sammenlignes med epoken af de romerske filosofkonger (96-180 A.D.), da
”en ubegribelig censur inspireret af de sociale omgivelsers atmosfære, mere effektivt end det nogensinde kunne have blevet påtvunget af imperiets ordre, eliminerede intellektuel og artistisk vitalitet”. (Arnold Toynbee, The Study of History)

Som fleste andre nye sociale bevægelser der er fremkommet siden de sene tressere har Politisk Korrekthed en decentraliseret struktur der er ret fjendtlig mod fremkomsten af prominente individuelle figurer. Derfor institutionaliseres ingen beslutningstagende personer i afgørelsen af bandlysningen af stødende ord eller lovgivningen vedrørende andre politisk korrekte normer - alle disse processer er udkommet af anonyme decentraliserede processer, der ikke kan tilskrives nogen specifikke personer. Denne antiindividualistiske forfordeling har mange sociologiske implikationer. Særligt vedbliver den politisk korrekte bevægelse i en halvdunkel sfære af diffus uformelhed – således at selve dens eksistens kan benægtes – fordi ingen synlige formaliserede strukturer er krystaliserede, og ingen ledere fremstår, der effektivt ville repræsenterer og symbolisere hele bevægelsen og eksplicit artikulere dens værdier og mål.

Som konsekvens tager modstanden mod Politisk Korrekthed også form af diffuse ikke direkte rettede udbrud, der ikke kan specificeres til magtcentre. Det er en ”blød” form for totalitarisme (Coleman 2000) der ikke kan elimineres af nogen slags politisk handling, fordi den ikke primært vedligeholdes af formaliseret lovgivning og lovopretholdende institutioner, men gennem bredt distribuerede overgangsfænomener og moder, adfærdsmæssige habitualisationer og internaliserede normer.

Men præcist denne diffushed og kontroluforudseelighed skaber altomspændende frygt for sanktioner: ledende til vidt udbredt selvcensur og frygt for fordømmelse.

”For hver handling af afvigende tale der straffes af ”tankepolitiet”, er der utallige andre kritiske argumenter uenig i den modtagne sandhed, ubehagelige faktuelle rapporter, eller ikke-tilpassede afvigelser af tanker der hengår uudtrykt, eller hvis udtryk er forvrænget, fordi potentielle talere med rette frygter konsekvenserne af åbenhjertig udstilling af deres synspunkter. Som resultat heraf kan den offentlige diskussion af vitale emner blive svært fattig”. (Loury 1994).

Ligesom moralske imperativer stammende fra De Ti Bud eller ”Bjergprædiken” er meget konkrete adfærdsmæssige politisk korrekthedsregler præsenterede som værende direkte udledte af højt abstrakte regler, således at enhver forbryder kan stigmatiseres som værende afviger på ethvert fundamentalt niveau. Eksempelvis hvem der end benytter ordet ”Negroe” kan direkte stigmatiseres som ”racist”, og hvem der end afviger fra regler om kønsneutralt sprog kan stadig tilskrives det nittende århundredes patriakalske kulturs arkaiske koncepter.
Så længe sådanne direkte deduktive relationer accepteres, er normer meget stabile, fordi hvem der end kritiserer dem møder den bebrejdelse, at han ikke tilpasser sig til de grundlæggende normer fra hvilke de stammer. Som Loury konkluderer,

”Konventioner af tavs tvang i offentlige udtryk gøres mere holdbare gennem det faktum, at de ikke selv let bliver objekter for kritik, eftersom det ofte den ”virkelige afviger” der har den største interesse i at kritisere dem”. (Loury 1994)

Derfor har kritikerne af Politisk Korrekthed vanskeligt ved at forklare hvorfor de tilbageviser normerne, mens de stadigt hænger ved de grundlæggende værdier bagved. (Loury 1994).

Det juridiske system i liberale demokratiske samfund fokuserer primært på det enkelte individs ret til handling: på friheden til at lave forretninger, til ytringsfrihed, til at associere med andre eller gå til domstolene. Hver borger burde gives disse handlingsrettigheder, så længe de ikke interfererer med andres frihed.

Politisk Korrekthed deler med marxismen det grundlæggende verdenssyn, at sådanne friheder er kilden til ondt, fordi de uundgåeligt bliver misbrugt af dominerende majoriteter til undertrykkelse og udnyttelse af lavere rangerende populationer.

Som konsekvens af dette er den klassisk liberale menneskerettighedsordensrækkefølge vendt på hovedet: den højest rangerende rettighed er nu retten til ikke af andre at blive stødt hverken følelsesmæssigt eller handlingsmæssigt.

Mens handlingsrettighederne er nogenlunde de samme for alle folk uanset kulturel baggrund og historisk tid, så er retten til ikke at blive stødt højst variabel fordi den er en korrelation af specifikke sensitiviteter der altid er en korrelation af en særlig gruppekultur og en specifik historisk situation. Kun offergrupperne selv kan definere hvad de finder stødende og ikke stødende: så de har ret til at definerer reglerne ifølge hvilke de regerende majoriteter bør følge.

Mens retten til handlingsfrihed grundlæggende adresseres modent udviklede mainstreamindivider, der er fysisk og psykologisk kapable til at gøre brug af dem, så er sådanne beskyttelsesrettigheder adresseret de svage, de fattige, de syge og de uuddannede: alle der ikke kan ”hjælpe sig selv” (eksempelvis gengælde når de er personligt stødte).

Derfor overfører politisk korrekthedsideologi:
- et negativt billede af gennemsnitlige minoritetsmedlemmer som værende hjælpeløse der har brug for kollektiv beskyttelse;
- et negativt billede af gennemsnitlige majoritetsmedlemmer som værende permanent parate til stødende handlinger

Mens majoritetsmedlemmerne er fuldt ansvarlige for deres egne gerninger, så er succeser og fiaskoer, så er selvansvarligheden for minoriteter formindsket eller helt elimineret af det faktum, at de er magtesløse ofre for diskrimination. Når som helst noget uheldigt sker et medlem af en ”beskyttet minoritet”, så søges årsagerne ikke i hverken uheldige omstændigheder (”skæbne”) eller i individuelle faktorer (manglende evner, selvkontrol og så videre), men i kollektive diskriminationer og undertrykkelser. Når de bliver kriminelle siges det, at grunden er deres ufordelagtige sociale situation, der efterlader dem uden perspektiv, uddannelse og beskæftigelsesmæssig karrierer, og når de udvikler psykiatriske symptomer, kan dette fortolkes som manglende evne til at tilpasse sig et undertrykkende miljø, ikke på grund af intrapersonelle problemer.

Som konsekvens heraf tenderer Politisk Korrekthed at ”opfordre til selvmedlidenhed og fabrikere sensitiviteter uden ende, promoverende en autonom offerkultur og forstærke helgengørelse af minoriteter og Politisk Korrekte lykkeriddere med ufortjent moralsk autoritet” (Fankboner 2004).

Altså elimineres termer der konnoteres personlig selvansvarlighed til fordel for ”neutrale” termer, der antyder problemerne løst gennem bureaukrati, velfærdsprogrammer og anti-diskriminerende tiltag:

”For år siden fandtes der bumser, vagabonder, tøjter og løsgængere. De er også forsvundet. Nu har vi ”hjemløse”. Dette skaber midlertidig forvirring. Når en person spørger mig ”Vil du hjælpe de hjemløse?”, så ved jeg ikke om jeg bedes hjælpe én der har mistet sit hus i en tornado, stomflod eller orkan, eller en doven bums. Brugen af termen ”hjemløs” er en del af venstrefløjens agenda i etableringen af moralsk lighed mellem tragedier skabt af Gud og selvpåførte tragedier” (Williams 1999).

Som konsekvens heraf er minoritetsmedlemmer fritaget fra behovet for at lære og ændre adfærd. Politisk Korrekthed er en ”politiseringsmaskine” som kan have katastrofale konsekvenser for de beskyttede minoriteter: opfordrende dem til at definere deres kollektive identitet som uendelige ofre og til konstant at søge ekstern hjælp i stedet for at tage livet i deres egne hænder. Derfor vedligeholder eller forstærker ”affirmative action”-strategier de sociale asymmetrier de ønsker at eliminere:

”Udviklede manøvrer der skal kompensere lidende minoriteter og undgå at påføre andre smerte, eksempelvis kvoter, affirmative action, særbehandling, eufemistisk tale, censur og andre nedtoninger, medfører ofte det modsatte. Ved at henlede opmærksomheden på stigmatiseringen af ofrenes hjælpeløshed, virker dette kun til at bekræfte, at de ikke har tilstrækkeligt selvtillid, ære og fantasi til at tage sig af sine egne problemer”.

Som Sally Satel argumenterer i sin famøse bog om politisk korrekt medicin, så kan sådanne straffende attributter have katastrofale konsekvenser i psykiatrien, fordi de blokerer for konventionelle terapiveje – der nødvendigvis er baseret på præmissen, at heling må være baseret på interpersonelle ændringer.

”Ét aspekt af dette er ”multikulturel rådgivning”, en praksis stærkt understøttet af American Counseling Association. Multikulturelle rådgivere antager, at ikke-hvide patienters personlige vanskeligheder stammer fra deres bestræbelser på at tilpasse sig et racistisk samfund. Ved at tilskynde patienter til kun at finde eksterne kilder til deres manglende velvære, gør multikulturel rådgivning grin med selvundersøgelser – det sande formål med terapi – og selvdetermination”. (Satel 2001).

På linie med marxismen lærer Politisk Korrekthed at de virkelige årsager til alle problemer findes på meget høje niveauer i samfundsmæssige makrostrukturer, ikke på lavere niveauer af individuel manglende funktion eller mikrosociale relationer. Som konsekvens kan specifikke individuelle problemer ikke løses her og nu – men kun bearbejdes overfladisk ved at manipulere ”symptomer”. Mange eksponenter for American Public Medicine har adopteret den ide, at hovedkraften i deres disciplin ikke er at formindske øjeblikkelige helbredsproblemer, men kæmpe mod samfundsulighedens undertrykkelse, for at eliminere roden fra hvilken alle disse helbredsproblemer stammer”.(Satel 2001).

Ved at andre problemerne til sådanne højere årsagsniveauer, bliver problemerne faktuelt sporløse, fordi deres løsning ville implicere urealistiske strategier af langtrækkende politiske aktiviteter, målrettet mod grundlæggende samfundsændringer.

”Tragedien ved sortmagt i dagens Amerika er, at sort magt er undfanget primært som offermagt, for fast forankret i rettigheder opnået gennem fortidens uretfærdigheder…”.”efter som det sociale offer har været undertrykt af samfundet, kommer han til at føle, at hans individuelle liv vil forbedres mere gennem samfundsændringer end gennem sit eget initiativ….Han gør samfundet mere end sig selv til ændringsagent. Han er ikke klar over at han ikke står til regnskab overfor gruppen, men overfor sig selv i ”helt personlige termer”. (Steele 1990).

Som marxismen har Politisk Korrekthed en kollektiv fordom ved at antage, at identiteterne, rollerne, aktiviteterne og præstationerne hos individer primært associeres til deres medlemskab af sociale kategorier, men ikke ved personlige faktorer. Politisk Korrekthed deler ikke vestlige samfunds liberalistiske præmis, at alle grundlæggende menneskerettigheder burde påføres individet, uanset påførte tilhørsforhold (køn, etnicitet, religion og så videre). I stedet tilslutter Politisk Korrekthed sig sexisme og racisme ved at understrege sådanne påførte gruppemedlemskaber på den mest fundamentale vis: eksempelvis ved at favorisere bekræftende diskriminationsskemaer, hvor sådanne kriterier er afgørende for allokering af penge, job og uddannelsesforfremmelser.

På en måde ændrer Politisk Korrekthed opmærksomheden fra fremtiden til fortiden. I stedet for at tilskynde folk til at forankre deres identitet i fremtidige projekter og statusaspirationer, inspirerer den dem til at reflektere over deres baggrund og identificere sig med deres rødder (Mansfield 1991).

Tilhængere af Politisk Korrekthed er ”socialister” i den forstand, at de ikke er tilfredse med det liberalistiske lighedskoncept om ”lige muligheder”. I stedet er de dedikerede til redistribuering af statuspositioner, således at minoriteter i det mindste er repræsenterede i forhold til deres absolutte antal – selv om dette implicerer et midlertidigt brud på ikke-diskrimination – indtil denne proportionalitet er realiseret. De er derfor i almindelighed for ”affirmative action”: advokerende for sænkelse af optagelseskrav for medlemmer af minoriteter der i fortiden antages at have været ofre for kollektiv diskrimination (Spencer 1994: 554ff.).

De samme dominerende majoriteter der insisterer på, at negative diskrimineringer ikke længere accepteres, vender sig nu mod positiv diskriminering: antagende at sådanne autoritative mærkater nu vil accepteres, så længe de indeholder flere fordele end ulemper.
Intet har forandret sig på det fundamentale magtniveau: i det omfang at majoritetsgrupperne stadig er dominerende nok til at definere hvilke minoriteter der eksisterer, hvem der tilhører disse og hvilke slags beskyttende rettigheder de burde modtage. Hvad der er forandret er, at dette magtsystem har større sandsynlighed for at blive accepteret som legitimt, da det ikke længere er dedikeret til undertrykkelse og udnyttelse, men positive godgørende former for diskrimination.

Ved at placere juridiske værdier i front, frem for individuelle, resultatorienterede og stolthedsorienterede værdier, genereres følelser af forlegenhed og mindreværd mellem selve fordelsindehaverne af disse velmenende politikker:

”Vedrørende retfærdigheden af ”affirmative action” tror jeg, at for de fleste folk fortaber det sig i ”to forkerte gør ikke én rigtig”. Og angående stoltheden så er ”affirmative action” det eneste regeringsprogram, der skammer sig over sig selv, og ikke kan identificere sine tilgodesete: ”Her er den nye ”affirmative action”-kandidat jeg har fundet”. Dette kan selvfølgelig ikke siges uden at såre kandidatens stolthed”. (Mansfield 1991).

Derfor vil ”affirmative action”-tiltag altid blive modarbejdet af meget ambitiøse og begavede medlemmer af ”beskyttede” minoriteter: fordi de har så meget at tabe, når deres karrierer tilskrives deres tilskrevne karakteristika, ikke til deres personlige talenter og resultater. Eksempelvis en akademisk kvinde kan være ivrig efter at profitere gennem affirmative kønsdiskrimination for promoveringen af sin karriere; men hun må også betale en høj pris: ved ikke at få mulighed for at blive bedømt udelukkende på sine professionelle meritter, uafhængigt af køn.

Hver gang et eufemistisk udtryk anført af Politisk Korrekthed anvendes, så gives en meget lille indikation af bedringen af den samfundsmæssige inkludering af marginale grupper: derfor signalerende en grundlæggende dedikation til det frie demokratiske samfund og fundamentale menneskerettigheder. Dog på samme tid sendes et andet signal, at den refererede minoritet stadig eksisterer og stadig har behov for ”særlig beskyttelse”.

”Eufemismer er en måde at referere til det upassende, på en måde der bevarer det modernistiske løfte om liberalisme og lighed, om universalisme og homogenitet, kontinuerende sikringen af diskrimineringen af de marginaliserede. Derfor er ”kaster” i det uafhængige Indien bandlyste, mens de på samme tid er specificerede i designeringen af ”skemalagte kaster”, der inkluderer de urørlige, der ikke længere skulle eksistere”. (Valentine 1998).

Sådan nedladende adfærd (eksempelvis ved at kalde rengørere af toiletter for ”rengøringsdamer” bidrager ikke til formindskelsen af den vertikale differentieringsstatus; tværtimod, det er en yderligere effektiv måde eksplicit at udtrykke sin eksistens på (Valentine 1998).

Paradoksale modsigelser opstår især fra to modstillede normer refererende til behandlingen af minoriteter:

1) Deres diskrimination vis-a-vis majoriteten af andre minoriteter bør elimineres
2) Deres særlige kulturelle tankegang, vaner og adfærd bør respekteres

Som konsekvens heraf er Politisk Korrekthed selvmodsigende, fordi den erklærer, at andre trossystemer der modsiger Politisk Korrekthed, ikke burde gives samme sandhedsstatus. (Pasamonik 2004).

I modsætning til marxismen som altid ønskede at promovere udvidet kollektiv enhed gennem styrkelsen af enhedsideologi og identitetskonstruktioner, promoverer Politisk Korrekthed samfundsfragmentation, ved at påpege de fundamentale forskelligheder minoriteter imellem, deres adfærdsstile, følelsesmæssige liv, historiske skæbne og særlige kulturer. I ekstreme tilfælde er det antaget, at hvide aldrig fuldt vil være i stand til at føle empati for de sortes følelser og ideer, og at mænd aldrig vil være fuldt i stand til at forstå kvinder. Vi har derfor intet andet valg end at lade andre kulturgrupper blomstre uden intervention: selvfølgelig også inklusive kulturer der ikke præcist accepterer disse principper af hypertolerance: fordi de satte deres egne absolutte standarder. Givet de fundamentale interkollektive divergenser der også påvirker meningen associeret med de samme ord og sentenser, er ingen dialog mellem grupper mulig, fordi dette ville antage et minimum af fælles grund (og håbet om at sådanne fællesskaber kan forøges). Også forsøgene på at overskride gabene ved psykologisk empati må forblive frugtesløse, for divergenserne er konstituerede på kollektive niveauer der ikke kan manipuleres med individuelle tanker og følelser.

Derfor advokerer tilhængere af Politisk Korrekthed for, at minoriteter autonomt burde afgøre deres identitet, såvel som måden de præsenterer dem selv i samfundet (Waldron Neumann 1996). På den anden side er Politisk Korrekte zealotter meget paternalistiske i den måde de forsvarer minoriteternes interesser, som de opstår fra deres egen synsvinkel – uden at spørge minoritetsmedlemmerne selv, om de enige. Derfor fremkommer indbyggede modsætninger, når minoritetsmedlemmer gør brug af deres overrakte autonomi, ved at udtale præcist de af Politisk Korrekthed forbudte ord: når sorte eksempelvis navngiver dem selv ”niggere”, eller piger kalder dem selv ”chicks”, når jøder gør grin med jødisk grådighed eller når kvinder nedsabler deres medsøstres irrationelle adfærd.

I almindelighed accepteres regelbrud af den slags, fordi autonominormen rangerer højere end normen om ikke at diskriminere.

Med andre ord: det tillades at du kritiserer sorte, men kun hvis din egen hud er sort; det tillades at du kritiserer kvinder, men kun hvis du selv er en kvinde.

”En hvid anses for værende en racist hvis han siger ”nigger”, men sorte bruger termen hele tiden”. Anvendt af sorte rangerer betydningen fra kærlig til foragtende ytring, men for hvide, uanset deres intention, kan det kun være foragtende. Derfor kan sorte, men ikke hvide, lave film eller rapportere nyheder om problemerne med fordomme om hudfarven, der stadigt påvirker afro-amerikanske samfund. Kvinder, men ikke mænd, kan offentligt stille spørgsmålstegn ved i en given sag, om ”daterape” blev fabrikeret morgenen efter at et ”offer”, der ønskede hun havde truffet et andet valg omkring seksuel intimitet den foregående nat. Censuren er i disse tilfælde delvise; de der har legitimitet, kan ytre sig frit; de der mangler må tie”. (Loury 1994).

Kort sagt: argumenterne henter deres validitet udelukkende fra forfatternes biologiske karakteristika, ikke fra nogen af deres indbyggede kvaliteter (eksempelvis deres logiske og empiriske meritter). Eksempelvis er del ledende redaktør af Philadelphia Inquirer citeret for at sige, at ”i praksis…skriver vi intet om race der ikke understøttes af panelets tre sorte medlemmer”. (Citeret fra Seligman 1993).

Et ømt punkt er, når en minoritet kritiserer en anden: eksempelvis når muslimer undertrykker kvinder eller fremturer mod jøderne. I disse tilfælde bliver det klart, at Politisk Korrekthed kun definerer vertikale relationer mellem majoriteter og minoriteter, mens relationer mellem minoriteter ikke er tydeligt defineret. Eksempelvis ved University of Leeds kunne en tysk politisk videnskabsmand ikke holde en annonceret forelæsning om ”islamisk antisemitisme”, på grund af en stærk islamisk opposition af studerende (Krönig 2007).

Dette eksempel viser, at det ikke er muligt af yde politisk korrekthedsbeskyttelse til alle minoriteter. Hvis nogle af disse minoriteter i sådanne sager ikke er tolerante mod hinanden, forventes det, at prioritet vil gives til den minoritet, der er mere magtfuld eller truende end den anden. Paradoksalt skifter Politisk Korrekte zealotter med høje principper pludseligt til ekstra bløde opportunister, følgende vejen med mindst modstand. Nu til dags betyder dette: given efter for islamiske trusler, skjulende simpel kujonagtighed bag ”alvorlige sikkerhedsgrunde”.

På den anden side er det indlysende, at ”alle kulturer er lige”-princippet kolliderer med tiltagende tendenser til implementering af fælles juridiske og moralske kulturer. De samme venstreorienterede der advokerer for ikke-vestlige kulturers ligeberettigelse, er meget opsatte på at implementere normer der kun findes indenfor vestlig kultur: neutralitet mod religion, accept af homoseksualitet og kønslighed. I vestlige mainstream-politiker er der utvivlsomt en tendens i strafferet, at blande sig mere og mere i private familieanliggender: eksempelvis sager hvor husbonden udøver vold mod sin kone, eller forældre mod børn. Som konsekvens heraf løber immigranter fra patriarkalske ikke-vestlige kulturer en tiltagende risiko for at blive kriminaliseret, selv hvis de blot fortsætter med at praktisere hvad de er blevet lært i deres tidligere liv.  

 

 

 

”Fraværet af kvinder i videnskabelige professorater kan, i det mindste delvist, forklares med medfødte forskelle i talent kønnene imellem”

”Befolkningstilvæksten bør formindskes for at kunne reducere den globale opvarmning”

”Antallet af mødre der seksuelt misbruger deres børn er svært undervurderet”

”Luftfartskontrol burde målrettes mod unge muslimske mænd”

”Tiltrækning af jødiske videnskabsmænd er universitetets mest effektive måde at øge dygtighed”

Hvis du finder nogen (eller alle) disse sætninger noget usædvanlige eller overraskende, er du i det mindste kognitivt bevidst om, at omfanget af legitime verbale udtryk i vort samfund på det seneste er begrænset af visse (uformelle) regler. Hvis du finder dem upassende eller protestværdige, så identificerer du dig indlysende med disse regler og forbud: de er blevet en del af din moralske bevidsthed, selv om de aldrig er blevet udtrykkeligt tillært.

I vores liberale vestlige demokratier vedholder vi i almindelighed præmissen, at der er en fundamental forskel mellem ord og handling: så at ytringsfrihed kan opretholdes uden frygt for, at uacceptabel tale hurtigt ville følges af uacceptabel handling
Ytringsfriheden er kun begrænset i sager, hvor ord og handlinger er tæt forbundne: eksempelvis når nogen giver opråb til terroristangreb, oprør eller folkemord.
Politisk Korrekthed er fundamentalt antiliberal i antagelsen af, at ”handling følger ord”, så det er nødvendigt (selv tilstrækkeligt), at regulere tale for at udrydde uheldige adfærdshandlinger og at realisere en bedre samfundsfremtid. Baseret på Sapir-Whorf hypotesen, at ord influerer (eller selv determinerer) menneskelige tanker og handlinger, agter Politisk Korrekthed at ændre dybt indgroede verbale udtryksvaner gennem stigmatisering af hidtil anvendte termer som ”stødende”, ”racistiske” eller ”sexistiske” og ved at introducere alternative termer der implicerer (eller antages at implicere) mere respekt for gruppen i tanke.

Politisk Korrekte zealotter antager, at hvis vi går i detaljer, så vil større emner klare sig selv, så hvis man fordømmer etnisk humor, så vil folkemord blive praktisk taget utænkelig”. (Fankboner 2004).

Feministiske forfattere har været særligt fremtrædende i understregningen af den indirekte og længerevarende magtbibringelseseffekter af mindre diskriminerende termer:

”Gennavngivning giver kvinder en opfattelse af kontrol over deres egen identitet og løfter bevidstheden indenfor deres gruppe og den af magthaverne”.  Eitzen og Zinn 1989: 369f.).

Ifølge Andrea Dworkin i sin bog ”Only Words” (1993), fastholder Catharine McKinnon, at pornografi ikke er ord eller billeder, men undertrykkende og udnyttende mandlige handlinger mod kvinder, og er derfor et brud på grundliggende menneskerettigheder.

Sådanne bestræbelser synes retfærdiggjort af videnskabelige studier der viser, at selv ikke-fordomsfulde individer let kan videreføre racemæssige stereotyper, fordi konventionaliseret sprog tilbyder dem en ”default-mulighed” på hvilken de tenderer at basere deres bedømmelser i ethvert uagtet øjeblik (Devine 1989).

I dette perspektiv burde Politisk Korrekte effektivt kunne kæmpe imod udbredte stereotyper hos gennemsnitsborgere i ureflekterede hverdagssituationer. Ved at udradere de respektive verbale udtryk kan denne stereotype ”default-mulighed” ikke længere fremkaldes, fordi den ikke længere er til rådighed. (Waldron Neumann 1996).
Set fra et makrokulturelt synspunkt virker Politisk Korrekthed som den logiske forbindelse mellem de seneste ideologiske, filosofiske og videnskabelige bevægelser, der alle understreger sprogets signifikante rolle for konstitutionen af personlige og identiteter på den ene side, og på den anden side vore empiriske realitetskoncepter.
I et bredere perspektiv er Politisk Korrekthed sandelig relateret til konstruktivistiske epistemologier der erklærer, at der ingen videnskabelig sandhed er udenfor kunstigt skabte (og permanent reviserbare) verbaliserede præmisser, propositioner og teoretiske skemaer.
Ligeledes er den inspireret af de poststrukturalistiske bestræbelser mod underminering af ”naturligt givne” klassifikationer og sund fornuft ved at vise at de er produktet af historisk tilfældige diskurser og autoritativt påførte verbale reguleringer (Hughes 1993:76).
Afsluttende tilslutter sig social interaktionisme ved at understrege kapaciteten af aktører til indflydelse på definitionen af individuelle og kollektive identiteter, sociale forventninger, normer, roller og miljøsituationer, og tilpasser sig især med den ”mærkede tilgang” der understeger relevansen af verbale definitioner og kategoriseringer for selvdefineringerne af (især: forfejlede) menneskelige aktører.

De fleste tilhængere af Politisk Korrekthed vil givet være enige med Anselm Strauss, når han understreger den altoverskyggende generelle vigtighed af sproget, og navne i særdeleshed, i formgivningen af identitet og markeringen af dens forandringer (Strauss1997: pp. 17-19), og med Erving Goffman´s påstand, at stødende termer kan ødelægge personlige identiteter på samme måde som fysiske stigmata (Goffman 1968: 11ff.).

Ligeledes gælder Pierre Bourdieu, der så navngivningsprocesser, som kræfter der ikke bar reflekterer, men konstituerer social ulighed på et symbols niveau.

Indførelsen af et anerkendt navn er en handling af anerkendelse af fuld social eksistens, der forandrer det navngivne… Gruppers skæbne er bundet til de ord der udpeger dem: magten til at påføre anerkendelse afhænger af kapaciteten til at mobilisere udenom et navn” (Bourdieu 1986:480f.).

Dog, gennavngivning er frugtbar så langt, at de nye termer henviser til uforandrede underliggende betydninger: så at de tenderer at tilpasse sig de samme meninger som de tidligere termer, der er blevet bandlyst.
Som konsekvens heraf er kontinuerlige terminologiske skift forårsaget af det faktum, at hver ny term snart konnoteres med de gamle negative attributter (der meget vel kan være fiktive stereotyper, men også baseret på observerbar adfærd), så der igen må placeres en jomfruelig, stadigt uplettet retning (Zimmer 1996).

Således er den originale australske befolkning skiftet fra ”indfødte” til ”aboriginer” til ”oprindelig”, og mørkhudede amerikanere er muteret fra ”negere” til ”sorte ” til ”ikke-hvide” til ”farvede” til ”afro-amerikanere”.

Eufemistiske referencer til folk behøver periodevis opgradering, i takt med at de antager degraderende konnotationer der afslører diskriminerende attituder. Gamle folk blev til ældre og er nu aldrende. I takt med at eufemismernes valuta stiger, enten blandt eksperter optagede af lingvistisk integritet, eller gennem udvidelse til hverdagssprog, slides finishen tynd gennemsigtig ved brug af formastelige fordomme. Det nye lag skal påføres, dog at gemme problemerne betyder… at termer igen ”forværres når de opnår generel anvendelse” (Valentine 1998).

I analogi til Gresham´s lov om dårlige penge erstattende gode penge, kan ord være emne for en proces af irreversibel forværring: så at en aldrig sluttende ”eufemisme-trædemølle” (Steven Pinker) må aktiveres, for konstant at kunne erstatte ord med uheldige konnotationer med ”jomfruelige” mindre miskrediterende termer.

Én af de givet mere flatterende fortolkninger af Politisk Korrekthed, er at anskue den som videreførelsen af oplysningstidens historiske projekt, bringende vor tids ubevidste verbale vaner ind i lyset af bevidsthedens refleksion: så de kan blive emne for kritisk evaluering og intentionelle ændringer i lyset af bredere perspektiver der inkluderer sensitivitet fra andre befolkningskategorier.
Denne refleksion er især indlysende nødvendig i multikulturelle kontekster, hvor fortsættelsen af traditionelle verbale vaner genererer gnidninger og irritationer der ikke har eksisteret i mere homogene sociale interaktionskontekster. I Piaget´s og Kohlbergs typologier om moralsk adfærd, repræsenterer Politisk Korrekthed givet et ”post-konventionelt” stade, da det forstærker en kritisk distance i retning af konventionelle habitualiseringer (Piaget 1932, Kohlbergs/Lickona 1976).
Men en sådan perspektivspredning burde også inkludere Bourdieu´s opfattelse af kontrol over verbalisering er asymmetrisk distribueret, da den følger magtrelationerne eksisterende mellem nationer, sociale klasser eller etniske grupper. Derfor har sociale interaktionistiske studier tilstrækkeligt demonstreret, at identitetskonstituerende navngivning ofte opstår på en ”top-down”-måde: ved dominerende majoriteters mærkat af underordnede minoriteter uden at påføre dem selv mærkat):

”I definitioner af selvet er den anden mindst implicit identificeret, ligesom definitionen af den anden implicit karakteriserer selvet. Den ofte implicitte natur af denne opposition, betyder at selvet kan efterlades uspecificeret, kan passere unavngivet, selv ved den enkeltes refleksion i en negativt konstitueret anden. Derfor kræver dominante repræsentationer af sorte folk, handicappede folk og homoseksuelle ikke den eksplicitte specifikation fra den dominerende, fysisk velfungerende heteroseksuelle hvides selv, for at opnå status og udmærkelse. De der adskiller, udmærker sig ved ikke at være særligt udmærkede”. (Valentine 1998).

Den dominerende befolkningsmajoritet er reflekteret i det faktum, at de selv forbliver umærkede og udefinerede: så deres kerneposition ikke påvirkes af nogen lingvistiske forandringer.

”Hvis overhovedet eksplicit mærket, bibeholdende sin betegnelse gennem en hel serie af termer for omhyggeligt underdelte og kategoriserede andre: den mentalt sunde forbliver mentalt sund gennem de varierende reformuleringer af mental sygdom, forbliver hvide hvide, uanset om de modsættes farvede, sorte eller etniske minoriteter, og de normale styrer en række navne mod de underordnede og perverterede”. (Valentine 1998).

Derfor er sociologiske studier diskuterende hvidhedens sociale konstruktion først nyligt fremkommet og er meget sjældne (eksempelvis Frankenberg 1993; Dyer 1997).
På den anden side kan Politisk Korrekthed givet bidrage til en grundlæggende social inklusion af minoriteter, der fuldstændigt er blevet marginaliseret og kriminaliseret i fortiden.

Eksempelvis ukontrolleret mexicansk immigration i U.S.A. kaldes ikke længere ”ulovlige fremmede”, men ”udokumenterede residenter”. Dette terminologiske skift antyder et grundlæggende skift i den måde disse immigranter er mærket på et politisk plan såvel som i det juridiske system. Mens ordet ”illegal” konnoterer, at politiet skulle aktiveres og sende dem tilbage, så sender termen ”udokumenteret ” et signal til immigrationsmyndighederne om at forsyne dem med valide papirer. Og mens termen ”fremmed” antyder en uoverstigelig distance (som den man møder udenjordiske fremmede med), faciliterer konceptet ”residenter” nærhedsassociationer, nabolag og gensidig forståelse.

Som alle andre kulturelle udviklinger der understreger implikationerne af den virkelige verdens lingvistiske konventioner og verbal adfærd, kan Politisk Korrekthed meget vel forklares som korrelationen af komplekse moderne samfund karakteriseret ved en stor tertiær sektor og en spirende mængde kulturel mediation.
På det mest grundlæggende niveau er det indlysende, at økonomisk udvikling følger med skiftet fra objektrelaterede til menneskerelaterede arbejdsrollestrukturer. Selv i den sekundære sektor er antallet af arbejdere dedikeret til, og manipuleringen af, fysiske råmaterialer og produkter faldet, mens ”indirekte arbejde” associeret med administration, konsultationer og sociale teaminteraktioner er markant steget – især under betingelserne af post-ford-modellerne af ”effektiv produktion” (se Geser 2000).
Mere end det: de fleste folk nu til dags arbejder i den konstant udvidende tertiære sektor, hvor opgaverne centrerer sig om aktiviteter som køb eller salg, uddannelse, konsultation, resocialisering, medicinsk behandling og individuel pleje.
I alle disse udvidende områder, bliver arbejdsroller svært formet af sociale normer relateret til kunder, klienter, elever eller patienter. Faktisk vokser disse nye arbejdsstrukturer inden i samfundene, i hvilket traditionelle fortolkninger, værdier og regler relaterende til forskellige befolkningssegmenter er udviklet og er stadigt aktive – kognitive og normative standarder der endnu ikke er skabt til disse nye formål og som nemt kolliderer med nye objektive tidsrammer og subjektive krav.

Eksempelvis traditionelle syn på børn som umodne entiteter der behøver straf, kan kollidere med behovet for at motivere dem til at lære komplekst stof i skolen; traditionelle kønsrollekoncepter kan blive inkompatible med behovet for at trække på højt sofistikerede kvindelige kvalifikationer; og antagelser relaterende til medfødte forskelle mellem racer og etniciteter kan kollidere og med den tilskyndelsen til at behandle dem alle lige i skoler, hospitaler og sociale velfærdssystemer.

Under sådanne nye betingelser bliver tendenser i retning af multikulturelle bybefolkninger mere problematiske end i Ford-æraen, hvor immigranter fra 50 nationer hurtigt kunne integreres, selv uden at lære et fælles sprog (fordi Tayloriserede arbejdsrollestrukturer og samlebånd gjorde produktion mulig næsten uden interpersonel kommunikation).
Nu til dags må ikke bare sameksistensen, men det glidende effektive samarbejde mellem forskellige racer og etniciteter sikres: ved at socialisere dem alle ind i højt universelle normstrukturer forstærkende tolerancestandarder, hensyntagen, taktfuldhed og ikke-diskriminering. Vi kunne helt sikkert ikke fortsætte nedgørende praktikker som de er blevet udøvet i mange samfund: eksempelvis i præ-Meiji Japan, hvor medlemmer af det laveste sociale lag blev benævnt ”eta” (skidt eller stor forurening) eller endda ”hinin” (ikke-mennesker). (Valentine 1998).

Skiftet fra industriel til tertiær produktion, fra materialistiske til post-materialistiske værdier og fra direkte ansigt-til-ansigt til teknisk medieret kommunikation – er disse alle facetter af en langsigtet fundamental ændring der følges med en spirende kulturindflydelse og sprogindflydelse på menneskelig personlighed og social realitet i det hele (Fairclough 2003).
Lehmann siger, at ”hvad vi ved om samfund, selv den verden vi lever i, kender vi fra massemedierne” (Luhmann 1996:3) implicerer at den virkelighed vi tager for givet er et produkt af selektion og fortolkning i hvilket højt organiserede kollektiver og institutioner har en stor andel – entiteter der ikke er blevet fostret til disse formål og hvis legitimitet for dette arbejde ikke er uden tvivl.

For at tag et eksempel: det kan være højst konsekvensfuldt om den nationale og etniske baggrund af forbrydere rapporteres i aviser, fordi dette vil co-determinere hvilke minoriteter der ses i hvilket lys af den generelle offentlighed, såvel som eliterne – og hvilken slags politiske og administrative tiltag der kan tages (eksempelvis særskilt overvågning eller resocialiseringsprogrammer for ”marginaliserede etniske grupper”).

Sammenlignet med epoken af konventionelle massemedier, har internettet igen markant udvidet den kulturelle sfære, fordi enhver nu har de samme tekniske redskaber til at adressere den globale offentlighed.
Ønsker vi at leve i et samfund, hvor alle disse selekterende og fortolkende kulturelle aktiviteter foregår uden nogen regulering? Dette ville implicere, at ikke blot kulturelle produktioner, men selve kernen af social realitet ville være emne for ukontrollerede og uforudseelige udviklinger. Eksempelvis kunne det vel være, at nyligt immigrerede grupper af anseelig størrelse fuldstændigt negligeres af medierne, så de ikke bliver del af samfundsdiskursen og politisk-administrative handlinger; eller at der er en udifferentieret diskurs omkring ”homoseksuelle” der negligerer at bøsser og lesbiske vedholder meget divergerende kollektive identiteter som de ønske skal anerkendes i den offentlige sfære.

Mens et behov for i det mindste nogen regulering synes selvindlysende, så er liberale demokratier givet ikke disponerede for at reagere med autoritære regeringstiltag overhovedet. Faktisk hviler klassisk liberalisme på præmissen, at ”ytring skal forblive fri” – implicerende, at enhver kulturel proces ikke formelt må begrænses.
Man kan spørge, om denne præmis var velvalgt for tidlige moderne samfund hvor kulturel produktion var forholdsvist begrænset – og alligevel faktuelt reguleret, fordi den var under de dominerende eliters kontrol.
I dag er kulturelle produktioner ikke blot rigere i volume og varietet, men mere fundamental i gennemslagskraften på sociale virkeligheder – og elitens kontrol er mestendels fordampet som en konsekvens af elitens pluralisering på den ene side, og decentraliseret netkommunikation på den anden. Følgende denne argumenterende linie kan vi postulere, at sådanne kulturelle ekspansioner har skabt et ”kontrolunderskud”, hvilket kalder på ikke-regeringsmæssige reguleringer: enten gennem formelle meso-sociale institutioner (som NGO-universiteter) eller gennem uformelle kollektive normer som de kan fremkomme mellem studerende, homoseksuelle, feministiske kvinder eller andre netværk af kompakt interpersonel interaktion.
Faktisk kan det observeres, at Politisk Korrekthed er fremkommet indenfor sådanne organisationer, samfund og netværk, især i den akademiske sfære. Fra dette mellemstadeniveau, har den spredt sig til mokroniveauet på den ene side (eksempelvis givende lovgivning om sexchikane, ”affirmative action” og så videre) og det mikrosociale niveau (af ytringskontrol indenfor meget private samlinger) på den anden side.

Bortset fra Politisk Korrekthed er sprogets spirende betydning i den sociale realitets konstruktion også blevet levende manifesteret i de omfangsrige neoliberale bestræbelser på at sprede økonomiske termer som ”kunde”, ”konsument”, ”profitcenter” og ”produkt” til sfærer hvor de ikke tidligere er blevet anført, eksempelvis i uddannelse, medicin eller social velfærd (Fairclough 2003: 21).
Sådanne ”økonomistiske” gennavngivninger er blevet designet til at bane vejen for introduktionen af forretningsmodeller af organisationsstruktur og adfærdsmæssig adfærd: på bekostning af traditionelle ikke-økonomiske værdier og mål. Sådanne neoliberale ”neologismer” deler med Politisk Korrekthed tendensen til at udradere traditionelle lingvistiske vaner, for at kunne erstatte dem med radikalt nye terminologier inspireret af et enkelt ensidigt perspektiv.
Disse ”økonomismer” deler med Politisk Korrekthed et højt simplificeret, atomistisk koncept om menneskeligt sprog og menneskelig kultur: baseret på præmissen, at mening befinder sig i enkle ord og udtryk, så det er nødvendigt og tilstrækkeligt at forbyde visse fraser for at kunne ændre indre tanker såvel som åbenlys adfærd.
Sådanne koncepter ignorer indlysende at mening ofte er indbygget i mere omfattende verbale strukturer: sentenser eller hele tekster, således at stødende tale eller tekst ikke elimineres blot ved udradering af specifikke termer. (Morris 1988).

Hele opfattelsen af dialektiske diskurser er fremmed for Politisk korrekthed, fordi den implicerer, at sandhed opstår af verbale udvekslingsprocesser, ikke af et enkelt udsagn.
Eksempelvis kontroversielle påstande som ”negere er mindre intelligente” kunne meget vel finde sted indenfor en ophedet diskurs, hvor de er udsatte for en proces af interpersonel evaluering og korrektion, men de bandlyses selv i sådanne kontekster, fordi de bedømmes som værende af natur ”racistiske”, uagtet den kontekst i hvilken de er formuleret.

På en måde implicerer Politisk korrekthed, at verbale kontroverser allerede er kommet til en endelig afslutning, således at tiden er kommet for ren udtryksfuld tale, i hvilken disse sandheder rituelt gentages, ikke grundlæggende betvivles. I sær i Tyskland kan det ses, at kalde nogen for en ”kontroversiel person”, er blevet en tvivlsom betegnelse, mens i fortiden var det snarere en grund til at inkludere denne i debatter (FOCUS 1995: 76ff.).

En stor grund til hvorfor åbne diskussioner er destruerede løgne, er den primitive antagelse, at alt sagt blot er et udtryk for hvad taleren selv tænker – ikke tagende i betragtning, at i mange tilfælde kan denne være ironisk, kun adopterende rollen som advocatus diaboli af dialektiske årsager, eller rapporterer hvad andre tænker om et bestemt emne (Loury 1994).
Mere end dette; Politisk Korrekthed tillader ikke, at udtrykke nogen sympati med folk anklaget for racistisk eller sexistisk adfærd og at man indgår i nogle psykologiske bestræbelser i forsøg på at forstå hvorfor der tales eller tænkes som der gøres. I stedet stigmatiseres sådanne afvigere som uopretteligt ”onde” karakterer, som må ekskluderes fra det sociale liv (og aftræde hvis de optager officielle stillinger).
Denne tabuering af empati trodser selvfølgelig historisk analyse, hvor empati med tidligere menneskelige aktører kan være afgørende i forståelsen af hvorfor de opførte sig som de gjorde. Derfor måtte det tyske parlamentsmedlem Philip Jenninger omgående aftræde fra sin stilling i november 1988, efter han holdt en mindetale for den ”tyske krystalnat”, hvor han prøvede at forklare hvorfor mange tyskere hadede jøder i 1938:

”Og hvad jøderne angår: havde de ikke i fortiden tilranet sig en rolle de ikke fortjente? Var der ikke behov for, at de efterhånden begyndte at acceptere restriktioner? Havde de ikke måske endda meriteret i deres sted? Og, ovenover alt, korresponderede propagandaen ikke – bortset fra vilde overdrivelser der ikke skulle tages alvorligt – ikke med folks egne mistanker og overbevisninger?” (rapporteret fra Loury 1994).

Under sådanne betingelser indskrænker historikerens rolle sig til rituelt at udtrykke deres væmmelse og afstandtagen for hvad der skete i Hitler-æraen, for at komme enhver mistanke om sympati med nogen af Hitler´s politisk handlinger i forkøbet. Faktisk gør Politisk Korrekthed ingen forskel på personlighed og rolle: alt sagt indenfor en bestemt rolle tilskrives på kortslutningsmaner ”ad hominem”: til personens karakter i det hele (Loury 1994).
Sådanne skræmmende tab af intellektuel diskrimination kan meget vel kvæle funktionen af meget afgørende samfundsinstitutioner. I retssale eksempelvis møder forsvarere besværligheder, fordi når de tager side for person anklaget for racistisk adfærd, så bliver de måske selv anklaget for racisme.

Netop fordi Politisk Korrekthed sigter efter intern monolitisk orden ved at eliminere dialektiske udvekslinger, kan den selv blive del af en højere orden af dialektiker: gennem fremmaning af voldsomme kontra-Politisk Korrekthed-stemmer og bevægelser. Som en ”top-down”-bevægelse fremmaner den konstant en modsatrettet ”bottom-up-konservatisme” dedikeret til forsvaret af det lingvistiske status quo, på basis af etableret anvendelse, sanktioneret gennem dybt forankrede historiske traditioner og vidt udbredt ”sund fornuft” (Valentine1998).

”Eksempelvis ”chairman” argumenteres som værende at foretrække, frem for det uelegante ”chair” eller ”chairperson” fordi ”historisk” inkluderes termen ”man” i ”woman”. Når sprogreformister peger på, at denne umuterbare historiske meningsdetermination ikke kan understøttes gennem lingvistiske undersøgelser, argumenterer konservative i stedet, at ”alle ved at ”man” inkluderes i ”woman” (Peterson 1994).

Alle eksplicitte sociale regler har til fælles, at de ikke blot definerer nye former for afvigelse, men at de inviterer grænseoverskridning ved fremførelse af det kritiske spørgsmål: hvorfor er A forbudt, når B er tilladt? Yderligere skaber de muligheder for deltagelse i ”risikofyldt adfærd”, der kan udnyttes af folk der søger en billig og sikker vej til flamboyant synlighed i den offentlige sfære. Derfor er præsidenten for det politisk ukorrekte ”Swiss People´s Party” (Ueli Maurer) citeret for at sige: ”Så længe jeg udtaler ordet ”neger”, er kameraerne rettet mod mig”.

Ved at forbyde ”stødende” ord og sætninger, graverer Politisk Korrekthed præcist definerede afvigelsesmønstre der kan praktiseres af enhver uden særlige evner eller bestræbelser: alene ved at udtale de forbudte ord. Dette forklarer hvorfor ”politisk ukorrekthed” følger Politisk Korrekthed som en skygge: ved konstant at skabe og propagandere tilsvarende præcise ”negative kopier” af de nyeste regulativer.

I mange tilfælde er det præcist de af Politisk Korrekthed beskyttede grupper, der begynder at gøre brug af de forbudte termer som en selvidentificerende term: Derfor var det i samme år (1985) da Mark Twain´s ”Huckleberry Finn” blev afsværget (grundet ofte brug af ordet ”Nigger”), at rapgruppen ”Nigga with attitude” initierede sin spektakulære karriere.

Ligeledes er Politisk Korrekthed indirekte ansvarlig for en rig kultur af satiriske skrifter og forestillinger, ernærende sig på jokes om Politisk Korrekthed: jokes med den sjældne karakteristik, at de er konsensusmæssigt forstået af alle i publikum. Faktisk har Politisk Korrekthed givet grobund for en hel industri, der ernærer sig på det aldrig sluttende og selvforstærkende skænderi mellem individuelle tilhængere, tilhængergrupper og organisationstilhængere af Politisk Korrekthed og tilsvarende modstandere af Politisk Korrekthed.

”I skoler kommer industrien pænt igennem. Eksempelvis gives store summer til udviklere af ”Afro-centrisk curriculum” til skoler. Dette stimulerer de konservative organisationers pengerejsningskraft til at etablere lobbyer mod sådanne manifestationer af ”multikulturalisme” (Economist 1993).

I sidste instans er sådanne antagonismer sandsynligvis mere underholdningstilfredsstillende end bidragende til kundskab og dybere forståelse. Ikke desto mindre kan de have en selvkorrigerende funktion, ved at holde de skadende konsekvenser af fundamentalistisk Politisk Korrektheds-fremdrift under kontrol (Economist 1993).

Siden begyndelsen af 1980´erne har den politiske korrektheds mål været, at gennemtrænge alle samfundssektorer med et sæt homogene og konsensusorienterede normer og adfærdsmæssige standarder. Selv økonomisk adfærd skulle ikke længere være styret af egennyttige overvejelser, men være underordnet strikse moralske forskrifter.

”Jeg husker frasen ”politisk korrekt” fra omkring 1983, specifikt i reference til indkøb i en bestemt kaffeforretning, mere end en anden nær Yale University. På det tidspunkt blev ”politisk korrekt” brugt til at indikere at vore handlinger, nogle gange ubetydelige, kan have indflydelse på andres liv. Selv om kaffen var den samme, så behandlede den ene kaffeforretning sine medarbejdere bedre end den anden og på den måde opstod opfattelsen af, at brugen af penge i den forretning var sundere for samfundet”. (Hellman 2003)

I alt hvad de gør er politisk korrekte zealotter overbeviste om at have ”ret”, selv om deres overbevisning ikke er delt af majoriteten af andre.
Uden at forlade sig på nogen særlig religiøs autoritet, fastholder de en tro på betingelsesløs sandhed, der findes sideløbende med intolerance og foragt for anderledes tænkende:

”De politisk korrekte er selvretfærdige i en skinreligiøs ånd. En slags lysets fortrop, der ikke accepterer vælgeres mening (uoplyste) eller forbrugere (selviske) og er parate til at gennemtvinge reformer mod den offentlige vilje” (Coleman 2000).
Som konsekvens heraf kan de ikke acceptere demokratiske stemmeprincipper eller forbrugerautonomi, da dette ville implicerer, at også umoralske afgørelser og valg må accepteres.

I de fleste tilfælde kan politisk korrekte tilhængere ikke (eller er ikke villige til at) se, at deres synspunkter er meget afhængige af specifikke ”tidsånd”-faktorer, der kun har betydning for specifikke regioner og befolkningssegmenter, er opstået for ganske nylig og kan snart forsvinde igen. I stedet påstår de at have ”ret” i en absolut forstand, uagtet specifikke historiske perioder eller andre menneskelige kulturer.
Denne relativisering af historiske perspektiver er udpræget manifesteret i feministers målsætning, for at opnå en ny oversættelse af Biblen i ”blot sprog” – derigennem invalidere alle tidligere oversættelser som ufuldendte produkter af uoplyste patriakalske stader (Leicht 2006).
Succesen af sådanne oversættelser afhænger af den institutionelle kirkekontekst. Mens den katholske kirke givet er i stand til at yde tilstrækkelig modsand, så virker visse protestantiske kirker til at være forholdsvist ”bløde mål” der let kan omstødes gennem ”anti-sexistiske” og ”anti-racistiske” grupper.

Bortset fra Biblen er der udbredt tendens til at omskrive klassisk litteratur, især bøger dedikerede til børn. Eksempelvis de meget læst bøger af Enid Blyton er blevet renset for ord der er blevet miskrediteret som ”sexistiske” eller ”racistiske” siden deres publikationsdag.

Politisk Korrekthed kan indlysende ses som en regressiv bevægelse hvis mål er at transformere moderne menneskelige samfund til konsensusorienterede samfund baseret på en homogen kulturnorm understøttet af uformel kollektiv kontrol. De er målet at modstå tendensen i retning af funktionel differentiering ved at fastlåse alle roller og institutioner i et omspændende system af homogene normer:

”Den ønsker politisk ensretning af alle departementer fra, skal vi sige, børnefiktionsbøger til juridiske afgørelser. Ingen profession er undtaget. Alle skal møde en politisk prøve – af korrekt tænkning og fremskridt. Jurister, revisorer, læger, videnskabsmænd, forfattere, journalister og forretningsmænd skal bestå den”. (Coleman 2000).

Den kan endog fortolkes som en mere sofistikeret blød version af den islamiske ”Talibanisering”, der påvirker visse mellemøstlige lande: målsat til udfyldelsen af det moralske vacuum i et sekulariseret samfund, der er for dedikerede til økonomiske og videnskabelige værdier der ikke tilbyder etisk vejledning.

I de fleste nuværende makrosociologiske teoretiske perspektiver om modernisering og samfundsmæssig evolution, synes sådanne udviklinger som besynderlige, atypiske afvigelser: regression til tidligere epoker frem for løftet om en lovende fremtid.

Fra Adam Smith og Herbert Spencer til Dürkheim, Tönnies, Parsons/Smelser, Lenski og Luhmann, er der en vedholdende teoretisk linie der understreger kontrasten mellem kommunalistisk præindustrielle samfund baseret på homogenitet og mekanisk solidaritet, og moderne samfund integrerede af komplekse afhængigheder mellem specialiserede roller, organisationer og institutionelle ordener. Niklas Luhmann er givet ekstrem i synet på det moderne samfund, som fuldstændigt under perspektivet af ”funktionel differentiering”: som et acentrisk system i hvilket forskellige institutionelle sfærer opretholder deres solipsistiske systemrelaterede værdisystemer og fremskridtskoncepter, retfærdighed, perfektion og sandhed. Som konsekvens af dette bliver menneskelige individer også internalt fragmenterede fordi de er tvunget til at fastholde forskellige systemrelaterede personroller og identiteter – og koordinere dem uden at være i stand til at integrere dem i et omspændende hele.

Det er med gode teoretisk og empiriske grunde blevet argumenteret, at sådanne synspunkter ikke alene negligerer de varierende personlige behov for enhed og integreret socialt tilhørsforhold, men også ignorerer at moderne samfund ikke kun er ekseptionelle i deres strukturelle kompleksiteter, men også historisk unikke i deres potentialer for (og retning mod) udbredt (politisk, juridisk, kulturel og moralsk) homogenisering.

Eftersom naturvidenskaben (fremskridende siden det sekstende århundrede) fra begyndelsen var svært dogmatisk ved at propagandere at indeholde den eneste absolutte sandhed (eller i det mindste den eneste metode til vidensproduktion), var Oplysningstiden grobund for militant implementeret konformisme i sfæren af politiske værdier og etiske normer. Baseret på et ikke-historisk koncept af ”menneskelig natur” og ”menneskelig fornuft”, blev sådanne dydsstandarder propaganderet som værende universelt gældende på tværs af alle menneskelige kulturer og fremtidige epoker: derigennem legitimerende udøvelsen af autoritær magt for resocialiseringen af borgere og sikrende deres omfattende geografiske implementering.
En slags ”liberal totalitarisme” var implicit i Den Franske Revolution: eksemplificeret af Robbespierre og St.Just der så oplysningsprojektet som et projekt for gennemtvingelsen af homogene etiske samfundsstandarder på totalitær måder: baseret på en dogmatisk tro på en universel ”menneskelig fornuft” der overgår og neutraliserer alle traditionelle kulturelle værdier og normer. Den samme ånd har senere givet grobund for autoritære regeringsregimer (Napoleonisme, Kemalisme, og så videre) såvel som uformelle manifestationer af ”demokratisk despotisme” (diagnostiseret af Tocqueville i U.S.A.).

Siden Den Franske Revolution er sådanne konformitetsregler skiftet til højt upersonlige konstruktioner som ”konstitutionen” eller ”nationen”: såvel som forskellige kollektivistiske ideologier (Fascisme, Bolshevisme, Maoisme) der prøvede at rekonstruere en langtrækkende samfundsmæssig enhed gennem regeringsmæssig tvang.

Som et ægte produkt af vestlige samfund var marxismen især succesfuldt i mobiliseringen af deltagelsen af de uddannelsesmæssige eliter til udviklingen af ideologier hvis mål var at ændre den eksisterende sociale orden.
Mens marxismens hovedkraft var ”ekstrovert” forstået som stræben efter politisk magt i forsøg på at omvælte de styrende økonomiske og politiske strukturer, en lille, men vedholdende understrøm fulgte mere ”introverte” bestræbelser for at påføre ændringer på kulturelt plan eller individuelt niveau. Derfor argumenterede Georg Lukacs, at et revolutionært samfundsskifte går forud for en kulturel revolution: en verdensomspændende omvæltning af eksisterende værdistrukturer. Og Antonio Gramsci fastholdt, at proletariatet kun kan opnå dominans ved først at opnå ”kulturelt hegemoni” baseret på en nyligt skabt ”kommunistisk mand”. De intellektuelles rolle var at arbejde for dette langtrækkende mål med midler som ”den lange march gennem samfundets institutioner”: inklusive regeringen og juraen, såvel som militæret, medier og skoler.

Doris Lessing var blandt de første der bemærkede de indbyggede ligheder mellem politisk korrekte zealotter og marxister i deres tendens til at påtvinge deres synspunkter på autoritær vis.

”Politisk Korrekthed er den naturlige fortsættelse af partilinien. Hvad vi her endnu engang ser, er en selvudvalgt gruppe af ivrige kontrollanter der påtvinger andre deres synspunkter. Det er en kommunistisk arv, men det ser de tilsyneladende ikke”.
Faktisk er der god grund til at se Politisk Korrekthed som korrelationen af en ”introvert drejning” venstreorienterede vestlige eliter af forskellige årsager har taget i de sidste fyrre år.
Erkendelsen af umuligheden af fundamentale politiske og økonomiske omvæltninger, mistede den nye venstreorienterede bevægelse i de sene tressere hurtigt deres revolutionære impuls og blev integreret i sociale institutioner – uden grundlæggende at ændre deres grundlæggende værdier og mål. Som konsekvens heraf erstattede de undergravende revolutionære handlinger med en mere fredelig strategi af langsigtet ”skjult undergravning”: ved at indtage formelle positioner der gav dem mulighed for at ændre de eksisterende institutioner gradvist indefra.

”I en vis udstrækning er den nuværende interesse i sprogpolitikken og kulturen resultatet af venstrefløjens aftræden til akademier og bureaukratier, hvor den har været ude af stand til at udøve megen indflydelse over mere traditionelle politiske emner. Ude af stand til, eller uvillig til, at deltage i nogen massebaseret bevægelse som kunne transformere den politisk og økonomiske samfundsstruktur, har venstrefløjen været optaget af nye talekoder eller (mere krediteret) ulovliggørelse af diskrimination. Irrelevansen af disse initiativer for problemer som lav løn, arbejdsløshed, stigende leveomkostninger og hjemløshed der rammer selve de grupper de er tiltænkt at tjene, går langt i retning af forklaringen af det tilbageslag mod Politisk Korrekthed selv mellem medlemmer af disse grupper” (Sparrow 2002).

På det seneste har enden på Den Kolde Krig såvel som opstigningen af neoliberalismen forstærket sådanne tendenser i retning af fokus på klassepolitik og politiske kampe til mere underfundige, langsigtede bestræbelser møntet på ændringer på moralske værdiers niveau, kulturelle mønstre. institutionelle strukturer og individuel adfærd.

”…de Politisk Korrekte er mindre interesserede i forretning og økonomi end samfundets kultur og ledelsesideer. De ved at de aldrig kan vinde den økonomiske diskussion i åben debat. De har faktisk tabt den. Markedet har triumferet over planøkonomien. Så de vil overlade økonomien til forretningslivet, under betingelse af at de kontrollere kulturen, samfundets ledende ideer.”
”I skaber velstanden”, sagde de til forretningsverdenen. ”Vi vil ændre den nationale identitet. I kan have økonomisk rationalisme. Vi vil genskabe samfundets image. I leverer velstand. Politisk Korrekthed vil være den officielle ideologi….” (Coleman 2000).

Derfor er skoler, kirker, offentlig administration, selskaber og selv militære organisationer blevet fertiliseret med liberale værdier og er blevet sat under konstant pres for liberale reformer. Eksempelvis måtte de alle assimilere til nye normer relateret til kønslighed, miljøbeskyttelse og minoritetsrelateret handlingskorrektion.

”I stedet for at klage over institutioner og afsværge regeringen, besluttede de, at infiltrere institutioner og samarbejde med regeringen…Mens demonstrerende studerende i tresserne smed deres kroppe mod det moderne livs bureaukratiske strukturer, skabte kvindelige aktivister senere deres egne bureaukratier”. (Diggins 1992:25)

Politisk Korrekthed er indlysende en logisk korrelation af grundlæggende ændringer i det politiske venstres støttegruppe: på den ene side afgangen af uorganiserede industriarbejdere og den stigende andel af højt uddannet befolkning på den anden side. Det illustrerer, at nu til dags er samfundskulturer mere og mere defineret på akademiske grundlag der understreger værdier, kultur og sprog meget mere end aspekter af politisk-økonomisk organisation og traditionel social klasse. (Hughes 1993:76; Trenton 1997:420).

”Politisk Korrekthed, en opfindelse af den uddannede elite, er essentielt et klassefænomen, eksempelvis designermoral for yuppier med ubefæstet bevidsthed”. (Fankboner 2004).

I dette perspektiv kan Politisk Korrekthed ses som en genrejsning af det attende århundredes værdimønstre der er blevet prominent blandt progressive før venstrefløjen blev ”kidnappet” af arbejderklassens socialistiske ideologi.
Efter at strategier målrettet mod den planlagte revolutionære transformation af menneskelige samfund er fejlet, er tidlige utopiske ideer om ”fremskridt” igen centrum omkring forbedringen for individer – ikke for institutionel udvikling eller makrosocial ændring. I Rousseau´s andres oplysningspersonligheders termer, ses et ”perfekt samfund” igen som et samfund i hvilket alle individer holder høje moralske standarder i hævd – ikke som et system i hvilket velfærd fremkommer gennem summen af individuelle laster.

I denne reduktionistiske samfundsmodel må denne moralske evolution begynde på niveauet af indre tanker og individuelle verbale udtryk, så disse kan afsmitte på mikrosocial adfærd, mesosociale kollektiver og makrosociale institutioner.

”Menneskeheden er stadigt ungt og universet ufærdigt. Alt hvad mennesket behøver at gøre er, at opstige til det næste niveau i sin spirituelle evolution, er at rense sit sind for upassende tanker. Sproget regerer tankerne, påstår de, og tanker styrer skæbne. Hvis vi etablerer et program for lingvistisk hygiejne, rengøre tale for alle verbale korrelationer der disponerer os for uønsket adfærd, vil vi fjerne årsagen til umoralsk opførsel. Gennem fjernelsen af menneskets ubevidste fordomme med korrigeret tale, fjerner vi menneskets kapacitet for umenneskelighed. Kommer onde handlinger ikke ufravigeligt fra ukorrekte tanker?”. (Fankboner 2004).

Politisk Korrekthed er en genrejsning af den vedholdende moralisme fra Robespierre og Saint Just, der sigtede mod forbedringen af menneskeheden ved at lovgive dyd. Det er et revolutionært koncept indbygget i Oplysningen: et forsøg på at undersøge alle traditioner, uanset om de tilpasser sig de højeste moralske standarder der er tænkt at have tidløs validitet, fordi de stammer direkte fra ”menneskelig fornuft”, ikke fra nogen ideer afhængig af kulturel variation eller historisk forandring (Kimball 2003).

I et sekulært samfund fortsætter Politisk Korrekthed den lange tradition af religiøse bevægelser, gennem opfordring af individer til at afstå fra ”syndige” tanker og adfærd – ligesom profeterne i Det Gamle Testamentet, der prædikede, at individuel umoral var grunden til kollektive katastrofer. Dog i modsætning til disse religioners traditioner og moderne islamisme,  tilpasser Politisk Korrekthed sig til Oplysningens standarder, ved at producere et progressivt evolutionært syn. Målet er ikke at vende tilbage til noget stade af fortidig tilpasning til Gud´s åbenbaring, men at skabe et nyt perfekt samfund baseret på højere moralske normer, end på noget tidligere tidspunkt realiseret i fortiden.

Ved at forstærke moralske standarder på bekostning af resultater på andre felter (sport, videnskab, medicin, politik) bliver et højeste råd installeret, i hvilken hvert individ (uanset kvalifikationer) kan have en effektiv stemme. Derfor er en vigtig funktion i Politisk Korrektheds normstruktur, at tilbyde et nemt opadrettet kontrolredskab for alle, for at kunne delegitimere og erstatte siddende elitemedlemmer, for at holde eliten disciplineret, eller måske endda afpresse dem, når de er i besiddelse af farlig kompromitterende information. Eksempelvis normer der sanktionerer ”sexchikane” udruster underordnede kvinder med et magtfuldt redskab til at sanktionere afvigende overordnede mænd. Hvem der end nyder en høj social status baseret på popularitet, professionel dygtighed, familiebaggrund, enorm produktivitet eller stemmeresultater, kan let opnå et dårligt ry ved at opføre sig på politisk ukorrekte måder.
Selv de mest produktive managere og videnskabsmænd kan hurtigt miste hele deres status vis de synder mod Politisk Korrekthed, ved eksempelvis at ytre ”sexistiske” eller ”racistiske” bemærkninger – så selv de mest fremragende resultater i cykling ikke længere æres når de er involveret i dopingskandaler. Selvfølgelig kan disse magttildragelser også instrumenteres af eliter i deres kamp mod andre eliter. Derfor var anklagerne fremsat mod præsident Clinton givet ikke inspireret af ivrigheden efter at opretholde rettighederne for Monica Lewinsky, men af republikanernes ambition om at overtage præsidentembedet.
I et bredere perspektiv ser vi mange sagsanlæg initieret af dygtige advokater, ivrige efter at tjene penge ved at opnå høje straferstatninger og kompensationer, eller gennem magtfulde NGO´er, drevet af muligheden for at bedre deres offentlige omdømme.

”I vor tid – der er blevet beskrevet som ”fattig på tro, men skrækslagen ved skeptisme – i hvilken folk føler sig sikre, ikke så meget på at deres meninger er sande, som hvad de skulle vide at gøre uden dem – hviler kravene på en mening der skal beskyttes mod offentlige angreb ikke så meget på dens sandhed, som dens vigtighed for samfundet”. (John Stuart Mill 1869).

Ingen vil tvivle på, at termen ”legal korrekthed” er et indbygget logisk, selvforklarende udtryk, fordi loven giver præcise konsusmæssige standarder mod hvilke konformiteten eller afvigelse fra enhver konkret adfærd kan blive ambivalent takseret.

I modsætning lyder ”Politisk Korrekthed” som et oxymoron, så langt som at politiske emner har den indbyggede kvalitet af værende et emne for kontroversiel diskussion. Denne kontrovers ender først når autoritative beslutninger er blevet taget, som så er bundet på niveauet af bindende love.

Faktisk implicerer ”Politisk Korrekthed” eksistensen af et niveau af (meta) politiske standarder, som er (eller burde være) fritaget fra kontroverser og politisk magtudøvelse uden at være formaliserede på juridisk niveau: uformelle moralske standarder der menes at være så grundlæggende, konsensuelle og vedvarende, at de effektivt begrænser ikke bare rummet af politisk lovgivning, men selv det mere fundamentale rum af politisk diskurs, der tillades at finde sted, emnerne tilladte eller nægtet adressering – og særligt: ordene der bør og ikke bør bruges.

Derfor passer Politisk Korrekthed ind i traditionen af antiliberale kollektivistiske politiske tanker, der antager, at de mest fundamentale politiske mål er at tilpasse sig de højeste uforanderlige principper, som kun kan kogniseres som objektive, uforanderlige entiteter, ikke skabt ved tilfældige beslutninger og manipulerede gennem fri menneskelig vilje.

Dette er i al fald synspunktet i Platon´s ”Republikken”, de filosofiske konger har pligt til at opretholde realiseringen af den omspændende, objektivt givne ”Summum Bonum” imod alle partikulære interesser; og den er indbygget i marxistisk kommunisme, hvor partielitens roller består af at følge en politik, der tilpasser sig ”historiske nødvendigheder”, der skal mødes med videnskabelige analyser, ikke med magtkampe indenfor pluralistiske systemer af konkurrerende interessegrupper og politiske partier. Leninister og stalinister har brugt termen til at indikere konformitet til partilinien, og i maoismen betød det konformitet med ideerne propaganderet i den ”Lille Røde Bog”
Disse eksempler viser at termen ”korrekthed” implicerer en stærk rolle for

uddannede eliter, fordi højt udviklede kognitive fakulteter er nødvendige for erkendelsen af hvad der er rigtigt og forkert. Mens Platon foreslog en elite af ”filosofiske konger”, der baserer deres prominente status på et specielt socialisationsregime, så gav leninismen rum for højtstående eksperter i kommunistisk ideologi. I en lignende åre forsyner Politisk Korrekthed den akademiske elites ivrighed efter at ekspandere deres status ud over deres snævre videnskabelige specialer eksistensberettigelse: ved at blive autoritative eksperter i at vide hvordan sociale minoriteter skal behandles, især på det sproglige niveau (hvor deres egne akademiske kompetencer (angiveligt) er mest udtalte).

I vestlige lande antager sådanne elitekollektivistiske synspunkter en meget legitim og meget uformel status, fordi de altid udfordres af demokratiske værdier der understreger individuel ytringsfrihed og ”bottom up”- beslutningstagning uden forudgående juridiske restriktioner. I bedste fald kan den påføres den mest grundlæggende og konsensusmæssige præmis på hvilken en politisk orden er rejst.
Der er udstrakt enighed om, at termen ”Politisk Korrekthed” allerede opstod i 1793, da en amerikansk højesteret skrev i en meningstilkendegivelse, refererende til sagen Chisholm mod Georgia:

”Staterne, mere end folket, for hvis skyld staterne eksisterer, er regelmæssigt emnerne der tiltrækker og fastholder vores primære opmærksomhed….Følelser og udtryk af denne upræcise slags består i vores almindelige, selv i vores festligholdte, sprog. Er en skål udbedt? ”De Forenede Stater” i stedet for ”Folkets Forenede Stater”, er den udbedte skål. Dette er ikke politisk korrekt”.

Denne formulering, opfattelsen af at regeringen har magt over borgerne afvises som en misopfattelse, så at udbede en skål til ”De Forenede Stater”, er en modsigelse mod den mest fundamentale præmis i den amerikanske konstitution.

Ordene blev dengang brugt i 1960´erne til at beskrive folk der ændrede deres opførsel og overbevisning for at tilpasse sig de dominerende (venstreorienterede) politiske bevægelser.

”Politisk korrekt beskrev de selvretfærdige, ikke-rygende, økologisk sensitive, vegetarianske, feministiske, ikke-racistiske, multikulturelle, Birkenstock-bærende, anti-kapitalistiske velnydere af kapitalismen – fakultet såvel som studerende – der udstillede deres udslidte 1960´er radikalisme i klasserummet og i deres sociale liv”. (Kimball 2003)

I sin nuværende form fremkom Politisk Korrekthed på amerikanske universiteter gennem firserne og er begyndt at gennemtrænge ikke-akademiske samfund siden de tidlige halvfemsere.

Det blev fra begyndelsen på uformelle sociologisk niveauer af interpersonel adfærd, såvel som på formelle organisationsmæssige reguleringsniveauer relevant: eksempelvis i uddannelsesinstitutioners regler søgende at beskytte minoriteter gennem politisering af interpersonel kontrol og ”stødende” tale, iværksættende programmer om omgående handling eller ved at åbne curricula til andre tekster end dem skrevet af Døde Hvide Europæiske Mænd (DHEM).

Det mest udbredte træk ved Politisk Korrekthed, er reguleringen af tale, en ”vedholdende ressource til euforismer og indirekte tale” (Fankboner 2004) ved at forbyde antageligt ”stødende” ord og verbale udtryk i de offentlige medier såvel som i offentlige institutioner som skoler, klinikker eller administrative institutioner.

”Tvivlere der troede Politisk Korrekthed var et universitetsfænomen eller et overgangsfænomen behøver blot læse New York Times anmeldelse af filmen ”What´s Eating Gilbert Grape”, i hvilken den mentalt retarderede bror beskrives som ”mentalt udfordret”. Undvigende, nedladende og uelegant, tortureret og undvigende tale som denne er krøbet ind i skriverierne af diskriminerende skribenter, der ville have anset dem for latterlige få år tidligere”. (Fankboner 2004)

Udover dette refererer termen til mange venstreorienterede initiativer:

”vedrørende ændringer i den litterære kanon undervist i på universiteter, undervisningen i postmoderne og kritisk litterær teori og kulturelle studier, omgående handling for racemæssige og etniske minoriteter såvel som kvinder, seksuelle angreb og chikaner og reguleringer vedrørende universitets- ”hade-tale” (Sparrow 2002).

Siden firserne er termen blevet tiltagende brugt af konservative som et hadeord for at afsværge visse politiker på venstrefløjen målrettet for at beskytte kvinder, ikke-hvide racer, homoseksuelle og andre minoriteter fra ”stødende” tale og fra varierende praktikker af social diskrimination.

Enhver sociologisk behandling af subjektet må begynde fra det faktum, at Politisk Korrekthed er central for en kontroversiel diskurs af ”kulturelle politiker” ”fokuseret på repræsentation, værdier og identiteter” (Fairclough 2003:17).

Der må især spørges om den virkeligt refererer til et objektivt homogent normsystem eller ideologi, eller blot til en homogeniserende mærkat konstrueret af konservative til at karakterisere ”venstreorienterede” med temmelig mangeartede synspunkter (Fairclough 2003:17)

Politisk Korrekthed resulterer indiskutabelt hele sfærer af politiske og sociale problemer der holdes tilbage fra den offentlige diskurs og politisk eftertænksomhed. Altså kan ukontrolleret indvandring fra eksotiske lande foregå næsten ubemærket, den kriminelle adfærd indenfor beskyttede minoriteter forbliver under dække, og klimaforandringer diskuteres uden reference til en af de fremtrædende årsager: den eksplosive vækst i den menneskelige befolkning.

Eftersom de fleste politiker er lokale og nationale, er det indlysende, at en anseelig del af indholdet i ”Politisk Korrekthed” adskiller sig fra land til land og region til region.
I U.S.A. er fokus i al fald på den opfattelse, at der er et antal ubemærkede, diskriminerede og undertrykte grupper i samfundet (kvinder, sorte, homoseksuelle, muslimer, og så videre) som burde beskyttes mod stødende tale og handling udført af den regerende majoritet (Hvide Heteroseksuelle Kristne Mænd).

Tyskland er til sammenligning dybt præget af overvejelser af ”historisk korrekthed”: ekstremt fastlåste normer relateret til fortolkningen af Hitler-æraen, Holocaust og Anden Verdenskrig. Eksempelvis den politiske korrektheds teutoniske særkende kræver, at det tyske folk stadigt er forpligtet til at føle skyld for forseelser i fortiden, at officerer og soldater kun ses som forbrydere, aldrig som ofre, mens det stik modsatte gælder for jøder, sigøjnere og andre minoriteter, emner for systematisk forfølgelse.
Mere end det kræver historisk korrekthed, at nazisternes udåder anses for værende så enestående og særskilte i udådstyngde, at de ikke kan sammenlignes med anden organiseret kriminalitet i menneskets historie: end ikke de langt mere omfattende massemord organiseret af Stalin og Mao Tse-tung.

Politisk Korrekthed hjælper derfor ironisk nok med til at vedligeholde selvopfattelsen af, at tyskere er enestående og usammenlignelige med nogen anden national befolkning. Som de har set dem selv som bemærkelsesværdig militær magt under preussisk herredømme, eller som det ”udvalgte folk” forudset til pan-europæisk herredømme under nazisterne, opnår de nu deres særlige kendetegn fra mængden og kvaliteten af kollektiv skyld de har akkumuleret.

”…For at kunne kreere en kosmisk stemme af enighed og harmoni uden fortilfælde kræver den politisk korrekte bevægelse at alle folk, uanset tidligere sociale betingelser accepterer den begyndende verdensorden der vil tilbyde ubegrænset lyksalighed og tilfredshed. For helvede!”
Professor Dr. Skippy ”Houng Lau” Whitmore
Berkeley CA, 1965

 

Introduktion til Politisk Korrekthed

PK står for Politisk Korrekt. Vi af den politisk korrekte filosofi tror på forøgelsen af tolerance for mangfoldigheden af kulturer, racer, køn, ideologier og alternative livsstile. Politisk Korrekthed er det eneste sociale og moralske verdenssyn. Enhver der er uenig i denne filosofi er fordomsfuld, partisk, sexistisk og snæversynet.

 

Hvorfor skulle jeg vælge at være Politisk Korrekt?

At være Politisk Korrekt er sjovt. Politisk Korrekthed er ikke bare en attitude, det er en livsstil! Politisk Korrekthed tilbyder tilfredsstillelsen af at vide, man omgør århundreders undertrykkende sociale onder.

 

Jeg er en hvid mand. Kan jeg alligevel være Politisk Korrekt?

Helt sikkert. Faktisk er de fleste folk på frontlinien af den politiske korrektheds store skæbne hvide mænd. Men husk, som hvid mand må du konstant føle dig skyldig.

 

Hvorfor?

Hvis du er en hvid mand var dine forfædre ansvarlige for stort set enhver uretfærdighed i verden: slaveri, krig, folkemord og grimme sportsjakker. Dette betyder, at du delvist er skyldig i disse uhyrligheder. Nu er tiden kommet til at udligne uretfærdighederne for de individer hvis forfædre dine forfædre undertrykte.

 

Hvordan?

Det er ganske enkelt. Do er nødt til at være forsigtig med hvad du siger, hvad du tænker og hvad du gør. Du vil ikke støde nogen.

 

Du mener at jeg skal vare mig for at støde nogen?

Det er rigtigt. At være i opposition er destruktivt og vil ikke gøre verden til et harmonisk Utopia, som i John Lennon´s Imagine.

 

Hvordan kan jeg ellers være Politisk Korrekt?

Åh, der er mange måder. Hvorfor købe almindelig is, når man kan købe ”Regnskovs-is med chokoladestykker”? Segrege – ups – separere alt dit affald i forskellige containere: glas, metal, hvidt papir, blåt papir, plastik og så videre. Vær sikker på, at al din make-up ikke er blevet testet på dyr. Prøv at finde mindst tres måder at bruge dit vand; når du tager et bad, så børst samtidigt dine tænder. Lad ikke vandet forsvinde i afløbet, brug det til at vande plænen. Eller endnu bedre, erstat din plæne med en grøntsagshave. Brug ikke aerosol. Og brænd eller tilsmuds for guds skyld ikke vores flag. Husk, som borger i U.S.A. bor du i Gud´s land. Hvis du er heldig nok til at kende din etniske herkomst, så klæd dig derefter! Brug ikke stoffer. Du bør lytte til mindst én af følgende musikere: U2, REM, Sinead O´Connor, Sting eller K.D. Lang.

 

Chikaner folk der bærer pelsfrakker. Erindre dem om, at uskyldige babysæler blev nådesløst banket. Eller bare råb ”PELS”. Det hader de. Og spis ikke nogensinde kød.

 

Spis ikke kød? Hvorfor ikke?

Køer er dyr, ligesom mennesker er dyr. Dette betyder at de har rettigheder. Når man spiser kød undertrykker man dyrene!

 

Så alle drab er slemme?

Nej, ikke altid. Sommetider kan drab retfærdiggøres, ligesom i Den Persiske Golf. Du er nødt til at være i stand til at vide hvornår et dyr har rettigheder, og hvornår det ikke har.

 

Hvordan ved jeg hvornår et dyr har rettigheder?

Den generelle regel er som følger: Hvis er dyr er sjældent, kønt, stort, nuttet, bepelset, krammeagtigt eller elskeligt, så har det rettigheder. Undersøg følgende liste: 

 

Rettigheder                                                Ingen rettigheder

Køer                                                          Kakerlakker

Nuttede kaniner                                         Fluer

Delfiner i tun-net                                        Tun i tun-net

Hvaler                                                        Hajer

Røde egern                                                Grå egern

Ugler                                                         Skovhuggere

Havnesæler                                                Østers

 

Wow. Hvad kan jeg ellers gøre for at være Politisk Korrekt

Kram et træ. Hyld hver dags kulturelle forskelligheder, for det er dem der giver vores fantastiske land velsmag. Kom i kontakt med din seksuelle identitet. Undersøg dit køleskab for freon-lækager. Abbonner på National Geographic. Undersøg det for nuttede ikke-vestlige kulturtraditioner og vaner. Efter du har læst det, brug det så som alternativ brændselskilde. Forsøg at bære tøj med X´er på dem, hvis de kun består af naturlige fibre. Men ovenover alt, stil altid spørgsmålstegn ved autoriteter!

 

Men vent, jeg troede - 

 

Bare tag det roligt, det er ikke vigtigt.

 

Nå, men jeg er ikke sikker på dette.

 

Hvis du er usikker på din motivation, så husk: Du har ret. Så enkelt er det. Du som Politisk Korrekt kriger har ret.

 

Hvordan ved jeg om en handling er politisk ukorrekt?

 

Godt spørgsmål. Det er vigtigt at vide hvornår nogen siger noget usensitivt, så man kan få den person fjernet fra samfundet. Retningslinierne er som følger:

 

Er konfrontationen mellem to hvide?

Ja: Den venstreorienterede har ret

Nej: Den hvide person undertrykker den etniske person

 

Her er en sjov øvelse for dig: Se hvor mange avisartikler du kan lave om til historier om racefordomme. Det er sjovt! Nogle politisk korrekte er så gode, at de kan lave vejrudsigten til at ligne en pamflet fra Ku Klux Klan!

 

Hvad skal jeg gøre hvis jeg ser nogen gøre noget politisk ukorrekt?

Det afhænger alt sammen af situationen. Hvis du ikke er i en autoritetsposition, så rapporter for guds skyld omgående denne aktivitet til hvem der nu har ansvaret. Hvis din skoleleder, arbejdsgiver eller overordnede er hip til 90´ernes trend, så vil han eller hun tage de nødvendige skridt for at få synderen straffet.

 

Men er det ikke censur?

 

Grundloven har aldrig tiltænkt at racisme, sexisme og usensitivitet skal udføres på andre af nogen. Det er ikke det ytringsfrihed handler om. Nogle kalder det censur. Politisk korrekte kalder det ”selektiv” tale. At sige noget negativt om en bestemt race eller et bestemt køn er lige så slemt som eksempelvis at slå dem i ansigtet. Vi kan bare ikke tillade den slags verbale angreb. 

 

Jeg har hørt meget om politisk korrekte ord der skal erstatte ”sort”, ”indianer” og så videre.

 

Ja, det er en del af den politisk korrekte bevægelse. Ser du, en del af den måde vi tænker om folk på kommer direkte fra de ord vi bruger til at beskrive dem. Tag eksempelvis ”sort”. Hvorfor skal en person dømmes på sin hudfarve?

 

Du mener at de hellere skal dømmes på indholdet af deres karakter?

 

Nej, jeg mener at de skal dømmes på hvor deres forfædre kommer fra. Hvis dine oldeforældre kommer fra Afrika, Asien eller noget i den stil, så skal du identificeres på det faktum. Du kan endda søge skolelegater på det grundlag!

 

Jeg er en blanding af fransk, tysk, engelsk og russisk. Kan jeg få et legat på dette grundlag?

 

Nej, der er intet legat til nogen af dem. Desværre. Men hvis du er en kvinde, så skulle der være en chance.

 

Hey, ville en hvid person fra Libyen eller Ægypten teknisk set ikke være en afroamerikaner?

 

Teknisk set ja, men det er ikke den slags afro-amerikaner vi mener. Vi mener sorte afro-amerikanere. Et andet eksempel: En hvid sydafrikansk indvandrer til Amerika er heller ikke en afro-amerikaner.

 

Hvordan kan jeg lære at gøre mit sprog mere politisk korrekt?

 

For mere hjælp se Det Politisk Korrekte Leksikon og slutningen af håndbogen.

 

Jeg vil gerne have, at mit barn bliver Politisk Korrekt. Hvad kan jeg gøre?

 

Tja, man kan begynde med at tvangsopmuntre studerende til frivilligt at bruge deres tid på filantropi. Derudover kan man genunderstrege ikke-vestlige perspektiver på historien. Og slutteligt kan man restrukturere test og quizzer så de reflekterer fordomme.

 

Det forstår jeg ikke.

 

Jo, måden systemet fungerer på nu er, at man selekterer underrepræsenterede minoriteter der har tendens til at klare sig værre i optagelsesprøver og sænker skolens adgangskrav og giver og tager præferentiel behandling. Dette er uretfærdigt og forkert.

 

Er det?

 

Ja. Den ægte Politisk Korrekte måde at gøre det er, at have forskellige beståelsesgrader for forskellige grupper, der lægger point til eller trækker point fra, afhængig af hvem der tager testen. Hvis du er hvid, så har du gennem livet nydt fordel af samfundet. Dette betyder, at du mister ti til femten point for at gøre testen retfærdig overfor alle andre.

 

Det lyder vel rigtigt.

 

Der ér rigtigt. Det er det gode ved Poilitisk Korrekthed.

 

Hvad skal jeg ellers passe på med?

 

Humor. Politisk Korrekte folk tager alt meget alvorligt. Vi vil ikke acceptere nogen kommentar, spøg, bemærkning eller noget der på nogen måder kunne være et racemæssig eller etnisk angreb.

Enhver racemæssig joke eller jokes der bare antyder kultur eller køn bør udelades. Ja, dette reducerer mest komedierne til sitcoms, men det er en lille pris at betale for social lighed.

 

Er det alt hvad der er ved den?

 

Ja. Den Politisk korrekte overbevisning er essentielt en anerkendelse af, at folk er lige i deres forskellighed. Vi glæder os i denne lighed ved at behandle folk forskelligt, baseret på deres lige individualitet. Hop ombord på vognen… vær Politisk Korrekt. Eller du er et intolerant, racistisk sexistisk, usensitivt svin.

Politisk Korrekte Leksikon

Abort: Nær-liv-oplevelse

Alkoholiker: Anti-sober-aktivist

Arbejdsløs: Ufrivillig frihedsejer

Bande: Ungdomsgruppe

Bandit: Moralsk etisk udfordret

Bibliotek: Uddannelsesmæssigt ressourcecenter

Blind: Fotonisk non-receptiv

Blind: Optisk mørkere

Blind: Visuelt udfordret

Bums: Malplaceret boligejer

Bums: Ufrivilligt boligpladseret

Butikstyv: Livsomkostnings-regulerings-specialist

Censur: Selektiv tale

Cowboy: Kvæg – control – officer

Doven: Motivationsmæssigt indisponeret

Dumpe: Opnå ufuldkommenhed

Dværg: Vertikalt udfordret

Døv: Visuelt orienteret

Fattig: Økonomisk marginaliseret

Fattig: Økonomisk uforberedt

Fed: Anderledes vægtet

Fed: Gravitationelt udfordret

Fed: Massemennesker

Fed: Mennesker af substans

Flygtning: Asylsøger

Forkert: Logisk anderledes

Fornærmelse: Følelsesmæssig voldtægt

Fuld af lort: Fækalt fuldkommen

Gammel Gris: Seksuelt fokuseret kronologisk begavet individ

Gammel: Kronologisk begunstiget

Gravid: Parasitmæssigt undertrykt

Grim: Ansigtsmæssigt udfordret

Grim: Kosmetisk anderledes

Grim: Æstetisk udfordret

Grov: Takt-forflygtigelse

Handicappet: Anderledes evnebegavet

Hjemløs: Resident fleksibel

Hjemløs: Terminfri

Hjemløs: Udendørs byresiderende

Husmor: Hjemmeingeniør

Hvid amerikaner: Racemæssigt udfordret

Hørende person: Midlertidigt lydbeevnet

I live: Midlertidigt metabolsk fungerende

Ignorant: Faktafrigjort

Ignorant: Videns-ubesiddende

Immigrant: Nytilkommen

Inkompetent: Anderledes kvalificeret

Inkompetent: Specielt beevnet

Inkompetent: Unikt sagkyndig

Jordskælv: Geologisk korrektion

Jæger: Bambislagter

Jæger: Dyremorder

Jæger: Kødlejemorder

Kannibalisme: Internt artsmåltid

Klods: Kinetisk udfordret

Klodset: Unikt koordineret

Kone: Ulønnet sexslave

Kriminalitetsindeks: Gadeaktivitetsideks

Kriminel: Forbedrelig karakter

Kronologisk sent: Temporært udfordret

Kropslugt: Indiskret odeur

Kujon: Udfordrings-udfordret

Landstryger: Ikkespecificeret bestemmelsessteds-individ

Lig: Permanent statisk post-human masse

Læringsuegnet: Selvfremmanende kognisk fungerende

Menstruation: Cyklisk udfordret

Nørd: Socialt udfordret

Pervers: Seksuelt dysfunktionel

Postmand: Brevbærer

Prostitueret: Sex-omsorgs-forsyner

Psyko-ævl: Konstruktivistisk feministisk psykoterapi

Racist: Genetisk diskriminerende

Rod: Anderledes organiseret

Sindssyge: Mentale eventyrere

Skaldet: Kam-fri

Skovhugger: Papirpirat

Skovhugger: Træslagter

Skraldemand: Sanitetsingeniør

Slum: Økonomisk undertrykkelses-zone

Snyde: Akademisk uærlighed

Taber: Andenpladstager

Taber: Unikt mulighedsgivet individ på alternativ karrieresti

Tankpasser: Benzinoverførselstekniker

Tigger: Uafhængig ansøger af private midler

Træ: Oxygen-udvekslings-enhed

Uærlig: Etisk desorienteret

 

Abstrakt
Politisk Korrekthed repræsenterer en regression i universitetsfunktionen i hvilken faderlig indflydelse afvises og en bipolar autoritetsforældermodel erstattes af én drejende sig om den Oprindelige Moders fertilisation. Faderlige indflydelser er dem der repræsenterer engagementet med den eksterne realitet, og regressionen til den Oprindelige Moder er derfor en afvisning af den eksterne virkelighed. Aspekter af universitetsfunktionerne der forklares med denne model inkluderer omvending af værdier, angrebet på hvide mænd, underordningen af rationalitet i beslutningstagning, balkaniseringen af universitetet, fremdriften mod det ekstreme og den feminine magts anormalitet.

 

Introduktion
Termen ”Politisk Korrekthed” fandt sin vej til offentlighedens bevidsthed gennem en artikel af Richard Bernstein i New York Times (1991). Den refererede til en samling venstreorienterede post-marxister i hvilken kampen mellem økonomiske klasser var erstattet af, som en primært ontologisk ramme, et mere differentieret sæt af modsætninger baseret på forskelle som køn, race og seksuel orientering. Altså som Bernstein fremlagde det:

 

”Centralt for Politisk Korrekthed, der har sine rødder i 1960´ernes radikalisme, er opfattelsen af, at vestlige samfund gennem århundreder har været domineret af hvad der ofte kaldes ”den hvide mandlige magtstruktur” eller ”patriakalske hegemoni”. En relateret overbevisning er den, at alle undtagen hvide heteroseksuelle mænd har lidt under én eller anden form for undertrykkelse og blevet nægtet en kulturel stemme…”(sektion 4:1)

 

Men for mange der har beskæftiget sig med dette fænomen, har det foruroligende ikke været det ideologiske indhold af Politisk Korrekthed, men den principielle argumentation den har påført:

 

”…mere end en ærlig overbevisning er Politisk Korrekthed blevet en sarkastisk spydighed anvendt af konservative, klassisk liberale og lignende, til at beskrive hvad de anser for værende tiltagende intolerance, lukning af debat, pres for at tilpasse sig et radikalt program eller risikere at blive anklaget for en almindeligt gentaget trio af tankeforseelser: sexisme, racisme og homofobi”. (4:4)

 

Som svar på disse anklager har de der har følt sig kritiserede for Politisk Korrekthed svaret på et antal måder. Ofte har de både benægtet at der fandtes nogle krav om at være politisk korrekt og anklaget kritikerne af de samme tankeforseelser som i første omgang blev anført de politisk korrekte (Fried, 1991). Generelt har svaret været at angribe kritikerne af politisk korrektheds motiver. Eksempelvis er disse kritikere blevet anklaget for at være agenter for højreorienterede tænketanke (Wiener, 1992), eller ellers højreorienterede der ikke havde andre at vende deres gift imod, nu da den kolde krig er slut (se eksempelvis Gitlin 1992, selvom hans eget perspektiv er meget bredere, nuanceret og på ingen måde et eksempel på Politisk Korrekthed).
Disse argumenter har ingen tilsyneladende tilknytning til mig. Jeg har aldrig modtaget nogen penge fra en højreorienteret tænketank og min modstand mod Politisk Korrekthed går tilbage til før enden af Den Kolde Krig. Faktisk var min første erfaring med Politisk Korrekthed i 1971. Men det kan være nyttigt, i forbindelse med introduktionen af Politisk Korrekthed at rapportere mine første erfaringer med den indenfor den seneste fortid.

 

Det var i 1987, efter jeg var vendt tilbage fra en sabbat hvor jeg havde arbejdet på en bog om narcissistiske processer i organisationer. Uddannelsesstedets rektor var interesseret i mit arbejde og spurgte mig om jeg ville lave en præsentation ved et institut han var ved at starte. Præsentationen, der i sidste instans endte med at blive til kapitel syv i min bog ”Narcissistic Process and Corporate Decay” (1990), krævede en præsentation af Freud´s koncept om Ødipuskomplekset.
Og mens jeg gennemgik denne del af argumentet fik en kvinde i publikum, der tilfældigvis var formand for psykologiafdelingen, hvad jeg kun kan beskrive som et ”flip”. Uden at adressere sig om noget konkret jeg havde sagt, og uden noget forsøg på at kontrollere sit raseri, sagde hun, at Freud var sexist og misogynist og fortsatte med at fordømme hele det psykoanalytiske foretagende, som hun sagde var ”gennemsyret” af sexisme og racisme. I takt med hendes tale blev det klart for mig at hun ikke helt vidste hvad hun talte om. Hun sagde, at eksempelvis Ødipuskomplekset ikke passede på kvinder, hvilket var derfor Freud opfandt ideen om Electrakomplekset. Hun var åbenbart ikke klar over det faktum, at det var Jung, ikke Freud, der anvendte termen ”Electrakompleks”.
Til trods for denne kvindes åbenlyse mangel på fundament i det hun talte om, så syntes hendes stemme at udtrykke en følelse af absolut autoritet. Jeg kan huske at dette slog mig som værende meget underligt. Men hvad der slog mig som værende endnu mere underligt var, at da hun gik i gang med dette oprørte optrin, så de andre medlemmer af publikum ikke på hende, som om hun opførte sig underligt, men de så på mig for at se om jeg havde gjort noget forargeligt eller afskyeligt. Jeg kan huske at jeg på det tidspunkt tænkte, at hvad der foregik i det rum var ikke sådan ting burde foregå på et universitet.
Jeg kan ikke påstå at jeg følte mig såret over denne interaktion. Jeg var mere desorienteret end noget andet. Men jeg havde dog følelsen af, at hvis begivenheder som denne begyndte at blive karakteristisk for universitetet, så indikerede det, at der var noget ragende galt i en institution der var meget vigtig for mig, og jeg følte en grad af harme over dette. Jeg følte også, at jeg burde sætte sådanne processer under undersøgelsesfokus.
Resultatet af denne undersøgelse er hvad jeg præsenterer i dette papir. I et tidligere papir (Schwartz, 1993), beskrev jeg et antal tilfælde af Politisk Korrekthed og forsøgte at forklare dem indenfor en teoretisk ramme. Det nærværende papir repræsenterer en mere sofistikeret udvikling af denne ramme.

 

Mit argument vil være, at processen involveret i Politisk Korrekthed repræsenterer et regressivt skift i organisatorisk funktion fra hvad jeg vil kalde ”to-forældre”-modellen, hvilket involverer både moderlige og faderlige elementer, til en primitiv modermodel, fra hvilken faderlige elementer er frigjort. Jeg vil begynde med at elaborere det psykologiske grundlag på hvilken denne analyse hviler.

 

Narcissisme, Egoidealet og Superegoet
Ifølge den psykoanalytiske grundteori (Mahler, Pine og Bergman, 1975), så har barnet i begyndelsen ikke endnu formet en grænse mellem sig selv og sin moder. Moderens totale hengivelse til barnet, som for barnet er hele verden, resulterer i, at barnet opfatter sig selv som ”primær narcissisme”. Som tiden går, bliver barnet smerteligt opmærksom på det faktum, at verden ikke kærligt roterer om det, og føler sig som resultat deraf isoleret og hjælpeløst. For at undslippe sin hjælpeløshed fantaserer barnet om en omnipotent moder, der kun elsker barnet, og med hvilken det kan fusionere og vende tilbage til det oprindelige narcissistiske stade (1).
Fantasien om at være returneret til det narcissistiske fusionsstade er refereret til af Freud (1914, 1921) som et egoideal. For Freud var udviklingen af teorien om egoidealet som en psykologisk konfiguration adskilt fra superegoet en kort affære. Videreudviklingen af denne teori på sine egne betingelser var et arbejde for andre, nærmere Chasseguet-Smirgel (1985,1986). For hende repræsenterer egoidealet en verden uden grænser. I en sådan verden ville vi være i stand til, at gøre præcist hvad vi ville, og få det ud af det vi ønskede, eftersom verden ville være struktureret til at opfylde vore ønsker. Ifølge denne vision ville vi være perfekt hjemme i denne verden uden angst eller skam, sikre på os selv, sikre på validiteten af vores adfærd, uden tvivl eller marginal. På det individuelle niveau ligger egoidealet under vores elskede selvopfattelser. På det kollektive niveau ligger ideen om et samfund manifesterende egoidealet bag vores billede af Utopia.
 
Problemet er, at vores erfaring aldrig helt korresponderer med egoidealet. Vi kommer aldrig til at blive centrum for en elskende verden. Problemet er, at verden ikke er vores mor. Den har en uafhængig eksistens udenfor os selv. Verden manifesterer en kold, magtfuld ligegyldighed. Den giver ikke bare, men stiller krav til os som vi må opfylde hvis den skal opretholde os.
For Freud (1923) internaliserer vi i løbet af en normal udvikling disse krav gennem det ødipale stade til formning af superegoet. I takt med at egoidealet struktureres omkring en idealiseret moder, er superegoet struktureret omkring en idealiseret fader (2).

 

Differentieringen mellem maternale og paternale roller vokser naturligvis ud af, og udtrykker sig selv, i nogen grad forskellige udviklingsmønstre for piger og drenge. Pointen jeg vil gøre i dette papir er, at modning kræver udviklingen af kapaciteten for begge roller, men det er helt sikkert korrekt, at de to køn i denne henseende har forskellige inklinationer. Chasseguet-Smirgel´s analyse (1986), som jeg her følger og hvis implikationer jeg har udviklet fuldt andetsteds (Schwartz, 1995), vedholder, at børn føler sig hjælpeløse i moderens nærhed, som de ikke desto mindre elsker dybt. Piger kan løse deres hjælpeløshed ved at identificere sig med hende og hendes magt. Drenge har ikke den mulighed og må finde en måde at sikre en uafhængig identitet som vil være, på samme tid, værdsat af kvinder. Dette har været roden af den paternale rolle.

 

Faderens funktion, som den i den forbindelse er fremkommet, har været at møde den indifferente eksterne verden og gøre denne verden åben for familielivet. Hans rolle har været, at skabe distance mellem familien og den eksterne virkelighed, således at egoidealet, repræsenteret af moderen, kunne operere indenfor familien, givende børnene en dyb følelse af at være vigtige og elskede. Faderens rolle med hensyn til børnene var at indoktrinere superegoet ved at repræsentere ligegyldig ekstern virkelighed indenfor familien så, ved at præge ham, børnene kunne lære at klare virkeligheden (3).

 

Altså agerer faderen som agent for den eksterne verden. Gennem hans forbud repræsenterer han dens indifference og krav. Over tid optager børnene faderens forbud i dem selv. De bygger strukturerne af verdens begrænsninger ind i deres egen karakter, fæstnende den omkring kernen af hvad de kalder ”virkelighed”. Det er på denne måde at børn lærer udvekslingsreglerne der opererer indenfor deres kultur: hvad de er nødt til at gøre er, på en reciprok måde, at enes med andre der er dem indifferent. For at få styr på disse regler, ændres de eksterne krav til pligter, og derigennem forstår hvad de tidligere ikke kunne forstå: hvorfor de skal gøre hvad de ikke ønsker at gøre.

 

Gennem superegoet er folk, især mænd, i stand til at opgive kærligheden fra den Oprindelige Moder under løftet om senere gennem aktiviteter i verden at være i stand til at gøre sig fortjent til egoidealet. Man kan let se værdien at superegoet ved at reflektere over den kulturelt nyttige aktivitet den genererer. På samme tid er det også muligt at observere at superegoet bevarer samfundet fra virkelighedens forstyrrelse og følelsen af uendelig ret som narcissismen ellers ville regenerere.
Intet af dette fratager værdien af egoidealet og den moderlige rolle. Kun egoidealet kan give inspiration til hvad der ellers ville være et tørt og glædesløst mønster af pligter. Altså strukturerer superegoet vores forståelse af hvordan vi er adskilte fra verden omkring os, og derfor hvordan vi bliver nødt til at møde den på dens egne betingelser. Egoidealet giver mening til dette engagement ved at give os et billede af at kunne overkomme vores separation og blive ét med verden. Samfundet kan ses involvere en intim interaktion af egoidealet og superegoet.
Den traditionelle familie, som Freud forstod den, manifesterer hvad jeg vil kalde en bipolar forældremodel af børneopfostring. Den inkorporerer både faderlige og moderlige elementer, anerkendende forskellene og værdien af begge. Den leder til et billede af autoritet der er både realistisk og kærligt.

 

Politisk Korrekthed og regression
For at kunne forstå Politisk Korrekthed må man anerkende at i de seneste årtier, især siden de sene tressere, er faderens rolle, superegoet, blevet forkastet. På dens plads har været dominansen af præ-ødipal narcissisme, hvis centrale karakteristik er fusion med den Oprindelige Moder.
Denne udvikling har et antal aspekter, men to er af særlig vigtighed. Først den filosofiske strømning typisk refereret til som postmodernisme eller poststrukturalisme, associeret med forskellige skrifter af Jacques Derrida, Michel Foucault, Jaques Lacan, Francois Lyotard og andre. Hvad man finder i disse værker er den generelle position, at der ikke findes nogen objektiv ekstern verden. Viden er kun sprog og sprog refererer kun til andre sprog. Ideen om at der eksisterer en eksterne verden er associeret med patriakatet, som anvender den i mandens undertrykkende tjeneste, holdende nede og marginaliserende det spontane, det organiske, det feminine.
På samme tid har den maternale orientering selv kommet med et bud på dominansen gennem et antal af varierende feminismer. Sættende op en modsætning mellem, på den ene side den angiveligt regelbundne, hierarkiske, aggressive mandlige orientering, og på den anden side, den angiveligt spontane, omsorgsfulde, ikke-hierakiske, opfattende kvindelige orientering, har et bredt spektrum af skribenter søgt at portrættere hvad de ser som kvindens kendetegnede psykologi, som jeg ganske enkelt skal referere til som det feminine, som et alternativt organiserende princip til hvad de ser som mandlig dominans (Gilligan, 1982; MacKinnon, 1989; Calas and Smircich, 1991; Irigaray, 1985).
I den udstrækning at feministiske skribenter angiver det feminine som komplementært til det maskuline, som en side af personligheden der, i vores samfund, og især udenfor familien, har behøvet yderligere udtryk, synes deres arbejde for mig at repræsentere et interessant, værdifuldt og essentielt synspunkt (Benjamin, 1988). Dog set indenfor den postmoderne kontekst betyder det samtidige angreb på det mandlige og glorificeringen af det kvindelige noget andet. De betyder ikke revisionen af ideen om optimal udvikling ved at tilføje maternale elementer til paternale elementer. Vi ser snarere et skift i legemliggørelsen af autoritet fra den bipolare forældremodel til én baseret på den mere primitive Oprindelige Moder. Faren ved dette skift er ikke så meget at det forkaster faderen, men at det politiserer forkastelsen af hvad faderen repræsenterer – selve den eksterne virkelighed. Dette er hvad vi ser ske i Politisk Korrekthed.

 

Fra de bipolare forældre til det primitive maternale i universitetet
For at forstå betydningen af revolten mod det paternale indenfor universitetet, må vi forstå hvordan superegoet, det institutionaliserede paternale, traditionelt opererer i den institutionelle kontekst. Dette er enkelt. I den bipolare forældremodel betyder universitetet generationens succesopnåelse.
Vi kan anskue dette som den vellykkede transformation af virkeligheden, enten fysisk eller gennem en tiltagende forståelse af denne virkelighed.
Superegoets funktion i universitetet er primært indoktrineringen af standarder. Universitetet antager at der er en ekstern verden som kan kendes på bedre eller værre måder. Betydningen af standarder er etableringen af de bedste måder at kende verden på, baseret på hele det menneskelige engagement med denne verden. Funktionen af forskning er selvfølgelig at lære verden bedre at kende og derigennem løfte kendskabets standarder. Med hensyn til undervisning fungerer universitetsfunktionerne ideelt som fader, der forbereder de studerende til at opnå noget i den verden baseret på modellen ”godt arbejde”, arbejde i overensstemmelse med de højeste standarder, og den differentierede belønning fra godt arbejde i modsætning til dårligt arbejde. Hvis processen er succesfuld internaliseres denne polaritet mellem godt arbejde og dårligt arbejde som en del af superegoet, og går ud i verden hvor han eller hun gør godt arbejde baseret på denne internalisering.

 

Hvad angår beslutningstagning i det bipolære forældreuniversitet manifesterer superegoet sig selv som intentionel rationalitet. Superegoet placerer ved at anerkende eksistensen af en objektiv ekstern verden der kan straffe os hvis vi gør tingene forkert en præmie for at gøre tingene korrekt. Hele farvespektret af procedurer for at lave beslutninger på universitetet eksisterer med det formål at tage aktion på muligheder og udsætte dem for rationel, logisk kritik og eliminering af snæversynet og narcissistiske fordomme og komme så tæt som muligt på en handlingskurs der vil have det konkrete ønskede resultat. Dette er helt sikkert ikke for at sige at universitetet på nogen måde mere ender med det korrekte resultat end nogen eller noget andet. Dette betyder selvfølgelig ikke, at universitetsprofessorer er mindre narcissistiske end alle andre – et synspunkt som kun de der ikke er familiære med universitetet kan opretholde. Det er ganske enkelt at sige, at rationel kritik er en accepteret og legitimeret universitetsdiskurstilstand, som de forstyrrelser som narcissistiske fordomme skaber, anerkender som forstyrrelser, og at strukturerne skabt til at begrænse deres effekter ses som legitime.  

 

Intet af dette er for at benægte at egoidealet er til stede på universitetet i lige målestok med superegoet. Egoidealet er nødvendigt for at transformere krav til idealer, uden hvilke universitetet ville miste eksistensen af sin ånd, og uden hvilke, helt sikkert, det ville være umuligt at give mening til ideen om den tilgodesete. Egoidealet er også til stede, måske vigtigst af alt, i næringen af den individuelle studerende, gørende det muligt for den studerende at acceptere hans eller hendes spontanitet, som er kilden til kreativitet. Det bør i den forbindelse aldrig glemmes, at musen er en kvindelig figur. Men indenfor det bipolare forældreuniversitet er jagten på idealer kanaliseret af repræsentationen af eksterne krav om godt arbejde og konkrete resultater. Men sæt spørgsmålstegn ved ideen om en selvopholden, objektiv, ekstern verden, og man underminerer betydningen af faderen. Tag ideen om en objektiv verden væk, og man fornægter legitimiteten af eksterne krav og det superego den repræsenterer. Krav ses som undertrykkelse. Fornægt superegoet og alt hvad der er tilbage er narcissisme; det eneste spørgsmål bliver ”hvis narcissisme?”. Ideen om resultater og skelnen mellem godt og dårligt arbejde bliver så til tilfældige kategoriseringer hvis mening skal findes i udtrykket af faderens narcissisme. Der findes ingen god grund til at forklare hvorfor børn ikke skulle være i stand til at leve i permanent lykke i deres nærhed med den Oprindelige Moder. Hendes magt ville garantere deres lykke, hvis bare man kunne slippe af med hans magt. Forsøget på at slippe af med faderen og den eksterne verden han repræsenterer, er meningen med det politisk korrekte universitet.

 

Struktur og proces i det politisk korrekte universitet
For at være i stand til at forstå både appellen og faren ved en organisation baseret på den primitive moder, er det nødvendigt at understrege det faktum at den Oprindelige Moder er en fantasi. Hun er ikke en virkelig moder. Hun er billedet af moderen kastet i mulden af barnets begær. Den Oprindelige Moder er fantasien af en person der ville fuldende cirklen af en kærlig verden centreret omkring barnet. Hun er med andre ord fuldendelsen af barnets narcissisme. Når individer identificerer sig med hende, når de genskaber sig selv i hendes billede opgiver de deres egen voksenkarakter og genskaber sig selv på basis af de mest primitive niveauer af deres psyke. Appellen af denne regression er klar nok. Vi ønsker alle at fusionere med den Oprindelige Moder og igen blive centrum for en kærlig verden. Men som universitetets organisationsprincip er reglen om den Oprindelige Moder ikke så perfekt som man skulle forestille sig.

 

Først bør man bemærke sig, at den kærlige verden i hvilken personen ville være centrum, kun ville have én person i den, plus den persons refleksioner: den ville ikke indeholde nogen uafhængige andre. Dette ses ikke af det narcissistiske barn som noget problem, der ikke ser noget behov for uafhængige andre. Men som organisationsprincip i den virkelige verden der indeholder virkelige andre, har dette en modsigelse ved sin kerne.
Narcissisme, som forbindelsen med den Oprindelige Moder skatter og garanterer, gør det umuligt at leve fredfyldt i en verden hvor der er virkelige andre. Jeg kræver at du sætter mig i centrum af din verden, og du kræver at jeg sætter dig i centrum af min verden. Der er ingen måde hvor på vi kan finde ud af den andens ”andenhed”. Den må nødvendigvis mødes med total følelsesmæssig afvisning og had. Den hører ikke til i den ”gode” verden der har mig som centrum, og den må derfor være ”ond”. Floden mellem os er absolut. Hvordan kan organisation overhovedet være mulig?

 

Sagt enkelt er den Oprindelige Moders kærlighed, der synes at ville gøre verden komplet, tilsyneladende det perfekte organisationsprincip. Dog i virkeligheden ville det ryste verden. Det er det perfekte princip for desorganisation, for kaos (4).
Problemet her er at kærlighed er specifik. Den slags ubetinget kærlighed der definerer den Oprindelige Moder betyder for os, at hun (eller han) tager vores synspunkt uden at dømme det eller kategorisere det. Kærlighed betyder at blive accepteret fordi vi er nøjagtigt som vi er. Men vor egen inklusion på grundlag af sådanne specifikationer definerer for os et moralsk univers, der ekskluderer alle der ikke er som os, hvilket vil sige alle andre end os.

 

På ét niveau løses dette problem af gruppens psykologi. Hvis personen kan erstatte en gruppeidentitet for en individuel identitet, bliver social organisation mulig på gruppens niveau. En idé om sig selv som medlem af en gruppe kan anvendes som sit egoideal. Dette åbner for muligheden at andre kan adoptere det samme egoideal. Dem der gør det kan identificere sig med hinanden, baseret på denne fundamentale lighed. På denne måde er relationer der tidligere blev karakteriseret af misundelse og fjendskab transformeres til gruppefølelse (Freud, 1921)

 

Men dette betyder, at problemet med narcissistisk desorganisation vil genopstå grupperne imellem. I stedet for at tro at verden drejer sig om os som individer, så tror vi at verden drejer sig om os i kraft af vores gruppeidentitet. Det er disse udenfor gruppen, de der ikke tager gruppen som deres egoideal, der nu opfattes som trusler og som ikke tilhørende verden. Altså har vi erstattet fjendtligtsindede individer med fjendtligtsindede grupper. Dette er det første element af strukturen på politisk korrekte universiteter.

 

Det andet organisationsprogram baseret på den Oprindelige Moder er behovet for at skabe en følelsesmæssig forbindelse gennem hvilken gruppen kan gøre krav på hende. I familien, eller for den sags skyld i japanske organisationer hvor det maternale princip er magtfuldt (Doi, 1973), er en stærk interesse fra moderens side søgt gennem en appel baseret på kontinuerlig association. Men på universitetet hvor mennesker kommer og går, er dette ikke en levedygtig mulighed. På universiteterne domineret af Politisk Korrekthed (5), klares dette problem gennem abstraktion. Abstraktionen handler om ideen om barnet der mest behøver kærlighed, det der er blevet mindst elsket i fortiden, offeret. Det er denne abstraktion, dette specifikke krav på at være blevet skadet på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt, der skaber basis for gruppens identitet. Dette giver grunden til, hvorfor individer der afviger fra gruppen med hensyn til ideologien om gruppens offerrolle, bliver behandlet som om de ikke tilhører gruppen (Carter, 1991). Det er derfor en fejltagelse at anskue disse grupper som definerede af en ideologi om demografiske karakteristika. Min pointe her er, at ideen om disse gruppekonflikter hviler mindre på forståelsen af kravene fra de specifikke grupper mod hinanden end på forståelsen af de fundamentale intrapsykiske dynamikker af den sociale konstruktion af selve ideen om sådanne konflikter.
Denne differentiering i grupper baseret på graden af værende offer afgør logikken om, hvilken social struktur der udvikles indenfor det politisk korrekte universitet, hvilket er henholdsvist at elske offeret og samtidigt trække kærlighed fra, og hade de der tidligere er blevet elsket, der nu bliver set som dem der stjal kærligheden fra de der nu behøver den.
Altså transformerer politisk korrekthed universitetet om til en slagmark mellem de gode kræfter, personifiseret af ofrene og deres retmæssige allierede, og de onde kræfter, personificeret af undertrykkerne: de der tidligere havde status, og hele mængden af sociale institutioner gennem hvilke de opnåede denne status og vedligeholdt den.

 

Den Politiske Korrektheds dynamik: Omvendelsen af værdierne og transformationen af universitetet
Præmissen for superegoet er, at kærlighed må fortjenes gennem godt arbejde. Men superegoet kan ikke forsyne os med kærlighed, men kun med respekt. Kærlighed knytter sig til hvem vi er, ikke hvad vi gør; den kan ikke fortjenes (Sennet og Cobb, 1972). Men superegoet kan skaffe det kriterium på hvilket folk enes om at en person skal elskes, baseret på fyldestgørelsen af dets krav. Dette skaber det basis for den sociale dramatisering af kærlighed vi kalder status eller prestige, og det er den de med lav status føler sig snydt for.

 

Når ideen om den objektive eksterne verden er tabt, så giver ideen om resultater, om at opnå kærlighed på basis af godt arbejde, ikke længere mening. Individer der i fortiden har haft status, og legitimeret denne status med resultater, bliver i stedet set som havende opnået deres status illegitimt. Ideen om opnåelse af status gennem resultater bliver set som et dække for tyveri. De der har haft status redefineres derfor som havende stjålet kærlighed fra de med lav status. De ses som undertrykkere der fortjener at blive hadet og angrebet og få deres magt destrueret. På den anden side er de under det oprindelige maternale princip, de der mest har brug for kærlighed. Derfor kommer den sociale dramatisering til at blive fokuseret på dem. 

 

I fraværet af superegoet bliver denne tvedelte proces med at udrydde undertrykkerne og udtrykke kærlighed for ofrene hele meningen med universitetet.
Eksempelvis hele naturen af hvad der konstituerer viden ændres på det politisk korrekte universitet. Viden bliver hvad der end udtrykker had mod undertrykkerne og kærlighed mod ofrene.
Med denne ændring kommer ændringen af ideerne om transmissionen af denne viden, i form af undervisning, i skabelsen af ny viden og i form af forskning og undervisning. Eksempelvis undervisning er ikke længere studiet af intellektuelle og artistiske resultater, karakteristik af superegoet, men bliver en politiseret proces i hvilken det godes kræfter bliver trænet og mobiliseret og det ondes kræfter bliver forkastet. Alt hvad der gøres er legitimeret med reference til funktionen i kampen. Den narcissistiske præmis her er at alt andet tjener undertrykkelsens formål. Som det velkendte tresserslogan udtrykte det: ”Hvis du ikke er en del af løsningen, så er du en del af problemet”.
I alt dette finder vi den nedgørelse af ideen om at stort arbejde er tæt knyttet til undervurderingen af resultater som jeg allerede har diskuteret. Selve ideen om stort arbejde bliver set som en undertrykkelsesteknik (Searle, 1992)

 

Angrebet på hvide mænd
Denne logiklinie hjælper til at forstå én af de mest slående kulturelle udviklinger i vor tid: angrebet på de hvide mænd. Som Richard Shweder, skribent på The New York Times har observeret, ”hvid mand”, død eller levende, bliver nu brugt som en beskyldning....en fornærmelse”. Efterfølgende med de almindelige tanker bag angrebet, sagde han.

 

”De venstreorienterede nyder brugen af ordene. De mener at hvide mænd har haft centerscenen for længe, at det er tid for ofrene. (1991: sektion 4:15)

 

Klart nok ses angrebet på hvide mænd som et angreb på hvad der ses som den dominerende gruppe. For mig er dette relativt uvigtigt. Af grunde som Hegel (1964) refererede til som herrens og slavens dialektik, så er erstatningen af gamle eliter med nye eliter et gammelt historisk mønster. Effekterne af dette mønster er uden tvivl ofte blevet saluteret.

 

Hvad vigtigere er, at angrebet på den hvide mand er et angreb på selve superegoet. At angrebet på den hvide mand er et angreb på superegoet kan ses af det faktum, at den grund på hvilken de hvide mænds prestige hviler, sjældent nævnes. Dette er en vigtig undladelse. For hvis hvide mænd i fortiden har haft prestige, så har det ikke været helt ufortjent. Videnskab, teknologi, økonomi, de sociale og politiske institutioner, ja universitetet selv, alle reflekterer vestlige mænds bidrag, helt ude af proportioner med deres antal. At placere hvide mænd på den grimme side af en klar skelnen mellem godt og ondt mangler i det mindste at anerkende, for ikke at tale om at være taknemmelig for disse bidrag.
Dette standpunkt giver kun mening hvis man antager, i overensstemmelse med narcissistisk psykologi, at gode ting simpelthen sker, som ved et trylleslag, fordi det bør de gøre, uden at nogen har gjort noget for at frembringe dem. Superegoets psykologi er en gørende psykologi, mens præ-ødipal narcissistisk psykologi er en værende psykologi. Det er kun indenfor denne primitive psykologi at det faktum, at mange gode ting sker, kun fordi nogle har arbejdet på at få dem til at ske, simpelthen kan forsvinde.

 

Underordningen af rationalitet i beslutningstagning
Det sidste punkt peger på en anden interessant og vigtig dynamik. Jeg opfatter denne dynamik som underordningen af sandheden under godheden. Præmissen for superegoet er indifferencen mod verden. Sandheden ses som neutral og gives uafhængig stand. På den anden side hviler narcissistisk psykologi alle overvejelser på en tidligere differentiering mellem gode folk og onde folk, hvis ideer indeholder denne godhed og ondskab i sig. Ideen om en uafhængig sandhed erstattes med opfattelsen af relativ ”sandhed”, hvilket ikke antages at have selv muligheden for validitet udenfor det samfund der anvender den (Fish, 1992). Tvunget af den moralisme jeg har beskrevet, begynder denne tilgang at betyde at følelserne udtrykt af en god person må gives validitet uden noget uafhængigt mål af enighed om disse følelser med fakta er nødvendige. Til kontrast er det nok at klassificere en taler som medlem af en ond gruppe for at miskreditere hvad denne person siger, uden nogen form for skelnen til indholdet af hvad der siges. Inden for den politiske korrektheds kontekst er logikkens kriterium erstattet af argumentets særinteresser.
Dette giver i øvrigt et svar på de der fastholder, at hvad der foregår i det politisk korrekte universitet er det samme som der altid har foregået. Universitetet som disse individer vedligeholder, har altid været et diskuterende sted. Som svar på dette må man tilstå, at universitetet altid har været et diskuterende sted, men disse diskussioner har beskæftiget sig med hvad der er sandhed og hvem der har ret. I nutidens politiske korrekthed er spørgsmålet blevet ”hvem er god?”
Man må på ethvert plan kunne forestille sig den gennemslagskraft denne udvikling har på beslutningstagning. Beslutningstagning i det politisk korrekte universitet mister selv intentionen om at være rationel. Argumenter om mulige aktionskurser involverer ikke længere overvejelser vedrørende de faktiske effekter politikerne vil have. I stedet vender processen sig mod anerkendelsen af den enkeltes godhed og tilskrivning af ondskab til modstanderne (Schwartz, 1993).

 

Balkaniseringen af universitetet
Strukturer under superegoet er adfærdsmæssige strukturer: delingen af arbejde. Formålet med denne adfærdsmæssige struktur er at organisere forfølgelsen af resultater og konkurrencen til at sætte dens standarder. Under egoidealets enevældige operation bliver struktur nærmere en moralsk struktur: god gruppe mod ond gruppe.
Fra dette fremstrakte punkt kan vi forstå hvorfor studerende i stedet for at konkurrere om resultater, er optagede af at konkurrere i konkurrencen om sympati, ja selv medlidenhed. Ved at vise at de i fortiden var ofre, undertrykte, misbrugte og devaluerede, anslår de studerende deres kompensationskrav og underkender andres krav. Fra dette standpunkt kan vi forstå den udvikling der balkaniserer studerendes kroppe ind i adskilte grupper, promoverende deres konkurrerende undertrykkelseshistorier og nødlidenhed. Denne følelsesmæssigt ladede konflikt, når den finder sted i vores intenderede multikulturelle universiteter, er uden tvivl en kilde til konstant undren, forvirrethed og sørgmodighed for de velmenende individer der har skabt dette. Det var helt sikkert ikke meningen. For dem ”...er pointen at samle forskelligheder på en sådan måde, at ingen får deres integritet destrueret”. Det havde en mosaik i tankerne, et kludetæppe i hvilket ”forskelligheder sammensyes ved kanterne til formning af et hele” (Choi og Murphy, 1992). Men ved at etablere narcissismen som norm for universitetslivet, har advokaterne for Politisk Korrekthed gjort det uundgåeligt, at det virkelige universitet ville blive hjemstedet for bitterhed, misundelse og ond vilje.
Fjendtlighed og afsky er ikke blot midlertidige følelser der vil forsvinde i det politisk korrekte universitet; de er bygget ind i selve universitetets struktur. Det faktum at hver af disse grupper anerkender og er konstituerede af forskellen fra andre, betyder ikke, som Choi og Murphy synes at mene, at de værdsætter disse forskelle. Alt hvad det betyder, indenfor narcissistisk psykologi er, at de definerer sig selv mod de andre.
Det er superegoet fra hvis indifferente fremstrakte punkt hver stemme kun er én af mange, der gør det muligt for grupper at enes med hinanden. Selvfølgelig kan superegoet ændres. Det faktum at det kan ændres i overensstemmelse med en til stadighed ændrende og udviklende virkelighed er impliceret i termen ”rationel” i konceptet af legal-rational autoritet (Weber, 1947). Men superegoet er ikke blot en stemme blandt andre. Det må findes i toppen af hierakiet, ikke kun hvis det overhovedet skal fungere, men også hvis andre stemmer skal fungere uden at udfordre hinanden i duel til døden. Argumenterbart er legalt-rationel autoritet den største bedrift i vestlig civilisation. Med ideen om dens regler, dens hvilen på fornuft, dens krav på overordnet status ses legal-rational autoritet af politisk korrekthed som selve kilden til undertrykkelse (MacKinnon, 1989) og dette er sandsynligvis en grund til bekymring.

 

Stræben mod det ekstreme
Superegoets psykologi indeholder en indbygget konservatisme. Denne psykologi hviler på en internalisering af ekstern orden og placerer en præmie på vedligeholdelsen af etableret struktur. I politik presser superegoet fremad mod en løsning der kan anvendes universelt og derefter mod accepten og vedligeholdelsen af dette system. Narcissistisk psykologi har, fordi den presser for opnåelsen af noget der ikke kan opnås, en indbygget radikal fordom. Superegoets psykologi er åbenbaret gennem skabelsen af en organisation. Idealegoet prøver at erkende sig selv gennem skabelsen af bevægelse. Historien synes for mig at favne begge disse dynamikker og anbefaler en tilpas balance mellem dem. Men når superegoets realisme er afvist, skaber egoidealets eneste operation en politik der manifesterer hvad jeg opfatter som en stræben mod det ekstreme. Der er et antal dimensioner til dette.

 

Først er hvad vi kan se som den uopnåelige tilfredsstillelse af krav. I fraværet af et superego der kan veje mellem rimelige og urimelige krav, må målbarheden af at være offer være den subjektive følelse af at være offer. Følelsen af at være et offer kan helt sikkert komme fra reel offerrolle, men udforskningen af narcissisme viser, at denne følelse også kan komme gennem fortolkningen af verdens indifference som en personlig trussel. Dette er selvfølgelig paranoiaens mekanisme. Dette betyder, at i takt med at den virkelige offerrolle elimineres, kommer universitetets proces i fare for at komme under kontrol af samfundets lettest fornærmelige, mest paranoide elementer.

 

Utilfredsstillelsen af krav har tilknyttet et andet krav. Som Maslow (1970) observerede, ønsker de fleste af os en positiv opfattelse af os selv. Vi ønsker at se os selv, og ønsker at andre ser os, som personer der har gjort noget der har været det hele værd: at have en opfattelse af os selv som stærke og aktive. Vi ønsker med andre ord respekt og selvrespekt. Men dette er ikke noget vi kan opnå ved i fortiden at have været ofre.

 

I bedste fald reflekterer anerkendelsen af én selv som havende været et offer, en opfattelse af selvet som komparativt svagt og passivt. Selvfølgelig kan omstændighederne af offerrollen have været sådan, at ethvert selv ville have overkommet det. Det må være som det vil, men der er ingen løsning på dette dilemma. Fejlslag, hvor uundgåeligt det end er, er stadig fejlslag. Og andres medlidenhed kan aldrig hjælpe os med at lægge vores egen følelse af at være emne for medlidenhed bag os. I værste fald taler kravholderne af offerrolle for døve øren, og bliver mødt med tiltagende afvisning, fjendtlighed og følelsen af, at nogen får mere en nogen fortjener. I fraværet af et superego der kunne tilbyde et program for opnåelsen af respekt, vil opfattelsen af at andre har medlidenhed eller afviser dem, sandsynligvis kun løfte niveauet af offergruppens følelse af at være uelsket. Sørgeligt nok leder narcissismens logik offergrupperne til at forøge deres bestræbelser, hvilket forårsagede denne pine i første omgang.

 

En anden grund til hvorfor politisk korrekthed tenderer at bevæge universitetet mod det ekstreme, har at gøre med moraldebattens logik. Som før nævnt drejer debatten om Superegoet sig om emnet hvad der er sandt, og hvilken handlingskurs der er rigtig. Under den Oprindelige Moders herredømme kommer debatten til at handle om hvem der er god. Målet med debatten er at vise at modstanderen er ond (i dette tilfælde racistisk, sexistisk, homofobisk og des lige) og ”jeg” er god. For visse grupper betyder det at være god blot medlemskab af gruppen, som defineret af dens offerideologi. For andre, og især for hvide mænd, betyder godhed at bevise sin godhed til trods for sin gruppeidentifikation. Resultatet af dette er, at for hvide mænd der udgør universitetets magtstruktur bliver der kontinuerligt stillet spørgsmålstegn og der må hele tiden demonstreres godhed gennem en slags moralsk bannerføring der opererer ved en tiltagende énsretning.

 

Oven på dette må man se den intrapsykiske dimension der opererer her. Det politisk korrekte individ, især den hvide mand, må ikke kun operere i forhold til retningslinierne for moralsk godhed. Han må også overfor sig selv bevise at han er god. Men godhed betyder i dette tilfælde den undertryktes absolutte kærlighed. Der er ikke plads til ambivalens eller relativ udmåling. Alligevel er kærlighed indenfor egoidealets domæne. Den er irreduktibelt narcissistisk. Selv en moders kærlighed til sit barn baserer sig på hendes identifikation med barnet.

 

De undertryktes kærlighed kræver noget der er psykologisk umuligt, nemlig den permanente forkastelse af sin egen identitet i udveksling for entusiastisk underordnende sig en andens narcissisme. Individer der accepterer dette krav må opleve deres egen spontane respons som en kontinuerlig ligegyldighed og selvfordømmelse. Pointen er, at i et moralsk univers defineret enten ved at være elsket af de undertrykte eller ved selv at elske de undertrykte, så er éns egoideal og superego defineret som undertrykkende. Dette tolererer selvet ikke, som permanent må være vagtsom mod denne opfattelse af ondskab, politisk ukorrekthed, i selvets kerne.
Bemærk igen hvordan denne proces adskiller sig fra hvad man ville finde under superegoet. Superegoet knytter godhed og ondskab til adfærd, og tillader adfærdsmæssige reparationshandlinger som måder at kompensere for tidligere ondskab.
Narcissisme knytter godhed og ondskab til selvet, og tillader ikke reparationshandlinger som en måde at reetablere éns godhed. Narcissisme kræver en absolut, perfekt godhed og vores egen erkendelse af, at vi aldrig opnår dette ideal, driver den kontinuerlige genskabelse af en perfekt fiktiv identitet og forkastelse af hvem man er.

 

En måde at behandle dette dilemma er, at finde politisk ukorrekthed i andre før de kan finde den i én selv. Dette betyder, at man kan projektere éns egen ondskab over på andre og angribe den der. Dette fænomen er en manifestation af den dynamik som psykoanalytikere refererer til som ”projektiv identifikation” (Klein, 1975). Sådanne projektioner tilbyder den enkelte et aspekt af perfekt godhed som en retfærdighedens kriger i kampen mod det absolut onde, en rolle som tilbyder narcissistiske fordele, især i form af selvretfærdighed, frem for noget verden kan tilbyde. Dette hjælper uden tvivl i forståelsen af noget af den handlekraft og energi med hvilken kampagnen for politisk korrekthed forfølges. En anden måde at opleve sin egen poliske ukorrekthed er med skam, hvilket delegitimerer selvet og fjerner én og éns egen fornuft væk fra den politisk korrektheds strømning.

 

Der er en ironi ved dette der er værd at bemærke. Hvis Politisk Korrekthed skal retfærdiggøres, må den retfærdiggøres som en måde at bekæmpe racisme. Men Young (1993) har observeret, at racisme i sig selv er en form for projektiv identifikation. Opfattende Politisk Korrekthed som en form for projektiv identifikation giver os grund til at overveje hvor effektiv den kan være i denne kamp. Denne opfattelse anbefaler den alternative mulighed af komplementære dynamiker af projektiv identifikation, gensidigt forstærkende og retfærdiggørende den anden.

 

Den kvindelige magts anomali
Et yderligere punkt der behøves behandlet omkring psykodynamikerne på det politisk korrekte universitet relaterer til kvindernes tvetydige position. Indenfor den psykologi jeg her har opridset, ses kvinder på den ene side som forsvarsløse ofre for mandlig undertrykkelse, og på den anden side som eksempler på den omnipotente Oprindelige Moder. Altså finder vi på den ene side at billedet af kvinden som passivt, hjælpeløst offer som allestedsnærværende i samfundet, med hele klasser af institutioner skabt til at beskytte disse ofre. På den anden side, og faktisk delvist grundet manipulationen af dette billede, har kvinder manifesteret enorm magt i transformationen af næsten ethvert aspekt af samfundet. Dette paradoks er særligt interessant i forbindelse med teorien udviklet her, fordi det er vanskeligt at forestille sig en anden måde at forklare det på (6).

 

Konklusion
Efter at have fastslået at Politisk Korrekthed repræsenterer psykologisk regression, er det vigtigt fastholde, at regression ikke nødvendigvis er dårlig. Tværtimod. Som psykoanalytiske tænkere som Kris (1952) har observeret, er regression et nødvendigt element i kreativitet. Igen kan det argumenteres, at i disse tider med kontinuerlige ændringer som vi i dag lever i, kalder på udvidelse af kreativitet i alle dele af livet. Dette er, set i det bedste lys, postmodernismens dybere sociale funktion og opstigningen af det maternale. Men Kris´s pointe var, at for at kunne bidrage til kreativiteten, så må regressionen være i egoets tjeneste. Det er regression mod egoet. Dette er faren. Hvordan ideen i vor tid udviklede sig, at det maternale og paternale er i fundamental opposition til hinanden, er et interessant spørgsmål, men ikke et jeg her kan komme ind på. Det er tilstrækkeligt at sige at denne ide af fundamental opposition til hinanden er en seriøs fejlslutning. Langt fra værende i opposition behøver det maternale og paternale hinanden hvis de skal være sig selv. Det paternale uden det maternale manifesterer sig selv som form uden indhold; den struktur det isolerede paternale skaber, er ikke en struktur af noget. Men det maternale uden det paternale fører til hjælpeløs ubevægelighed i urealistiske, sterile fantasier, og gør det umuligt rationelt at møde verden. I sidste instans må de opdraget på denne måde græmme sig. På personlighedsniveauet er delingen af det paternale repræsenteret ved tvangstanker; men typen der repræsenterer det uforfalskede maternale standser sig selv mod selve den eksterne virkelighed. At arrangere det på den måde hjælper os til at undgå fristelsen til at prøve at vælge mellem dem.

 

At være fuldt voksen betyder at have internaliseret både det maternale og det paternale. Det betyder at være både mor og far for sig selv. Universitetet tjener sit modningsformål, når det forsyner studerende med maternale og paternale indflydelser, som de kan bringe ind i dem selv. Men når selve universitetsstrukturen, som en kamp mellem disse to essentielle principper, stående for destruktionen af det ene, står det imod modning, og tenderer at gøre modningsprocessen så meget desto vanskeligere.

 

Jeg blev først opmærksom på en tiltagende tendens til offerpolitik i den kliniske behandling omkring 1995, da jeg var ansat som deltidspsykiater i et stofbehandlingsprogram drevet af Washington D.C.´s Højesteret. Patienterne var ikke-voldelige kriminelle, som var tiltalt for lettere stofkriminalitet, og som var givet muligheden for at deltage i et stofbehandlingsprogram i stedet for at komme for retten og muligvis i fængsel.

Patienterne var afro-amerikanske mænd i tyverne og tredverne. De fleste havde ikke afsluttet highschool; et antal havde GED. De fleste var funktionelle analfabeter med ringe matematiske kundskaber. De havde minimal erhvervserfaring. Da jeg ankom praktiserede vejlederne en slags terapi kaldet multikulturel vejledning.

Hvad er multikulturel vejledning? Det er en form for psykoterapi, der antager at den enkeltes stresssymptomer, inklusive brugen af stoffer, i det store hele er et resultat af den enkelte værende offer for samfundet, især fordi den enkelte er sort. Behandling krævede derfor at patienten anerkendte sin plads i dramaet mellem den dominerende og den underprivilegerede. De tilbragte mange af deres fem domsafsagte timer om dagen i programmet, siddende i vejlederledede grupper, talende om hvordan de som sorte mænd følte sig undertrykte. Nogle gange lavede de kunstprojekter som eksempelvis at farvelægge tegninger af det afrikanske kontinent som et forsøg på at fremme etnisk stolthed.

Et perifert fænomen? Desværre nej. Faktisk er det for mig mest alarmerende promoveringen fremført af American Counseling Association og der undervises i det i stort set ethvert vejledningsprogram for akademikere med en grad i landet. Akademikerne fortsætter i job i skolesystemet og andre offentlige serviceinstitutioner, som eksempelvis vort behandlingsprogram.

Nå, men patienterne vidste bedre. ”Spild af vores tid” var den høfligst udtrykte mening. Hvad de ville var at få en GED og lære et fag som eksempelvis VVS eller elektriker og komme i en fagforening. Og på den måde blev en dyrebar mulighed for at hjælpe disse mænd spildt på ”føle-øvelser” under ledelse af multikulturelt orienterede vejledere som efterlod dem lige så uuddannede, arbejdsløse og derfor sårbare overfor tilbagefald til stoffer – og kriminalitet, må jeg tilføje – som da de ankom.

Dette er ét eksempel på hvordan Politisk Korrekthed inficerer det mentale sundhedsfelt. De studerende lærer i bogstaveligste forstand at se patienterne som medlemmer af en offergruppe, mere end individer der lider.

 

Kvinders sundhed

En anden voksende tendens i Politisk Korrekt medicin er søgen efter magtkampe bag praktisk taget ethvert sundhedsproblem. Tag kvinders sundhed. Da kvinders sundhedsbevægelse gik i gang i de tidlige 1970´ere, var det en særligt vigtig tid for kvinders sundhed, især med hensyn til reproduktiv frihed. Men i dag er megen af kvinders sundhedsbevægelse en industri spækket med misinformation – eller ”Ms. information” – og modløshed. Overvej dette: Vi fortælles konstant, at kvinder ikke tages seriøst af forskermiljøet. Hillary Rodham Clinton kommenterede engang på ”den forfærdelige grad i hvilken kvinder rutinemæssigt blev ekskluderet fra store kliniske undersøgelser af de fleste sygdomme”. I juni 2000 proklamerede Harvard´s Women´s Health Watch, at ”næsten alle undersøgelser af stoffer blev foretaget på mænd”. Det er blevet et mundheld i så godt som alt hvad man læser om kvinders sundhed – ”kvinder-er-selvfølgeligt-udelukkede-af-kliniske-undersøgelser”. Ikke sandt. Lad mig give dig nogle fakta:

 

I 1979 indeholdt over 90 procent af alle kliniske undersøgelser finansieret af National Institutes og Health (NIH) kvindelige emner.

 

Statsundersøgelser af FDA i 1983 og 1988 fandt, at ”begge køn havde anseelig repræsentation i kliniske undersøgelser”

 

I 1997 – det sidste år der findes data for – var over 60 procent af emnerne i NIH-financierede kliniske undersøgelser kvinder.

 

Klagerne over at regeringens investeringer i brystkræftforskning er utilstrækkelig, er ligeledes hul:

 

Brystkræftforskning har modtaget flere penge end nogen anden kræft siden 1985, året National Cancer Institute begyndte at registrere sygdomsspecifik finansiering.

 

Brystkræft er én af de fem mest generøst finansierede sygdomme ifølge en New England Journal of Medicine i 1999. De andre fire er hjertelidelse, demens, AIDS og diabetes.

 

Et udpluk af større medicinske journaler (offentliggjort i udgaven oktober 2000 af Journal of Controlled Clinical Trials) fandt, at de kvindelige emner var talmæssigt større end mændene med en rate på tretten mod én på tværs af alle kræftundersøgelser, med den store gruppe af kvinder deltagende i undersøgelser for brystkræft.

 

Gode nyheder ikke? Men forvent ikke at kvinders sundhedslobby indrømmer det snarest. Kvinders sundhedslobby – altså netværket af stat og føderale ”kontorer for kvinders sundhed”, det universitetsbaserede ”kvinders sundhedscentre” – er nødt til at få kvinder til at syne tilsidesatte og uretfærdigt behandlede, hvis de vil opnå statsstøtte, finde investorer og retfærdiggøre dem selv i offentlighedens øjne.

Dette er logikken bag mytedannelsen. Men bortset fra sandheden, hvorfor er det så vigtigt at afdække myten om, at kvinder bliver uretfærdigt behandlet i medicinske undersøgelser? Fordi opfattelsen af at kvinder er blevet nægtet deres rimelige andel af muligheder, er blevet brugt til at lobby for lovgivning og ressourcer der spilder penge og, værst af alt, ufrivilligt skader kvinder.

Genkald den store mammografidebat i det amerikanske senat. En National Institutes of Health konsensusgruppe erklærede i 1997, at kvinder i fyrrerne ikke behøvede undergå en årlig mammografiundersøgelse. Gruppen resonerede, at de relativt høje rater af falske diagnoser for fyrre til halvtredsårige kvinder – og den unødvendige operation der muligvis følger en sådan diagnose – ikke opvejede den lille reduktion i dødelighed som mammografien kunne yde. Kvinder under halvtreds blev så rådet til at træffe afgørelsen med deres læge.

Fornuftigt nok, men den vaklende retningsvisning pirrede kvindelige senatorer og Health and Human Services Secretary Donna Shalala. De fortolkede den vaklende retningsvisning som endnu et bevis på, at kvinder var andenklasses medicinske borgere. I sidste instans introducerede de en ikke-bindende resolution, der essentielt tvang National Cancer Institute til at iværksætte retningslinier der godkender årlige screeninger. Og nu er kvinder unødvendigt udsat for risikoen for falske positive mammografiscreeninger.

Og noget andet: Mens brystkræft, selvfølgelig, er et alvorligt emne, så lider kvinders sundhed, når vægten på brystkræft overskygger den fem gange højere risiko for hjertelidelse.

Til sidst, opfattelsen af at kvinder behøver kompensation grundet negligering, har ført til udgifter i millioner af statsdollar til skabelsen af ”kontorer for kvinders sundhed” inden for sundhedssystemet, der skal overvåge forskellige udgifter og skabe nye programmer for kvinders sundhed. Disse penge ville være bedre brugt bedre på forskning eller direkte levering af sundhed end på opbygningen af bureaukratier.

 

Fortolkning af forskelle

Tag de såkaldte sundhedslinier, såsom forskelle i raten af børnedødelighed, kræftdødelighedsraten og livslængde mellem sorte og hvide. Disse diskrepanser er meget reelle og meget problematiske offentlige sundhedsproblemer, og Health and Human Services (HHS) lægger med god grund mange ressourcer i at mindske gabet.

Problemet opstår i fortolkningen af betydningen af forskellene i sundhedsstatus. Nogle ser dem som de facto-beviser på fordomme i systemet eller racemæssig ufølsomhed for lægernes vedkommende. Tag nyretransplantationer. Det er et faktum, at sorte patienter med renal sygdom i slutfasen tager længere tid at få placeret på transplantationslisten, og når man så er på listen, så tager det dobbelt så lang tid at få en nyre. Der kan ikke herske tvivl om at dette problem skal løses.

Men der er en tiltagende debat om hvad dette betyder. Den amerikanske Commission on Civil Rights ser transplantationsemnet som del af en større trend, for at citere fra dens 1999-rapport til Kongressen og præsidenten: “Racisme forsætter med at inficere vores sundhedssystem”. Pastor Al Sharpton og andre sorte ledere advarer om, at sundhed vil blive ”den næste borgerrettighedsfront”. En juraprofessor og en prominent nefrologist der skriver sammen i Vanderbilt Law Review, foreslår at sagsøge den føderale regering for overtrædelse af Title VI i Civil Rights Act i fordelingen af organer. Hvorfor den føderale regering? Fordi organfordelingen af algoritmer og overvågning er under HHS-kontrol. Implikationen er denne: vi forventes snart at give, ikke blot lige sundhedsmuligheder (et værdigt mål), men også lige sundhedsudkomme (et umuligt mål).

For at fastsætte retfærdigheden af anklagerne om fordomme, må vi først gennemgå skridtene involveret i donationen og modtagelsen af nyren. Jeg er gået i detaljer i min bog, men her vil jeg markere to nøgleelementer:

 

Placering på en venteliste for et organ. Det er den enkeltes læge der skriver den enkelte på ventelisten. Sorte patienter har mindre sandsynlighed for at have en læge.

 

Vævskompatibilitet. Uden en god ”match” vil donornyren provokere modtagerens immunsystem med det resultat, at modtagerens immunsystem angriber eller afviser nyren.

 

Jo bedre match på biologiske variabler, jo bedre udkomme, men sorte transplantationskandidater har en lavere match. Det er ikke konspiration, det er biologi. Som en RAND-rapport siger: ”Når først en patient er på ventelisten, synes biologiske faktorer at være fremherskende” i forklaringen på chancerne for at modtage en nyre.

I de seneste år har afro-amerikanere repræsenteret lidt over en tredjedel af ventelisten, donerende omkring tolv procent af alle kadavernyrer (proportionelt med deres repræsentation i den generelle befolkning), og modtaget 27 procent af alle donerede kadavernyrer, så omkring halvdelen af organerne kom fra hvide donorer.

Donation er en livsgave der transcenderer racemæssig fordeling, men det er stadigt vigtigt at se nærmere på beviserne når fordomme i fordeling af en dyrebar ressource påstås.

Alligevel undersøges beviserne typisk ikke meget i dybden, og overfladiske linier antages på forudsigelig manér for at være resultatet af fordomme. Dette er specielt skadeligt, fordi der er nok velbegrundet mistro i sundhedssystemet. Nogle sydstatshospitaler blev trods alt separeret – separat men ikke-så-lige – indtil midttresserne. Fyrreårs (1932-72) Tuskegee-syfilis-eksperimentet var en skandale: den inkluderede omkring 400 daglejer der ikke blev fortalt at de havde syfilis, ikke blev fortalt at de skulle afstå fra sex (og risikere at transmittere den), og ikke blev behandlet med penicillin, da den blev opdaget under gennemførelsen af undersøgelsen.

Men påstande gjort uden beviser til at bakke dem op, at sundhedslinier i det énogtyvende århundrede er forfalden til nuværende fordomme i sundhedssystemet hjælper ikke. Hvad der hjælper, er programmer der fokuserer på den offentlige attitude og kundskab om sundhedsemner.

Et vidunderligt program – the Minority Organ Tissue Transplant Education Program (MOTTEP) – blev skabt i denne ånd på Howard University i Washington D.C.

Organdonation – især nyrer, og især fra levende donorer – er vitale i sorte samfund, eftersom sorte patienter repræsenterer over en tredjedel af patienterne på den renale transplantationsventeliste. MOTTEP uddanner samfundet omkring transplantationsprocessen og opfordrer familierne til at diskutere organdonation og skrive sig på donationskort.

MOTTEP er nu aktiv i over et dusin byer, ofte samarbejdende med sorte kirker og donationsraten er forøget. De gode nyheder er, at der er hundreder, måske tusinder, af disse samfundsuniversitets-medicinske centre der sponserer, eksempelvis, kirkebaserede programmer i kræftscreening, blodtryksscreening, rygestop og vægttab.

Disse bestræbelser er afgørende, fordi de såkaldte livsstilsvalg dybt influerer helbredet. Omkring halvdelen til to tredjedele af alle for tidligt døde (død før 65) kan udskydes eller forebygges. Tre faktorer alene – rygning, overvægt og druk – er ansvarlige for den største risikodel. Det er ikke, som én fra et Centers for Disease Control anklagede ”at bebrejde ofret” til at anerkende dette. Hvis noget, er det forsømmelse af pligt ikke at anerkende de livsstilselementer vi kan styre.

 

Sundhed og velstand

Ikke desto mindre ser vi flere og flere offentlige sundhedseksperter promovere ideen om, at sundhed er så gennemført i de sociale kræfters nåde, at der ikke er meget man kan gøre for at sikre sit helbred. En læge ved University of Washington School of Public Health brugte Newsweek´s “My Turn”-klumme (d. 26 februar, 2001) til at diktere “indkomstlighed” som kuren mod nationens sundhedsproblemer. Han forlod sig for retfærdiggørelse på højest tvivlsomme data, påstående at vise at lande med liden indkomstforskel har længere forventet levetid. ”Undersøgelser gennem det sidste årti har vist, at en gruppes sundhed ikke er substantielt påvirket af individuel opførsel, såsom rygning, diæt og motion”, skrev han.

Offentlige sundhedseksperter der ser indkomstmulighed som en sundhedsrisiko, går ud over opfattelsen, at fattigdom ikke er godt for sundheden – noget vi kan blive enige om – til den langt mere tvivlsomme opfattelse, at relativ sundhed er en sundhedsdeterminant. Som John W. Lynch og George A. Kaplan ved University of Michigan siger, ”Selv de med gode indkomster kan føle sig relativt underprivilegerede sammenlignet med de super rige. … Sundhed kan påvirkes gennem individuel værdisættelse af relativ position i den sociale orden”. Altså er professoren med den splinter nye Volvo stationcar og en hytte ved havet mere sårbar overfor sygdomme end universitetspræsidenten, der bor i et palæ og har et andet hjem i Tuscana.

Ideen om relativ social position, bortset fra indkomst, menes også at have indflydelse på sundheden.

En favoritundersøgelse brugt til at illustrere pointen, at sundhed hos de velbjergede på én eller anden måde afhænger af at de fattige er syge er Whitehall-undersøgelsen. Den første fase af undersøgelsen (udført fra 1967 til 1977 på britiske embedsmænd) fandt en gradient i dødelighed af hjertesygdomme, der tiltog fra toppen af beskæftigelsen ned til de laveste lønnede trivielle job.

Dødsraten var, som forventet, højest i bunden af de fem civil service grades. Trods alt er det mere sandsynligt at folk i de lavere samfundslag ryger og drikker, og er dårligere informeret om sundhedsrisici. Adgang til sundhedspleje var ikke et emne på grund af National Health Service.

Men forskerne var overraskede over at opdage, at ansatte i den næsthøjeste tier – veluddannede, vellønnede folk – alligevel havde anseeligt større risiko for at dø af en hjertesygdom før en bestemt alder end dem helt i toppen.  

Deres fortolkning af the top tier overfor andet tier forskel var, at andet tier ansatte oplevede den stress at have ”lav-kontrol-job”: meget ansvar med minimal autoritet.

Personligt finder jeg Whitehall-undersøgelsen nødvendig. Vi ved helt sikkert fra laboratorieundersøgelser, at når dyr som rotter og aber ikke er i stand til at styre deres omgivelser – at undslippe et elektrisk stød – så lider de fysisk: de mister deres pels, deres immunsystem er ufungerende: de bliver dovne og passive. Det kaldes indlært hjælpeløshed og det forefindes sandsynligvis også hos mennesker, selvom det er sværere at undersøge eksperimentelt.

Lad mig sige at de originale britiske forskere der gennemførte Whitehall-undersøgelsen var forsigtige og ansvarlige i deres fortolkning af data. Det er de senere indoktinerende der har brugt Whitehall-undersøgelsen som en forebyggende fortælling om farerne ved det økonomiske hierarki. Som Lunch og Kaplan fra University of Michigan spekulerede, ”Sundhed påvirkes måske gennem individuelle værdisættelse af relativ position i social orden”.

Richard Wilkinson fra University of Sussex i England, der anses for faderen til social produktionsteori, er mere direkte: ”Den højere sundhedsopnåelse i egalitære samfund udgør en overbevisende sag for redistribuering af indkomst”. Wilkinson underbygger denne udtalelse med undersøgelser der påstår at vise, at i lande med større indkomstforskel har borgerne kortere forventet levetid.

Men vent lige lidt. Hvad med alternativ lært lærdom fra Whitehall? Kunne man ikke lige så godt se undersøgelsen som et eksempel i vigtigheden af et frit forretningsliv, tilregnelighed og muligheder for at være kreative på jobbet og løfte om mobilitet? Whitehall-undersøgelsen er i det mindste et godt argument for høj styring af arbejdet, en anbefaling gjort af Michael Marmot, den ledende Whitehall-forsker.

Og hvad med den vedholdende vægt på relationen mellem sundhed og velstand? Akademikerne kunne lige så vel se på forbindelsen mellem uddannelse og sundhed, og kæmpe for skolevalg i de indre byer med vigende offentlige skoler, hvis de udvikler sig til at være sociale aktivister. Og ville der ikke være fornuft i, at tilskynde til ægteskab og religiøs aktivitet, eftersom begge er associerede med bedre helbred?

Svaret skulle efterhånden være klart: de eneste acceptable værktøjer i Politisk Korrekt medicin er sociale aktioner der vil ødelægge vores fungerende økonomi og sociale systemer.

 

Resultat eller forhold?

Sundhed korrelerer helt sikkert med velstand. Fattigere mennesker har selvfølgelig færre valg – mindre sikre biler, færre muligheder for stressreduktion, mindre viden om sundhedsrisici – og giver ting som kræftforebyggende undersøgelser lavere prioritet. De har færre valg med hensyn til hvor man får undersøgelser, og lige så vigtigt, hvornår de kan få undersøgelser. Vi anser flextid for en selvfølge, men mange mennesker får simpelthen ingen løn, hvis de ikke arbejder eller ikke kan tage fri i to timer for at få reguleret deres blodtryksmedicin eller få en mammografiscreening.

På samme tid må vi holde os for øje, at forholdet mellem indkomst og sundhed ikke nødvendigvis indikerer en bunden relation. Der er meget den enkelte kan gøre for at beskytte sit helbred selv med små økonomiske midler. Tag eksempelvis mexicanske kvinder der nyligt er immigreret til U.S.A. Deres børn har en lav dødelighedsrate (6 per 1000 levende fødte, det samme som hvide) selv om de er blandt de fattigste borgere, har mindst sandsynlighed for at have en offentlig sundhedsforsikring, og har det største fødselstal uden for et hospital. Så overraskede var forskerne, da de lavede denne observation, at de kaldte den for det ”epidemiologiske paradoks”. Men den er egentligt ikke så mystisk. Gravide amerikansk-mexikanske kvinder sikrer sig, at de er velnærede og sjældent ryger, drikker eller tager stoffer.

Sammenlign dette scenario med det dystopiske verdenssynet fra Sally Zierler fra Brown University´s Department of Community Health og Nancy Krieger fra Harvard´s School of Public Health, der skriver, ”som svar på det daglige racemæssige fordomsfulde angreb og nægtelse af værdighed, kan kvinder for lidelsesreducering vende sig mod umiddelbart tilgængelige bevidsthedsudvidende substanser…Søgende ly fra racehad gennem seksuel forbindelse som en måde at opbygge selvværd, kan give belønninger så givende, at brug af kondom bliver nedprioriteret”.

Ifølge Zierler er AIDS et ”biologisk udtryk for ulighed”, den ultimative grund til omvæltning af det kapitalistiske meritokrati. Hendes tilgang fanger ånden af den aktivistiske offentlige sundhed: social transformation maskeret som sundhedsløsninger. Jo, ved et American Public Health Association – møde (APHA) præsenterede Zierler sine ”anbefalinger” for bekæmpelsen af spredningen af AIDS. De inkluderede begrænsningen af selskabers magt og styrkelse af fagforeninger.

Se nu på tuberkulose. Jeg kunne vel også referere til den som et biologisk udtryk for underprivilegering, eftersom den har tendens til at ramme de hjemløse og misbrugerne, men det var New York City´s hardliner-afgørelse i de tidlige halvfemsere, at kræve at enhver der havde brug for tuberkulosemedikamenter skulle tage dem under overvågning af en socialarbejder. For HIV/AIDS behøver vi konstant partnernotifikation og sporing, noget APHA har været stille med. Imens har associationen givet stemme til behovet for kampagnefinansieret reform trækkende sig ud af krigen i Nicaragua og modsættende sig en velfærdsreform.

Vi ønsker alle et sundt og menneskeligt samfund, men folk med høj risiko for infektioner har ikke tid til at vente på reolutionen.

 

Politik versus offentlig sundhed

Jeg er forstående overfor, at folk nogle gange vender sig mod uforsvarlig sex, stoffer og alkohol, når de føler sig modløse og håbløse. Men denne realitet tager os ud af domænet ”offentlig sundhed” og ind i den menneskelige verdens betingelser. Selvfølgelig kan sidstnævnte forbedres – med bedre skoler, stærkere familier, mere fremtidsoptimisme – men dette er ikke det rette aktivitetsfokus for offentlige sundhedseksperter, hvis ressourcer er mest produktivt brugt på den traditionelle og uundværlige mission at forebygge og spore sygdomme. 

Offentlig sundhed er ved at miste sin kliniske akademiske forankring og behandlere lancerer kampagner for at influere genstridige faktorer som social uretfærdighed, indkomstmæssig ulighed, racisme og sexisme. Ved at definere disse som håndgribelige trusler mod den offentlige sundhed har den nye offentlige sundhedselite udvidet sine beføjelser. Faktisk har en tidligere dekan ved Harvard School of Public Health sagt, ”En offentlig sundhedsskole er som en retfærdighedsskole”. Temaet for det årlige APHA-møde for få år siden var ”Styrkelse af de underprivilegerede: Social retfærdighed i den offentlige sundhed”. Præcist hvordan har den offentlige sundhed tænkt sig at have den komparative fordel i definitionen af social retfærdighed eller i produktionen af de instrumenter der kan opnå den?

Skaden ved at favne social retfærdigheds alt-inklusive-agenda er indlysende. Klasseværelser bliver politiserede. Den offentlige sundheds fokus – de folk der beskytter os mod infektionsudbrud og andet der gør dem til ubesungne helte – forplumres og dens ressourcer udvandes. Men vigtigst af alt misledes offentligheden af beskeden, at sundhed er i de sociale kræfters vold.

Det betyder ikke, at offentlige sundhedsprofessionelle ikke skal advokere for praktiske løsninger. I den tidlige del af det tyvende århundrede deltog APHA i kampen i New York City for elimineringen af affældighed. Tæt befolkede bygninger havde ført til hurtig spredning af infektiøs sygdom. Offentlige kliniker ar afgørende for mine lettere arbejdsløse patienter.

Men disse er praktiske reformer med omgående goder. I modsætning til dette handler de politisk korrekte strømninger der ny flyder gennem vore offentlige sundhedsskoler og sundhedskontorer ikke om lokal pragmatisme men om global ideologi, designet til at influere den måde vi tænker på oprindelsen af sydom og dens medicin.

Det politiske spil på patientens bekostning sker andetsteds i sundhedssektoren:

 

Sygeplejersker afviser det mandlige medicinhierarki og vender sig mod udokumenteret absurd alternativ medicin

 

Lægestudiets racemæssige præferencer resulterer i accepten af ikke tilstrækkeligt studieegnede studerende, der klarer sig ret dårligt

 

Et 100 millioner dollars center er blevet etableret ved National Institutes of Health, for at studere minoritetssundhed og sundhedslinier – et glimrende studieobjekt, men de andre nogen-og-tyve NIH-kontorer gør allerede dette, ligeså Centers for Disease Control og andre kontorer indenfor HHS. Det er spild af millionvis af skattedollars der kunne bruges til nogle nye klinikker i nabolaget, som Northeast Washington hvor mit stofbehandlingsprogram befinder sig.

 

Formålet med min bog er, at øge bevidstheden om disse strømninger til offentligheden, og styrke mine kolleger i den offentlige sundhed, medicin og pleje – de fleste værende dedikerede professionelle der sætter deres patienter før deres politik – til at ytre sig og afvise politisk korrekte strømninger og programmer i den medicinske verden. Politisk Korrekthed har allerede marcheret gennem mange af vore institutioner, men jeg håber, at sollys og sund fornuft vil være stærkt desinfektionshæmmende mod bevægelsens vej ind i min profession.

 

 

 

 

 

 

 

Vestlige liberale og islamiske fundamentalister afviser begge ideerne om modernisme, universalitet og fremskridt

”Jeg fordømmer europæisk kolonialisme”, skrev C.L.R. James. ”Men jeg respekterer den vestlige civilisations lærdom og de anseelige opdagelser”
 

James var én af det tyvende århundredes store radikale, en anti-imperialist, en superb historiker om de sortes kamp, en marxist der vedblev at være det, selv da det ikke længere var moderne. Men i dag ville James´s forsvar for vestlig civilisation sandsynligvis blive afvist som eurocentrisk, måske endda racistisk.
 

At være radikal i dag er at vise foragt for alt ”vestligt” – af hvilket de fleste mener modernisme og Oplysningstidens ideer. Det modernistiske projekt er, at forfølge en rationel, videnskabelig forståelse af den naturlige og sociale verden – et projekt som James skamløst mestrede – anses nu i vid udstrækning for en farlig fantasi, endda en undertrykkende fantasi.
 

”Underlæggelse”, ifølge filosoffen David Goldberg, ”definerer oplysningens rækkefølge: naturens underlæggelse af det menneskelige intellekt, kolonielle kontrol gennem fysisk og kulturel dominans, og økonomisk overlegenhed gennem mesterskab af markedets love”
Mestring af naturen og den rationelle organisation af samfundet, der engang blev anset for værende basis for menneskelig frigørelse, er nu blevet kilden til menneskelig slavegørelse.
 

Oplysningsuniversalisme, argumenterer kritiker, er racistisk, fordi den søger at påtvinge euro-amerikanske ideer om rationalitet og objektivitet på andre folk. ”Det moderne Europa´s universaliserende diskurs og U.S.A”, argumenterer Edward Said, ”pålægger sig den ikke-europæiske verdens stilhed, frivilligt eller ej”
 

Ikke bare for radikale, men også for mange mainstreamliberale begyndte vejen i oplysning og endte i vildskab, endda i folkemord. Som sociologen Zygmunt Bauman argumenterer: ”Enhver ingrediens af Holocaust…var normal…forstået som værende i fuld overensstemmelse med alt hvad vi ved om vor civilisation, dens ledende ånd, dens iboende vision om verden – og om de rigtige måder sammen at forfølge menneskelig lykke med et perfekt samfund”
 

Denne tro på, at modernisme er roden til alt ondt, er så overbevisende, at kun højreorienterede reaktionære, som Italien´s premierminister Silvio Berlusconi, tidligere engelske premierminister Margaret Thatcher eller den afdøde hollandske politiker Pim Fortuyn, er, synes det undertiden, villige til ureserveret at forsvare James´s tro på overlegenheden i ”lærdommen og dybtgående opdagelser af vestlig civilisation”
 

Så det virkelige spørgsmål at stille i opvågningen d. 9/11 er ikke, som mange har foreslået, ”Hvorfor hader de os?”, men mere ”Hvorfor lader vi til at hade os selv?”. Hvordan kan det være, at vestlige liberale og radikale er blevet så desillusionerede med moderne civilisation, at nogle ønskede angrebene på tvillingebygningerne velkommen som en anti-imperialistisk handling?
 

C.L.R. James, som tidligere tiders fleste anti-imperialister, erkendte at al progressiv politik er rodfæstet i den ”vestlige tradition”, og især i fornuftens ideer, fremskridt, humanisme og universalisme, der udsprang af Oplysningstiden. Den videnskabelige metode, demokratiske politikker, konceptet om universelle værdier – disse er indlysende bedre koncepter, end de der tidligere eksisterede, eller de der eksisterer nu i andre politiske og kulturelle traditioner. Ikke fordi europæerne er et overlegent folk, men fordi ud af Renaissancen, Oplysningstiden og den videnskabelige revolution blomstrede overlegne ideer.
 

Vestlig tradition er ikke vestlig på nogen essentiel måde, men kun gennem en geografisk og historisk tilfældighed. Helt sikkert tilbød islamisk lærdom en vigtig ressource for både renaissancen og udviklingen af videnskab. De ideer vi kalder ”vestlige”, er faktisk universelle, læggende grundlaget for mere human blomstring. Det er derfor at radikale, især tredje verdens radikale, i meget af det forrige århundrede erkendte, at problemet med imperialismen ikke var, at det var en vestlig ideologi, men at den var en hindring for forfølgelsen af de progressive idealer, der steg ud af Oplysningstiden.
 

Som Frantz Fanon, den Martinique-fødte Algirske nationalist udtrykte det: ”Alle elementerne til en løsning på humanismens store problemer har, til forskellige tider, eksisteret i europæiske tanker. Men europæerne har praktiseret missionen der kom til dem”. For tænkere som Fanon og James var målet ikke at afvise vestlige ideer, men at genvinde dem for hele menneskeheden.
 

Vestlige liberale var ofte chokerede over, med hvilken ildhu anti-kolonielle bevægelser optog, hvad de anså for værende moralsk korrupte nationer. Oplysningskonceptets universalisme og sociale fremskridt, observerede den franske antropolog Claude Levi-Strauss, fandt ”uventet støtte fra folk der ikke ønsker mere end at dele industrialiseringens goder; folk der mere foretrækker at se sig selv som midlertidigt tilbagestående, end som permanent anderledes.
Andetsteds noterede han, at den kulturelle doktrins relativisme ”var udfordret af selve de folk for hvis moralske fordel antropologerne havde etableret det i første omgang”
 

Hvordan tingene er ”permanent forandrede”, er præcist hvordan vi har tendens til i dag at se forskellige grupper, samfund og kulturer. Hvorfor? I det store hele fordi dagens samfund har mistet sin tillid til social transformation i fremskridtets muligheder, og i den tro der animerede anti-imperialister som James og Fanon.
 

Hellere at anse folk som ”midlertidigt tilbagestående” end ”permanent anderledes” er at accepterer, at selv om folk er potentielt lige, så er kulturer afgjort ikke; det er at acceptere ideen om social og moralsk fremdrift; at det ville være langt bedre, hvis alle fik en chance for at leve i den type samfund eller kultur, der bedst promoverede menneskeligt fremskridt.
 

Men det er netop disse ideer – og selve handlingen at dømme overbevisninger, værdier, livsstile og kulturer – der nu anses for politisk ukonforme. I stedet for den progressive universalisme som James og Fanon repræsenterer, så favner de vestlige samfund en form for nihilistisk multikulturalisme. Vi er begyndt at se verden som delt i kulturer og grupper, i det store hele defineret gennem deres indbyrdes forskelle. Og hver gruppe ser sig selv som, ikke komponeret af aktive agenter der forsøger at overkomme uligheder, ved at stræbe efter lighed og progressivitet, men som passive ofre med uløselige klager. Da forskellighederne er permanente, hvordan kan problemerne så løses?
 

Den naturlige konsekvens, at omskabe hele verden til et netværk af ofre, er at transformere vesten, og især U.S.A. om til en omnipotent ondsindet kraft – Den Store Satan – som alle må rase imod. I Salman Rushdie´s ”De Sataniske Vers”, finder én af de centrale karakterer, Saladin, sig fanget i et detentionscenter for illegale immigranter. Saladin opdager, at hans medfanger er blevet omskabt til dyr – vandbøfler, slanger, fabeldyr. Han er selv blevet er behåret ged.
 

”Hvordan gør de det”, spørger Saladin en medfange? ”De beskriver os”, er svaret, ”det er det hele. De har magten til beskrivelse, og vi skaber os i dette billede”. Der er en lignende fatalismeopfattelse i den måde mange radikale ser på U.S.A. Den Store Satan beskriver verden, og verden skaber sig i dette billede.
 

I denne fatalisme ligger en almindelig trussel, der binder dagens vestlige radikalisme med islamisk fundamentalisme. På overfladen synes disse at være modsætninger: fundamentalisterne afskyr vestlig dekadence, vestlige radikale frygter islamismens urokkelige sikkerhed. Men hvad der binder disse to er, at de begge er grundfæstede i kontemporær nihilistisk mulitikulturalisme; begge udtrykker, i bedste fald, ambivalens om, i værste fald direkte afvisning af, modernitetens ideer, universalitet og fremskridt. Og begge ser intet alternativ til vestlig kraft.
 

Men vigtigst, så sammensmelter begge fordelene ved modernismen og kapitalismens uretfærdigheder. På denne måde bliver kapitalismesamfundets positive aspekter  - dets insisteren på fornuft, teknologiske fremskridt, ideologiske dedikation til lighed og universalisme bliver nedgjort, mens de negative aspekter – manglen på evne til at udligne sociale uligheder, kontrasten mellem teknologiske fremskridt og moralsk fordærv, tendenser i retning af barbari – ses som uundgåelige og naturlige.
 

Ifølge dette verdenssyn er alt hvad vi kan håbe på ordene fra Edward Said: ”Muligheden for en mere generøs og pluralistisk vision af verden, i hvilken imperialismen fortsætter som den er i forskellige former (vor tids nord-syd-polaritet er én af dem), og relationen af dominans fortsætter, men mulighederne for frigørelse er åbne”. Men hvad betyder frigørelse, hvis intet ændrer sig og ”imperialismen fortsætter?”. Er det ikke mere sandsynligt, at et sådan verdenssyn vil give næring, ikke til en ”generøs og pluralistisk verdensvision”, men til en mørk dystopisk og misantropisk verdensvision, hvor alt hvad der er tilbage, er nihilistisk raseri – den slags der ledte til begivenhederne d. 11 september.
 

Raseriet der drev flyene ind i Twin Towers, var lige så meget næret af den nihilisme og fatalisme der har grebet meget af vestlige samfund, som kampene i Palæstina eller andetsteds i den tredje verden. Der var intet i nærheden af anti-imperialistisk eller progressivt ved angrebet; ej heller er der det ved dagens anti-amerikanisme, der animerer dagens islamiske fundamentalister og vestlige radikale ligeså. Der er meget at kritisere ved det amerikanske samfund og amerikansk udenrigspolitik. Men meget lidt af det er indeholdt i anti-amerikanismen fra enten islamisk fundamentalismes hånd, eller dagens vestlige radikalisme. De er begge produkter af fejlslagen anti-imperialisme, og af en afsmag for den moderne verden. Ironien af en sådan fremmedgørelse fra modernismen er, at den er lige så rodfæstet i den ”vestlige tradition” som selve modernismen – men kun i sin mere reaktionære og bagudskuende version.
 

”I dag er vi til stede i Europa´s vaklen”, skrev Frantz Fanon. Europa ”har rystet al retningssans og fornuft af sig, og hun løber hovedkulds i dybet; vi gør klogt i at undgå dette af al kraft”. For fyrre år siden fremførte Fanon er opråb mod imperialismen. I dag kunne han lige vel advare os mod konsekvenserne af hvad der passerer som anti-imperialisme.

”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?”

-         Georg Lukacs, 1914

”Hey, hey, ho, ho, western culture got to go”

-         Stanford University´s studerende, 1988

Professor ved University of Chicago Allan Bloom døde i oktober 1992, i en alder af 62 år. Som oversætter af Platon og Rousseau og universitetslærer gennem mange år, blev Bloom vidt kendt for sin bog ”The closing of the American Mind” der udkom i 1987. Bogen ramte en nerve. På det tidspunkt den udkom var det klart, at de værste tågehoveder af sex-drugs-rock´n roll – ”modkulturen” af sentresserne, over de forløbne tyve år aldrig var formindsket på landets universiteter; faktisk var mange af lederne af modkulturen  - nu udstyret med en Ph.D. – blevet den dominerende minoritet i universitetsfakulteterne og administrationen. Denne minoritet trænede bevidst deres studerende til at blive ”tankepoliti” ved gennemtvingelse af Politisk Korrekthed, klar til at afsværge og straffe enhver studerende eller lærer, der blev kendt skyldig i ”racisme”, ”sexisme”, ”utilstrækkelig sensitivitet mod den homoseksuelle livsstil” eller ”for høj anerkendelse af vestlig jødisk-kristen kultur”.

I de fem år siden Bloom´s bog er situationen på universiteterne blevet værre. Selv efter at Bloom´s tese var blevet debatteret, afskrev de studerende på Californiens University of Stanford, personligt understøttet af Jesse Jackson, universitetets kursuskrav i faget ”Vestlig Civilisation” som ”racistisk”; ved demonstrationerne chantede de studerende: ”Hey, hey, ho, ho, western culture´s got to go”. Landet over har de studerende succesfuldt krævet tekster fra ”DEM” (”Dead European Males”) erstattet af angiveligt mere relevante kvindelige forfattere og Tredjeverdensforfattere. De fleste store universiteter har nu indført kvoter, for at sikre det politisk korrekte miks af hvide, sorte, hispanics og homoseksuelle. De fleste skoler har nu også koder for ytringer, som eksempelvis kodemodellen offentliggjort ved University of Wisconsin, der tillader sorte studerende at kalde en hvid for en ”honkie”, men ville straffe en hvid studerende for at kalde en sort for en ”nigger”.

Denne artikel har to formål. For det første skal jeg demonstrere, at alle manifestationer af ”Politisk Korrekthed” er genereret af en enkelt kernefilosofi, der er aktivt ond. Åndsbevægelserne på universiteterne kan ofte synes humoristiske og være godt nyhedsstof, men hvad der står bag dette, er ondt – en ond filosofi der er ansvarlig for folkemord og ubeskrevet menneskelig lidelse, og repræsenterer en fare ikke bare for amerikansk uddannelse, men også for fortsættelsen af den amerikanske regeringsform.

For det andet destruerer politisk korrekthed bittert, at så mange observatører ikke vil blive overvundet, før den onde filosofien underliggende disse horribelhederer bliver konfronteret med en modfilosofi, der forstår uddannelsens faktiske funktion. La Rouche er den eneste tænker i dag, der stadigt stiller spørgsmålet: ”Hvorfor uddanne?”. Den eneste effektive måde at bekæmpe Politisk Korrekthed er, at bringe ideerne fra LaRouche til universiteterne.

 

Postmodernistisk helvede

De fleste af professor Bloom´s bøger er hengivet til en enkelt tese: amerikansk uddannelse er ultimativt baseret på det attende århundredes britiske liberalisme; denne liberalisme har tilladt at blive omgjort gennem de sidste 100 år af hvad Bloom kalder ”den tyske invasion”. Især amerikansk filosofi er blevet domineret af ideerne fra tre navngivne tyske kilder: det nittende århundredes filosof Friedrich Nietzsche, hans tyvende århundredes efterfølger Martin Heidegger og ”Kritisk Teori” fra den såkaldte Frankfurtskole, inklusive Georg Lukacs, Herbert Marcuse, Walter Benjamin og Theodor Adorno.

Bloom tager fejl, når han tænker at britisk liberalisme er det positive grundlag for for amerikansk uddannelse. I bedste fald er amerikansk uddannelse baseret på det tyske klassiske uddannelsessystem, det samme system der blev undermineret af Nietzsche, Heidegger og Frankfurterskolen. Bloom´s kritik af sidstnævnte som kilde til Politisk Korrekthed er ramt plet. Han evner dog i sidste instans ikke effektivt at bekæmpe den, da han ikke havde nogen gennemslagskraft i kritikken af britisk liberalisme.

”Politisk Korrekthed” var en frase oprindeligt anvendt i det kommunistiske partis intellektuelle cirkler i 1930´erne og 1940´erne. Den blev genoplivet af neokonservative forfattere omkring 1990, som en fornærmende karakteristik af den generelle tankeskole, der mere videnskabeligt kan kaldes postmoderisme.

Alle de vanvittige ting der undervises i på universiteterne er postmodernistiske. Postmodernisterne bruger megen tid på, at polemisere med hinanden over hvem der er indehavere af postmodernismens hellige gral; der er strukturalister, poststrukturalister, feministiske dekonstruktionalister, tredje verdens lesbiske feministiske dekonstruktionalister og så videre. Dog har alle postmodernistiske tanker deres umiddelbare oprindelse, som Bloom antyder, i de tre kilder Nietzsche, Heidegger og Frankfurterskolen. Postmodernisterne vil ikke benægte dette; de fleste hylder det. Hvad er så postmodernisme?

I 1936 formede nazisternes kulturminister Josef Goebbels, på ordre fra Adolf Hitler, en akademikerkomite, der skulle redigere Frederich Nietzsche´s samlede værker. Martin Heidegger var placeret i den komite; som forberedelse forberedte Heidegger en serie af lektioner om Nietzsche´s arbejde. Heidegger konkluderede, at den vigtigste ting, han delte med Nietzsche var, hans dedikation til udslettelsen af de sidste spor af vestlig civilisation, af hvad han kaldte ”metafysisk humanisme”. Denne dedikation delte han også med Frankfurterskolen.

”Metafysik” er undersøgelsen af, hvad der ikke findes i den fysiske verden, men genererer den fysiske verden, eller genererer forandringer i den fysiske verden. Mange læsere vil på dette tidspunkt sige: ”Noget der ikke er genereret af verden, men opererer i verden? Det er Gud”

Gud: et helt igennem brugbart svar. Svaret udtømmer ikke emnet ”Metafysik”, og mange metafysikere vil benægte eksistensen af Gud, men det giver os et fælles grundlag for valideringen af undersøgelsen. Så det Heidegger siger er: Vi er nødt til at fjerne som diskussionsemne, enhver teori der tillader muligheden for menneskelig aktivitet forbundet med en metafysisk aktivitet. Gå så tilbage til Nietzsche, konteksten for Heideggers analyse. Nietzsche er sandsynligvis mest berømt for én enkelt sætning, skrevet lidt over 100 år siden: ”Gud er død”. Dette, skal bemærkes, er en hel del mere skarpt end det klassiske ateistiske argument, at ”Gud ikke eksisterer og her er mine beviser”; Nietzsche sagde ”Gud er død; jeg dræbte ham; og jeg ønsker at du også skal dræbe ham”. Denne erklæring – ”Gud er død” – er basis for al politisk korrekt postmodernisme.

Frederich Nietzsche var klassisk professor som afstod sin akademiske karriere i sine tredvere, for at skrive vildt polemisk filosofiske værker. I 1888 kollapsede han på gaden, og brugte resten af sit liv i semi-katatonisk tilstand; syfilis var den sandsynlige årsag. Nietzsche skrev for at bevise, at de højeste koncepter menneskeheden havde udviklet, ideen om Gud, ideen om moral, om godt og ondt, er fjollet og falskt; menneskeheden udviklede disse ideer gennem århundreder som selvtrøst, for at undslippe den mentale smerte gennem erkendelsen af, at den materielle verden er alt vi har, og alt vi kan forvente. Ved selve begyndelsen til menneskelig civilisation, siger Nietzsche, blev den fysisk stærkere og klogere befolkningsminoritet regenter over majoriteten. Moral blev af disse tidlige regenter, som et socialt kontrolredskab: Godt var det de ønskede folk skulle gøre, og ondt var det de ønskede folk ikke skulle gøre. Dog, almindelige mennesker led under dette aristokratiske styre og blev hævntørstige, så regenterne måtte opfinde konceptet om Gud for at retfærdiggøre deres ordre. Men denne manøvre indeholdt frøene til deres egen ødelæggelse. De måtte skabe præster for at administrere denne religion, og disse præster begyndte at tro på deres egen propaganda, og kom i opposition til aristokratiet. I sidste instans har man hvad Nietzsche kalder ”de mest ”præstede”, jøderne”

”Alt hvad der på jorden er blevet gjort mod de ”noble”, de ”magtfulde”, ”mestrene”, ”regenterne”, svinder ind til ingenting, sammenlignet med hvad jøderne havde gjort mod dem”, sagde Nietzsche. Her er det i øvrigt Hitler fik kernen til sin antisemitisme; selv under massemordene søgte han hvad han troede var filosofiske ender. Hvorfor var jøderne slemme? Fordi de gav os Jesus.

Ifølge Nietzsche er kristendommen derfor et jødisk komplot, hvis konspiratoriske oprindelse er gået tabt, grundet det faktum, at komplottet har været så succesfuldt gennem de seneste to tusinde år. Det samme sagde Hitler: Først udrydder vi jøderne, derefter tager vi os af de enerverende effekter af kristendommen på nazi-mester-racen. Derfor er kristendommen den mest falske af alle falske religionsmyter. Hvad vi skal gøre, siger Nietzsche, er i vore sind at vende tilbage til fortiden – før kristendommen, før jødisk monoteisme, især før Platon og Socrates der demonstrerede, at der må være et selvopholdende ”godt”, der er knyttet til evolutionen gennem menneskehedens fysiske univers. Det moderne menneske må ”i evighed returnere” til en tilstrækkelig primitiv tid, da mennesket begyndte at skabe sine egne gudemyter. Homer, siger Nietzsche i sit berømte eksempel, var ikke en stor forfatter alene fordi han skrev om guderne, men fordi han skabte sine egne guder.

Nietzsches revolutionære nye mand af fremtiden, das übermensch eller Superman, må fjerne alle værdier han har levet med – lighed, retfærdighed, ydmyghed – og se dem som illegitime overlag i samfundet. Vi må have en ”Umwertung aller Werte” (transvaluation eller revaluering af alle værdier). Hvert menneske skaber sine egne værdier, skaber sit eget koncept om godt og ondt, baseret på sin egen fysiske og intellektuelle styrke. Fremtidens mand skal være et rovdyr, en ”voldsartist”, skabende nye myter, nye mentale tilstande baseret på essensen af menneskets natur, som Nietzsche identificerer som ”Wille zur Macht”, ”Viljen til Magt”. På samme tid må de gamle illegitime metafysiske overlag nådesløst destrueres, begyndende med kristendommen. Som Nietzsche konkluderer: ”Jeg er Anti-krist”

 

”Værende indtil døden”

Heidegger og Frankfurterskolen kan essentielt karakteriseres som kommentatorer af Nietzsche (Vi kan også inkludere Sigmund Freud i denne kategori). Martin Heidegger begyndte sit første Nietzsche-foredrag i Nazityskland i 1936 med at annoncere, at Nietzsche ikke var ”nær så omstyrtende som han udgav sig for at være”. Nietzsche gik ikke langt nok.

Nietzsche´s vilje til magt, sagde Heidegger, indeholder stadig en unødvendig metafysisk kvalitet, fordi den tillader det individuelle ego at skabe opfattelse af det fysiske univers uden tilstrækkelig reference til universets virkelige objekter; derfor, hvis Gud virkeligt er slået ihjel, så er objekter alt vi har, og derfor de eneste determinanter for vor vilje og vore ideer. I denne kontekst fortalte Heidegger sine studerende, at ”kristen filosofi” er en modsigelse i termer. Faktisk filosofi skal skelne mellem Sein (”være” i det abstrakte) og Dasein (faktisk ”være” der, opfattelsen af at være til stede i den erfarede verden). Den mentale historie om mennesket er ”Dasein” prøvende på at forstå ”Sein”, eller hvad Heidegger og hans efterfølgere kaldte kampen for at være ”autentisk”. Problemet er, at fænomener – inklusive andre mennesker, racer, sociale systemer, såvel som små hårde objekter – er ”historiserede”. De er historisk specifikke; Platon´s ideer eksempelvis, blev tænkt på et specifikt tidspunkt i historien, hvilket ikke er vores tidspunkt i historien, men de bliver behandlet, som om de er reelle på vores tidspunkt i historien, hvor de, som Heidegger siger, ikke er reelle.

 

Heidegger går endnu videre: Livet selv er ultimativt ”uautentisk”, da vi alle er dødelige, og der er ingen udødelighed. Derfor er det mest autentiske og menneskelige vi kan være, at være Sein zum Tode (”være til døden”), erkendelsen af, at ”være” ender med døden (Nogle læsere vil på dette tidspunkt i vores undersøgelse have noteret sig, at dette er eksistentialismen efterkrigstids oprindelse, som blot tog disse ideer til deres logiske slutning og annoncerede, at den mest autentiske og mest sandfærdige handling et menneske kunne opnå, var at blæse hjernen ud på sig selv)

Sein zum Tode værende sagen, så er det højeste de fleste mennesker kan håbe at gøre, at finde hvad Heidegger kalder en ”helt”, som vil transcendere historiciteten som er blevet dem efterladt, og skabe en ny mere autentisk historie. For Martin Heidegger var denne helt Adolf Hitler; og det er ugendriveligt, at tusinder af tyske intellektuelle fulgte Hitler til deres død baseret på Heideggers lærdom.

Frankfurterskolen er i det store hele Nietzsche og Heidegger plus et kommunistisk organisationsprogram. Frankfurterskolen blev grundlagt af Georg Lukacs, en ungarsk aristokrat der blev en litterær teoretiker i det store hele baseret på arbejder af Nietzsche og hans forskellige tilhængere. Omkring første verdenskrig lagde Lukacs kurs mod bolsjevismen, og blev kulturkommisær gennem den korte bolsjevistiske magttildragelse i Ungarn i 1919. Efter 100 dage blev ”Budapest-sovjet” slået og Lukacs flygtede til Moskva og blev en højtrangerende autoritet i det Kommunistiske Internationale, Comintern. Der var opgaven at svare på det slående spørgsmål: Hvorfor havde bolsjevismen succes i Rusland, men fejlede at gribe vesten, til trods for den kommunistiske revolte Europa over? Til dette samlede Lukacs en gruppe marxistiske sociologer og filosoffer, der grundlagde Institute for Social Research i Frankfurt, Tyskland i 1922; dette blev populært kendt som Frankfurterskolen. Institute for Social Research fastslog, at nøglen var, at Rusland var domineret af er særlig gnostisk form for kristendom, der var pessimistisk. Denne form for kristendom minimerede den enkelte sjæls rolle i verden, og erstattede den med den slags individ, der optog identitet ved at sammensmelte sin sjæl med den ”kommunale sjæl”.

Bolsjevikkerne havde succes i Rusland, sagde Institute of Social Research, fordi de overbeviste en del af befolkningen om, at deres revolutionære bevægelse repræsenterede en ny sekulær messias; forstået derhen, at de var i stand til at frigive, gennem propaganda og terrorisme, hele den populære indignation – eller nietzscheanske ”hævntørst” om du vil – mod aristokratiet og det ortodokse kirkebureaukrati, samtidigt bibeholdende ideologien om den ”kommunale sjæl”. De var i stand til at lave et simpelt skift: Du modtager din identitet, ikke fra kirken eller hellige moder Rusland, men fra partiet.

Undersøgerne fra Institute of Social Research erklærede, at problemet var, at til trods for Nietzshe´s og efterfølgeres pessimistiske bestræbelser så var vesten stadig domineret af en jødisk-kristen kultur, der fokuserede på det unikke og hellige ved den individuelle sjæl. Men hvad værre var, fra instituttets standpunkt, så vedholdt vesten, at det individuelle gennem udførelsen af hans eller hendes fornuft, kunne erkende den ”Guddommelige Vilje” i en umedieret relation; dette betød, at individet kunne ændre det fysiske univers i jagten på ”det gode” – at mennesket kunne have herredømme over naturen, som befalet af åbningskapitlet i Skabelseshistorien. Dette betød, at ethvert individ i vesten – et eller andet sted dybt nede – stadigt var optimistisk; de troede stadigt på, at den guddommelige gnist af fornuft i hver mand og kvinde, kan løse problemer der møder samfundet, uanset hvor store disse problemer er. Og dette betød, at vesten ikke kunne have en succesfuld bolsjevistisk revolution. Derfor kunne Lukacs i 1914 skrive sin store klage: ”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?”

Institute of Social Research´s særlige bidrag til teorien og praktikken af det postmoderistiske helvede var at erkende, at vesten kunne manipuleres således at det selvdestruerer. Alt hvad kultur indebærer måtte forkastes gennem en aktiv teori om kritik, samtidigt med at nye kulturelle former skulle skabes – former der hverken oplyser eller løfter, men skulle udstille den sande nedgørelse af livet under kapitalismen og den falske myte under monoteismen.  

Hvad der var behov for, var hvad Lukacs kaldte ”forkastelse af kultur”, en ny ”kulturpessimisme”, en verden i hvilken det enkelte individ ikke tror på, at det kan have en personlig skæbne, men kun ”en samfundets skæbne i en verden forladt af Gud”. Den politiske opgave var, at fylde vestens folk med had, pessimisme og håbløshed – mens man samtidigt gjorde dem så stupide, at de ikke så nogen anden udvej på deres problemer end vild, ukontrolleret revolution.  

I de 45 år siden 1922 har Institute of Social Research spundet den ene teori efter den anden (bedre kendt som Kritisk Teori), designet til med magt at fjerne glæden, den guddommelige gnist af fornuft ud af vores fornøjelse kunst, litteratur og musik. Walter Benjamin der i dag er vældigt populær på universiteterne, påtog sig spørgsmålet om kunstnerisk kreativitet. Som Nietzsche og Heidegger var Benjamin og hans kolleger fast besluttede på, at lokalisere oprindelsen af filosofi før Socrates og Platon. Benjamin indrømmer, at de fleste mennesker mener, at Socrates startede filosofi med emnet om det fornuftige sind, hypoteserende naturen af det fysiske univers, søgende gradvist højere hypoteser til forbedring forståelsen.

Ved begyndelsen af det attende århundrede demonstrerede Gottfried Wilhelm Leibniz, baserende sig på Socrates, Platon og Nicolaus af Cusa, at det hypoteserende sind ikke kunne være materiel; stof tænker ikke (hav i mente, at Leibniz ikke taler om tænkning som en simpel mental aktivitet, som Freud gør; han definerer tænkning som en kreativ aktivitet). Det kreative sind kan forstå sandheden om det fysiske univers, men er ikke begrænset af dette univers. Det kreative sind reflekterer selvbevidst over fortidens forståelse af universet i nutiden, for at påvirke den fremtidige forståelse af universet, og den kreative handling er lige så udødelig som den sjæl der har visionen om det.

Alt dette er forkert, siger Benjamin. Filosofi begynder med det materielle, ikke med sindet. Langt tilbage i tidernes begyndelse blev mennesket konfronteret objekter i den fysiske realitet; filosofi begyndte med menneskets navngivning af objekter. Eftersom der ikke var nogen videnskab, ingen teknologi, ingen fysisk økonomi til at stå i vejen, var navnet på objektet selve essensen af objektet; at nævne navnet på noget var at sige alt hvad der var at sige om objektet. Men med det store onde af menneskets udvikling blev mennesket fremmedgjort mod naturens objekter.

Kreativitet eksisterer på en måde, men kun gennem menneskets forsøg på at finde tilbage til tidligere tiders navne på essensen af objekterne, forbi det kapitalistiske samfunds forhindringer. Men kreativitet kan ikke være udødelig eller universel, eftersom den er baseret på den materielle verden; den kreative handling skal være specifikt relateret til sit historiske punkt – igen, historiciteten af Nietzsch og Heidegger. Den kreative handling af Mozart og Shakespeare kan ikke forstås som Mozart og Shakespeare forstod den i deres historiske tid, men kun som vi forstår den på vort eget ”fremmedgjorte” tidspunkt i historien.

Derfor findes der ingen universel historie; der er ingen universel sandhed; der er ingen naturlig lov. Den bedste kunst i den moderne periode, siger Benjamin, kan ikke bedømmes ud fra bourgeoisiets koncepter om godt og ondt. Benjamin giver eksemplet på den bevidst onde kunst fra de franske symbolister og surrealister: Deres ”satanisme”, som han kalder det, kan ikke bedømmes som slet, fordi den udstiller den ”kapitalistiske kunst´s” falske moral.

Theodor Adorno, selv musiker, gjorde det samme for musikken. Beethoven, siger Adorno, længtes faktisk efter at skrive atonal musik, og dette skulle angiveligt kunne ses i hans akkordstruktur; men Beethoven havde simpelthen ikke mod til at bryde med sin tids sociale strukturer, der ikke ville have accepteret det revolutionære skift til atonalitet. Vore dages musik skal være atonal, fordi atonalitet er grimt, og kun grim musik fortæller os sandheden om vores egen miserable eksistens.

Meningen med kunst er, siger Benjamin, er at organisere pessimisme, og ”At organisere pessimisme betyder intet andet, end udelukke den moralske metafor fra politik”. Frankfurterskolen var ikke tilfreds med teori; de forsøgte at sætte denne nonsens i praktik. Hele instituttet (med undtagelse af Benjamin der i 1941 døde af en selvadministreret narkooverdose) flyttede til Amerika da Hitler kom til magten. Sponseret af institutioner som CBS, Columbia University, the American Jewish Committee og B´nai B´rith blev den den dominerende kraft i sociologisk teori og kommunikationsteori. Den udviklede konceptet om den ”autoritære personlighed” som skolemæssig retfærdiggørelse af sin irrationalitet, definerende ”autoritær” som værende enhver der har for høj en anseelse af familien, nationen eller selve fornuften. Frankfurterskolens kritiske teori er basis for dagens ”underholdningsindustri”, en frase som skolen introducerede; den er den teoretiske basis for al dagens fjernsyn, film og musikprogramlægning. Den er basis for offentlige opinionsmålinger, der er blevet den afgørende faktor i amerikansk politik.

 

Kend din fjende

Dette er hvad der er bagved al den nonsens om DHM. ”Hvorfor tvinger du os til at læse Homer, Platon og Cervantes? Disse er alle mandlige forfattere der deler den samme vestlige kultur; alt hvad de kan skrive om, er deres egne erfaringer og egne værdier. De kan ikke sige noget vigtigt til en kvinde, en sort person eller en homoseksuel. Man er nødt til at læse kvindelige forfattere, sorte forfattere eller homoseksuelle forfattere for dette, fordi, som vi alle ved, er det mentale liv begrænset af materialisme – alt vi kan sige, om livet er, hvordan vore forskellige instinktive og genetiske strukturer, som kvinde, som mand, som sort, som homoseksuel, interfererer med vores oplevede eksistens (Dasein) som mand, kvinde, sort eller homoseksuel.

I 1967 grundlagde en franskmand ved navn Roland Barthes den litterære teori ved navn ”Poststrukturalisme” med en enkelt erklæring, baserende sig fuldstændigt på Benjamin og bevidst forsøgende på at eftergøre Nietzsche´s berømte sætning: ”The author is dead”. Med dette mente han: ”Lad os tage konsekvensen og tilstå, at enhver vigtig litterær figur var så determineret af sin bevidste og ubevidste interaktion med sin materielle eksistens, at tale om ”forfatteren” er ugyldigt, og at sige at nogen tidligere forfatter har noget at sige dig i dag, er håbløst naivt. Selv ordene forfatterne brugte bærer på meninger påført af den specifikke tids regerende klasse, så ordene i sig selv er mistænkelige, da de underliggende bærer kapitalistisk undertrykkelse. I 1979, da han bestred et prestigefyldt professorat i Paris konkluderede Barthes: ”Sprog er fascisme”.

Mange læsere har set rapporter fra det eksperimentelle Rainbow Curriculum i New York: børn skal lære tolerance for den homoseksuelle livsstil, den sataniske livsstil og så videre. Dette kaldes ”værdiafklaring” i nye undervisningstekster. ”Undskyld mig”, siger forældre, ”Kunne I undervise i nogle familieværdier, nogle universelle værdier om godt og ondt?” Skolen svarer: ”Universelle værdier? ”Er du autoritær?” Er du religiøs fanatiker? ”Den eneste sandhed er, at en syfilistisk Nazi havde ret: ”Vi skaber alle vore værdier – Umwertung aller Werte”. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at John Dewey, grundlæggeren af moderne amerikansk uddannelseteori, var en offentlig og dedikeret beundrer af Frederich Nietzsche.

 

Nazisme- Kommunisme

Postmodernisme, i sit politiske udtryk, tager uværgerligt form af Nazisme – Kommunisme. Med dette mener jeg ikke ét eller andet sentimentalt koncept som eksempelvis totalitarisme”. Jeg taler ikke om Nazisme eller Kommunisme, men ”Nazisme-Kommunisme”, en specifik type ideologi der tillader ofret at bevæge sig – uden alvorlige filosofiske modsætninger – frem og tilbage mellem nazistpartiets og kommunistpartiets kortbærende medlemskab.

Martin Heidegger var, tragisk nok, den mest indflydelsesrige tyske akademiker på det tidspunkt Hitler tog magten i januar 1933; mange så i hans retning for at få retningslinier vedrørende nazisterne. Han svarede dem i 1933, ved at tage medlemskab i nazistpartiet og blive rektor for universitetet i Freiburg, erstattende en rektor der havde nægtet at implementere anti-semitiske regulativer på universitetet. Enorme mængder blæk er blevet spildt gennem de sidste 40 år, i et forsøg på at minimere eller retfærdiggøre Heidegger´s nazisme som et forvirret mellemspil.

I sin tid efterlod Heidegger dog ingen tvivl om, at den ”indre sandhed og storhed ved sin bevægelse” (nazismen), var nøjagtigt hvad han havde talt om i de seneste årti. Heidegger prøvede endda at rekruttere sin medtænker og universitetskollega Karl Jaspers til partiet. Jasper havde ikke noget valg, eftersom hans kone var jødisk; dog, på et tidspunkt rapporterede han, at han udfordrede Heidegger på Hitler´s filosofisk ignorance. ”Uddannelse er helt igennem uvigtig”, svarede Heidegger, ”bare se på hans fantastiske hænder”.

På det tidspunkt Heidegger lavede disse erklæringer, inkluderede hans studerende en stor del af den gruppe, der skulle dominere efterkrigstidens akademier på kontinentet. Mellem tyskerne var Hans-Georg Gadamer, fakultetsrådgiver for 1960´ernes generation af radikale studerende. Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre, uden tvivl Europa´s mest berømte kommunist i 1950´erne, tog til Tyskland, med det ene formål at studere for fødderne af Heidegger: det er ikke en overdrivelse at sige, at Sartre lærte sin stalinisme fra nazisterne.

Heideggers anden berømte studerende, Frankfurterskolens Herbert Marcuse, havde forladt Tyskland med nazismens komme, og var i Amerika ved at blive den nye venstrefløjs vigtigste ideologiske guru. I 1960´erne kom Heidegger hele vejen rundt med erklæringen: ”det marxistiske historiesyn overgår alle andre”; på dette tidspunkt var Heidegger også offentligt enig med Marcuse om, at totalitarismens oprindelse, inklusive nazismen, var et virkeligt teknologisk fremskridt, der ødelægger filosofisk tænkning og øger fremmedgørelse. Forudsigeligt begyndte det ekstremistiske parti ”De Grønne”, at optage argumenterne fra både Heidegger og Marcuse. Og listen fortsætter. Paul de Man, professor ved humaniora på Yale University indtil sin død i 1983, var Amerika´s ledende praktiker af ”dekonstruktiv” litterær teori og kompromisløs kritiker af den angiveligt i sproget indlagte autoritarisme. I 1987 opdagede man, at de Man havde skrevet anti-semitiske og pro-nazistiske artikler i det tyskokkuperede Belgien i 1941-1942, den belgiske modstandsbevægelse havde offentlige afsvoret ham som forræder. Den dekonstruktivistiske bevægelse som de Man havde hjulpet med at udvikle, bestred denne åbenbaring: ”Forfatteren er død”, derfor er den historisk specifikke nazist de Man, en fuldstændigt anden entitet end den historisk specifikke ”Yale-dekonstruktivist”

I dag har vi bevis for, at postmodernismen genopstår, lovligt, i sin rå nazistisk-kommunistiske form. Arkitekterne af voldtægts –og mordlejrene bygget som et led i den serbiske ”etniske udrensning” af det tidligere Jugoslavien, har vist sig at inkludere en gruppe navngivne psykiatrikere, uddannet af den nietzscheanske psykoanalytiker Jacques Lacan. Det skal understreges, at disse bosniske forfærdeligheder ganske enkelt er ”kulturel barbarisme”, set af Lukacs, og den ”tvungne retardering” af Adorno, og ”primitiveringen” af Nietzsche og Heidegger. Hvad der sker i Bosnien, er en magtpåliggende march mod tribalisme, og postmodernisterne mener den tribale eksistens er et positivt gode, hvor mennesker lever mere ”autentisk”, og viljen til magt er helt frigjort. Dette forklarer også den postmoderne dominans over dagens ”afro-centrisme” og ”indfødte folks” bevægelser.

 

 

Den menneskelige natur er én af de ting alle taler om, men ingen præcist kan definere. Hver gang vi forelsker os, skændes med vores partner, bliver oprørte over indvandringen til vore lande, eller går i kirke, agerer vi delvist som menneskelige dyr med vor egen unikt udviklede naturmenneskes natur. Dette betyder to ting. For det første er vore tanker, følelser og adfærd produkter ikke bare af vore individuelle erfaringer og miljø i vor egen levetid, men også hvad der skete for vore forfædre for millioner af år siden.
For det andet deles vore tanker, følelser og adfærd for en stor dels vedkommende af alle mænd og kvinder, til trods for tilsyneladende store kulturelle forskelle. Menneskelig adfærd er et produkt af både vor medfødte menneskelige natur, og af vore individuelle erfaringer og miljø. Dog i denne artikel fokuserer vi på biologiske indflydelser på den menneskelige adfærd, fordi de fleste sociale forskere forklarer den menneskelige natur som om evolutionen stopper ved halsen, og som om vores adfærd næsten udelukkende er et produkt af miljø og socialisation. I modsætning til dette ser evolutionære psykologer den menneskelige natur som en samling af psykologiske tilpasninger, der ofte opererer i underbevidstheden for af løse overlevelsesproblemer og reproduktionsproblemer ved at prædisponere os til at føle på bestemte måder. Vore præferencer for det søde og fede er en psykologisk udviklede mekanismer. Vi vælger ikke bevidst at kunne lide det søde og fede; de smager bare godt for os. Implikationerne af nogle af ideerne i denne artikel kan synes umoralske, fornærmende eller i modsætning til vore idealer. Vi fremsætter dem fordi de er sande og dokumenterede med videnskabelige beviser. Om du kan lide det eller ej, så er den menneskelige natur ganske enkelt ikke politisk korrekt.

 

Dette er et uddrag fra ”Why beautiful people have more daughters” af Alan S. Miller og Satoshi Kanazawa, publiceret af Perigee i september 2007.

 

Mænd kan lide blonde ”brystbomber” (og kvinder vi gerne ligne dem)
Længe før fjernsynet i det 15. og 16. århundredes Italien, og muligvis to tusinde år siden, blegede kvinder deres hår lyst. Nylige undersøgelser viser at i Iran, hvor man er begrænset af indflydelsen fra vestlige kulturer og medier, er kvinder faktisk mere optagede af deres kropsudtryk, og ønsker mere at tabe vægt end deres kvindelige amerikanske modparter. Det er svært at tilskrive præferencer og ønsker for kvinder i det 15. århundredes Italien og det 21. århundredes mediesocialisation i Iran. Kvinders ønske om at ligne Barbie – ung med lille talje, store bryster, langt blondt hår og blå øjne – er en direkte, realistisk og fornuftig respons på mændenes ønske om at parre sig med kvinder der ser sådan ud. Der er evolutionær logik bag hver af disse features.
Mænd foretrækker delvist unge kvinder, fordi de har tendens til at være sundere end ældre kvinder. En nøjagtig indikator på sundhed er fysisk skønhed; en anden er hår. Sunde kvinder har glansfyldt, skinnende hår, hvorimod håret på syge mennesker mister deres glans. Fordi hår vokser langsomt, så afslører skulderlangt hår adskillige års kvindelig sundhedsstatus.
Mænd har også en universel præference for kvinder med en lav talje-til-hofte-ratio. De er sundere og mere fertile end andre kvinder; de har lettere ved at føde børn, og de gør dette i en tidligere alder, fordi de har højere niveauer af essentielle reproduktionshormoner. Altså søger mænd ubevidst sundere og mere fertile kvinder, når de søger kvinder med lille talje. Indtil for nylig var det et mysterium for evolutionære psykologer, hvorfor mænd foretrækker kvinder med store bryster, eftersom størrelsen af bryster ingen relevans har til hendes evne til at amme. Men Harvard antropologen Frank Marlowe erklærer, at større og derfor tungere bryster hænger indlysende mere med alder end mindre bryster. De gør det derfor nemmere for mænd at afgøre en kvindes alder (og reproduktionsværdi).
En ny undersøgelse af polske kvinder viser, at kvinder med store bryster og lille talje har større fantasifuldhed, indikeret af deres niveau af reproduktive hormoner (estradiol og progesterone).
Blondt hår er unikt i den forstand, at det ændrer sig dramatisk med alderen. Typisk bliver kvinder med blondt hår med alderen til kvinder med brunt hår. Altså prøver mænd der foretrækker at parre sig med blonde kvinder ubevidst at parre sig med yngre (og derfor, i gennemsnit, sundere og mere fertil) kvinder. Det er ikke noget tilfælde, at blondt hår udviklede sig i Skandinavien og nordeuropa sandsynligvis som et alternativ til at vise deres ungdom i takt med at deres krop blev tildækket med tøj.
Kvinder med blå øjne skulle ikke være anderledes end dem med grønne eller brune øjne. Alligevel synes præferencen for blå øjne at være universel og ugenstridig, for mænd såvel som kvinder. Én forklaring er, at den menneskelige pupil udvider sig, når et individ udsættes for noget hun kan lide. Eksempelvis pupillerne på kvinder og børn (ikke mænd) udvider sig spontant når de ser babyer. Udvidelse af pupiller er en ærlig indikator for interesse og tiltrækning. Og størrelsen af pupillen er nemmest at afgøre i blå øjne. Blåøjede mennesker anses for attraktive som potentielle mager, fordi det er lettest at afgøre, om de er interesserede i os eller ej.
Ironien er, at intet af det ovenstående længere er sandt. Gennem ansigtsløftninger, parykker, kunstige brystimplantatsforstørrelser, hårblegning og kontaktlinser, kan enhver kvinde uanset alder, have mange af nøglefaktorerne der definerer idealkvindens skønhed. Og mændene falder for dem. Mænd kan kognitivt forstå at mange blonde kvinder med faste store bryster, rent faktisk ikke er 15 år gamle, men de finder dem stadigt attraktive, fordi deres psykologisk udviklede mekanismer narres af moderne opfindelser, der ikke eksisterede i det fortidige miljø.

 

Mennesker er naturligt polygame
Hvis man ser bort fra vestlig civilisation, er mennesker naturligt polygame. Polyandri (ægteskab mellem én kvinde og mange mænd) er meget sjælden, men polygyni (ægteskab mellem én mand og mange kvinder) er vidt udbredt i menneskelige samfund, selv om jødisk-kristne traditioner vedholder, at monogami er den eneste naturlige form for ægteskab. Vi ved, at mennesker gennem historien har været polygyne gennem det meste af historie, fordi mænd er højere end kvinder.
Mellem primater og ikke-primater korresponderer graden af polygyni kraftigt med graden af hvilken mænd er højere end kvinder. Jo mere polygone arterne er, jo større er størrelsesforskellen mellem kønnene. Typisk er mænd ti procent højere og tyve procent tungere end kvinder. Dette antyder, at gennem historien har menneskene været medium polygyne.
Relativt til monogami skaber polygyni større fitness varietet (afstanden mellem ”vinderne” og ”taberne” i det reproduktive spil) mellem mænd end mellem kvinder, fordi det tillader få mænd at monopolisere alle kvinderne i gruppen. Jo større fitness varietet mellem mændene skaber større pres for mændene til at konkurrere med hinanden for mager. Kun store og høje mænd kan vinde muligheder for en mage. Mellem pardannende arter som menneskene, hvor mænd og kvinder bliver sammen for at opfostre deres børn, foretrækker kvinder også at danne par med store og høje mænd, fordi de bedre kan sørge for fysisk beskyttelse mod rovdyr og andre mænd.
I samfund hvor rige mænd er meget rigere end fattige mænd, er kvinder (og deres børn) meget bedre stillet med at dele få velhavende mænd; halvdelen, en fjerdedel eller selv en tiendedel af en velhavende mand, er stadigt bedre end en helt igennem fattig mand. Som Bernard Shaw sagde det: ”Moderinstinktet leder kvinder til at foretrække en tiendedel af en førsteklasses mand, frem for helt ejerskab af en tredjeklasses mand”. Til trods for det faktum, at mennesker er naturligt polygame, så er de fleste industrisamfund monogame, fordi mænd har tendens til at være mere eller mindre lige i deres ressourcer sammenlignet med middelalderen. (Ulighed tenderer at øges i takt med at samfund øger kompleksiteten fra jæger-samler til avancerede agrarian samfund. Industrialisering tenderer at sænke lighedsniveauet).

De fleste kvinder har fordel af polygami, mens de fleste mænd har fordel at monogami

Hvor der er ulighed i ressourcer mellem mænd – hvilket er tilfældet i alle menneskelige samfund – har kvinder størst fordel af polygami: kvinder kan dele en velhavende mand. Under monogami er de låst fast med en fattigere mand.
De eneste undtagelser er ekstremt attraktive kvinder. Under monogami kan de monopolisere de mest velhavende mænd; under polygami må de dele med andre mindre attraktive kvinder. Situationen er dog helt anderledes for mænd. Monogami garanterer, at enhver mand kan finde en kone. Mindre attraktive mænd kan kun gifte sig med mindre attraktive kvinder, men det er dog meget bedre end ikke at gifte sig overhovedet. Mænd i monogame samfund forestiller sig, at de ville være bedre stillet med polygyni. Hvad de ikke er klar over er, at for de fleste mænd der ikke er ekstremt attraktive, betyder polygyni ingen kone overhovedet, eller hvis de er heldige, en kone der er meget mindre attraktiv, end den de kunne få under monogami.
 

De fleste selvmordsbombere er muslimske
Ifølge sociolog ved Oxford University Diego Gambatta, redaktør af ”Making Sense of Suicide Missions”, så er en omfattende historie af dette bekymrende dog aktuelle fænomen ikke altid religiøst motiveret, men når de er, er det altid muslimer. Hvordan kan det være? Hvorfor er Islam den eneste religion der motiverer sine efterkommere til at begå selvmordsaktioner?
Det overraskende svar fra et evolutionært psykologisk perspektiv er, at muslimske selvmordsbombere måske intet har med Islam eller Koranen at gøre (undtagen to linier i den). Det har muligvis intet at gøre med religion, politik, kultur, race, etnisitet, sprog eller region. Som med så eget andet fra dette perspektiv, har det muligvis meget med sex, eller i dette tilfælde, manglen på sex at gøre. Hvad der adskiller Islam fra andre store religioner er, at den tolererer polygami. Ved at tillade nogle mænd at monopolisere alle kvinder og derigennem ekskludere mange mænd fra reproduktive muligheder, skaber polygami mangel på tilgængelige kvinder. Hvis 50 procent af alle mænd har to koner hver, så får de andre 50 procent ingen koner overhovedet. Så polygami øger det konkurrencemæssige pres på mænd, især unge mænd af lav status. Det øger derfor sandsynligheden for, at unge mænd griber til voldelige midler for at opnå adgang til en mage. Ved at gøre dette, har de lidt at miste og meget at vide, sammenlignet med mænd der allerede har koner. Gennem alle samfund gør polygami mænd voldelige, øgende kriminalitet som mord og voldtægt, selv efter at have korrigeret for åbenlyse faktorer som økonomisk udvikling, økonomisk ulighed, befolkningstæthed, niveauet af demokrati og politiske faktorer i regionen. Dog er polygami ikke i sig selv en tilstrækkelig grund til selvmordsbomber. Samfund i det mellemste Afrika og Caribien er meget mere polygame end muslimske nationer i mellemøsten og nordafrika. Og de har meget høje voldsniveauer. Det mellemste Afrika lide af en lang historie af vedholdende borgerkrige men ikke selvmordsbomer.
Den anden nøgleingrediens er løftet om 72 jomfruer ventende i himlen til enhver muslimsk martyr. Usigten til eksklusiv adgang til jomfruer virker måske ikke særligt appellerende til de der bare har én kone på jorden, som regelret monogami så godt som garanterer. Udsigten kan dog være ret appellerende for én der må se de barske kendsgerninger i øjnene, at værende en komplet reproduktiv taber.   
Det er denne kombination af polygami og løftet om et stort harem af jomfruer i himlen, der motiverer mange unge muslimer til at begå selvmordsbombning. I overensstemmelse med denne forklaring indikerer undersøgelser, at de er signifikant yngre end ikke bare den muslimske befolkning generelt, men andre (ikke-selvmordsudførende) medlemmer af deres egne ekstreme politiske organisationer som Hamas og Hezbollah. Og næsten alle selvmordsbombere er enlige.

 

At få sønner reducerer sandsynligheden for skilsmisse
Sociologer og demografer har opdaget, at par der har mindst én søn, har signifikant mindre sandsynlighed for skilsmisse, end par der kun har døtre. Hvordan kan det være?
Eftersom en mands værdi i det store hele afgøres af hans velstand, status og magt – hvor en kvindes i det store hele er afgjort af hendes ungdom og fysiske tiltrækning – må faderen sørge for, at hans søn kommer til at arve hans velstand, status og magt, uanset hvor meget er lidt af disse ressourcer han har. I kontrast er der meget, lidt en fader (eller moder) kan gøre for at holde en datter ungdommelig eller gøre hende mere fysisk attraktiv.
Det fortsatte nærvær af (og investering af) faderen er derfor vigtig for sønnen, men ikke så vigtig for datteren. Tilstedeværelsen af sønner deters derfor skilsmisse og faderens afgang fra familien, mere end tilstedeværelsen af døtre, og denne effekt synes at være stærkere i velstående familier.

 

Smukke mennesker får flere døtre
Det er almindeligt antaget, at det er tilfældigt, om forældre får den dreng eller en pige. Tæt på, men ikke helt; det er i det store hele tilfældigt. Den normale kønsratio er 105 drenge for hver 100 piger. Men kønsratioen varierer let under forskellige omstændigheder og for forskellige familier. Der er faktorer der underliggende influerer kønnet af afkommet.
En af de mest hyldede principper i den evolutionære biologi, Trivers-Willard-hypotesen erklærer, at velstående forældre med høj status, får flere sønner, mens fattige forældre af lav status har får flere døtre. Dette er fordi børn generelt arver velstanden og den sociale status fra forældrene. Gennem historien har sønner fra velstående familier, der selv ville blive velstående, kunne forvente at have et stort antal koner, elskerinder og konkubiner, og producere dusinvis eller hundreder af børn. Så den naturlige selektion designer forældre til at have specielle ønsker vedrørende kønsratio ved fødselen, afhængig af deres økonomiske omstændigheder – flere drenge hvis de er velstående, flere piger hvis de er fattige (den biologiske mekanisme af dette er endnu ikke forstået).
Denne hypotese er blevet dokumenteret jorden rundt. Amerikanske præsidenter, vicepræsidenter og kabinetsekretærer har flere sønner end døtre. Fattige Mukogodo-hyrder i østafrika får flere døtre end sønner. Kirke parish optegnelser fra det syttende århundrede og attende århundrede viser, at velhavende landejere i Leezen, Tyskland, fik flere sønner end døtre, mens gårdarbejdere og handelsmænd uden ejendom fik flere døtre end sønner. En undersøgelse fra 46 nationer viser, at velhavende individer har større sandsynlighed for at foretrække en søn, hvis de kun kunne få ét barn, i modsætning til mindre velstående individer der har større sandsynlighed for at indikere interesse for en datter.
Den generaliserede Trivers-Willard-hypotese går videre end en families velstand og status: Hvis forældre har nogen virksomhed de kan videreføre til deres børn, og som er bedre for sønner end døtre, vil de få flere sønner. Omvendt, hvis forældre har en virksomhed, der er bedre for døtre, så vil de få flere døtre.
Fysisk attraktion, som en universelt positiv kvalitet, bidrager endnu mere til kvinders reproduktive succes end til mænds succes. Den generaliserede hypotese ville derfor forudse, at fysisk attraktive forældre skulle have flere døtre end sønner. Igen er dette tilfældet. Amerikanere der sættes som ”meget attraktive”, har en chance på 56 procent for at få en datter som første barn, sammenlignet med 48 procent for alle andre.

 

Hvad Bill Gates og Paul McCartney har til fælles med kriminelle
I næsten et kvart århundrede har kriminologer kendt til ”alder/kriminalitet – kurven”. I alle samfund til alle tider øges tendensen til at begå kriminalitet og anden risikobetonet adfærd i den tidlige ungdom, topper i den sene ungdom og tidlige voksenalder, aftager hurtigt gennem tyverne og tredverne, og udligner sig i midalderen.
Denne kurve er ikke afgrænset til kriminalitet. Den samme aldersprofil karakteriserer enhver kvantificerbar menneskelig adfærd, der er offentlig (antaget af mange potentielle mager) og kostbar (for kostbar af alle seksuelle konkurrenter). Relationen mellem alder og produktivitet mellem jazzmusikere, mandlige malere, mandlige forfattere og mandlige videnskabsmænd – som kan kaldes ”alder/genialitet – kurven” – er essentielt den samme som alder/kriminalitet – kurven. Deres produktivitet – udtrykket for deres genialitet – topper hurtigt i deres tidlige voksenalder, og falder ligeledes hurtigt igen gennem voksenalderen. Alder/genialitet – kurven mellem deres kvindelige modstykker er meget mindre udtalt; den topper eller varierer ikke så meget som funktion af alder.
Paul McCartney har ikke skrevet et hit i årevis, og spenderer nu megen tid med at male. Bill Gates er nu en respekteret forretningsmand og filantrop, og er ikke længere en computertroldmand. J.D. Sallinger lever nu i totalt recluse og har ikke publiceret noget i mere end tre årtier. Orson Welles var ikke mere end 26 år, da han skrev, producerede, instruerede og brillerede i Citizen Kane.
En enkelt teori kan forklare produktiviteten af både kreative genier og kriminelle gennem et livsforløb: Både kriminalitet og genialitet er udtryk for unge mænds konkurrencemæssige ønsker, hvis ultimative funktion i fortidens miljø ville have været at øge den reproduktive succes.
I den fysiske konkurrence for mager kan de der er konkurrencedygtige agere voldeligt mod deres mandlige rivaler. Mænd der har mindre tendens til kriminalitet og vold, kan udtrykke deres konkurrencedygtighed gennem deres kreative aktiviteter.
Prisen for konkurrence stiger dog dramatisk når en mand får børn, når hans energier og ressourcer bliver brugt på en mere nyttefuld måde, til at beskytte og investere i dem. Fødslen af det første barn sker almindeligvis adskillige år efter puberteten, fordi mænd behøver tid til at akkumulere tilstrækkelige ressourcer og opnå tilstrækkelig status til at tiltrække deres første mage. Der er derfor en periode på adskillelige år mellem den hurtige stigning i konkurrencens afstedkomne goder og den tilsvarende stigning i dens omkostninger. Produktivitet falder drastisk i det sene voksenliv, i takt med at konkurrencens omkostninger stiger og annullerer dens goder.  
Disse kalkulationer er blevet udført ved naturlig og seksuel selektion, så at sige, som så udstyrer den mandlige hjerne med en psykologisk mekanisme, der ansporer dem til at være tiltagende konkurrenceorienterede lige efter puberteten, og gøre dem mindre konkurrenceorienterede lige efter fødslen af deres første barn. Mænd føler ganske enkelt ingen ansporing til at agere voldeligt, stjæle eller udføre yderligere videnskabelige eksperimenter, eller de ønsker at slå sig ned efter fødselen af deres første barn, men de ved ikke præcist hvorfor.
Ligeledes mellem Bill Gates, Paul McCartney og kriminelle, faktisk mellem alle mænd gennem den evolutionære historie peges på et vigtigt koncept i den evolutionære biologi: kvindens valg. Kvinder siger ofte nej til mænd. Mænd har måttet indtage fremmede lande, vinde slag og krige, komponere symfonier, forfatte bøger, skrive sonetter, male katedrallofter, gøre videnskabelige opdagelser, spille i rockbands og skrive ny computersoftware, for at imponere kvinder til at have sex med dem. Mænd har bygget og destrueret civilisationer, for at imponere kvinder, så de muligvis ville sige ”ja”.

 

Midalderkrisen er en myte…sådan da
Mange tror, at mænd går gennem en midtlivskrise, når de når midalderen. Ikke helt. Mange mænd går gennem en midtlivskrise, men det er ikke fordi de er midaldrende. Det er fordi deres koner er. Fra et evolutionært psykologisk perspektiv efterfølges konens imminent overgangsalder og afslutning på reproduktive karriere af mandens midtlivskrise, og derfor hans fornyede behov for at tiltrække yngre kvinder.
Ifølge dette ville en 50 årig mand gift med en 25 årig kvinde ikke gå gennem en midtlivskrise, mens en 25 årig mand gift med en 50 årig ville, ligesom den typiske 50 årige mand gift med en 50 årig kvinde. Det er ikke hans midtliv der betyder noget; det er hendes. Når han køber en skinnende rød sportsvogn, så prøver han ikke at genfinde sin ungdom; han prøver at tiltrække unge kvinder til at erstatte sin overgangsalderkone ved at trumpetere sine penge og prestige.

Det er naturligt for politikere at risikere alt for en affære (men kun hvis de er mænd)
Om morgenen den 21 januar 1998 da amerikanerne vågnede til den forbløffende påstand, at præsident Bill Clinton havde en affære med en 24 årig intern i Det Hvide House, tænkte den darwinistiske historiker Laura L. Betzig: ”Det var jo det jeg sagde”. Betzig peger på, at mens magtfulde mænd gennem den vestlige historie har giftet sig monogamt (kun én legal kone ad gangen), så har de altid parret sig polygamt (de har haft elskerinder, konkubiner og kvindelige slaver). Med deres koner producerede de legitime arvtagere; med de andre producerede de bastarder. Gener laver ingen distinktion mellem de to kategorier børn.
Som et resultat heraf har magtfulde mænd af højstatus gennem historien opnået meget høj reproduktiv succes, efterladende et stort antal efterkommere (legale eller ej), mens talløse fattige mænd døde uden mage og afkom. Moulay the Bloodthirsty, den sidste Sharifian kejser af Marocco, er uden sidestykke, havende efterladt mere afkom – 1042 – end nogen anden optegnet person, men han var ikke på nogen måde kvalitetsmæssig anderledes end andre magtfulde mænd, som Bill Clinton. Det spørgsmål mange stillede dem selv i 1998 var: ”Hvorfor i al verden ville den mest magtfulde mand på jorden risikere sin position, for at have en affære med en ung kvinde?” – er, fra er darwinistisk perspektiv et dumt et. Betzig´s svar ville være: ”Hvorfor ikke?” Mænd stræber efter at opnå politisk magt, bevidst eller ubevidst, for at have reproduktiv adgang til et større antal kvinder. Reproduktiv adgang til kvinder er målet. Politik er bare midlet. At spørge hvorfor præsidenten af U.S.A. ville have seksuelt samvær med en ung kvinde, er som at spørge hvorfor nogen der arbejdede hårdt for at tjene en stor sum penge, derefter ville spendere dem.
Hvad der adskiller Bill Clinton er ikke at han havde en udenomægteskabelig affære under sit embede, mange andre vil have dette; det ville være et darwiniansk mysterium, hvis han ikke gjorde det – hvad der adskiller ham er det faktum, at han blev opdaget.

Mænd chikanerer kvinder seksuelt, fordi de ikke er sexistiske
En uheldig konsekvens af det tiltagende antal kvinder på arbejdsmarkedet, der arbejder side om side med mænd, er det tiltagende antal sexchikanesager. Hvorfor er sexchikane en nødvendig konsekvens af den kønsmæssige integration på arbejdspladsen? Psykolog Kingsley R. Browne identificerer to typer af sexchikanesager: quid pro quo (”Du skal gå i seng med mig for at beholde dit job eller blive forfremmet) og det ”fjendtlige miljø” (miljøet er dømt til at være for seksualiseret for ansatte til at føle sig sikre og komfortable). Mens feminister og socialforskere har en tendens til at forklare sexchikane i termen ”patriakat” og andre ideologier, så lokaliserer Browne den ultimative grund til begge slags sexchikane i forskelle i pardannelsesstrategier.
Undersøgelser viser utvetydigt, at mænd er langt mere interesserede i kortsigtet tilfældig sex, end kvinder er. I en nu klassisk undersøgelse indvilligede 75 procent af mellemuddannede mænd i at have sex med en fremmed kvinde; ingen af kvinderne indvilligede i at have sex med en tiltrækkende fremmed mand. Mange mænd der ikke ville gå i byen med den fremmede, ville ikke desto mindre gerne have sex med hende.
Quid pro quo – typerne af sexchikane er manifestationer af mænds større behov for tilfældig korttids-sex, og deres villighed til at bruge ethvert middel til at opnå målet. Feminister påstår ofte, at sexchikane ikke er ”om sex men om magt”; Browne tilkendegiver, at det handler om begge ting – mænd der bruger magt til at få sex. ”At sige at det kun handler om magt, giver ikke mere mening end at sige, at bankrøverier kun handler om pistoler, ikke om penge”.
Sexchikanesager af ”fjendtligt miljø” – varianten resulterer fra kønsforskelle i, hvad mænd og kvinder opfatter som ”seksuelt grænseoverskridende” eller ”fjendtlig” adfærd. Mange kvinder beklager legitimt, at de er blevet udsat for misbrug, intimidering og nedgørende behandling.
Misbrug, intimidering og nedgørelse er alle del af mænds taktik-repetoire, anvendt i konkurrencemæssige situationer. Med andre ord behandler mænd ikke kvinder anderledes end mænd – definitionen af diskrimination, under hvilken sexchikane legalt falder – men det modsatte: Mænd chikanerer kvinder præcist fordi de ikke diskriminerer mellem mænd og kvinder.

 

 

 

'Twas the night before Christmas and Santa's a wreck...
How to live in a world that's politically correct?

His workers no longer would answer to "Elves,"
"Vertically Challenged" they were calling themselves.

And labour conditions at the North Pole
Were alleged by the union to stifle the soul.

Four reindeer had vanished, without much propriety,
Released to the wilds by the Humane Society.

And equal employment had made it quite clear
That Santa had better not use just reindeer.

So Dancer and Donner, Comet and Cupid,
Were replaced with 4 pigs, and you know that looked stupid!

The runners had been removed from his sleigh;
The ruts were termed dangerous by the E.P.A.

And people had started to call for the cops
When they heard sled noises on their roof-tops.

Second-hand smoke from his pipe had his workers quite frightened.
His fur-trimmed red suit was called "Unenlightened."

And to show you the strangeness of life's ebbs and flows,
Rudolf was suing over unauthorized use of his nose .

And had gone on Geraldo, in front of the nation,

Demanding millions in over-due compensation.

So, half of the reindeer were gone; and his wife,
Who suddenly said she'd enough of this life,

Joined a self-help group, packed, and left in a whiz,
Demanding from now on her title was Ms.

And as for the gifts, why, he'd ne'er had a notion
That making a choice could cause so much commotion.

Nothing of leather, nothing of fur,
Which meant nothing for him. And nothing for her.

Nothing that might be construed to pollute.
Nothing to aim. Nothing to shoot.

Nothing that clamoured or made lots of noise.
Nothing for just girls. Or just for the boys.

Nothing that claimed to be gender specific.
Nothing that's war-like or non-pacific.

No candy or sweets...they were bad for the tooth.
Nothing that seemed to embellish a truth.

And fairy tales, while not yet forbidden,
Were like Ken and Barbie, better off hidden.

For they raised the hackles of those psychological
Who claimed the only good gift was one ecological.

No baseball, no football...someone could get hurt;
Besides, playing sports exposed kids to dirt.

Dolls were said to be sexist, and should be passé;
And Nintendo would rot your entire brain away.

So Santa just stood there, dishevelled, perplexed;
He just could not figure out what to do next.

He tried to be merry, tried to be gay,
But you've got to be careful with that word today.


His sack was quite empty, limp to the ground;
Nothing fully acceptable was to be found.

Something special was needed, a gift that he might
Give to all without angering the left or the right.

A gift that would satisfy, with no indecision,
Each group of people, every religion;

Every ethnicity, every hue,
Everyone, everywhere...even you.

So here is that gift, its price beyond worth...
"May you and your loved ones enjoy peace on earth."

Som Russell Kirk skrev, så er én af konservatismens vigtigste indsigter, at alle ideologier tager fejl. Ideologier tager et intellektuelt system, et produkt af én eller flere filosoffer, og siger: ”Dette system må være rigtigt”. Realiteterne ender uundgåeligt med at modsige systemet, i de fleste tilfælde i et stigende antal tilfælde. Men ideologi kan i sagens natur ikke tilpasse sig virkeligheden. At gøre dette ville være at opgive systemet. Derfor må virkeligheden undertrykkes. Hvis ideologien har magt, så bruger den magten til at gennemføre undertrykkelsen. Ideologien forbyder at skrive og sige visse fakta. Ideologiens mål er ikke bare at forebygge at man udtrykker det som modsiger det som ”skal være sandt”, men forebygge i det hele taget at få tanken. Resultatet er i sidste instans uundgåeligt koncentrationslejren, Gulag og graven.

Mens nogle amerikanere har troet på ideologier, så har Amerika selv aldrig haft en officiel statsideologi – indtil nu. Men hvad sker der i dag amerikanere der mener at der er forskelle på etniske grupper, eller at den traditionelle sociale rolle mænd og kvinder imellem repræsenterer deres naturlige forskellighed, eller at homoseksualitet er forkert? Hvis de er offentlige figurer, må de undskyldende bide i støvet i det uendelige. Hvis de er universitetsstuderende, kan de imødese at stå skoleret og mulig bortvisning. Hvis de er privat ansatte, kan de miste deres job. Hvad var deres forseelse? At modsætte sig Amerikas nye statsideologi: ”Politisk Korrekthed”.

Men hvad præcist er ”Politisk Korrekthed”? Marxisterne har brugt udtrykket i mindst 80 år, som et bredt synonym for ”den Generelle Partilinie”. Det kunne siges, at Politisk Korrekthed er den Generelle Linie for det etablerede samfundssystem i Amerika i dag. Helt sikkert ingen der modsiger den politiske korrekthed kan være en del af det etablerede samfund. Men det fortæller os stadig intet om, hvad den politiske korrekthed er.

Denne korte bog, som Free Congress har besluttet gratis at gøre tilgængelig over denne hjemmeside, søger at besvare dette spørgsmål. Den gør det på den eneste måde en ideologi kan blive forstået, nemlig ved at se på dens historiske oprindelse, dens analytiske metode og adskillige nøglekomponenter, inklusive dens plads i det højere uddannelsessystem og dens forbindelse til Feminismen. Slutteligt tilbyder den en kommenteret bibliografi for de der ønsker at forfølge sagen dybere.

Måske er det vigtigste spørgsmål der møder amerikanerne i dag: ”Ønsker vi virkeligt at være en ideologisk stat?” Da konservative ved hvor alle ideologier fører hen, må vores svar være et rungende ”Nej!”. Men hvis vi forventer at sejre og genetablere vores land til fuld frihed i tanke og udtryk, må vi kende vores fjende. Vi må forstå hvad Politisk Korrekthed i virkeligheden er. Som du snart vil se, hvis vi kan afdække den politiske korrektheds virkelige oprindelse og natur, vil vi have taget et stort skridt mod dens kuldkastelse.

 

De fleste amerikanere ser tilbage på 1950´erne som en god periode. Vore hjem var sikre, til det punkt hvor mange ikke gad låse deres døre. Offentlige skoler var i almindelighed glimrende, og problemerne var ting som at tale i klassen og løbe i gangene. De fleste mænd behandlede deres kvinder som damer, og de fleste kvinder brugte deres tid og bestræbelser på at lave et godt hjem, opfostre deres børn godt og hjælpe lokalsamfundet gennem frivilligt arbejde. Børn voksede op i hjem med begge forældre, og deres mor var der når børnene kom hjem fra skole. Underholdning var noget hele familien deltog i.

Hvad skete der?

Hvis en mand fra Amerikas 1950´ere pludseligt blev introduceret for Amerika år 2000, ville han dårligt kunne genkende det som det samme land. Han ville være i umiddelbar risiko for at blive overfaldet, bortført eller det der er værre, fordi han ikke havde lært at leve i frygt. Han ville ikke vide, at der var bestemte dele af byen han ikke skulle betræde, at ikke alene skulle bilen være låst, men også udstyret med en alarm og at han ikke kunne gå i seng om aftenen uden at låse vinduerne og afspærre dørene – og tilkoble alarmsystemet.

Hvis han tog familien med ham, ville han og hans kone sandsynligvis frejdigt sende deres børn til den nærmeste offentlige skole. Når børnene så kom hjem om eftermiddagen og fortalte, at de skulle gennem en metaldetektor, var blevet tilbudt noget hvidt underligt hvidt pulver af et andet barn, og lært at homoseksualitet er normalt og godt, ville forældrene være uforstående.
På kontoret ville han muligvis tænde en cigaret, nævne ”Lille-mor” og sige, at han er glad for at se at firmaet har ansat nogle negere i vigtige stillinger. Dette ville afstedkomme omgående reprimande og sammen ville de muligvis få ham fyret.

Når konen gik i byen for at handle, ville hun tage et pænt sæt tøj på, en hat og muligvis handsker. Hun ville ikke forstå hvorfor folk stirrede og bagtalte.

Og når hele familien satte sig efter aftensmaden og tændte fjernsynet, ville de ikke kunne forstå, hvordan pornografi fra én eller anden ulækker pornobutik var kommet på skærmen.

Hvis det var muligt for dem, ville vores 1950´er – familie skynde sig tilbage til 1950´erne så hurtigt som muligt, med en hårrejsende historie at fortælle. Deres historie ville handle om en nation der er kollapset og degenereret i en fantastisk hastighed, gående i løbet af et halvt århundrede, fra den største nation på jorden, til en tredjeverdensnation, oversvømmet med kriminalitet, støj, stoffer og skidt. Rom´s fald var i sammenligning yndefuld.

Hvorfor skete det?

Over de sidste fyrre år er Amerika blevet besejret af den samme kraft der tidligere indtog Rusland, Kina, Tyskland og Italien. Kraften er ideologi. Her, som andetsteds, har ideologien forårsaget enorm skade på den traditionelle kultur den er kommet til at dominere, splittet den og udryddet meget af den. I stedet kom frygt og ødelæggelse. Rusland skal bruge en generation eller mere, for at komme sig over kommunismen, hvis det overhovedet kan.

Den ideologi der har overtaget Amerika går almindeligvis under betegnelsen ”Politisk Korrekthed”.

Nogle ser den som en spøg. Det er den ikke. Den er dødsens alvorlig. Den søger at omstyrte praktisk taget alle regler, formelle som uformelle, der styrer relationer mellem mennesker og institutioner. Den søger at ændre adfærd, tanke, selv de ord vi bruger. Det har den allerede i udtalt grad. Den eller det der styrer sproget, styrer også tanken. Hvem tør tale om ”damer” mere?

Hvad er så ”Politisk Korrekthed”? ”Politisk Korrekthed” er faktisk kulturel Marxisme – Marxisme skiftet fra økonomiske betingelser til kulturelle betingelser. Bestræbelserne på at ændre marxismen fra økonomiske betingelser til kulturelle betingelser, begyndte ikke med studenteroprøret i tresserne. De går mindst tilbage til 1920´erne og til skrifterne fra den italienske kommunist Antonio Gramsci. I 1923´ernes Tyskland grundlagde en gruppe marxister et institut dedikeret til at lave denne ændring, Instituttet for Social Forskning (senere kendt som Frankfurterskolen). Èn af dens grundlæggere, George Lukacs, fastslog formålet med instituttet ved at besvare spørgsmålet: ”Hvem skal redde os fra vestens civilisation?”. Frankfurterskolen øvede anseelig indflydelse på amerikanske universiteter efter at mange af dens bannerførere flygtede til U.S.A. i 1930´erne for at undslippe nationalsocialismen i Tyskland.

Frankfurterskolen blandede Marx med Freud, og senere indflydelser (nogle fascistiske såvel som marxistiske) tilføjede lingvistik for at skabe ”Kritisk Teori” og ”Dekonstruktion”. Disse influerede kraftigt på uddannelsesteorien, og tilvejebragte gennem højere uddannelsesinstitutioner, hvad vi nu kalder ”Politisk Korrekthed”. Linien er klar, og kan spores direkte tilbage til Karl Marx.

Parallellerne mellem kulturel marxisme og klassisk økonomisk marxisme er indlysende. Kulturel marxisme, eller Politisk Korrekthed, deler med marxismen visionen om ”det klasseløse samfund”. Et samfund ikke udelukkende med lige muligheder, men et samfund med lige forhold. Eftersom denne vision modsvarer den menneskelige natur – fordi mennesker er forskellige, ender de som ulige, uanset udgangspunktet – samfundet vil ikke indrette sig efter dette, medmindre det tvinges. Dette er den første store parallel mellem klassisk og kulturel marxisme: ”Begge er totalitære ideologier”. Den politiske korrektheds natur kan ses på universiteter, hvor den politiske korrekthed dominerer: ytringsfrihed, pressefrihed og selv tankefrihed er alle elimineret.

Den anden stor parallel er, at både kulturel marxisme og klassisk, økonomisk marxisme har begge enkelt - faktor - forklaringer på historien. Klassisk marxisme argumenterer, at hele historien var determineret af ejerskabet af produktionsmidlerne. Kulturel marxisme siger, at historien i det hele forklares ved hvilke grupper – defineret af køn, race og seksuel normalitet og abnormalitet – der har magt over andre grupper.

Den tredje parallel er, at begge variationer af marxismen erklærer visse grupper for dydige og andre for onde a priori, altså uden hensyn til den enkeltes adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og borgerskabet (middelklassen) og andre kapitalejere som onde. Politisk Korrekthed definerer sorte, latinoer, feminister, homoseksuelle og andre minoritetsgrupper som dydige og hvide mænd som onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister og definerer sorte mænd der ikke vedkender sig Politisk Korrekthed som hvide)

Den fjerde parallel er ”ekspropriation”. Hvor økonomiske marxister fik magt, eksproprierede de borgerskabets ejendom og gav det til staten, som værende repræsentanter for arbejdere og bønder. Hvor Kulturelle Marxister fik magt, straffede de hvide mænd og andre der ikke delte synspunkter med og privilegerede grupper de favoriserede.

Afsluttende anvender begge variationer af marxismen en analysemetode, designet til at vise brugbarheden af deres ideologi i alle situationer. For klassiske marxister er analysen økonomisk. For kulturelle marxister er analysen lingvistisk: ”Dekonstruktion”. Dekonstruktion ”beviser”, at al tekst, fortidig eller nutidig, illustrerer undertrykkelsen af sorte, af kvinder og af homoseksuelle ved at læse betydning ind i ordene, uanset den virkelige betydning. Begge metoder er, selvfølgelig, fupanalyser der tilpasser materialet til en præfabrikeret konklusion, men ”låner” lidt videnskabelighed til ideologien.

Disse paralleller er hverken bemærkelsesværdige eller tilfældige. De eksisterer fordi Politisk Korrekthed nedstammer direkte fra Klassisk Marxisme, og er i virkeligheden blot en variant af marxismen. Gennem det meste af marxismens historie har den kulturelle marxisme været sekundær i forhold til den klassiske økonomiske marxisme. Men i dag hvor den økonomiske marxisme er elimineret, har den kulturelle marxisme indtaget den økonomiske marxismes plads. Mediet er ændret, men beskeden er den samme: et samfund af radikal egalitarisme understøttet af staten.

Politisk Korrekthed våger nu over det amerikanske samfund som en kolos. Den har overtaget både politiske partier – nylige republikanske konventer var koreograferet i overensstemmelse med den politiske korrektheds diktater, mens kulturelle konservative blev vist døren – og er underlagt mange love og regulativer. Den styrer næsten totalt det mest magtfulde element i vores kultur, underholdningsindustrien. Den styrer både folkeskoler og videregående uddannelser. Mange universiteter er giftbefængte Nord Korea´er. Den har endog indtaget gejstligheden i mange kirker. Enhver der afviger fra dens diktat ophører omgående med at være en del af etablissementet. 

Resten af denne korte bog vil undersøge emnet Politisk Korrekthed yderligere: dens historie, dens analysemetode (dekonstruktion), og med hvilke midler den har opnået sin indflydelse, især gennem uddannelse.

Men yderligere et spørgsmål må adresseres  fra begyndelsen. Det mest vitale spørgsmål: hvordan kan amerikanerne bekæmpe den politiske korrekthed og generobre deres samfund fra de kulturelle marxister?

I den forbindelse er det ikke nok at kritisere den politiske korrekthed. Den tolererer en bestemt mængde kritik. Selv mild mopning. Det gør den ikke gennem ægte tolerance for andre synspunkter, men for at afvæbne modstandere, så den selv ser ud som om den er en mindre plage end den er. De kulturelle marxister har endnu ikke opnået magtfuldkommenhed, og de er for kloge til at være totalitære, før sejren er sikret.

I stedet for at besejre den politiske korrekthed, skal man trodse den. Man skal bruge ord den forbyder, og nægte at bruge ord den dikterer. Man skal råbe de realiteter ud over hustagene, som den ønsker at undertrykke, som eksempelvis at sorte begår forholdsvist mere vold og at de fleste tilfælde af AIDS er frivillige, forstået derhen at de er begået i en umoralsk seksualakt. Man skal nægte at sende sine børn i en offentlig skole.

Oven over alting skal de der vil trodse den politiske korrekthed leve efter vores gamle kulturs regler. Ikke de nye regler de kulturelle marxister har nedlagt. Damer skal være koner og hjemmegående, ikke politi eller soldater, og mænd skal stadig hold døren for damerne. Børn bør ikke fødes uden for ægteskab. Åbne homoseksuelle forhold bør skys. Nævninge bør ikke acceptere race som en undskyldning for mord.

Trods spredes. Når andre amerikanere ser én person trodse de politiske korrekthed og overleve – og det kan man stadig, indtil videre, vækker dette mod. De bliver også fristet til at trodse den. Virkningen af en enkelt gerning i trods, som eksempelvis at brække næsen af en idolbuste, kan være langtrækkende. Der er ikke noget den politiske trods frygter mere, end åben trods, og af gode grunde: det er dens overordnede svaghed. Dette skulle lede kulturkonservative til at trodse politisk korrekthed ved hver en lejlighed.

Selvom det er i elvte time, er slaget ikke tabt. Meget få amerikanere er klar over, at politisk korrekthed i virkeligheden er marxisme i forklædning. Efterhånden som dette erkendes, vil trodsen spredes. Gennem trods og gennem uddannelse for vor egen part (som bør være en del af enhver trodshandling) kan vi fjerne dens camouflage og åbenbare marxismen under sløret af ”sensitivitet”, ”tolerance” og ”multikulturisme”

 

Amerika er i dag domineret af et fremmed trossystem, udtryk og værdier som vi er kommet til at kende som ”Politisk Korrekthed”. Politisk Korrekthed søger at påtvinge alle amerikanere en uniformitet i tanke og handling og er derfor i sin natur totalitær. Social revolution har en lang historie, gående så langt tilbage som til Platon´s ”Republik”. Men det var ”Den Franske Revolution” i 1789 der inspirerede Karl Marx til at udvikle sin teorier i det nittende århundrede. I det tyvende århundrede satte bolsjevikkernes revolution i 1917 en ny bølge af optimistiske forventninger mellem marxistiske kræfter i Europa og Amerika om, at den nye proletariske verden af ligestilling endeligt blev virkeliggjort. Rusland skulle som den første kommunistiske nation i verden lede de revolutionære kræfter til sejr.

Europa´s marxistiske revolutionskræfter jublede ved muligheden. Ved slutningen af Første Verdenskrig var der en stigende kommunistisk spartakisisme i Berlin, Tyskland, ledet af Rosa Luxemburg; skabelsen af et ”Sovjet” i Bayern ledet af Kurt Eisner; og en ungarsk kommunistisk republik grundlagt af Bela Kun 1919. På det tidspunkt var der en stor bekymring over, om hele Europa ville blive underlagt bolsjevismen. Denne opfattelse af dommedag blev levendegjort af Trotsky´s Røde Arme-invasion af Polen i 1919.

Den Røde Arme blev dog besejret af polske tropper ved slaget om Vistula i 1920. Den spartakisistiske, bayerske, sovjetiske og Bela Kun´ske regering fejlede i deres forsøg på at opnå bred opbakning fra arbejdere og efter kort tid blev de væltet. Disse begivenheder skabte et dilemma for de revolutionære marxister i Europa. Under marxistisk økonomisk teori, var det meningen at det var være arbejderne der skulle være nyderne af en social revolution, der skulle pladsere dem på toppen af magtstrukturen. Men da muligheden viste sig, forblev arbejderne passive. De marxistiske revolutionære bebrejdede ikke deres egne teorier for dette fejlslag. De bebrejdede arbejderne.

Èn gruppe af intellektuelle løste deres dilemma med en analyse, der fokuserede på samfundets kulturelle ”superstruktur”, frem for Marx´s økonomiske substrukturer. Den italienske marxist Antonio Gramsci og den ungarske marxist Gerog Lukacs bidrog mest til den nye kulturelle marxisme.

Antonio Gramsci arbejdede for Det Kommunistiske Internationale fra 1923-24 i Moskva og Wien. Han blev senere fængslet i et af Mussolini´s fængsler, hvor han skrev sin berømte ”Prison Notebooks”. Mellem marxister kendes Gramsci for sin teori om kulturel hegemoni som vejen til klassedominans. Ifølge ham måtte der skabes en ny ”kommunistisk mand”, før en politisk revolution var mulig. Dette førte til fokus på de intellektuelles bestræbelser på områderne uddannelse og kultur. Gramsci visualiserede en lang march gennem samfundets institutioner, inklusive regeringen, juraen, militæret, skolerne og medierne. Han konkluderede også, at så længe arbejderne havde en kristen sjæl, ville de ikke respondere på revolutionære appeller.

Georg Lukacs var søn af af en velhavende ungarsk bankmand. Lukacs begyndte sit politiske liv som en agent for Kommunistiske Internationale. Hans bog History and Class Conciousness skaffede ham anerkendelse som den ledende marxistiske teoretiker siden Karl Marx. Lukacs mente, at for at en ny marxistisk kultur kunne fremkomme, måtte den eksisterende kultur destrueres. Han sagde: ”Jeg så den revolutionære destruktion af samfundet som den eneste løsning på epokens kulturelle modsætninger”, og, ”En sådan verdensomspændende omvæltning af værdier kan ikke finde sted uden udslettelsen af de gamle værdier, og skabelsen af nye revolutionære”.

Da han blev Vicekommisær for Kultur i det bolsjevikiske Bela Kun-regime i Ungarn i 1919, igangsatte Lukacs hvad der skulle blive kendt som ”Kulturel Terrorisme”. Som led i denne terrorisme iværksatte han et radikalt sexundervisningsprogram i Ungarn´s skoler. Ungarske børn blev undervist i fri kærlighed, seksuel samkvem, de forældede middelklassekoder, den forældede monogami, irrelevansen af religion, som frarøver mennesket alle glæder. Også kvinder blev opråbt til kamp mod tidens seksuelle skikke. Lukacs´s kampagne for ”Kulturel Terrorisme”, var forgænger for hvad den politiske korrekthed senere skulle bringe til Amerika.

I 1923 grundlagde Lukacs og andre marxistiske intellektuelle der associerede med Kommunistpartiet i Tyskland Institute of Social Research i Frankfurtuniversitetet i Frankfurt, Tyskland. Instituttet som blev kendt som Frankfurterskolen, var skabt efter forbillede af Marx-Engels Instituttet i Moskva. I 1933, da Nazierne tog magten i Tyskland, flygtede medlemmerne af Frankfurterskolen. De fleste tog til U.S.A.

Medlemmerne af Frankfurterskolen gennemførte talrige studier om tro, udtryk og værdier de troede lå bag Nationalsocialisternes opstand. Frankfurterskolens studier kombinerede marxistisk teori med freudiansk psykoanalyse, for at forme hvad der skulle blive kendt som ”Kritisk Teori”. Kritisk Teori var i sin essens destruktiv kritik af hovedelementerne i vestlig kultur, inklusive Kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriakat, hierarki, moral, tradition, seksuel mådehold, loyalitet, patriotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konservatisme og ”skik og brug”. Denne kritik blev reflekteret i sådanne værker fra Frankfurterskolen som Erich Fromm´s Escape from Freedom og The Dogma of Christ, Wilhelm Reich´s The Mass Psychology of Fascism og Theodor Adorno´s The Authoritarian Personality. 

The Authoritarian Personality, publiceret I 1950, influerede amerikanske psykologer og videnskabsmænd substantielt. Bogens grundpræmis var baseret på idéen om, at tilstedeværelsen af Kristendom, kapitalisme og den patriakalsk autoritære familie, skabte en karakter tilbøjelig til tysk fascisme. The Authoritarian Personality blev en håndbog for en kampagne mod enhver fordom og diskrimination i teorien om, at hvis ikke disse onder blev udslettet, kunne endnu et holocaust ske på det amerikanske kontinent. Denne kampagne viste sig at blive basis for Politisk Korrekthed.

Kritisk Teori inkorporerede sub-teorier, det var meningen skulle udradere eksisterende kulture, inklusive matriarkalsk teori, androgyn teori, autoritær teori, familie-teori, seksuel teori, raceteori og lovteori. Sat i praksis blev disse teorier brugt til at omvælte den almindelige sociale orden og indføre revolution baseret på kulturel marxisme.

For at opnå dette erkendte de teoretiske kritikere fra Frankfurterskolen, at traditionel overbevisning og den eksisterende sociale struktur skulle erstattes af det matriakatet; overbevisningen om at mænd og kvinder er forskellige og derfor har forskellige roller skulle erstattes af androgyni; og overbevisningen om at heteroseksualitet er normalt skulle erstattes med overbevisningen, at homoseksualitet er normalt.

Som et stort fupnummer designet til at sløre den reelle værdi af den hvide mand, den heteroseksuelle, åbnede de kritiske teoretikere fra Frankfurterskolen døren til Trotsky´s tilhængere af racemæssig og seksuel modstand. Leon Trotsky mente, at undertrykte sorte kunne blive kommunisternes fortrop i Amerika. Han fordømte hvide arbejdere, der var fordomsfulde mod sorte og opfordrede dem til at ledsage dem i revolution. Mange af de studerendes ledere tilsluttede sig Trotsky´s ideer i 1960´ernes kulturelle bevægelse, og forsøgte at løfte sorte revolutionære til lederpositioner i bevægelsen.

De studenterrevolutionære var også under stærk indflydelse af Herbert Marcuse´s ideer, endnu et medlem af Frankfurterskolen. Marcuse prædikede ”Den Store Afvisning”, en afvisning af alle vestlige koncepter, seksuel frihed og sorte og feministers fortjenstfuldhed. Hans primære tese var, at universitetsstuderende, sorte ghettobeboere, de fremmedgjorte, de asociale og Den Tredje Verden kunne tage plads i den kommunistiske revolution. I sin bog, An Essay on Liberation, proklamerede Marcuse sine mål med det radikale opgør med værdier, tabuernes fald, kulturel omvæltning, Kritisk Teori, og lingvistisk oprør der ville resultere i en metodisk modsætning i betydning. Med hensyn til den racemæssige konflikt skrev Marcuse, at hvide mænd er skyldige og at sorte er den mest naturlige oprørskraft.

Marcuse er muligvis det vigtigste medlem af Frankfurterskolen i retning af oprindelsen af Politisk Korrekthed, da han var det afgørende led til modkulturen i 1960´erne. Hans mål var klart: ”Man kan med rette tale om en kulturel revolution, eftersom protesterne er rettet direkte mod hele det kulturelle etablissement, inklusive samfundets eksisterende moral”. Hans mål var at frigøre den kraftfulde, seksuelle urkraft fra samfundets civiliserede bånd, et bud prædiket i hans bog, Eros and Civilization, offentliggjort i 1955. Marcuse blev én af hovedguruerne i 1960´ernes seksuelle oprør, selv udviklende udtrykket: ”Make love, not war”. Med denne rolle var ringen af marxistisk indflydelse gennem Frankfurterskolen fuldendt; fra Lukacs´s tjeneste som Vicekommisær for kultur i det bolsjevittiske Ungarns regering, til amerikanske studerendes afbrænding af flag og overtagelse af universitetsadministationsbygninger i 1960´erne. I dag er mange af disse universiteter bastioner for Politisk Korrekthed.

Én af de vigtigste bidragydere til Politisk Korrekthed var Betty Friedan. Gennem hendes bog The Feminine Mystique, blev Friedan den moderne feminismebevægelses moder i Amerika. Friedan var ikke medlem af Frankfurterskolen, men var stærkt influeret af den. Hendes arbejde giver god mulighed for studier af den politiske korrektheds marxistiske rødder.

Friedan helligede næsten et helt kapitel i The Feminine Mystique til Abraham Maslow´s teori om selvudfoldelse. Maslow var socialpsykolog og lavede i sine tidlige år forskning af den kvindelige dominans og seksualitet. Maslow var ven med Herbert Marcuse ved Bandeis-universitetet, og havde mødt Erich Fromm i 1936. Han var yderst imponeret af Fromm´s Frankfurterskole-ideologi. Han skrev i en artikel; ”The Authoritarian Character Structure” offentliggjort i 1944, der spejlede sig i Kritiks Teori´s personlighedsteori. Maslow var også imponeret af Wilhelm Reich´s arbejde, som var også var en ophavsmand af Frankfurterskolens personlighedsteori.

Betydningen af  den politiske korrektheds historiske rødder kan ikke blive forstået i fuld kontekst medmindre Betty Friedan´s revolution i seksualrollerne bliver betragtet for det den virkeligt var – en manifestation af den sociale revolution begyndt af Karl Marx. Friedan´s tiltro til Abraham Maslow´s refleksion over Frankfurterskolens ideologi er én indikator. En anden indikator inkluderer Friedan´s korrespondancer om revolutionen af seksualroller med Georg Lukacs´s udslettelse af traditionelle værdier. Men ideen om at transformere et patriakat til et matriakat – som det er meningen at omvendingen af seksualroller skal bidrage til – kan forbindes direkte til Friedrich Engels bog The Origin of the Family, Private Property, and the State. Offentliggjort i 1884 populariserede denne bog den nu accepterede feministiske tro, at dyb diskrimination mod det undertrykte kvindelige køn var en funktion af patriakatet Troen på, at matriakatet er løsningen på patriakatets mangler, stammer fra Marx´s kommentar i The German Ideology, offentliggjort i 1945.

I dette værk fremfører Marx ideen om, at koner og børn er den patriakalske mands primære ejendom. Frankfurterskolens matriakalske teori (og dens nær-relation, androgyne teori) stammer også derfra.

Når tilhængere af Politisk Korrekthed adresserer offentligheden – eller den kulturelle marxisme, for at benævne den korrekt – præsenterer  de deres overbevisning tiltalende. ”Det handler udelukkende om at være ”sensitiv” mod andre mennesker, siger de. De bruger ord som ”tolerance” og ”forskellighed”, spørgende; ”Hvorfor kan vi ikke bare enes?”

Virkeligheden ar anderledes. Politisk Korrekthed handler ikke kun om at være ”venlig”, med mindre man mener Gulag er et rart sted. Politisk Korrekthed er Marxisme med alt hvad det indebærer: tab af ytringsfrihed, tankekontrol, omvæltning af traditionel social orden og ikke mindst, den totalitære stat. Den kulturelle marxisme som Frankfurterskolen skabte er om muligt endnu mere skrækindjagende end den gamle økonomiske marxisme der destruerede Rusland. De økonomiske marxister ophøjede i det mindste ikke seksuel perversion og forsøgte ikke at skabe et matriakat, som efterkommerne af Frankfurterskolen har gjort.

Dette korte essay har søgt at vise en afgørende forbindelse mellem klassisk marxisme og ingredienserne i den ”kulturelle revolution” der brød ud i Amerika i 1960´erne.

 

På et tiltagende antal universiteter undergraves ytringsfriheden og friheden til at diskutere ideer i en alarmerende hast, et princip der har været en hjørnesten i videregående uddannelse siden Socrates. Se på en tiltagende trend; hundreder, sommetider tusinder af kopier af konservative studerendes aviser er enten blevet stjålet eller brændt offentligt af radikale studerende. I mange tilfælde er disse handlinger foregået i lærerstandens og administrationens stiltiende accept. Gerningsmændene bliver sjældent stillet til ansvar.

Det ville være let af affeje disse eksempler på intolerance som drengestreger, men disse begivenheder er overflademanifestationen af en mere udbredt og snigende trend – en trend der finder sit mål i destruktionen af den liberale tradition der har været medvirkende til at bygge og vedligeholde vestlig civilisation.

Selvom visse ”eksperter” har påstået at denne udbredelse af ideologisk intolerance, kendt som Politisk Korrekthed er overdreven, er det modsatte nærmere sandheden. Politisk korrekthed er nu så dybt indgroet i videregående amerikanske uddannelser, at universiteter nu er domineret af en atmosfære af usikkerhed og ængstelse. Et tiltagende antal af dedikerede studerende og fakultetsmedlemmer lever nu i frygt for, at deres intellektuelle jagt på sandheden vil fornærme Storinkvisitørerne af Politisk Korrekthed.

Den politiske korrektheds teknik er velkendt; angreb på pensum i det multikulturelles navn, pålægning af restriktioner og udvandede ”sprogkoder” og obligatorisk sensitivitetstræningskurser for førsteårsstuderende, der kun repræsenterer en anelse mere end systematiske forsøg på ideologisk indoktrinering.

Den Politiske Korrektheds oprindelse i videregående uddannelser

Selvom den politiske korrekthed næppe er begrænset til universiteterne, finder den uden tvivl sin oprindelse her. Dette fænomens intellektuelle rødder strækker sig tilbage over årtier. Ultimativt kan den politiske korrekthed spores tilbage til begyndelsen af moderne ideologi og dens krav om magt. I modsætning til de klassiske og jødiske kristne traditioner, der understregede nødvendigheden af menneskets behov for forståelse af moralsk orden og indrette sig på det, har moderne ideologier søgt at dominere og kontrollere verden. Disse ideologier fik i det tyvende århundrede endeligt politisk magt i de kommunistiske lande.

Men i vesten er er det ikke lykkes at lave et så direkte angreb på vore traditioner og frihedsopfattelse. I stedet har radikale intellektuelle søgt at underminere selve kundskabens fundament, med fokus på transformation af universiteterne.

Akademiernes vendepunkt kom i 1960´erne, da militante studerende lancerede et guerillaangreb på vestlige traditioners kultur og frie kunst. I erkendelse af at disse ikke kunne opnå vedvarende magt gennem demonstrationer alene, lod disse sig optage i systemet ved selv at blive professorer. Denne generation af ”fastansatte radikale”, er nu blevet fast inventar i en overvejende del af videregående uddannelser. Som universitetsrektorer, dekaner og afdelingschefer, har de sat sig for at ansætte andre ideologer skabt i deres eget billede og opildnet de repressive politiker, vi nu kender som politisk korrekthed. Det vil være ekstremt svært, at afmontere disse politiserede akademiers magtposition.

Ideologisk uddannelse versus liberal uddannelse

Der står meget på spil i denne krig på ideer, da de inkluderer selve konceptet om frihed. Amerikanerne har altid forstået den tætte og vitale sammenhæng mellem liberal uddannelse og politisk frihed. Derfor er Politisk Korrekthed intet mindre end en dødsstød rettet mod vores republik.

I sin grundbog The Idea of a University, definerer John Henry Newman de ”frie kunster”, som søgen efter kundskaber for kundskabernes egen skyld. Som kontrast til dette definerer han de ”imiterende kunster”, som studieretninger der kun understøtter et specifikt formål. De frie kunster er frigørende, argumenterede Newman, fordi de muliggør at afdække de underliggende principper der leder os mod visdom og styrke.

Havde Newman været i live i dag, ville han have anset Politisk Korrekthed som ”imiterende”, da dens formål er, at fremme en politisk agenda mod national politisk magt.

Militante professorer har i stigende antal skamløst transformeret deres podium til en prædikestol, afstående fra søgen efter objektiv sandhed og søge at indoktrinere deres studerende.

Det ødelagte pensum

Fortalerne for Politisk Korrekthed har koncentreret deres bestræbelser omkring kernen af liberal uddannelse, pensummet. Deres bestræbelser vil radikalt ændre hvad nye generationer vil lære. I dette slag vil den politiske korrektheds tjenerinde være de multikulturelle bevægelse. Et antal kritikere har med rette peget på, at multikulturalisme er mere end blot et argument for fag der koncentrerer sig om grupper, der på et tidspunkt var underprivilegerede eller undertrykte. I stedet involverer multikulturalisme en systematisk omstrukturering af pensum, for at forhindre studerende i at få indblik i vestlig tradition. Eftersom det skjulte motiv bag Politisk Korrekthed er, at forsøge at omstrukturere det amerikanske samfund i egalitære linier, er det afgørende for dens tilhængere at indstille de studerendes sind på gennemført kulturel relativisme.

Intolerance og angrebet på friheden

De to grundpiller der traditionelt har bevaret de frie kunster er akademisk frihed og ytringsfrihed. Uden friheden til at skrive og tale frit er autentisk videnskab umulig. Men begge disse fundamentale friheder er rutinemæssigt blevet tilsidesat af etablissementets ”sprogkoder”, sensitivitetsklasser og en almindelig atmosfære af frygt og intimidering på universitetet.

Det mest tragiske offer i denne tids politiske korrekthed er de studerende. Det traditionelle mål for de frie kunsters uddannelse – kulturindlæring, hvor de studerende optager tidligere tiders nedarvede visdom, er blevet tilsidesat. I dag handler universitetsuddannelse i tiltagende omfang om at lære om politiske holdninger. Ved dagens ende erstatter den selvtilfredse politiske korrektheds følelse af selvretfærdighed den traditionelle kritiske tænknings vaner. En anerkendt videnskabsmand beklagede for nylig, at ”videregående uddannelse” i tiltagende omfang handler om at erhverve sig attituder og meninger, som man iklæder sig som en uniform.

Fordi akademierne er relativt isolerede verdener, kan de tillade politiserede administratorer at omforme uddannelsesstedet til et eksperimentielt laboratorium for social transformation. Når kritiker af Politisk Korrekthed har sammenlignet atmosfæren på uddannelsesstedet med en totalitær stats atmosfære, har man været hurtig til at anklage disse for hysteri.

 

Litteratur er, hvis ikke den vigtigste kulturelle indikator, så i det mindste en signifikant målestok for et samfunds civilisationsniveau. Vores natur og miljø kombineres og former hvert individuelt sind, der igen udtrykker sig selv i ord. Litteratur, som ordenes samfund kollektivt præsenterer eksemplarisk, er derfor et slags begyndelsespunkt – et vindue til kulturen.

Dagens litterære felt er derfor værd at undersøge for de indsigter det tilfører vort nuværende kulturelle miljø. Den kontemporære amerikanske litteratur er oversvømmet med ”ismer”; Marxisme, Freudianisme, Feminisme og så videre. De fleste af dem er litterært beslægtede med hvad der i fælleskulturen kaldes ”Politisk Korrekthed”. Litterære teoretikere tager deres særlige kritikform og påfører den litteraturen i et forsøg på at finde selvbekræftelse i en ”opdaget” mening med teksten. Eksempelvis har feministisk kritik ikke længere naturens skønhed som tema i Andrew Marvel´s ”Upon Appleton House”. Den taler i stedet om patriakatets nedarvede ondskab. Disse ”kulturelle kritikere”, kaldt sådan fordi de kritiserer litteratur ud fra et bestemt kulturelt synspunkt, opstod i 1960´erne, men deres kritikerskole fik først rigtigt fat ved ankomsten af 1970´ernes dekonstruktionsskole.

Arbejdet fra dekonstruktionens fader Jacques Derrida, begyndte at blive oversat fra fransk af den amerikanske professor Gayatri Spivak i midten af 1970´erne, en tid hvor den amerikanske litterære scene var moden til dens indflydelse. De økonomiske marxister levede og havde det godt på de amerikanske universiteter, og kulturkritikerne blev til stadighed fodret af tidens radikale. Feminister, ”homoseksuelle teoretikere” og ”litteratur-for-farvede”-kritikere havde fået fodfæste i det forrige årti, men disse havde i deres magre arsenal kun en vag følelse af undertrykkelse. Hvad de manglede var et filosofisk fundament – modet gennem havende deres egen mærkesag. Ankomsten af dekonstruktion fra Frankrig skabte dette filosofiske fundament.

På dette tidspunkt gjorde denne generation af akademikere, hvad akademikere altid har gjort, nemlig forklaret den foregående generation, at den fuldstændigt havde misforstået det hele. I dette tilfælde var oprøret mod de såkaldte Nykritikere. Nykritikerne specialiserede sig i at finde tekstens mening uden hensyntagen til baggrundsinformation, så som forfatterens hensigt, en proces der havde ”teksten-er-det-hele” som sin ledetråd.

Den nye generations kritikere satte sig for at vende dette på hovedet. I stedet for ”teksten-er-det-hele”, hævdede den nye generation, at ”det-hele-er-teksten” og analyserede alt i relation til det litterære værk. Hvis en forfatter skrev et digt der indbefattede en kvindelig karakter, ville kritikerne undersøge forfatterens forhold til sin mor, sin kone, sin søster og så videre, i et forsøg på at finde en fortolkning af værket. Dette kunne have (og havde ofte) en positive effekt i brugen af biografisk information, for at opnå ny forståelse af værket. Men disse nye fortolkninger var ikke forsøg på at 

afdække den sande mening med værket (som Nykritikerne havde gjort) eller bare at afdække forfatterens virkelige hensigt (som traditionel læsning forsøgte). Denne nye generation af kritikere blev i stedet primære praktikanter af  hvad der i litterære kredse kendes som ”kulturel kritik”. De bestræbte sig på at se litteraturen fra ”kvindens side” eller fra de ”homoseksuelles side” eller fra ”minoriteternes side”. De forsøgte ikke at finde mening – det var de alt for påvirkede af relativisterne til – men at finde sexisme, racisme eller homofobi i Europæiske mænds eller heteroseksuelle forfatteres værker.

Derridiansk dekonstruktion blev et redskab for disse kulturelle kritikere. Dekonstruktion er ganske enkelt en tankeskole der postulerer, at ord ingen mening har. I stedet har ordene ”spor” af mening. Meningen med ord forsvinder kontinuerligt og efterlader kun erindringen, eller sporet, af hvad meningen oprindeligt var.

En metafor kan hjælpe i forståelsen af dekonstruktionismens filosofi. Hvis jeg siger ordet ”blyant”, så tænker du på et objekt der ligger i skrivebordsskuffen. Men hvis jeg kaster blyanten mod én eller anden, begynder ordet ”blyant” at miste sin mening som et skriveapparat; i en konstruktivistisk forståelse undergår den originale forståelse af ordet ”blyant” en udradering der kun efterlader et spor. I stedet bliver ordet ”blyant” associeret med et våben, et projektil eller måske et udtryk for vrede. Hvis blyanten rammer én eller anden bliver betydningen af ordet ”blyant” smerte, personlig skade, en impuls til at gøre gengæld og så videre. Den betydning vokser og ændres fordi det menneskelige sind altid fortolker og genfortolker. Dekonstruktionisternes argument er derfor, at ordet ”blyant” aldrig finder en stabil betydning. Baseret på dette lingvistiske argument, konkluderede dekonstruktivisterne at eftersom betydningen af ord er så flygtige, så kan vil aldrig virkeligt kommunikere. Ord har ikke længere nogen betydning.

Dekonstruktionisterne specialiserede sig i at dekonstruere litterære værker – selvom de vedholdende fastholder, at værkerne dekonstruerer sig selv og at kritikerne kun illustrerer hvordan det sker. Disse dekonstruktionsteknikker involverer almindeligvis isolationen af det litterære værks umiddelbare mening – ”traditionalist”-meningen – og forsøger at vise hvordan værket selv forbryder sig mod den egentlige mening. De vil eksempelvis tage et kærlighedsdigt og splitte det ad, indtil de finder noget der kan tolkes som ikke-kærligt. Elisabeth Barrett Browning´s sonnet ”How Do I Love Thee? Let Me Count The Ways”, slutter med ordene: “I shall but love thee better in death”. Den smarte dekonstruktivist kombinerer muligvis disse ord med Browning´s tidligere ord, ”when feeling out of bounds for the edge of beauty and ideal grace”, for at kunne konkludere, at Browning faktisk stræber efter sin mands død. ”Why is she looking for the edge of beauty?”, spørger dekonstruktivisterne. “She clearly does not want to remain in or before beauty; instead she is seeking some way around it” Dekonstruktivisterne henfører dette tilsyneladende problem til sproget, “Differance”, og konkluderer hurtigt at digtet – som alle andre sprog – ingen mening har.

Da de først opdagede denne skoles tankemagt, tog de kulturelle kritikere det straks til sig, for de havde opdaget en metode til at angribe den traditionelle mening, og erstatte den med en ny mening. Meningen var den politiske korrekthed der i dag inficerer samfundet. Efter at eksempelvis den traditionelle mening af ”How Do I Love Thee” er blevet destabiliseret i ovenstående proces, ville der muligvis komme en feministisk kritiker forbi og – i fravær af en stabil traditionel fortolkning – konkludere, at digtet i virkeligheden er optaget af hvordan kvinder i det nittende århundredes England blev tvunget til at se dem selv som andenrangsmennesker.

Eftersom ”alt er tekst” i det postmoderne mantra, tøvede de kulturelle kritikere ikke med at overføre deres metoder til musik, film, fjernsyn og alt andet de mødte på deres vej. De opdagede, at de kunne fjerne meningen fra alle kulturelle fænomener og erstatte værdierne med de foretrukne værdier. Homoseksuelle analytikere kunne eksempelvis fjerne sandheden fra Biblen og i stedet fortolke den som fuld af homofobisk had –Gud´s sandhed var revet ned, og erstattet med menneskelige politiske agendaer.

Dette eksempel er ikke specielt skandaløs. , eftersom Derrida´s erklærede mål i dekonstruktivismen var, at eliminere ideen om hvad han kalder det ”transcendentielt betydende”. Lingvistiske standardmodeller opererer i henhold til ”betyder – betydende”- parret. ”Betyder” er ordet og ”betydende” er hvad ordet repræsenterer. Når differance kommer ind i billedet, bliver det ”betydende” kontinuerligt afledt, indtil det ikke længere kan afledes – altså indtil det når det metafysiske. Den endelige afledte mening for ethvert ord er ”Gud”. Gud er den ultimative mening i traditionel vestlig tanke[1]. Det ”transcendentielt betydende” som Derrida prøver at skaffe sig selv og den vestlige verden af med, er faktisk ”Gud”. Derrida betegner troen på Gud som et produkt af mangelfuld vestlig tænkning, og på ægte Nietzce – facon hævder han, at Gud mere er en sproglig konstruktion, end sproget er en konstruktion af Gud.

Gennem Dekonstruktion optog de kulturelle kritikere et redskab, der omskabte filosofi og litteratur til nonsens. Derrida undgår eksempelvis i et forsøg på at forblive tro mod sin filosofi alle former af verbet ”at være”. I dekonstruktionalistiske termer giver verbet ”at være” mening, og kan derfor ikke eksistere. Derrida overstreger derfor alle ”at være” – verber og gør ad denne vej hans tekster alt andet end forstålige.

Hvis Derrida skulle følge logikken i sine egne teorier, ville han snart opdage, at selve kommunikationens koncept ville være umulig. Som Nykritikeren Dr. M. H. Abrams fra Cornell University udtaler: ”Jeg håber, at Derrida husker, at ord virkeligt har en mening, næste gang én eller anden advarer ham mod en imodhamkommende bus”.

Dekonstruktion ikke bare skader logisk filosofi, den gør også skabelse af litteratur så godt som umulig. Hvis ord ikke betyder noget, så er ord intet andet end lyde. Der er dog en modbølge mod dekonstruktivismen. På samme måde som den blomstrende generation af kritikere så på Nykritiken, således ser de studerende i dag på dekonstruktionen som forældet. Selvom Derrida´s filosofi er på vej ud, har det ikke stoppet de kulturelle kritikere fra at indoktrinere de nye generationer i feministisk fortolkning, marxistisk teori og såkaldt ”homo – teori”. Pensum i Shakespeare, Milton, Chaucer og andre døde hvide mænd er erstattet af muligheden for at tager klasser i ”Kvinders rolle i renæssancen” (en undskyldning for at begræde fortidens sexisme)

 

--------------------------------------------------------------------------------

[1] En enkel måde at forstå dette koncept er følgende: Hvis du spørger et hvilket somhelst spørgsmål, og derefter ved et svar spørger ”hvorfor”, og svaret så igen er ”hvorfor” til det nye svar, vil man i sidste instans ende ved svaret ”Gud”. Svaret på ”hvorfor Gud” er også Gud.

Der er sandsynligvis ikke noget mere prominent aspekt af Politisk Korrekthed i dagens Amerika end feministisk ideologi. Er feminismen, som resten af Politisk Korrekthed, baseret på kulturel marxisme importeret fra Tyskland i 1930´erne? Selvom amerikansk feministisk historie med sikkerhed rækker længere end tres år tilbage, har den blomstring i de seneste årtier flettet sig med den sociale revolution båret frem af af kulturelle marxister.

Hvor ser man radikal feministisk fremdrift? Det er i fjernsynet, hvor næsten hvert et tilbud har en kvindelig ”powerfigur”, og plotene og karakterene understreger mandlig underlegenhed og kvindelig dominans. Det er i militæret, hvor man udvider mulighederne for kvinder, selv i kampsituationer, som er opfulgt af dobbeltmoral og sænkede niveauer, såvel som nedgang i hvervningen af unge mænd, mens ”krigere” i tjeneste forlader tjenesten i folk. Det er i regeringsbefalet beskæftigelsespræferencer og praktiker der begunstiger kvinder og bruger anklager om ”sexistiske chikanerier” for at holde mænd stangen. Det er på universiteter, hvor kvinders kønsstudier knobskyder og krav om ”omgående handling” ved optagelse og beskæftigelse. Det er i andre beskæftigelsesområder, offentlige som private, hvor der i forlængelse af krav om omgående handling gives tidtil uset tid og opmærksomhed til ”sensitivitetstræning”. Det er i skoler, hvor ”selvoptagethed” og ”selvværd” er tiltagende promoveret, mens akademiske færdigheder aftager.

I modsætning til nutidens radikale feminister var 1890´ernes og det tidlige tyvende århundredes sociale feminister mindre totalitære. De stod for kvinders rettigheder, men også for styrkelse af familien.

Der er ingen tvivl om, at ”dagens mand” forventes at være en følsom underart, der bøjer sig for radikale feministers agenda. Han er hovedbestanddelen af Hollywood, tv-netværkernes sitcoms og film, og tv-showenes politiske vismand. Feminiseringen er blevet så åbenlys, at magaziner og aviser har noteret sig det. Eksempelvis fortæller Washington Times og National Review os samlet, at ”bag festligholdelsen af de svalende mandeting i dagens mandemagaziner, lurer en selvtillidskrise. Hvad vil det sige at være maskulin i halvfemserne? Det er åbenbart at i mandemagazinerne (Esquire, GQ, Mens Health, Mens Fitness, Mens Journal, Details, Maxim, Mens Perspective) alle er gearet til en ny femininiseret mand. Den gamle maskuline personlige præsentation forsvinder. Vore fædres ide om personlig vedligeholdelse begrænsede sig hovedsagligt til barbering og slips. Ifølge Lowry:

Det er svært at forestille sig dem interesseret i artikler om ”flade maver til stranden”, eller de tre nye dufte til efteråret, eller det nyeste efterårsjakkesæt. Ét eller andet sted på vejen blev mænd mindre optagede af at være stærke og stille, og mere optagede af at være kønne.

Frankfurterskolen teoretiserede, at den autoritære personlighed er et produkt af den patriakalske familie. Denne idé er i direkte forbindelse med Engel´s The Origins of the Family, Private Property and the State, som promoverer matriakat. Yderligere var det Karl Marx der i The Communist Manifesto skrev den radikale tanke om et ”kvindesamfund”.

Konceptet om den ”autoritære personlighed” skal ikke bare primært fortolkes som en model for krigen mod chauvinisme. Den er en håndbog i psykologisk krig mod den amerikanske mand, i et forsøg på at få ham til at opgive traditionelle værdier og overbevisninger. Målet er med andre ord at kastrere ham. Det var utvivlsomt det Institute for Social Research ved Frankfurtuniversitetet mente, da det brugte udtrykket ”psykologiske teknikker til personlighedsændring”

Hvordan er denne situation opstået i amerikanske universiteter? Gertrude Himmelfarb iagttog, at det næsten uobserveret smuttede forbi de traditionelle fag, inden det var for sent. Det opstod så stille, at da man ”så op”, var postmodernismen over dem så det forslår. ” De var omgivet af en sådan flodbølge af særegne multikulturelle subjekter, såsom ”Radikal feminisme”, ”Dekonstruktiv relativisme som historie” og andre fag, der skulle underminere opfattelsen af vestlig civilisation. Faktisk smuttede denne flodbølge forbi, netop som Antonio Gramsci og Frankfurterskolen havde visioneret en stille revolution, som ikke kunne bekæmpes med magt.

Frankfurterskolen havde angivet konceptet til udpegning af modstandere af den marxistiske kulturelle revolution som ”autoritære karakterer”. Ifølge tilrådighedsværende kilder:

Der var i 1944 et konference for amerikanske studerende om religiøs og racemæssig chauvinistiske Over de næste fem år gennemførte et krankfurterhold under ledelse af Max Horkheimer et tilbundsgående social og psykologisk profilering af amerikanerne under titlen ”Studies of Prejudice”. Et af resultaterne var en bog med titlen ”Den autoritære personlighed” af Theodor Adorno, der summerede én af de største offentlige undersøgelser der nogensinde er foretaget i U.S.A. Den blev publiseret i 1950, og blev på alle måder tilpasset den oprindelige kritiske teori. Som et dokument der vidner om Frankfurterskolens revolutionære trossystem, var det essentielt anti-Gud, anti-kristent, anti-familie, anti-nationalistisk, anti-patriotisk, anti-konservativt, anti-tradition, anti-etnocentrisk, anti-maskulinitet, anti-moralsk. Alle disse elementer findes i Kritisk Teori.

Ifølge Raehn:

”Kritisk Teori underlagt massepsykologi har ført til dekonstruktionen af køn i amerikansk kultur. Ifølge Kritisk Teori vil forskellen mellem maskulinitet og femininitet forsvinde. Mødrenes og fædrenes traditionelle roller vil opløses således at patriakatet vil ende. Børn skal ikke opdrages i overensstemmelse med deres køn og ifølge deres biologiske forskelle. Dette afspejler frankfurterskolens rationel om opløsningen af den traditionelle familie”

Jævnfør én af grundsætningerne i Kritisk Teori var det nødvendigt at nedbryde den traditionelle familie. Frankfurterskolens studerende prædikede:

”Selv en delvis nedbrydning af patriakalsk autoritet kan forøge paratheden til for en accepterende generation af sociale forandringer”

Transformationen af amerikansk kultur visioneret af kulturelle marxister går længere end forfølgelsen af kønnenes lighed. Indbefattet deres agenda er ”Matriakalsk Teori”, under hvilket der forfølges transformationen af amerikansk kultur til kvindedominans. Dette er en direkte tilgageførelse til Wilhelm Reich, et medlem af Frankfurterskolen, der behandlede matriakalsk teori i psykologiske termer. I 1933 skrev han i ”The Mass Psychology of Fascism”, at matriakatet var den eneste ægte familietype af ”natursamfund”.

Erich Fromm, et andet fremtrædende medlem af Instituttet, var én af de mest aktive fortalere for matriarkalsk teori. Fro mm var mest optaget af ideen om, at al kærlighed og uegennyttige følelser nedstammer fra menneskets udvidede graviditetsperiode og efterfødselens omsorg:

”Kærlighed var derfor ikke afhængig af seksualitet, som Freud antog. Sex var faktisk oftere knyttet til had og ødelæggelse. Maskulinitet og femininumet var ikke refleksioner af essentielle seksuelle forskelle, som romantikerne troede. De nedstammede i stedet fra forskelle i livsfunktioner, som var delvist socialt determinerede”

Richard Bernstein har skrevet i sin bog om multikulturalisme, at ”marxisternes revolutionære proces gennem de seneste årtier i Amerika, har mere koncentreret sig om racekrig og kønskrig end om klassekrig i forhold til tidligere tider”. Dette afspejler et mere totalt forsøg på omstrukturering af det amerikanske samfund, end det økonomiske. Som de sociale revolutionære beredvilligt proklamerer, er deres formål at destruere den hvide mands herredømme. For at opnå dette skal alle barrierer for introduktionen af flere kvinder og minoriteter gennem magtstrukturen nedbrydes med alle midler. Love og søgsmål, intimidering og dæmonisering af den hvide mand som racistisk og sexistisk bliver forfulgt gennem massemedierne og universiteterne. Psykodynamikken af denne revolutionære proces sigter efter psykisk kraftfravristelse – halshugning – af de der modsætter sig.

Steve Forbes understreger:

”Dette lands grundlæggere anerkendte tre primære værdier i Uafhængighedserklæringen, og de ordnede dem ordentligt: Liv, frihed og søgen efter lykken”

Forbes noterer sig at ordenen på disse fundamentale menneskerettigheder er skiftet – med lykke foran frihed eller frihed foran liv får vi moralsk kaos og socialt anarki.

Denne tilstand er hvad Dommer Robert Bork beskriver som ”moderne liberalisme”. Han definerer dens karakteristika som ”radikal egalitarisme” (lighed af udkomme fremfor af muligheder) og ”radikal individualisme” (den drastiske reduktion af muligheder for personlig tilfredsstillelse)

Dommer Bork identificerer også radikal feminisme som ”det mest destruktive og fanatiske element i moderne liberalisme”. Han beskriver derudover radikal feminisme som totalitær i sin ånd.

De fleste amerikanere er ikke klar over, at de gennem deres institutioner bliver guided af sociale revolutionære der tænker i retning af kontinuerlig destruktion af den eksisterende sociale orden med henblik på at skabe en ny orden. De revolutionære er en New Age Elite. De kontrollerer nu de offentlige institutioner i U.S.A. Deres stille revolution begynder med en ungdoms – modkultursrevolution er snart fuldført. Et nøgleelement, da det angiveligt repræsenterer den største politiske og sociale støttekreds mellem deres potentielle efterfølgere, er feminismen. Den marxistiske bevægelse i sin afdæmpede kulturelle senperiode, rydder tilsyneladende alt til side på sin vej. Med sin bølge gennem medierne er det svært at ane en modkultur. Er de ”Nye Totalitære” den farligste generation i amerikansk historie? Det påstår William Strauss og Neil Howe i deres bog ”Generations: The History of America´s Future – 1584 – 2069”. James Kurth skriver: 

U.S.A. selv er blevet en stor kraft, der modarbejder meget af det, der engang blev anset for vestlig civilisation. Den dominerende amerikanske elite – de der styrer politik, forretningsliv, medierne og uddannelsesstederne – bruger nu amerikansk magt, i særdeleshed den ”bløde” informationsmagt, kommunikationsmagt og mainstreamunderholdningen, til at afmontere vestlig civilisation, ikke kun i U.S.A. men også i Europa.

Vil amerikanske mænd af alle racer, og traditionelle kvinder af alle aldre og omstændigheder – som meget vel kan være kønnets majoritet – møde udfordringen fra Politisk Korrekthed? Eller vil amerikanske mænd fortsat leve i frivillig underkastelse i mod en fremtid som underdanig under det nye amerikanske matriakat? Vil dette være et forstadie til anarki og enden på det amerikanske demokratieksperiment? Det kan meget vel være, at den amerikanske civilisations skæbne afhænger af at mændene vedholdende modstår feminismens politiske korrekthed. De må endog ressourcefyldt modstå den politiske korrektheds bredere favntag, kulturel marxisme, for hvilken radikal feminisme kun er én af mange angrebsveje.

 

Som læsere af tidligere kapitler i denne tekst allerede ved, for at forstå Politisk Korrekthed og det den truer med, er det nødvendigt først at forstå dens historie, især historien om den institution der er ansvarlig for at have skabt den, Frankfurterskolen. Frankfurterskolen, eller Institute for Social Research som den tidligere hed, blev grundlagt ved Frankfurteruniversitetet i Tyskland i 1923. Dette er vigtigt, da det fortæller os, at Politisk Korrekthed ikke bare er et levn fra de amerikanske studenteroprør i tresserne.

Et andet faktum fra dette fjerne årstal 1923 er lige så betydningsfuldt. Frankfurterskolen skulle oprindeligt have heddet Institute for Marxism. Instituttets fader og grundlægger Felix Weil skrev i 1971 at han ville have at ”instituttet blev kendt og måske endda berømt for sine bidrag til marxismen som videnskabelig disciplin”. Begyndende en tradition som Politisk Korrekthed stadig viderefører besluttede Weil og andre sig for, at de kunne arbejde mere effektivt, hvis de skjulte deres marxisme. De valgte derfor det neutraltlydende navn, the Institute for Social Research (Institut für Socialforschung). Men Weil´s hjertefølte ønske var stadigt at skabe en stiftelse i lighed med Marx – Engels Institute i Moskva, udstyret med en stab af professorer og studerende, med biblioteker og arkiver – og en dag præsentere det for en tysk sovjetrepublik. I 1933 forlod dette skjulte ”Institute for Marxism” Tyskland og reetablerede sig i New York City, hvor det med tiden ændrede sit fokus til at fokusere på denne ideologis injektion i det amerikanske samfund. 

Den mest læseværdige engelsksprogede historie om Frankfurterskolen er Martin Jay´s bog The Dialectical Imagination: A History of the Frankfurt School and the Institute for Social Research, 1932 – 1950. Jay befinder sig på den politiske venstrefløj. Bogen giver dog ikke desto mindre en solid faktuel introduktion til Frankfurterskolen, og læseren skulle ikke have de store problemer med at afdække rødderne til dagens politiske korrekthed.

I det første kapitel ”The Creation of the Institut für Sozialforschung and it´s first Frankfurt Years”, blotlægger Jay instituttets marxistiske rødder og natur, og ligeledes dets forsøg på at skjule begge dele. ”Den oprindelige idé med at kalde instituttet for Marximus (Institute for Marximus) blev forkastet som for provokerende, og et mere passende dæknavn blev søgt (ikke for sidste gang i Frankfurterskolens historie). Om instituttets første direktør skriver Jay om Carl Grünberg, at ”Grünberg  afsluttede sin åbningstale med at erklære sin personlige alliance med Marxisme som videnskabelig metodik”. Liberalismen, statssocialismen og den historiske skole havde institutionelle hjem andetsteds, så marxismen ville blive det regerende princip i instituttet. Jay´s første kapitel introducerer instituttets skift til kritik, der lagde grunden til vore dages Politisk Korrekthed (Kulturel Marxisme): hvis det kan siges, at i instituttet i de tidlige år primært beskæftigede sig med analyser af bourgeoisi-samfundets socio-økonomiske substrukturer, var den primære interesse i årene efter 1930 omkring kulturelle superstrukturer.

Det andet kapitel ”The Genius of Critical Theory” rammer kernen af afdelingerne for kritisk studier på uddannelsesstederne, der nu virker som støbeske for Politisk Korrekthed på amerikanske universiteter.

FrontPage Magazine: Du gør den skarpsindige observation af hvordan Politisk Korrekthed avler ondskab gennem “den vold den gør mod menneskers sjæle, ved at tvinge dem til at sige eller antyde hvad de ikke tror, men ikke må stille spørgsmålstegn ved” Kan du tale lidt om det? Theodore Dalrymple: Politisk Korrekthed er kommunistisk propaganda skrevet i småt. I mine studier af kommunistiske samfund, er jeg kommet til den konklusion, at kommunistisk propaganda ikke var for at overtale eller overbevise, ej heller for at informere, men for at ydmyge; og derfor, jo mindre det svarede til virkeligheden, jo bedre. Når folk er tvunget til at tie når de bliver fortalt de mest indlysende løgne, eller hvad værre er, bliver tvunget til selv at gentage disse løgne, mister de én gang for alle deres retsindighed. At samtykke med åbenlyse løgne, er at samarbejde med ondt og i det små selv blive ond. Den enkeltes modstandskraft mod alt er derfor eroderet, endog destrueret. Et samfund med kastrerede løgnere er let at kontrollere. Jeg tror, at hvis du undersøger Politisk Korrekthed, har det samme effekt og dette er også meningen.  Jeg har hørt folk der er vokset op i kommunistiske lande sige, at vi her i Vesten er mindst lige så hjernevaskede med Multikulturalisme og Politisk Korrekthed, som de nogensinde var med kommunisme, måske endda mere. Selv i østblokkens velmagtsdage var der systemkritikere i disse lande. Det skræmmende er, at jeg sommetider tror at de har ret.  Men hvordan er det muligt? Har vi ikke ytringsfrihed her? Og har vi ikke noget Gulag? Det simple faktum er, at vi aldrig vandt den kolde krig så afgørende som vi skulle have. Ja, Berlinmuren faldt og Sovjet kollapsede. Dette fjernede den militære trussel mod Vesten, og den mest hardcore økonomiske Marxisme led et nederlag som troværdigt alternativ. Dog, en af de virkeligt store fejltagelser vi gjorde efter Den Kolde Krig var, at erklære socialismen for død, og derfor noget man ikke behøvede bekymre sig om. Her er vi så, næsten en generation senere, opdagende at Marxistisk retorik og tanke har gennemtrængt hvert eneste lag i vores samfund, fra universiteter til medier. Islamisk terrorisme forklares med “fattigdom, undertrykkelse og marginalisering”, en klassisk marxistisk fortolkning.  Hvad der skete var, at mens Sovjetunionens “hårde” Marxisme er kollapset, i det mindste for nu, så har Vestens venstrefløjs “bløde” Marxisme faktisk vokset sig stærkere, delvist fordi vi vurderede den som mindre truende. De “hårde” marxister havde interkontinentale nuklearmissiler, og sagde åbenlyst, at de ville “begrave” os. De “bløde” marxister taler om tolerance og virker mindre truende, men deres mål om at kuldkaste det onde kapitalistiske Vest, er den samme. Faktisk er de farligere, netop fordi de skjuler deres virkelige mål under forskellige betegnelser. Én af læserne på Fjordmans blog påpegede, at vi aldrig havde en af-Marxifisering efter Den Kolde Krig, i stil med af-Nazifisering efter Anden Verdenskrig. Han tænkte på det tidligere Sovjetunionen og landene i Østeuropa, men han skulle sandsynligvis have inkluderet deres marxistiske medløbere, deres sympatisører og apostle i Vesten. Vi konfronterede aldrig helt marxismens ideologi og viste, at hundrede millioner af menneskers lidelser var et direkte resultat af marxistiske ideer. Vi antog bare, at marxismen var død og drog videre, og tillod mange af dens idealer at mutere til nye former, og mange af dens forbilleder at fortsætte deres arbejde uforstyrret, til tider fyldt med hævn og et fornyet mål for endnu et angreb på Vestens kapitalisme.  Vi betaler nu prisen for dette. Marxismen har ikke bare overlevet, men den trives og er på nogle områder blevet stærkere. Venstreorienterede ideer om Multikulturalisme og de-facto åbne grænser har opnået et veritabelt herredømme i den offentlige diskurs og kritikere deraf bagvasket og dæmoniserede. Ved at skjule deres hensigter bag betegnelser som “anti-racisme” og “tolerance”, har venstrefløjen en grad af offentlig censur de aldrig havde drømt om, havde de åbenlyst erklæret at deres intentioner er at radikalt ændre vestlig civilisation og destruere dens grundlag.  Venstrefløjen er blevet ideologiske forældreløse efter Den Kolde Krig, eller måske skulle man kalde dem ideologiske lejesoldater. Selvom det levedygtige økonomiske alternativ til kapitalisme ikke virkede, sank deres had til dette system ikke til bunds, det transformerede sig bare til andre former. Multikulturalisme er bare et andet ord for “del og hersk”, sendende forskellige etniske og kulturelle grupper mod hinanden og destruere vestlig sammenhængskraft indefra. Folk der lever i tidligere kommunistiske lande vidste i det mindste, at de deltog i et gigantisk socialt eksperiment, og at medierne og autoriteterne serverede propaganda for at sikre sig opbakning til projektet. Alligevel deltager det tilsyneladende frie Vesten i et gigantisk socialt eksperiment med Multikulturalisme og muslimsk immigration, lige så radikalt, utopisk og potentielt farligt som kommunismen, søgende at transformere vores ganske samfund fra top til bund, og alligevel nægter vi at erkende at det foregår. I Norge, en lille skandinavisk nation, der indtil for nylig var 99% hvid og lutheransk kristent, vil snart være en minoritet i deres egen hovedstad, senere i hele landet. Alligevel insisterer norske politikere, journalister og universitetsprofessorer på, at der ikke er noget at bekymre sig om. Multikulturalisme er ikke noget nyt, ej heller er immigration. Faktisk var vores konge et århundrede siden født i Danmark, så at have en hovedstad domineret af pakistanere, kurdere, arabere og somaliere, er bare “buisness as usual”. Den mest massive transformation af landet i tusind år, sandsynligvis i beskrevet historie, bliver behandlet som om det er den mest naturlige ting i verden. Bare at antyde at der kunne være noget forkert med dette, er øjeblikkeligt blevet udråbt som “racisme”.  Eric Hoffer har noteret sig, at “det er åbenlyst, at en omvendende massebevægelse må bryde alle eksisterende gruppebånd, hvis den vil efterfølgende vil være en anseelig vinder. Den ideelle potentielle konvertitter et individ der står alene, som ikke har noget kollektiv denne kan lade sig opløse i, og på denne måde maskere ubetydningsfuldheden, meningsløsheden og udbrændtheden i sin individuelle eksistens. Hvor en massebevægelse finder et overordnet mønster af familie, stamme, land og så videre, i en tilstand af sammenbrud og forfald, rykker den ind og kasserer høsten. Hvor den finder det overordnede mønster i god stand, må den angribe og ødelægge”. Dette korresponderer nøjagtigt med Vestens venstrefløjs adfærd i vor tid.  I Tyskland dissekerer Hans-Peter Raddatz i sin bog “Allahs Frauen”, den destruktive attitude af Multikulturalisme, der er delt af så mange embedsmænd, journalister, politikere og jurister i Tyskland og E.U. Han dokumenterer i særdeleshed, hvordan det tyske parti “De Grønne”, har et program for afmonteringen og opløsningen den kristne almenkultur, der indtil videre har været Tysklands og Vestens fundament. Raddatz mener, at årtier med muslimsk immigration, er blevet brugt som instrument til nedbrydning af institutioner, normer og ideer, som venstrefløjen tidligere har forsøgt at nedbryde gennem økonomi. Fra magtfulde positioner i medierne, offentlige institutioner og uddannelsesinstitutioner, arbejder disse multikulturalister på et større projekt om fornyelse af vestlig civilisation, der, ifølge dem, er slået fejl. En norsk avis ved navn Dagens Næringsliv fremlagde det faktum, at den største “anti-racist”-organisation i landet, SOS Racisme, var voldsomt infiltreret af kommunister og venstrefløjsekstremister. De infiltrerede organisationen i de sene firsere og de tidlige halvfemsere, med andre ord i forbindelse med kommunismens kollaps i Østeuropa. De gik direkte fra kommunisme til Multikulturalisme, hvilket skulle indikere, at i det mindste nogle af dem opfattede multikulturalismen som videreførelsen af kommunismen med andre midler. Det råber til himlen om den tætte forbindelse mellem økonomisk marxisme og kulturel marxisme. De har bare forskellige veje til at nå samme resultat.  Meget af det politiske venstre fremstiller ganske enkelt deres modstandere som onde, i stedet for at rationelt argumentere for deres ideer. At brændemærke enhver der kritiserer massiv immigration som “racist” eller “fascist”, er efterhånden blevet så almindeligt, at anti-islamister harm skabt et nyt ord for det: “Hitling”, som løseligt kan oversættes til “at gøre som Hitler”. Logikken bag “Hitling” er i stil med: “Du har skæg. Hitler havde også ansigtsbehåring, så du må være som Hitler”. “Hitler kunne lide hunde. Du har også kæledyr, så du må være som Hitler”. “Hitler var vegetar. Du kan lide gulerødder, så du er som Hitler”.  Enhver højreorienteret kan tilsvines med sådanne beskyldninger. Sært nok er det modsatte næsten aldrig tilfældet. Selvom marxismen har myrdet 100 millioner mennesker gennem det tyvende århundrede, og fejlede i hvert eneste samfund det har afprøvet, lader det til, at der er meget lidt stigmatisering forbundet med at være venstreorienteret. Det faktum, at venstrefløjen kan slippe af sted med dette, og samtidigt påberåbe sig den høje moral beviser, at vi ikke vandt Den Kolde Krig. Vi lod paraderne falde efter murens fald i Berlin, og fik aldrig rigtigt undsagt ideologien. Dette kommer nu tilbage for at hjemsøge os.  Et medlem af anti-immigrationspartiet i Storbritannien erklærede, at blive kaldt racist i det 21 århundredes Storbritannien er ” det samme som at blive brændemærket som heks i Middelalderen” Han har sandsynligvis ret, hvilket betyder, at anti-racisme er blevet vor tids heksejagt. Naomi Klein, canadisk aktivist og forfatter af bogen “No Logo”, er en yndling af venstrefløjen. Hun hævder, at den virkelige årsag til islamisk terrorisme er vestlig racisme, der kan spores tilbage til Sayyid Qutb´s personlige erfaringer, som var moderne islamisk jihad-teoretiker, mens han var i U.S.A. i fyrrerne. “Det virkelige problem”, konkluderer hun, “er ikke for meget multikulturalisme, men for lidt”. “Mere multikulturalisme”, hævder hun, “vil frarøve terroristerne deres største rekrutteringsredskab: vores racisme” Robert Spencer er dog ikke så imponeret over Kleins logik og historiske kundskab: “Qutb´s verdenstransformerende raseri?” “Er det virkeligt Qutb´s?”. “Kan vor tids islamiske terrorisme virkeligt tilskrives ham, ville der ikke have været nogen tegn på et politisk eller voldeligt Islam før 1948. Men faktisk blev Muslim Brotherhood, som Qubt var medlem af, grundlagt, ikke i 1948, men i 1928, og ikke af Qubt, men af Hasan Al-Banna. Det var Al-Banna, ikke Qubt, der skrev: “I (muslimsk) tradition er der klar indikation for en forpligtelse for at bekæmpe Bogens folk (jøder og kristne), og Gud fordobler faktisk belønningen til dem der bekæmper dem. Jihad er ikke kun mod polyteister, men mod alle der ikke omfavner Islam”  Paul Berman deler heller ikke Kleins fortolkning. Ifølge ham viser Qubt´s bog fra 1940´erne “Social Justice and Islam”, at selv før hans rejse til U.S.A., var Qubt ganske pænt involveret i islamisk fundamentalisme, selvom det muligvis er blevet værre efter hans møde med vestlig amoral. Ifølge Berman var det virkeligt farlige element i amerikansk liv ifølge Sayyid Qubt ikke kapitalisme, udenrigspolitik, racisme eller kvinders frigørelse. Det virkeligt farlige element ligger i Amerikas adskillelse af kirke og stat.  - den moderne politisk ældgamle kristne arv om adskillelse af det hellige og de sekulære. Islams virkelige helte skulle samles til hvad Qubt i sin bog “Milestones” kalder en fortrop. Denne fortrop af ægte muslimer skulle genvække kalifatet og tage Islam til verden, som Muhammed havde gjort det. I “Milestones” skriver Qubt, at Jihad vil fortsætte, indtil hele verden står til regnskab for Islam. At “Islam kom til denne verden for at etablere Guds regler på Guds jord”. “Islam har ret til at fjerne alle hindringer der står i vejen, den har ret til at fjerne alle institutioner og traditioner verden over, der er i modsætning til dette” “Guds love på jord kan kun etableres gennem det islamiske system” Hvad har dette med vestlig racisme at gøre? Hvorfor begyndte Jihad tusind år før vestlig kolonialisme overhovedet berørte islamisk jord? Hvad med de ti-tals millioner af mennesker i Indien der blev myrdet på grund af islamisk Jihad? Var det grundet vestlig racisme? Det siger Naomi Klein ikke noget om. Hun bebrejder bare Vesten. Og hun er langt fra den eneste der lider af den tvangstanke. Kommenterende på Jihad-oprøret i Frankrig i efteråret 2005, erklærede filosof Alain Finkielkraut: “Man vil i Frankrig meget gerne reducere disse oprør til en social dimension, at se dem som oprør fra unge fra forstæderne, der kæmper mod deres situation, imod den diskrimination de lider under og imod arbejdsløshed. Problemet er bare, at de fleste af disse unge er sorte eller arabere med en muslimsk identitet. Der er også i Frankrig andre immigranter hvis situation er vanskelig - kinesere, vietnamesere, portugisere - og de deltager ikke i disse oprør. Det står derfor klart, at denne revolte var af etno-religiøs karakter. Disse mennesker blev behandlet som oprørere, som revolutionære. De er “interessante”. De er “jordens stakler”. “Forestil dig et øjeblik, at det var hvide, som i Rostock i Tyskland. Med det samme ville alle sige: “Fascisme tolereres ikke” Når en araber afbrænder en skole, er det oprør” “Når en hvid gør det, er det fascisme” Ondskab er ondskab uanset farve. I et interview med den danske avis weekendavisen, sagde Finkelkraut: “Racisme er den eneste ting der stadig kan vække vrede hos intellektuelle, journalister og folk i underholdningsbranchen, med andre ord eliten. Kultur og religion er kollapset, kun racisme er tilbage. Og den fungerer som en intolerant og inhuman afgudsdyrkelse” “En leder af én af organisationerne mod racisme havde den frækhed at referere til politiets aktioner i de parisiske forstæder, som etnisk udrensning” “Den slags udtryk brugt i den franske situation indikerer en overlagt manipulation med sproget. Desværre har disse sindssyge løgne overbevist offentligheden om, at ødelæggelsen af forstæderne skal anskues som en protest mod eksklusion og racisme” “Jeg tror, at den vidtløftige idé om “krigen mod racisme” gradvist er ved at ændre sig til en hæslig falsk ideologi. Og denne anti-racisme vil være for det 21 århundrede, hvad kommunismen var for det 20 århundrede: En kilde til vold” Måske er Frankrig blevet offer for Jean-Paul Sartres nihilisme? Roger Scruton skrev om hans fortsatte indflydelse i The Spectator: “Franskmændene er aldrig kommet sig efter Sartre og vil muligvis aldrig komme sig. For de har været nødt til at leve med et intellektuelt establishment der vedholdende har fornægtet de to ting der holder landet samlet: Kristendom og ideen om Frankrig. Denne anti-middelklasse attitude fra venstrefløjens intellektuelle har erobret den politiske proces. Det er takket være denne elite at det vanvittige projekt E.U. er blevet uudsletteligt indskrevet i den franske politiske proces, selvom det franske folk afviser det. Det er takket være denne elite, at masseimmigrationen til Frankrig af muslimer der ikke kan assimileres er blevet både tilskyndet og finansieret. Det er takket være denne elite at socialismen er blevet så effektivt indlejret i den franske stat, så at ingen nu kan reformere den.  Karl Marx selv sagde, at “Meningen med fred er fraværet af opposition til socialismen”, en overbevisning der korresponderer næsten nøjagtigt med den islamiske ide om fred, som fravær af opposition til islamisk lov. Kulturel Marxisme - eller Politisk Korrekthed - og Islam deler det samme totalitære verdenssyn og instinktivt enes om deres modstand mod fri diskussion, og ideen om at ytringsfrihed skal indskrænkes når den er “anstødelig” mod visse grupper. Tidligere muslim Ali Sina siger, at der meget lille forskel mellem venstrefløjen og Islam. Hvad der mangler i begge disse trosretninger er en troskab mod Den Gyldne Regel. Ligesom for muslimer, så er alt islamisk pr. definition godt og alt ikke-islamisk pr. definition forkert og ondt. For venstrefløjen er alt pr. definition undertrykt og godt og alt på højrefløjen er pr. definition undertrykkende og ondt. Facts er ligegyldige. Retfærdighed bedømmes ud fra hvem du er, og ikke hvad du har gjort. “Politisk Korrekthed er en intellektuel sygdom. Den betyder belejlig løgn, når sandheden ikke er belejlig. Denne praktik er så vidtspredt og almindelig, at den anses for normal”. Sina citerer også historiker Christopher Dawson i skrift: “Det er nemt nok for et individ at antage en negativ attitude af kritisk skeptisme. Men hvis samfundet som hele forkaster alle positive overbevisninger, er det forsvarsløst mod de disintegrerende effekter af egoisme, og private interesser. Ethvert samfund er i sidste instans afhængig af fælles principper og fælles idealer, og hvis det ikke appellerer moralsk eller spirituelt til medlemmernes loyalitet, må det uundgåeligt kollapse. “Dette vil være enden på multikulturalismen, og man kan have en mistanke om, at det var meningen fra begyndelsen af” En anden tidligere muslim, forfatter Ibn Warraq besøgte Danmark for at promovere sin bog “Why I am not a Muslim”. I et interview erklærede Ibn Warraq, at der blandt især venstreorienterede er et post-kolonialt skyldkompleks der konstituerer en næsten uoverstigelig forhindring for enhver kritik af Islam og Tredie Verdenskulturer. Venstrefløjen har derfor tilsidesat deres egne universelle værdier, til fordel for en farlig relativisme. Ibn Warraq pointerer, at mere end halvtreds år efter at vesten forlod den Tredie Verden, blamerer venstrefløjen stadig de tidligere kolonialister  for alt dårligt i Afrika og Mellemøsten, mens de samme venstreorienterede kun ti år efter kommunismens fald blamerede Ruslands problemer med uforbeholden kapitalisme. “Venstrefløjen nægter at søge svar andetsteds. Samtidig er de, på grund af Marx, vant til at lede efter økonomiske forklaringer på alt. Derfor søger de forklaringer på Islamisk terrorisme i en økonomisk situation. Men det er et mysterie for mig, hvordan 200 døde mennesker i Madrid skal kunne hjælpe de fattige i den islamiske verden” Den tjekkiske republiks præsident Vaclav Klaus, der har personlig erfaring med livet under socialisme, advarer at den måske ikke er så død som man tror: “Vi kan sandsynligvis med en vis sikkerhed sige, at “hardcore-versionen” af kommunismen er ovre. Dog, femten år efter den kommunistiske kollaps, er jeg bange for at mere nu end tidligere i den bløde version af social-demokrati, som er blevet - under forskellige navne velfærdsstaten, den dominerende økonomiske og sociale model i vores øjeblikkelige vestlige civilisation. Den bygger på en stor formynderisk stat, på udstrakt regulering af menneskelig adfærd og på storstilet redistribuering af indkomst. “Den explicive socialisme har mistet sin appel og vi skulle ikke have den som rival i dag”. Klaus advarer mod, at illiberale ideer gør comeback i forskellige former: “Disse ideer er dog, på mange måder i lighed med den. der er altid en begrænsning af menneskelig frihed, der er altid en ubeskeden “påtvingelse af et gode” af de der er “salvede”, mod andre mod deres vilje”. “De øjeblikkelige trusler mod friheden gemmer sig måske under forskellig dække, de er måske bedre til at skjule deres virkelige natur, de er måske mere raffinerede end tidligere, men de er - principielt - de samme som de altid har været” Kulturel Marxisme har rødder så langt tilbage som 1920´erne, da nogle socialister advokerede for angreb på den vestlige civilisations kultur, for at gøde vejen for socialistisk transition. Kulturel marxisme er derfor ikke et nyt begreb. Den har eksisteret side om side med økonomisk marxisme gennem generationer, men den accelererede fra tresserne og halvfjerdserne. Da Sovjetunionen kollapsede og Kina optog kapitalismen, hoppede de økonomiske marxister også på det “kulturelle tog”, eftersom det var det eneste der var tilbage. De kan ikke præsentere et reelt alternativ, men det er de ligeglade med. De tror virkeligt på, at vi her i Vesten er så onde og udnyttende, at bogstaveligt talt alt andet er bedre, selv et islamisk kalifat. The Free Congress Foundation har en interessant online-pamflet der hedder Political Correctness: A Short History of an Ideology, redigeret af William S Lind. Ifølge Lind vil Politisk Korrekthed ændre vores adfærd, tanke, ja, selv de ord vi bruger. Den har den faktisk allerede i udstrakt grad. “Hvem eller hvad der styrer sproget, styrer også tankerne” Politisk Korrekthed er faktisk Kulturel Marxisme. Forsøget på at oversætte marxisme fra økonomi til kultur begyndte ikke med studenteroprøret i 1960´erne. Den går mindst tilbage til 1920´erne og skrifterne fra den italienske kommunist Antonio Gramsci. I 1923 i Tyskland skabte en gruppe marxister et institut, der skulle hellige sig denne oversættelse, the Institute of Social Research (senere kendt som Frankfurterskolen). Én af dens grundlæggere, George Lukacs, erklærede dens formål med svaret på spørgsmålet: “Hvem skal redde os fra vestlig civilisation?” Lind mener, at der er store ligheder mellem klassisk og kulturel marxisme. “De er begge totalitære ideologier. Politisk Korrektheds totalitære natur kan ses på universiteter, hvor Politisk Korrekthed har overtaget ytringsfriheden, pressefriheden og selv tankefriheden er elimineret. “I dag hvor den økonomiske marxisme er død, udfylder den kulturelle marxisme dens sko. Mediet er ændret, men beskeden er den samme: et samfund af radikal egalitet gennemtvunget af staten” “På samme måde som i klassisk økonomisk marxisme er visse grupper, som eksempelvis arbejdere og bønder pr. definition gode og eksempelvis kapitalejere og borgerskabet pr. definition onde. I den kulturelle marxismes politiske korrekthed er visse grupper gode, som eksempel feministiske kvinder. Ligeledes er hvide mænd automatisk determinerede til at være onde, og bliver derved en pendant til borgerskabet i Økonomisk Marxisme. Både økonomisk og kulturel marxisme har en analysemetode der automatisk giver de svar de gerne vil have. For den klassiske marxisme er det Marxistisk Økonomi. For Kulturel Marxisme er det Dekonstruktion. Dekonstruktion tager i sin essens enhver tekst, fjerner enhver mening fra teksten og indfører derefter den ønskede mening.  Raymond V Raehner enig med Lind i, at Politisk Korrekthed er Marxisme med alt hvad dette indebærer: tab af ytringsfrihed, tankekontrol, omvendelse af traditionel social orden, og ultimativt, den totalitære stat. Ifølge ham forestillede Gramsci en lang march gennem samfundets institutioner, inklusive regering, det juridiske system, militæret, skolerne og medierne. Han konkluderede også, at så længe folket havde en kristen sjæl, ville det ikke være muligt at få dem til at respondere på den revolutionære appel. En anden af de tidlige kulturelle marxister, Georg Lukacs, noterede sig, at en sådan verdensomvæltelse af værdier ikke kan finde sted uden udryddelse af de gamle værdier og skabelsen af nye af de revolutionære. Ved et møde i Tyskland i 1923 foreslog Lukacs at indføre konceptet “Kulturel Pessimisme”, i et forsøg på at forstærke tilstanden af håbløshed og fremmedgørelse af folk i Vesten, som et nødvendigt skridt for revolutionen. William S Lind peger på, at denne kulturelle marxisme der havde sin begyndelse efter den marxistiske revolution i Rusland i 1917, ikke tog rødder i andre lande. Marxisterne prøvede at analysere sig frem til grunden til dette, og fandt forklaringen på dette i den vestlige kultur selv. Gramsci sagde, at arbejderne aldrig vil se deres sande klasseinteresser, som definerede af Marxismen, før de er befriet fra vestlig kultur, og i særdeleshed fra den kristne religion. - at de i forhold til deres sande klasseinteresser er forblændede af kultur og religion. Lukacs, som anses for den mest brilliante marxistiske teoretiker siden Marx selv, sagde i 1919, “Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?” John Fonte beskriver hvordan denne kulturelle krig i øjeblikket udspilles i U.S.A. i sin kraftfulde tekst: “Why There Is A Culture War: Gramsci and Tocqueville in America”. Ifølge ham kæmpes der under overfladen af amerikansk politik, en intens ideologisk kamp mellem to verdenssyn. “Jeg vil kalde disse for “Gramcsianere” og Tocquevillianere” efter de intellektuelle der auterede de modstridende ideer - det tyvende århundredes italienske tænker Antonio Gramsci, og, selvfølgelig, det nittende århundredes franske intellektuelle Alexis de Tocqueville. Indsatserne er høje i kampen mellem den intellektuelle arv fra disse to mænd, da der er tale om intet mindre end hvilket land U.S.A. skal være i de kommende årtier.  Antonio Gramsci (1891-1937), marxistiske intellektuel og politiker, mente at det var nødvendigt først at deligitimere det dominerende trossystem af prædominerende grupper og skabe et mod-herredømme (eksempelvis et nyt værdisystem for de underordnede grupper) før de marginaliserede kunne blive magtautoriteter. Endvidere, fordi hegemoniske værdier gennemtrænger alle sfærer af det civile samfund - skoler, kirker, medier og frivillige organisationer - er det civile samfund i sig selv den store slagmark om herredømme, “krigen om position”. Ud fra dette synspunkt fulgte en “sandhed”, som Gramsci skulle blive kendt for (og som gav ekko i det feministiske slogan) - at alt liv er politisk. Derfor er privatliv, arbejdsplads, religion, filosofi, kunst, litteratur og samfundet generelt er alle slagmarker i kampen for at opnå social transformation. Dette er ifølge Fonte selve kernen i det Gramsciansk-Hegelianske verdenssyn - gruppebaseret moral, eller ideen om at moral er det der tjener de “undertrykkede” eller “marginaliserede”, etniske, racemæssige og kønsmæssige grupper. Konceptet om “internaliseret undertrykkelse” er det samme som den Hegeliansk-Marxistiske forestilling om “falsk bevidsthed”, i hvilken folk i de underordnede grupper internaliserer (accepterer) værdierne og tankemåderne fra deres undertrykkere i de dominerende grupper. Dette er klassisk Hegeliansk-Marxistisk tænkning - handlinger (inklusive ytringsfrihed) der “objektivt” skader folk i de underordnede grupper er uretfærdige (og burde forbydes). Han sporer hvordan Gramscis ideer om Kulturel Marxisme har spredt sig gennem vestlige akademier. Juraprofessor Catharine MacKinnon skriver i “Toward a Feminist Theory of the State (1989), “Lovens regler og mændenes regler er én og samme ting, udelelig, fordi statsmagt, legemliggjort i lov, eksisterer gennem samfundet som maskulin magt”. “Derudover er maskulin magt systemisk. Tvunget, lovliggjort og bevidst er det et regime”. MacKinnon har argumenteret for, at sexchikane essentielt er et spørgsmål om magt udøvet af den dominerende gruppe mod den underordnede gruppe. Ved en akademisk konference sponseret af University of Nebraska blev der udtalt det synspunkt, at “hvide studerende har desperat brug for formel “træning” i racemæssig og kulturel bevidsthed. Det moralske mål for en sådan træning skulle omgøre hvide forestillinger om privatliv og individualisme” Dette kan til tider ophobe sig til veritabel hjernevask skjult som kritisk tænkning. Fonte nævner, at ved Columbia University, bliver nye studerende opfordret til at slippe deres egne sociale og personlige overbevisninger der fostrer ulighed. For at opnå dette insisterer Katherine Balmer, assistenten for dekanen for førsteårsstuderende, at træning er nødvendig. Ved slutningen af orienteringen for førsteårsstuderende ved Bryn Mawr i de tidlige halvfemsere, “brød de studerende fri” af “undertrykkelsens cyklus” og blev “ændringsagenter”. Syracus Universitys multikulturelle program er designet til at lære studerende, at de lever “i en verden fyldt med mangeartede undertrykkelsessager, inklusive racisme” John Fonte mener, at den primære modstand mod fremdriften af Kulturel Marxisme i U.S.A. kommer fra et modstridende hjørne han benævner “kontemporær Tocquevillianisme”. “Dens repræsentanter tager Alexis de Tocquevilles essentielle empiriske beskaffenhed af amerikansk ekseptionalisme og fejrer denne ekseptionalismes træk, som normative værdier der skal favnes” Som Tocqueville nævnte i 1830´erne: “Amerikanere i dag er meget mere individualistiske, religiøse og patriotiske end en hvilken som helst sammenlignelig nation”. Hvad der især var ekseptionelt for Tocqueville, er den ligerettede vej til modernitet. I modsætning til andre modernister kombinerede Amerika stærk religion og patriotisk overbevisning med dynamik, vedholdende entreprenøriale energi, der understregede lighed for individernes muligheder og ufravigelige hierakiske  og askriptive gruppetilknytning.  Slaget bliver nu udspillet i de fleste offentlige amerikanske institutioner. Tocquevillianere Gramscianere tørner sammen i næsten enhver sammenhæng af betydning. Tocquevillianere mener, at der er objektive moralske sandheder er gældende for alle mennesker til alle tider. Gramscianere mener at moralsk sandhed er subjektiv og afhænger af historiske omstændigheder. Tocquevillianerne tror på personlig ansvarlighed. Gramscianere mener at det personlige er politisk. I den endelige analyse favoriserer Tocquevillianerne transmissionen af det amerikanske regime; Gramscianerne dets transformation.  Mens Økonomisk Marxisme virker død, så har den Hegelianske variant artikuleret af Gramsci og andre ikke blot overlevet Berlinmurens fald, men fortsat for at udfordre den amerikanske republik på dens mest værdsatte ideer. For mere end to århundreder har Amerika været en ekseptionel nation, en nation hvis vedholdende entreprenøriale dynamik har været afstemt af patriotisme og en stærk religiøs-kulturel kerne. Den ultimative triumf for Gramscianismen ville betyde enden på denne ekseptionalisme. Amerika ville endeligt blive europaiseret: statist, gennemsekulært, post-patriotisk og optaget af gruppehierakier og grupperettigheder i hvilke ideen om lighed for loven, som forstået af amerikanere endeligt ville være forkastet. Under overfladen af vore tilsyneladende fredsommelige tider, er de ideologiske, politiske og historiske indsatser er enorme. 

Storbritanniens Anthony Browne skriver i “The Retreat of Reason” om hvordan de Politisk Korrekte er mere intolerante overfor anderledestænkende end traditionelt liberale eller konservative, eftersom tidligere tiders liberale accepterede det uortodokse som normalt. Faktisk var retten til at være anderledestænkende en mærkesag for klassisk liberalisme. De politisk korrekte giver ikke denne ret en høj prioritet. Det forstyrrer deres programmerede sind. De der ikke indretter sig, skal ignoreres, lukkes munden på eller nedgøres. Der er en slags totalitarisme over Politisk Korrekthed, fordi de politisk korrekte mener at de ikke bare er på den rigtige side, men mener at dem de er imod, ikke bare tager fejl, men er onde. I jagten på det dydige mener de politisk korrekte, at de er berettigede til at indskrænke de onde synspunkter fra dem de er uenige med. Folk der overskrider de politisk korrektes overbevisning, ses ikke bare som forkerte, at blive debatteret med, men som onde, som emner der skal fordømmes, gøres stiltiende og foragtes. Opstandelsen af politisk korrekthed repræsenterer et angreb, ikke bare på fornuft og liberal demokrati. Browne definerer Politisk Korrekthed so en ideologi, der klassificerer visse grupper af mennesker som ofre, med behov for beskyttelse for kritik, og som får troende politisk korrekte til at føle, at afvigere ikke bør tolereres. Han advarer også om, at gode intentioner brolægger vejen til helvede. Verden mangler ikke gode intentioner, men den mangler ofte sund fornuft.

Dog, Anthony Browne fokuserer mere på den geopolitiske situation for at forklare politisk korrektheds opstandelse, end på marxistiske strategier: Politisk Korrekthed er essentielt produktet af en magtfuld men dekadent civilisation, der føler sig sikker nok til at lade sjælekvaler komme før fornuft, og undertrykke sandheden for godheden. Dog, terroristangrebene d. 11/9 2001, og de der fulgte i Bali, Madrid og Beslan, har ført til en opfattelse af sårbarhed, der har gjort folk langt mere tykhudede om de virkelige gevinster og ulemper ved vestlig civilisation.

Til en vis grænse vil fremdriften af østlige magter, som Kina og Indien, i de kommende årtier sikre, at vestlig skyldfølelse vil skrumpe: Endeligt havende lige magter at måle sig med, vil bevirke, at Vesten ikke længere vil føle sig tilbøjelig til at henfalde i selvlede, men vil søge at genfinde sin opfattelse af identitet. Produktet af Vestens unikke uudfordrede position og dens mageløse overflod, Vestens afmatning i forhold til Østen vil sandsynligvis betyde den politiske korrektheds endeligt.

Lee Harris overvejer i sin artikel ”Why Isn´t Socialism Dead”, om socialismen ikke er død, fordi socialismen ikke kan dø? Den peruvianske økonom Hernando de Soto, har argumenteret i sin bog ”The Mystery of Capital”, om de tyvende århundredes fejlslagne socialistiske eksperimenter har efterladt menneskeheden med kun éet rationelt valg af hvilket økonomiske system man skal vælge, nemlig kapitalismen. Dog, siger Harris, ”den revolutionære socialists liv er transformeret fordi han accepterer myten om, at en skønne dag vil socialismen triumfere, og retfærdigheden vil sejre. Der er derfor en analogi mellem religion og den revolutionære socialisme, der sigter på læren, forberedelsen og selv rekonstruktionen af individet – en formidabel opgave. ”Det kan meget vel være, at socialismen ikke er død, fordi socialismen ikke kan dø. Hvem ønsker ikke at se de onde og arrogante sat på plads? Hvem mellem de undertrykte og mindrebemidlede kan ikke pirres ved løftet om en verden hvor alle er lige, og alle har hvad de har brug for?”

Måske er socialismen lige som en influenza: den bliver ved med at mutere, og så snart dit immunsystem har bekæmpet en slags virus, så skifter den lige netop nok til at din krop ikke genkender den og indsætter endnu et angreb.”

Politisk Korrekthed kan opnå absurde højder. Først i juni 2006 arresterede canadisk politi en gruppe mænd der var mistænkt for at planlægge terrorangreb. Gruppen skulle angiveligt have været langt med deres planer om at angribe et antal canadiske institutioner, mellem dem det canadiske parlament, inklusive en mulig halshugning af premierministeren, og Torontos undergrundsbane. Alligevel var den ledende avis Toronto Star´s historie om arrestationen: I detektivernes kontorer var en intrigant graf der plottede sammenhængen mellem de 17 mænd og teenagere, der var anklaget for at være medlemmer af en terrorcelle, der dækkede mindst én væg. Og alligevel, siger kilden, er det svært at se en fællesnævner. Det beredne canadiske politis kommisærassistent Mike McDonnel sagde at de mistænkte alle var canadiske borgere. ”De repræsentable for samfundet. Nogle er studerende, nogle har arbejde, nogle er arbejdsløse”, sagde han. Dog, der var én fællesnævner for de mistænkte, der ikke blev nævnt: ”De var alle muslimer”. Forsideartiklen i New York Times (4 juni), var også et studie i hvordan man undgår ”m”-ordet. De mistænkte terrorister blev refereret til, som ”Ontario-beboere”, ”canadiske borgere), ”gruppen”, ”hovedsagligt af sydasiatisk afstamning” eller ”gode folk”. Alt tænkeligt, bare ikke ”muslimer”. Torontos politichef noterede stolt gennem pressekonferencen efter arrestationerne, at ”jeg gerne vil gøre opmærksom på, at der ikke på noget tidspunkt var én eneste reference til muslimer eller muslimske samfund af politistyrken”. Før anti-terror-kampagnen, havde det canadiske politi modtaget ”sensitivitetstræning”, og var blevet omhyggeligt instruerede i islamiske traditioner, såsom at håndtere Koranen, brugen af bedemåtter og sprænge sig selv i luften i forbindelse med en arrest. Som Charles Johnson fra Blog Little Green Footballs bemærkede: ”Giver det canadiske politi kristne, jøder og hinduer eller andre trosretninger den slags opmærksomhed? Hvis ikke, så har muslimerne allerede vundet vigtig anerkendelse, som et ”specielt folk”. Kommenterende på arrestationerne skrev The Globe og Mail, at ”det er muligvis historiens mest politisk korrekte terroristanholdelsesaktion” Canada´s hemmelige sikkerhedsapparat, havde ”lagt alvorlige bestræbelser ind i at blødgøre sit image hos muslimer i meget af det tidligere år”

Den canadiske forbundsregering overvejede ændringer i anti-terror-loven, for at klargøre at politi og sikkerhedsagenter ikke indgik i religiøs afmåling. The Calgary Sun interviewede en kriminolog, professor Mahfooz Kanwar, der erklærede, at ”Multikulturalisme har været skadelig for harmonien i Canada. Den ghettoiserer folk og får dem til forkert at tro, at isolation af dem selv i deres nye samfund er OK. Det er det ikke. ”Politisk Korrekthed truer os, for vi kan ikke bekæmpe noget vi nægter at sætte mærkat på og forstå”. Kanwar sagde, at omfanget af Politisk Korrekthed under arrestationerne var ”kvalmende”. Det er gået for vidt med den politiske korrekthed. ”Politisk Korrekthed truer vores samfund”, sagde de pakistansk-fødte Kanwar. ”det er minoriteternes opgave at justere sig i forhold til majoriteten, ikke den anden vej rundt”, tilføjede Kanwar. Imens anklagede Den Canadiske Islamiske Kongres den canadiske regering for ikke at bruge penge nok på problemet. De ville have flere penge til at ”videnskabeligt diagnosticere problemerne og anvise løsninger”.

De ville også have et landsomfattende ”Smart Integrations program”, hvad det så betyder. Hvis man tager i betragtning, at muslimer i Canada nyligen har presset på for delvis implementering af sharialov i landet, kunne man mistænke at ”Smart Integration” ville betyde, at ikke-muslimer skulle demonstrere en lille smule mere eftergivenhed. Hvis de canadiske myndigheder trods alt havde lyttet til deres landsmand Naomi Klein, ville disse planlagt massemord af canadiske civile udelukkende være et resultat af canadisk racisme og fordi landet ikke var multikulturelt nok. Muslimer vil slå canadiere ihjel, canadiere smiler tilbage og fortæller dem hvor meget de ”respekterer” dem og spørger om der ellers er noget de kan gøre for dem.

Dette er hvad Politisk Korrekthed fører til. Det er ikke sjovt og det er ikke en joke. Politisk Korrekthed dræber. Det har allerede slået i tusindvis af vestlige civile ihjel, og hvis den ikke holdes i skak, slår den snart hele nationer, eller i Europa´s tilfælde, hele kontinenter ihjel.

Som jeg tidligere erklærede, så er Islam kun en sekundær infektion, man ellers kunne have styrken til at modstå. Kulturel Marxisme har svækket Vesten og gjort os modne til overtagelse. Det er kulturel AIDS, der æder vores immunsystem, indtil vi er for svage til at modstå islamisk infiltrationsforsøg. Den SKAL udryddes, før den udrydder os.

Den islamisk-venstreorienterede alliance vil have dybtgående konsekvenser. Enten vil de sejre over vesten, eller de vil begge gå til grunde. Vi vandt aldrig rigtigt Den Kolde Krig så afgørende som vi skulle have gjort. Marxismen fik lov at leve og etablere endnu et angreb på os med snilde og list. Dog, denne flirten med muslimer kunne potentielt vise sig at være mere ødelæggende for marxisterne end Berlin-murens fald.

Som William S Lind påpeger: ”Selv om det er i elvte time, så er kampen ikke afgjort. Meget få amerikanere er klar over, at Politisk Korrekthed i realiteten er Kulturel Marxisme i forklædning. Efterhånden som bevidstheden spredes vil trods spredes med den. I øjeblikket trives Politisk Korrekthed med at skjule sig. Gennem trods og gennem uddannelse for vores egen vedkommende (som burde være en del af enhver trods), kan vi flå dens camouflage og afsløre marxismen under dækket af ”sensitivitet”, ”tolerance” og ”multikulturalisme”.

Politisk Korrekthed er Marxisme med et lille kirurgisk indgreb. Multikulturalisme handler ikke om tolerance og mangfoldighed. Det er en anti-vestlig hade-ideologi, designet til at afmontere vestlig civilisation. Hvis vi kan vise dette, så er en vigtig del af slaget allerede vundet.

Er der nogen der kender oprindelsen af Politisk Korrekthed? Hvem udviklede den oprindeligt og hvad var formålet med den? Det blev udviklet ved Institute for Social Research i Frankfurt, Tyskland, som var grundlagt i 1923 og blev senere kendt som Frankfurterskolen. Det var en gruppe tænkere, der samledes for at finde en løsning på det største problem for implementørerne af kommunismen i Rusland. Problemet?

Hvorfor spredtes kommunismen ikke?

Deres svar? Fordi vestlig civilisation stod i vejen. Hvad var problemet med vestlig civilisation? Dens tro på individet og at individet kunne udvikle gyldige ideer. Ved kommunismens rod var teorien, at alle gyldige ideer kommer fra effekten massernes sociale grupper. Individet er intet.

Og de troede på, at den eneste måde kommunismen kunne gøre fremskridt var, at hjælpe (eller tvinge, hvis nødvendigt) vestlig civilisation til at udrydde sig selv. Hvordan gøres det? Underminere fundamentet ved at fjerne rettighederne for disse irriterende individer. Hvordan gør man det? Ved at ændre deres tale og tankemønstre ved at sprede ideen om, at lydliggøre dine overbevisninger ikke er respektfuldt over for andre og skal undgås, for at kompensere for fortidens uligheder og uretfærdigheder og kalde det noget der lyder positivt: ”Politisk Korrekthed”

Inspireret af den splinternye kommunisttaktik, skrev Mao i 1930´erne en artikel om ”korrekt” behandling af stridigheder mennesker imellem. ”Sensitivitetstræning” – lyder det bekendt? – og talekoderne var født. I 1935, efter Hitler kom til magten, flyttede Frankfurterskolen til New York City, hvor de fortsatte deres arbejde med af oversætte Marxisme fra økonomiske termer til kulturelle termer, benyttende Sigmund Freud´s psykologiske tilstandsmekanismer for at få amerikanerne til at optage Politisk Korrekthed. I 1941 flyttede de til Californien for at sprede deres vinger. Men Politisk Korrekthed vedbliver at være præcist hvad den var ment at skulle være, en sofistikeret og farlig form for censur og undertrykkelse, påført indbyggerne med det ultimative mål, at manipulere, hjernevaske og ødelægge samfundet.

Politisk Korrekthed Cuba

Min første bevidste udsættelse for Politiske Korrekthed var i 1959 – det første år af Castro´s revolution i Cuba – da jeg deltog i en indoktrineringssession i en folkeskole i nabolaget i Havana. Der mødte jeg for første gang den påståede overlegenhed af livet i Sovjetunionen i modsætning til i U.S.A. Der lærte jeg også ordet ”companero” (afledt version af det kommunistiske ord ”comrade” – Fidel afsværgede sine kommunistiske præferencer) var den korrekte måde at referere til sine medlemmer af det nye cubanske samfund-i-vorden.

Hr, frøken og fru var ikke længere acceptable, og videre brug kunne indikere, at du ikke var en ”Fidelista”. Efter undertrykkelse og forbrydelse mod menneskerettighederne kom brølende ind lige efter Castro´s indtog fra bjergene i 1959, kunne protester og afvisning af Fidel Castro´s revolution give én mange problemer. Man kunne let miste livet i massehenrettelserne i La Cabana-fængslet under direkte ledelse af Che Guevara. Men man skal ikke bekymre sig om Che. Han blev senere renset af den politiske korrektheds mestre. Hans ikon blev senere et æret portræt på den yderste vestrefløj, med t-shirts og plakater der stadig pryder amerikanske uddannelsessteder. Den samme teknik blev brugt til at rense en af dagens ”helte”, Mumia Abu-Jamal (selvom han blev dømt efter overvældende beviser at have dræbt en betjent). Og under den dunstende vejledning af Politisk Korrekthed, der greb fat fra folkeskole til universitet, fra medier til til kunst, fra land til fabrikker og kontorer, lærte cubanerne hvad der var sikkert at sige. Altid på linie med den dominerende stat. Altid følgende diktater fra det eneste tilbageværende parti: Kommunistpartiet. Resultatet af den politiske korrektheds selvcensur nedtrampede let ytringsfriheden. Politisk Korrekthed har sejret i Cuba ved at kreere en ensidig politisk diskurs der har varet i 43 år.

Politisk Korrekthed har givet staten (Castro) komplet ytringskontrol. Dette er hovedårsagen til, at amerikanske medier ikke kan udtrække sandheden om, hvad cubanerne virkeligt føler, når medierne interviewer almindelige borgere og vildledende præsenterer amerikanerne for deres kommentarer som gyldige. Det samme var gældende for det tidligere Sovjetunionen og de tidligere satellitlande. Det samme fortsætter i den resterende kommunistiske verden. Der er intet nyt i det. De amerikanske medier må vide det, så hvorfor rapporterer de ikke åbent fakta, i stedet for at vildlede offentligheden? Måske er dette grunden til, at amerikanerne er så uoplyste om den cubanske tragedie og agerede så beklageligt under Elian Gonzales-affæren.

Den amerikanske Politisk Korrekthed

Med dyb modløshed har jeg set hvordan den politiske korrektheds svøbe har grebet U.S.A. Den er meget rodfæstet i uddannelsessystemet, i videnskaben, religiøse samfund, medierne, arbejdspladserne og selv regeringen. Den ændrer det amerikanske samfund indefra, og nationens indbyggere censurerer i tiltagende omfang dem selv og mister deres ytringsfrihed, af frygt for den politisk korrektheds undertrykkelse. Det er den vestlige civilisations natur at være civiliseret – respektfuld overfor andre og optaget af at korrigere uretfærdigheder. Vi behøver ikke Politisk Korrekthed til at få os til at tro vi ikke er civiliserede, men har brug for at få vore ord og tanker censurerede.

I december 2001 i Kensington blev der af to familier protesteret over en årlig brandmandsjulefestivitas om tænding af juletræet. I den politiske korrektheds navn stemte byrådet, at forbyder julemanden i paraden. Heldigvis blev beslutningen gennem borgernes protester omgjort.

Hvordan kan et venligt ikon blive misbilliget til grænsen af forvisning? Tilbyd dog at tilføje andre menneskers ikoner. Gør det til en bredere festlighed. Det er den ægte amerikanske måde.

Den politiske korrektheds ypperstepræster nåede absurde højder, da de refererede til det amerikanske forædderi af spionerne Julius og Ethel Rosenberg – henrettede i 1953 – som ikke-traditionel patriotisme! Vi ser med skam situationer skabt i vore skoler og universiteter i Amerika, der er blevet ofre for Politisk Korrekthed. Nogle professorer, studerende og publikationer bliver angrebet for synspunkter der afviger fra dem der påtvinges af en fanatisk venstrefløj, under falskt dække af Politisk Korrekthed. I skoler og på arbejdspladser ser man, at mangfoldighed er degenereret til omvendt diskrimination, hvor de mindre kvalificerede bliver tilgodeset og de inkompetente ikke kan fyres. Man har set typer som pastor Jesse Jackson skamløst afpresse og true med boycott af hele selskaber, hvis ikke de ansætter dem der udvælges af ham, eller ganske enkelt yder donationer til hans organisationer. Dobbeltmorale tiltager.

Vores grundlov kræver, at stat og kirke adskilles, hvilket altid har afskrækket vore offentlige uddannelsessystemer  fra at undervise i religion. Alligevel blev der i december 2001, mens julekort, symboler og dekorationer blev udsat for protester for første gang i amerikanske offentlige skoler i Georgia, Maryland, Pennsylvania, Massachusetts, Minnesota og Oregon, i en grundskole i Texas givet en pige lov til at give sine klassekammerater lov til at lave en forevisning og vise en video om hendes muslimske religion. Og i januar 2002 i en folkeskole i San Luis Obispo Californien fik man eleverne til at lege krigere der slås for Islam.

En anden skole i nærheden af Oakland i Californien, opfordrede 125 syvende klasses elever til at klæde sig ud som muslimer i et tre – fire – ugers kursus om Islam.

Denne vilkårlige dobbeltmoral blev pålagt i den politiske korrektheds navn efter angrebene d. 9/11-2001. Ifølge Ellen Sorokin´s ”No Founding Fathers?” offentliggjort af Washington Times på forsiden d. 28 januar 2002, blev selv vore Founding Fathers ofre for denne parodi. Artiklen siger om New Jersey Department of Education´s historiestandarder: “Den seneste revision af statsstandarder har skuffet lærere landet over, som siger at panelets eksklusion af Founding Fathers navn er Politisk Korrekthed i niende potens. Sorokin peger på, at ”standarderne specifikt peger på, at eleverne skulle identificere slaveri, holocaust og Irak som eksempler på hvordan folk har handlet ondt og på inhumane måder. Belejligt er kommunismen ikke med på denne korte list”

I en anden artikel af Sorokin, offentliggjort af Washington Times d. 10 marts rapporteres anklage om universitetslæreres anti-amerikanisme. Hun præsenterer to eksempler på kommende kurser for forår og efterår. De er: ”Terrorismens seksualitet” ved University of California og ”Terrorisme og kundskabens politik” ved UCLA, et kursus der, ifølge kursusbeskrivelsen, undersøger ”Amerika´s liste af imperialistiske eventyr”

For nylig skulle der laves en mindeskulptur af et historisk fotografi af New York´s brandmænd, der rejste det amerikanske flag over ruinerne af World Trade Center. Men historiens revisionister brugte Politisk Korrekthed til at diktere, at andre minoritetsansigter skulle erstatte nogle af ansigterne på det historiske billede! Heldigvis fik dette heller ikke et ben til jorden, på grund af brandmændenes og offentlighedens ramaskrig.

Målet for den Politiske Korrektheds diktatorer

For folk med baggrund og førstehåndsindtryk af livet i et totalitært kommunistisk samfund, er målet for den politiske korrektheds diktatorer i Amerika indlysende. De i sidste instans begunstigede vil være de troende fanatikere af den totalitære stat, der, trods kommunismens sørgelige fejlslag og 100 millioner mennesker udryddet i forsøg på at forfølge det kriminelle system, ikke har givet op.

Politiske og religiøse fanatikere, som demonstreret d. 11/9-2001, er ekstremt farlige i vore dages verden.

Du kan muligvis huske at have set udgaven af Newsweek d. 24 december. Forsiden havde en granitvæg med hævede bogstaver, hvor der stod ”Tankepoliti?”. Hvis du læste artiklen ville du lære noget om noget der kaldes ”Politisk Korrekt Tænkning”

Et stigende antal højere læreanstalter har etableret nye og stringente lingvistiske og adfærdsmæssige retningslinier for deres studerende og fakulteter. Ethvert ord eller handling der på nogen som helst måde kan tolkes som racistisk, sexistisk eller anti-homoseksuelt bærer på tiltagende straffe. For studerende kan det betyde alt fra finansiel straf til eksklusion fra skolen. For fakultetet kan det betyde afskedigelse, nægtelse af forlængelse af ansættelsesperiode eller manglende forfremmelse.

Ud fra Newsweek-artiklen kunne den uskyldige og uinformerede læser få det indtryk, at denne nye form for tankepoliti kun var midlertidige, om end irriterende, overdrivelser fra få uddannelsesstedsadministratorer, fakultetsmedlemmer og studerende der prøver at genoplive de racismen og usensitiviteten fra fortiden.

Selv diskussionen i artiklen om de ofte dramatiske ændringer der bliver introduceret i kernen af de frie kunsters curricula ved disse institutioner, blev kun gjort til  en bevægelse mod et mere pluralistisk menneskesyn, samfundssyn og kultursyn. Det overordnede fokus i de frie kunsters uddannelse om vestlig kultur og tradition, vil nu blive modificeret. Andre kulturer, andre verdensfilosofier, andre koncepter for mennesker og samfund vil blive præsenterede som ligeværdige med europæiske og amerikanske bidrag til den menneskelige arv.

Og hvad med ”tankepolitiet”? Newsweek sluttede emnet med en artikel af en ung mand, som havde været en ”tankepolitimand” på et af disse uddannelsessteder. Han forsikrede læserne, at han og andre kun prøvede at løfte bevidstheden om ”undertrykkelsen” ved det traditionelle sprog hos andre studerende. Hvad hvis de studerende ikke var interesserede i, at deltage i ”genundervisningsprogrammet” på uddannelsesstedet? Forfatteren sagde: ”Deltagelse var ikke pligt, men vidste vi hvem der ikke ville komme? Helt sikkert!”

I modsætning til det generelle indtryk om Newsweek efterlod, så er ”politisk korrekt tænkning” potentielt én af de mest farlige amerikanske strømninger i de amerikanske akademier i dag. Nogle af de seneste bøger forklarer hvad modstanderne står for, og disse inkluderer ”Destructive generation” af David Horowitz and Peter Collier, ”Tenured Radikals” af Roger Kimball og ”The Hollow Men” af Charles Sykes.

Hvilket verdenssyn har disse advokater for ”politisk korrekt tænkning?” I en  fremragende artikel med titlen, ”The Storm over the University”, som blev publiceret d. 6 december 1990, en del af The New York Review of Books, gav den velkendte filosof John Searle en koncis opsummering:

”Vestlig civilisations historie er i det hele en historie om undertrykkelse. Internt undertrykkede vestlig civilisation kvinder, slaver og livegne befolkninger, og etniske og kulturelle minoriteter i det hele. Udenrigs handler vestlig civilisation om imperialisme og kolonialisme. Den såkaldte kanon for vestlig civilisation indeholdes i offentlige publikationer, og det er ikke noget tilfælde at forfatterne af denne ”kanon” næsten udelukkende er vestlige hvide mænd, fordi civilisationen selv er regeret af en kaste indeholdende næsten udelukkende vestlige hvide mænd”

Som forfatteren til hvem jeg refererede demonstrerede, er mange af tilhængerne af ”politisk korrekt tænkning” i amerikanske akademier overløbere fra de venstreorienteredes politiske emner i 1960´erne – eksempelvis dem der modsatte sig intervention i Vietnam, fordi de understøttede en socialistisk revolution i Den Tredje Verden. De protesterede mod det hjemlige etablerede system, fordi de hader kapitalisme også dem selv som frontløbere i det kommende ”folkets demokrati”, der skulle erstatte det eksisterende ”fascistiske Amerika”; og de protesterede fordi de hader det ”kommercielle samfund” og harmes over ”undertrykkelsen” af markedets relationer.

Ude af stand til at vinde krigen politisk eller i gaderne, trak de sig tilbage til giftens rum, som de nu i tiltagende grad dominerer. Alt hvad de afskyr er et produkt af ”hvid kapitalistisk magt” Alt hvad de har kært findes i det kommunistiske non-marked og kollektivismen i Den Tredje Verden.

De benytter alle marxistisk ideologiske og lingvistiske standardtricks. Sproget har ingen naturlig objektiv mening; ord er redskaber for ”klasse”, ”race” og ”seksuel udnyttelse”. Sandhed er ikke bare svær at finde; den eksisterer faktisk ikke. Påstanden om at der er en universel sandhed om mennesket, samfundet og naturen – sandheder der er gældende for alle mennesker, alle steder og til alle tider – er filosofiske tricks brugt at den ”regerende klasse”, for at få masserne til at acceptere deres inferiøre sted i livet og se deres undertrykkere og udnyttere som både uundgåelige og nødvendige.

Alene at tænke eller tale i termer af individualitet eller individuelle rettigheder anses for suspekt; enhver person der gør dette, er enten offer for den apokalyptiske, mandlige, udnyttende klasse. Frontløberne ønsker at bedrage os til at tænke på os selv som ”kun individer”, så de kan skjule race, køn og klasserelationer, der er det virkelige fundament for vores eksisterende orden.

Perversiteten i dette syn er selvfølgelig, at vestlig civilisation faktisk har været den mest frigørende kraft i menneskelig historie. Det var oldtidens jødedom, der fortalte jordens regenter, at der er en højere lov og moral, end nogen man kan skabe; og ethvert menneske , som en skabelse af Gud, skal søge tilflugt i denne højere lov og moral imod jordens regenters tyranni. Det var kristendommen der lærte os, at alle mennesker er enestående og særlige i Gud´s øjne; at ingen verdens regent må sætte sig mellem individet og dennes forhold til Gud. Altså lagde jødedommen og kristendommen fundamentet for moderne principper om individuel frihed i tanke og handling.

Fra de antikke grækere har vesten opnået påskønnelse og fortrolighed i forstandens kraft og fornuft, for at kunne forstå og mestre naturen. Og fra romerne har vi fået vores naturlovstradition og lovregler.
Det er moderne kapitalisme der har skabt den moralske orden af frivillig fredfyldt samvær mennesker imellem. Det er markedsøkonomien der har skabt velstand og muligheder der frigør både krop og sjæl for et tiltagende antal mennesker af alle racer og religioner verden over.

I relation til frihed, velstand og promoveringen af menneskelig værdighed vinder vestlig civilisation overlegent mod enhver anden civilisation i menneskelig historie. Det er præcist derfor fortalerne for ”politisk korrekt tænkning” ønsker at forvise åben diskurs og krydskulturel etisk og filosofisk sammenligning. Kun ved at benægte at en sådan sammenligning er mulig, og kun ved at angribe motiverne ved modstanderne, kan de vinde – med andre ord, en sejr gennem kunstgreb.
Hvad med modstanderne af ”politisk korrekt tænkning”? Deres argumenter er normalt sunde og fortjenstfulde. Men deres strategi er, i mine øje, forkert. De håber at overvinde de ”kulturelle venstreorienterede” intellektuelle gennem appel til den konstitutionelle ret til ytring eller genne politiske modangreb i universiteternes strukturer designet til at generobre giftens rum.

Mens den politisk korrekte tænknings ideologer ikke alene er begrænset til statsuniversiteterne, som Charles Sykes udlægning af Dartmouth College slående demonstrerer, er det dér krigen behøves udkæmpet og vundet.

Men løsningen er ikke at erobre universiteterne fra ”de der har ret”. Løsningen er rettere af besejre de kulturelle venstreorienterede ved at nægte dem kilden til deres magt: det socialistiske uddannelsessystem. Statsuniversiteterne dominerer de højere uddannelsesinstitutioner i U.S.A. Og hvad staten ikke kontrollerer direkte, kontrollerer den indirekte og manipulerer gennem regulationer der kommer med statsstøtte og legater til privatskoler.

Eliminer statsstøttet og subsidieret undervisning, og disse økonomisk privilegerede og politisk beskyttede øer af filosofisk kollektivisme vil blive tvunget til at kæmpe for deres finansielle underhold i et marked af ideer. Det ville være et marked, hvor de ville være tvunget til at overtale uddannelseskunderne om, at hvad de havde at sælge, virkeligt er prisen optagelsen værd. De kulturelle venstreorienterede ville ikke længere have deres ideer subsidierede af en bred  skattebetalende offentlighed. De ville ikke længere have et beskyttet sted for det intellektuelle marked gennem deres special-interest-indflydelse på den socialiserede uddannelsesproces.

Forældre og studerende der ønskede en uddannelse inspireret af ”politisk korrekt tænkning”, ville blive bedt om at betale for muligheden. De der foretrak en traditionel liberal uddannelse med fokus på den vestlige arv ville blive bedt om det samme. Hele kontroversen ville blive diffunderet, fordi det ville blive afpolitiseret gennem privatisering af uddannelse. Og i et virkeligt marked for ideer, ville jeg personligt have meget lidt tvivl om, hvilket af de intellektuelle alternativer der ville have tendens til at erobre det største marked.

Richard M Ebeling

I Wall Street Journal´s leder ”White Guilt and the Western Past – Why is America so delicate with the enemy?”, foreslog Shelby Steel, at Amerika´s manglende evne til effektivt at gå i krig skyldes “den verdensomspændende kollaps af hvidt overherredømme som en kilde til moralsk autoritet, politisk legitimitet, ja selv suverænitet”

Shelby´s teori er forkert. Kollapsen af hvid moral er ikke problemet. Erstatningen af maskulin autoritet med feminisme er. Til Steel´s ros – han skuede i den rigtige retning – men forpassede det virkelige mål. I Amerika er der ét sted, hvor hvidt overherredømme og radikal feminisme eksisterede: Ku Klux Klan.

Den afgørende relation Shelby forpassede er denne: post-moderne feminisme (som afgjort har indrømmet at være en overherredømmebevægelse) er det levende barnebarn af Womens Ku Klux Klan (WKKK), hvor feminismens anden bølge (som vi kender den i dag) blev undfanget og født.

Det er vigtigt at erkende, at WKKK ikke var en hovedstrømning i kvindebevægelsen, men stærkt understøttede de legitime hovedstrømningskvindebevægelser, inklusive min mormor Florence Richardson Usher og oldemor Florence Wyman Richardson, der ikke deltog i den mindre WKKK-bevægelse eller dens post-Klan feministiske aktiviteter. Faktisk var min mormor om bord på båden St. Louis Urban League og havde ofte Ralph Bunch og andre sorte ligestillingsaktivister til middag, til nogle naboers store bestyrtelse. Kvindebevægelsen fandt sig i WKKK-feministerne grundet det fælles mål: adgang til den 19 Amendment.

Sondringen er vigtig, fordi post-WKKK-feminister der i dag kræver VAWA, abort, ”skilsmisse ”for the hell of it”, gratis helbredspleje og endeløs velfærd, lader som om de arvinger af kvindebevægelsen, når de i virkeligheden ikke var legitime medlemmer af den.

Kontemporær feminisme er stadig tvedelt, men delingen er nu mere udtalt. Feminisme er et paradoks bestående af to vidt forskellige lejre, den konservative (post-kvindebevægelses-egalitaristerne) og liberale (post WKKK overherredømmebevægelse) fløj. De opererer begge under det samme navn – ”Feminisme”. Dette er meget forvirrende for offentligheden og politikerne. Men det kommer de radikale feminister til gavn, da omhyggeligt drejer deres ord lige netop nok til, at give indtryk af af egalitarisme på den politiske arena.

Den relativt lille (men spirende) gruppe af egalitaristiske feminister (som eksempelvis Kate O´Bierne, Christina Hoff Sommers, Wendy McElroy, Kathleen Parker og Erin Pizzey) er de legitime efterfølgere af kvindebevægelsen. De søger fornuftig social ligestiling mellem kønnene, og stærkt modsætter sig den ærkedestruktive ødelæggelse af ægteskabet og mænds sociale rettigheder, forårsaget af feminismens anden bølge.

Den fremherskende feministiske anden bølge, regeret af The National Organization for Women, er dominerende i tilførelsen af ideologi og statistik for intrigant at opnå kvinders overherredømmemål. Den ser egalitaristerne som ”anti-feministiske” fjender og ligger i konstant kamp med dem, for at opnå kontrol over feminismens rorpind.

Transformationen af WKKK´s paradigmer til vore dages overlegne form for feminisme, er en forbløffende politisk kraftanstrengelse, krævende meget mere studie og analyse, end hvad indeholdes i eksisterende forskning. En let inspektion af den mørke side af feminismens historie, demonstrerer hvordan denne forvandelse i princippet blev opnået.

Mange populære feministiske andenbølges slogans opstod i WKKK. Eksempelvis udtrykket: ”Hånden der vugger vuggen, har magten til at regere verden” blev først publiceret i en skillingsvise i Evansville Indiana i 1880´erne.
KKK og WKKK fremstillede horrible seksuelle opfattelser om sorte mænd, for at opildne voldlig og stille racistisk diskrimination. De hvide stillede beredvilligt op, for at ”beskytte kvindens renhed” fra raceblanding.

Over tid lærte kvinder hvordan man manipulerede samfundet fra denne magtfulde piedestal af uopnåelig renhed. Eksempelvis filmen ”Rosewood” er en halvdokumentar om hvordan en by i Florida blev brændt ned til grunden, fordi en kvinde falskt anklagede en sort mand for at have voldtaget hende.

Mange af de historiske detaljer forklarende den fulde historie bag WKKK, er indeholdt i bogen ”Women of the Klan”, af Kathleen L Blee, hvilket er obligatorisk læsning i kvindestudier i Amerika. Jeg opfordrer alle til omhyggeligt at læse denne bog, for fuldt at forstå KKK og WKKK.

Efter den 19 Amendment blev opnået (stemmeret), behøvede WKKK ikke længere Klanen til politisk magt, og vendte deres blik mod brugen af seksuel billedskabelse for også at kontrollere hvide mænd. I 1920´erne blev der gennemført en kongresundersøgelse, der afslørede, at en kvinde ved navn Elisabeth Tyler styrede KKK. Hun opnåede kontrol, ved at lave beskyldninger om seksuelle usømmeligheder mod Grand Dragon.

I de tidlige tredvere forlod feministerne Klanen for at hellige sig marxistisk tænkning, i overensstemmelse med deres offerdrevne ideologi, som ankom til U.S.A. med tusindvis af uønskede europæiske lærde. Feministerne studerede Freud intensivt, optagende alt med en enkelt kæmpe modifikation: ”penismisundelse blev efterladt, men blev efterhånden til ”vaginamisundelse”, eksemplificeret med ”Vaginamonologerne” og ”V-dag”-festlighederne. Kinsey´s studier  i 1950´erne førte til kvindernes frigørelse og ideen om, at kvinder frit kunne bruge sex til at få hvad de ville have, fuldstændigt uagtet ægteskabet.

I løbet af 1960´erne var feminismens anden bølge klar til at fremkomme. Bevægelsen havde nu sofistikerede våben, bestående af seksuel billeddannelse, ”offer”-logi og en fascistisk evne til viljemæssigt at ændre ordværdier, parathed til at bruge fysisk sex til at få mænd til at gøre hvad de ville (og ligeledes afpresse dem) og inddele individer i kreative felter af falsk videnskab, for at legitimere deres politiske agenda.

Hvor WKKK-feminister opnåede deres mål ved at brændemærke sorte mænd med seksuel billeddannelse, så pegede andenbølgesfeministerne deres arsenal mod alle mænd, da de angreb ægteskabet på amerikansk jord i de tidlige 1960´ere.

Betty Friedan fortalte ellers tilfredse koner, at ægteskabet var en fælde. De skulle smide de snærende ”forklædebånd”, blive seksuelt frigjorte, slippe af med den frygtelig ægtemand og lade dem selv ”blive til noget”. Den første feministiske separatistbølge bragte en omgående eksplosion af skilsmisser.

Unge mænd fra alle politiske partier som ikke forstod denne dynamik, men var underlagt en storm af hormoner, blev omgående feministkonvertiter med udsigt til hober af lette kvinder uden sidestykke. Mange mænd hjalp med at legitimere feministbevægelsen ved trofast at placere ”kvinders ligeret” på en piedestal, for at dække over deres skyldfølelse ved deltagelsen i den seksuelle revolution.

Et deraf følgende orgie af selvtilfredsstillelse og frigjort sex, stimuleret af en falsk sikkerhedsfølelse gennem den nye fødselskontrolspille, blev konsekvensen. Resultatet blev et boom af fødsler udenfor ægteskab skabende massefattigdom. Feministerne omformede omgående problemet til udvidelse af Johnson´s såkaldte ”War on Poverty”, som finansierede milliarder til feministernes ”krig mod ægteskabet”, der i dag har efterladt halvdelen af Amerika´s børn faderløs

Shelby peger så rigtigt på, at en ændring forekom under Vietnamkrigen. Vi må ses nærmere på denne forvirrede tid, for at forstå hvad der virkeligt skete. Det hvide overherredømmes kollaps og raceproblematik er af lille konsekvens. Ægteskabets kollaps og i særdeleshed sexdiskriminationen som eksemplificeret af institutionaliseret afmontering af mænds deltagelse i ægteskabet, er af enorm indflydelse.

Vietnam faldt sammen med vækkelsen af hippiegenerationen. Kerneideologierne af ”Gør-hvad-du-har-lyst-til” blev essentielt drevet af 1960´ernes andenbølgesfeminister, og havde voldsomt influeret alle højere uddannelsesinstitutioner i løbet af 1968.

I løbet af Vietnamtidens æra troede frigjorte teenagere gennemskyllet i bevidsthedsudvidende stoffer religiøst på alt fra feminisme, til transcendental meditation, ”revolution for the hell of it”, Love-inns, Saul Alinsky, Pete Seeger og Jim Morrison.

De fleste konservative (selv dem ser ikke ”inhalerede” eller tog til Woodstock) tror stadigt religiøst på de chauvinistiske aspekter af feminismens anden bølge, til trods for at alle fakta beviser, at det er den mest destruktive sociale bevægelse i amerikansk historie. Det er her opfattelsen mellem nutidens konservative og liberale adskiller. 

Liberale feminister mener, at al vold er slemt (undtagen hvis den begås af en kvinde). Tralfamadore er en lidelsesfri, hyperseksuel landsby af seriel polyandri, hvor opretholdelse og beskyttelse kommer fra regeringen, andre opdrager dine børn og mændene får regningen, uanset om det er deres børn eller ej.

Den afgørende krig der skaber fremtiden i Amerika, sker umærkeligt i Washington D.C. Feminister er meget opmærksomme på, at udgifterne til krig betyder reduktion i statslige subsidier til krigen mod ægteskabet. Det er derfor Jane Fonda, Barbara Streisand og alle de andre feminister modsætter sig krigen for enhver pris.
I denne uge deklarerede præsident Bush, at krigen mod terror i realiteten er Tredje Verdenskrig. Han har grundlæggende ret. Krigen mod terror er en ”varm krig” imod en veldistribueret, velfinansieret og teknologimestrende fjende.

Ligeledes er vor egen interne krig, understøttet af feminister mod ægteskabet i de sidste fyrre år. Som krigen mod terror er blodet og ligene af vor interne krig ikke synlig noget specielt sted, men indlysende hver gang vi åbner en avis, for at se de seneste myrdede koner, ægtemænd og børn, massefattigdom i forstadsmiljøer og et udslidt politisk aristokrati, der debatterer i det uendelige, men ikke er villige til at indlede krigen mod feminismen.

Den dag Amerika bliver trætte af feminismen, vil det kræve de nødvendige ændringer i Washington D.C. Jeg forudser, at dette ikke vil finde sted før U.S. højesteret omgør Roe V Wade og det eksisterende pro-livs-samfund tager ægteskabsemnet op, i mangel af bedre at foretage sig.

 

Frontpage: Du gør den skarpsindige observation, hvordan politisk korrekthed afføder ondskab, grundet ”den vold den gør mod folks sjæle, ved at tvinge dem til at sige eller antyde hvad de ikke selv tror på, men ikke må stille spørgsmålstegn ved” Kan du tale lidt om dette?

Dr. Dalrymple: Politisk Korrekthed er kommunistisk propaganda i lille udgave. I mine studier af socialistiske samfund er jeg kommet til den konklusion, at formålet med kommunistisk propaganda ikke var at overtale eller overbevise, ej heller informere, men at ydmyge; og derfor jo mindre den var i overensstemmelse med virkeligheden, jo bedre. Når folk tvinges til at tie stille, når de fortælles de mest indlysende løgne, eller værre endnu, tvinges til selv at gentage dem, mister de én gang for alle deres retsindighed. At give samtykke til indlysende løgne, er at samarbejde med ondskaben, og i en vis forstand selv blive ond. Evnen til at modstå alt eroderes derfor, og endda destrueres. Et samfund af kastrerede løgnere er let at kontrollere. Jeg tror, at hvis du undersøgte politisk korrekthed, har den den samme effekt, og det er også meningen.

Abort: Nær-liv-oplevelse
Alkoholiker: Anti-sober-aktivist
Arbejdsløs: Ufrivillig frihedsejer
Bande: Ungdomsgruppe
Bandit: Moralsk etisk udfordret
Bibliotek: Uddannelsesmæssigt ressourcecenter
Blind: Fotonisk non-receptiv
Blind: Optisk mørkere
Blind: Visuelt udfordret
Bums: Malplaceret boligejer
Bums: Ufrivilligt boligpladseret
Butikstyv: Livsomkostnings-regulerings-specialist
Censur: Selektiv tale
Cowboy: Kvæg – control – officer
Doven: Motivationsmæssigt indisponeret
Dumpe: Opnå ufuldkommenhed
Dværg: Vertikalt udfordret
Døv: Visuelt orienteret
Fattig: Økonomisk marginaliseret
Fattig: Økonomisk uforberedt
Fed: Anderledes vægtet
Fed: Gravitationelt udfordret
Fed: Massemennesker
Fed: Mennesker af substans
Flygtning: Asylsøger
Forkert: Logisk anderledes
Fornærmelse: Følelsesmæssig voldtægt
Fuld af lort: Fækalt fuldkommen
Gammel Gris: Seksuelt fokuseret kronologisk begavet individ
Gammel: Kronologisk begunstiget
Gravid: Parasitmæssigt undertrykt
Grim: Ansigtsmæssigt udfordret
Grim: Kosmetisk anderledes
Grim: Æstetisk udfordret
Grov: Takt-forflygtigelse
Handicappet: Anderledes evnebegavet
Hjemløs: Resident fleksibel
Hjemløs: Terminfri
Hjemløs: Udendørs byresiderende
Husmor: Hjemmeingeniør
Hvid amerikaner: Racemæssigt udfordret
Hørende person: Midlertidigt lydbeevnet
I live: Midlertidigt metabolsk fungerende
Ignorant: Faktafrigjort
Ignorant: Videns-ubesiddende
Immigrant: Nytilkommen
Inkompetent: Anderledes kvalificeret
Inkompetent: Specielt beevnet
Inkompetent: Unikt sagkyndig
Jordskælv: Geologisk korrektion
Jæger: Bambislagter
Jæger: Dyremorder
Jæger: Kødlejemorder
Kannibalisme: Internt artsmåltid
Klods: Kinetisk udfordret
Klodset: Unikt koordineret
Kone: Ulønnet sexslave
Kriminalitetsindeks: Gadeaktivitetsideks
Kriminel: Forbedrelig karakter
Kronologisk sent: Temporært udfordret
Kropslugt: Indiskret odeur
Kujon: Udfordrings-udfordret
Landstryger: Ikkespecificeret bestemmelsessteds-individ
Lig: Permanent statisk post-human masse
Læringsuegnet: Selvfremmanende kognisk fungerende
Menstruation: Cyklisk udfordret
Nørd: Socialt udfordret
Pervers: Seksuelt dysfunktionel
Postmand: Brevbærer
Prostitueret: Sex-omsorgs-forsyner
Psyko-ævl: Konstruktivistisk feministisk psykoterapi
Racist: Genetisk diskriminerende
Rod: Anderledes organiseret
Sindssyge: Mentale eventyrere
Skaldet: Kam-fri
Skovhugger: Papirpirat
Skovhugger: Træslagter
Skraldemand: Sanitetsingeniør
Slum: Økonomisk undertrykkelses-zone
Snyde: Akademisk uærlighed
Taber: Andenpladstager
Taber: Unikt mulighedsgivet individ på alternativ karrieresti
Tankpasser: Benzinoverførselstekniker
Tigger: Uafhængig ansøger af private midler
Træ: Oxygen-udvekslings-enhed
Uærlig: Etisk desorienteret

Af Kammerat Z
Velkommen tilbage folkens. Jeg håber I har haft en god sommer. Og til alle I førsteårsstuderende: slap af; I vil måske have lidt hjemve de første få uger, men omkring Thanksgiving vil I opdage, at Austin virkeligt ER universets centrum. I studerede hårdt nok i gymnasiet til at undgå vo-tech-institutet og banede jeres vej til et virkeligt universitet. Tillykke! Som I gamle studerende ved, så er studiet overhovedet ikke hårdt arbejde: efter festerne, klubarrangementerne og møderne med det modsatte køn, så har I sandsynligvis stadigt lidt tid tilbage til at møde til foredragene. I kan derfor rent faktisk komme i kontakt med professorer. Selvom de ofte er harmløse, så kan de undertiden påvirke din studieoplevelse, for ikke at tale om din uddannelse. Den farligste slags er den der mener, at det at undervise dig i engelsk og historie, ikke er nok. De har besluttet at gå ud over deres pligter, og forsøger at redde dit liv som en slags frynsegode. Det sørgelige er, at nogle af dem, ikke størstedelen, men nogle, mener at I alle sammen er opvokset i et omvendt ondt samfund, og at det er deres opgave at redde jer fra alle de falske ideer og værdier I er blevet lært af jeres forældre, præster, lærere og venner. Denne type professorer er kendte som politisk korrekte.

Grundlæggende kan du kende en Politisk Korrekt professor ved, at når du deltager i undervisning i eksempelvis engelsk litteratur, at professoren så kun taler om marxisme, feminisme, sexisme, racisme, homofobi, hvor slemme vi var i Vietnam, hvor onde firserne var og så videre. I få tilfælde vil disse ikke virke som om de er professorer; de virker mere som fuldtids sociale aktivister, der har dagarbejde med undervisning.

Du vil måske undre dig over, hvad der får den politisk korrekte flok til at engagere sig. Sådan et spørgsmål er interessant ikke bare for de psykologisk interesserede, men også for enhver der prøver at forstå dagens amerikanske samfund. Desværre er der ikke så få højt placerede folk i medier og politik, der deler opfattelse i elementer af den politiske korrektheds verdenssyn, der promoveres af den type professorer vi her taler om. Så for at give dig en ledetråd, har vi efter måneders flittigt arbejde og års observation udviklet følgende guide.
Politisk Korrekthed er en kompleks voksboldt, men vi mener at have fået rimeligt styr på det grundlæggende. Hvis du intet ved om Politiks Korrekthed, så mener vi oprigtigt, at du kan anse dig selv for værende en kompetent amatør, når først du har arbejdet dig gennem følgende. Hold fast på hat og briller og efterlad al sund fornuft udenfor. Du træder nu ind i Hillary Clinton´s verden.

Sensitivitet – Den politisk korrekte term for Politisk Korrekthed

Usensitiv – Den betingelse at afvise eller ikke være politisk korrekt (som denne artikel)

Klassisisme – Den første og mest berømte af mange onde ”ismer”. Den refererer til undertrykkelsen af fattige mennesker udført af rige mennesker. Klasseundertrykkelse betyder i disse dage almindeligvis, at man er imod skatteforøgelse og velfærdsstaten. Hvis du er universitetsstuderende og prøver en dag at opnå noget, er du sandsynligvis en ”klassisist”.

Diversitet – Oprindeligt en sund omgang med mennesker fra forskellige baggrunde. Men for de politisk korrekte betyder dette kvoter for minoriteter og kvinder.

Multikulturalisme – To ting: 1) kvoter og 2) projektionen af venstrefløjspolitik mod uanende tredje verdens samfund og amerikansk minoriteter. Men for at være ægte multikulturel, er det ikke nok at være minoritet eller kvinde, du skal også have den politisk korrekte holdning.
Eksempelvis er cubanere der lever på Cuba og stadigt prøver at kickstarte Castro´s utopiske revolution multikulturelle, men cubanere der lever i Miami, som overvældende føler, at Elian Gonzales ville være bedre tjent med at leve i U.S.A. ikke multikulturelle. Studier i de nordvietnamesiske kommunistiske politiske skrifter ville være en øvelse i multikulturalisme. Studier i vietnamesiske bådflygtninge der undslap og grundlagde et succesfuldt nyt liv i U.S.A., ville ikke multikulturalisme.
At læse bøgerne af Angels Davis, en sort professor der er kommu-radikal feminist, er multikulturelt. At læse bøgerne af Shelby Steel og Thomas Sowell, to sorte professorer der ikke er kommunister og som mener, at ”affirmative action” er en dårlig socialpolitik, er ikke multikulturalisme.

DHEM (Døde, Hvide, Europæiske, Mænd) – Hvide mænd er den politiske korrektheds ekvivalent til Satan. Den politiske korrektheds flok ynder særligt at gå efter fyre som Aristoteles, Platon og Jefferson, som angiveligt skulle være indirekte ansvarlige for al racisme, sexisme og undertrykkelse i den kendte verden. Desværre er ikke alle ”farvede” klar over dette. Da eksempelvis tusindvis af kinesiske studerende døde på Tiananmen-pladsen i 1989, krævende demokrati og frihed, citerede de Thomas Jefferson og fremviste en model af Frihedsgudinden. Den politisk korrekte flok mener, at de skulle have haft travlt med, at studere skrifterne af Marx og Lenin (Marx og Lenin var også hvid fyre, men dette er tilsyneladende ligegyldigt)

Hegemoni – Dette er en del af en politisk teori, baseret på skrifterne af en obskur italiensk marxist ved navn Antonio Gramsci. Den er baseret på den antagelse (sjældent fremlagt som her), at gennemsnitsborgerne er for dumme til at vide hvad der er bedst for dem, og at de ureflekterende vil acceptere hvad end de måtte høre eller læse i nyhederne. Altså kontrollerer folk der kontrollerer nyhederne og andre kulturelle udtryksveje massernes sind – de fattige, arbejderklassen, minoriteterne og kvinderne – og derfor afholder dem fra at starte en revolution og destruere kapitalismen.

Falsk bevidsthed – Et koncept associeret med den marxistiske idé om ”klassebevidsthed”, eller værende loyal overfor din klasse. Det er den mentale tilstand for hvilken fattige folk, kvinder og minoriteter er ofre, når som helst de er narret af hegemoniet påført af DHEM, når de begynder at mene, at det amerikanske samfund måske ikke er så ringe. Essentielt betyder falsk bevidsthed at være fattig og samtidigt ikke værende socialist eller kommunist, værende kvinde og ikke samtidigt radikal feminist, eller værende minoritet og ikke samtidigt hade hvide mennesker.

Forargethed – Den mest frekventielt udtrykte følelsestilstand følt af politisk korrekte folk. Ofte hørt som, ”Jeg er FORARGET over din…bla, bla, bla!”

Womyn – Den politisk korrekte måde at stave ”women”. Det tager ”men” ud af billedet.

Farvede folk – Den politisk korrekte term for etniske minoriteter

Løfte bevidstheden – Transformationen af politisk ukorrekte kvinder og minoriteter til politisk korrekte ”womyn” og farvede folk. Se i Webster´s under ”hjernevask”

Eurocentrisme – Troen på at europæisk inspirerede ideer, mode, kulturer og værdier i mange tilfælde er andre kulturer overlegen. Naturligvis er europæerne eurocentiske, såvel som de fleste amerikanere, canadiere, australiere, flere og flere japanere, indonesere, kinesere, borgere fra flere og flere kommunistiske lande og stort set enhver der har fået den mærkelige idé, at vestligt liberalt demokrati har resulteret i mere frihed og velstand for flere mennesker end en hvilken som helst social bevægelse i verdenshistorien.

Dekonstruktion
En fashionabel akademisk filosofi importeret fra Frankrig. Hovedideen synes at være, at eftersom livet er absurt, så skal filosofi og litteraturprofessorer også være absurde. Dekonstruktion er meget "Politisk Korrekt", fordi hvis alt er absurd og meningsløst, så giver ingen af DHEM´s skrifter mening (Magna Charta, Declaration of Independence o.s.v.)
Hvis tilstrækkeligt mange mennesker begynder at tro på dette, så er ideen, at de eurocentriske DHEM ikke længere vil have nogen autoritet i sindene på de undertrykte "womyn" og farvede mennesker, der i øjeblikket kontrolleres af de hvide mandlige hegemoni. Så vil bevidstheden løftes til det niveau, hvor de vil blive tilstrækkeligt rasende til at starte en revolution, og der vil derefter ikke være nogen klassisime eller undertrykkelse, og alle vil være sensitive overfor mangfoldighed og mulitikulturalisme, og alle vil være lykkelige og alt vil være rart.

Ligesom det er på Cuba

Nyd semestret, og husk altid: Du er ikke skør....DE ER!

Politisk Korrekthed er det fælles tyranni der udsprang i 1980´erne. Det var en spontan deklaration, at visse ideer, udtryk og visse adfærdsformer, der dengang var legitime, skulle forbydes ved lov, og folk der overtrådte dette, skulle straffes. Det begyndte med få stemmer, men voksede i popularitet, indtil det blev en uskrevet og skrevet lov i samfundet. Med de der offentligt erklærede sig ikke politisk korrekte, som mål for massernes retsforfølgelse, hvis ikke retsforfølgelse af staten.

Den politiske korrektheds afskyelige inspiration
Forsøget på at udpege den politiske korrektheds afskyelige natur, er at genetablere den afgørende vigtighed af jævn tale, frihed i valg og frihed i tale; dette er samfundets sikkerhed mod påtvingelsen af tyranni. Faktisk er deres fravær tyranni. Hvilket er hvorfor enhver udtryksrestriktion som de påberåbt af ærekrænkelser i loven, bagvaskelse og offentlig anstændighed, er alvorlige emner der skal afklares af almenvældets lovmetodologi, ikke massernes diktatur.

Den politiske korrektheds klare inspiration
Det erklærede rationale for dette tyranni er, at forhindre folk i at blive fornærmede; at tvinge alle til at undlade at bruge ord eller adfærd, der muligvis kunne støde homoseksuelle, kvinder, ikke-hvide, krøblinge, de stupide, de fede og de grimme. Dette afslører ikke bare dens absurditet, men dens inspiration. Sættet af værdier der er afskyvækkende, er det der bæres af den foregående generation (de der kæmpede Anden Verdenskrig), hvilket er derfor at termer som niggers, coons, dagos, wogs, poofs, spastics og sheilas, er blevet kætteri i et infantilt oprør. Politisk Korrekthed er simpelthen intet andet end forkælede børns modvilje mod deres forældres værdier.

Den politiske korrektheds oprindelse
Et samfund nedbrydes, når en majoritet af dens borgere bliver egoistiske, og under denne indflydelse langsomt opløser al tilbageholdelse af selvtilfredsstillelse etableret af manerer, skikke, tro og tradition. I takt med, at hver efterfølgende generation af egoistiske borgere overtager kontrollen med samfundet, griber den muligheden for, at forlade mere og mere af de trættende begrænsninger, som visdom og genialitet har installeret. Fortalerne for denne sociale deformation opnår deres irrationelle mål, ved offentlige at favne absurditet gennem slogans, mens de bagvasker enhver der ikke støtter deres stilling. Formålet med disse slogans er, at hæge om irrationel frygt eller forsyn som sandhed, gennem brugen af anmassende ord og offentlige proklameringer:

Identificerer enhver afviger som sandhedens fjender
Virker som en undskyldning for enhver kriminalitet begået i dens navn

Eksempelvis sloganet Australien er multikulturelt er en påstand om at:

Forskellige kulturer er kompatible
Folk der modsiger dette, er blændet af fordomme mod andre kulturer
Folk der modsiger dette, er fanatiske uromagere, der gør sig til fjender af samfundet, hvis ikke menneskeheden, og fortjener retsforfølgelse.

Alle af hvilke er et angreb på sandheden, klar tanke og jævn tale.

Fra bourgeoisi til racist
I takt med at begrænsningerne formindskedes, voksede oprøret mere og mere ekstremistisk i natur. Da forfatteren til ”Animal farm” skrev en artikel i 1946, om glæderne ved en rosenhave, blev han kritiseret for at være bourgeois. George Orwell bemærker dette i sit essay ”A Good Word For The Vicar Of Bray”, publiceret i Tribune I 1946. Terminologien “bourgeois” var dengang et populært udtryk, betydende at man har kedelige middelklasseideer – Oxford English Dictionary, 1938 – hvilket er et åbenlyst angreb på traditionen.

Direkte angreb på traditionen
Nu i de sene halvfemsere, er resultatet af at være bourgeois (vedholde traditionelle opfattelser), at man mærkes som racist og sexist, og man risikerer at miste sit arbejde, sit ry, at blive antastet på gaden, at blive mål for juridiske angreb og dødstrusler. Og det er denne ekstreme reaktion, der har mediernes årvågenhed og navnet Politisk Korrekthed, selvom den kommende generation vil blive værre.

Forældres værdier angribes altid
Den uundgåelige syndebuk for folk der utålmodigt afventer de snærende bånds løsnen vil altid være forældrene, for de er samfundets agenter for undervisning i personlig beherskelse. Så forældres værdsatte opfattelser er altid angrebsmål for deres modnende afkom. Denne afvisning af tradition blev observeret af Polybius (cirka 200 – 118 f. Kr.f.), der sagde:

”For alle demokratier der har nydt velstand i en anseelig periode, udvikles gennem denne natur en attitude at mishag mod det etablerede”

Tyranniet vokser
Når først et samfund favner tyranni, kan straffene kun vokse i sværhedsgrad. Dette gradvise tiltag er let set i eksemplet om ”toastmastere”. Som klubmedlemmerne blev mere og mere optaget af glæderne ved social omgang, og mindre optaget af disciplinen der handler om offentlig tale, jo mere intolerante blev de over for borgere, der var oprigtigt optaget af at lære kunsten om Retorik. Disse medlemmer der gjorde deres pligt, ved sandfærdigt at påpege manglerne ved et andet medlems præstation, blev blot brændemærket som negative og uopmuntrende; senere blev dette en risiko for at blive socialt udstødt. Nu (siden 1998) kan upopularitet resultere i, at man permanent af majoriteten bliver ekskluderet af klubben.

Australsk erfaring med Politisk Korrekthed
I mit land udsprang tyranniet med forfølgelsen af offentlige figurer som Arthur Tunstall, for at ytre sandheder der var blevet upopulære, enten direkte gennem tale, eller indirekte gennem vittigheder. Jomfrutalen af det føderale medlem af parlamentet for Ipswich indeholdt så mange upopulære sandheder, at pøblen eskalerede i deres vildskab og udvidede dette til hendes tilhængere, introducerende terror i australsk politik. Enhver der så TV-dækningen (1997/8) af Pauline Hanson´s politiske kampagne, ville have set hendes modstanderes natur; en hob der lignede og opførte sig mere som barbarere, end borgere i et civiliseret samfund. Og enhver hob der chanter ”Brænd heksen” (da hun talte udenfor Ipswich Hall, efter at være nægtet adgang) efterlader ingen tvivl om deres intentioner og karakter.

Den internationale erfaring med den politiske korrektheds tyranni.
Og det er ikke bare i Australien, men i ethvert vestligt demokratisk land, at populære krav er blevet til ytringsrestriktioner. Bøjende sig for vælgernes ramaskrig har politikerne i disse lande indført absurde love. Det australske samfunds vide deklaration af irrationelt had, præsenteret ved forfølgelsen af Pauline Hanson, er paralleliseret af den canadiske Paul Fromm´s erfaringer, direktør for Canadian Association for Free Expression Inc., og eksemplerne med den nationale fodboldtræner i England, og en prominent offentlig tjenestemand i Washington, U.S.A., bekræfter at hysteriet er allestedsnærværende.

 Det usynlige resultat af Politisk Korrekthed
Ved at benytte undskyldningen om ikke at støde nogen, kræver de politisk korrekte, at folk skal opføre sig som tåben der vil tilfredsstille alle, som så fik alle til at blive tåber. Alle skal acceptere de politisk korrektes opfattelser som sandhed, ellers…! Det er den samme mentalitet der inspirerede inkvisitionen og tvang Galileo til at afsværge; den samme mentalitet der inspirerede nazisterne og opnåede Holocaust. Når først ytringen lægges i den offentlige sandheds spændetrøje, er vanviddet der opstår i alle totalitære stater opnået. Livet, privat eller offentligt, bliver en meningsløs parade, hvor tvangsforestillinger trives og terror regerer.

Eksempler på ytringsnægtelse
Bevis på denne effekt er til overmåde demonstreret i Sovjet, der favnede Politisk Korrekthed med den Kommunistiske Revolution. Det træge, højtravende, udpinte, humørforladte monster som denne nation blev, er nu historie. Og det bør erindres, at i 1914 blev Zarens Rusland af Edmund Cars, en fransk økonom der publicerede en bog om emnet, anset for at være en økonomisk gigant, der ville overskygge Europa. SBS TV-programmet ”What Ever Happenede To Russia?”, der blev sendt klokken 8:30 d. 2 august 1994, beskrev detaljeret den frygtelige effekt den bolsjevistiske undertrykkelse havde på riget. Og SBS viste yderligere de frygtelige gerninger påført det russiske folk af deres leder Stalin i serien ”Blood On The Snow” sendt i marts 1999.

Et gammelt vidne
Helen, et medlem af Parramatta-forfatternes klub i 1992, var borger i Kiev under den røde terror, og beskriver livet med den officielle sandhed og den konstante frygt for arrestation. At kende indholdet af den seneste partiavis var afgørende for at undgå internering, da offentlig modsigelse, direkte eller indirekte, betød stigmatisering hos KGB. Hvis man beklagede sig over sult, når mangel på mad ikke var officielt anerkendt, så blev man fjende af staten. Hvis man undlod at prise en sovjet-helt, eller prise en ex-helt, så var ens skæbne også beseglet. Kravet om at være politisk korrektdominerede alle konversationer og adfærdsformer, da mangel betød drastiske straffe. Uvished og frygt gennemstrømmede alt, Ingen kunne være sikre på, at en officiel invitation til at besøge partiets hovedkvarter ikke betød fængsel, tortur, død eller offentlig hædring eller intet af betydning.
At leve med et sådan forfærdeligt handicap ødelagde naturligvis al spontanitet i tanke og handling, efterladende hele samfundet i vanvid. Den frygtelige effekt dette havde på Helen´s mentale sundhed, stod klart da hun undslap til Australien. Her mødte hun den frie presse, der havde en ubehagelig virkning på hende. En dag læst hun ”The Australian”, der tilfældigvis havde to separate artikler om Patrick White, den ene prisende, den anden blamerende denne velkendte forfatter. Stakkels Helen fandt sig selv læsende skiftevist den ene, så den anden artikel, uden at kunne afgøre hvilken der var sand. Hun fik næsten et nervøst sammenbrud.
Politisk Korrekthed er social demens
Med mindre jævn tale er lovligt, er klar tænkning nægtet. Der kan ikke findes nogen god grund til at nægte ytringsfrihed, der er ingen grund til at bestride dette, kun tomme slogans inspirerede af egoisme og utøjlet moralisering. Fortalerne for denne nonsens forstår hverken implikationerne af hvad de siger, eller hvorfor de siger det: de er sindssyge.

 

”Men fremkomsten af Hitler, betingelserne for hans opstigning og triumf, var afhængige af omstændigheder langt fra de snævrere rammebetingelsestilstande i Tyskland. Vi behøver ikke nævne Versaille, München eller Moskva. Vi kan begrænse os til de almindelige indre karakteristika af hvilke disse og talrige andre sammenlignelige stadier på vejen, kun var symptomer: Næsten alle europæiske magters bortvendelse fra fornuft, realisme, traditionelle værdier, etiske standarder og afmystificering, akkompagneret af en manglende vilje til at forsvare moralske og juridiske principper, en kortsigtet stræben efter fremskridt og sikkerhed, såvel som, i særdeleshed, en modtagelighed for illusion – den fatale karakteristik af en epoke” – J.C. Fest: ”The Face Of The Third Reich”

Disse følelser passede ikke blot på de europæiske regeringer i tiden op til Anden Verdenskrig, men naturligvis også på befolkningen de repræsenterede. Selve Det Tredje Rige´s spiren er historien om en nation der mistede fornuften, fordi folk der flokkedes til nazi-sammenkomsterne demonstrerede en komplet og aldeles mangel på fornuft og moral. Nazismen var aldrig et koncept, men en serie af løfter og slogans der udelukkende var irrationelle undskyldninger for at hendrømme i fordomme og ønsketænkning. Nazi-Tyskland havde besluttet sig for, at afgive kontrollen med deres handlinger til deres følelser, mere end deres intelligens.

Ordene fra Fest gjorde det klart, at omkring slutningen af 1930´erne var fornuft en svindende kvalitet i Europa. De sejrende allieredes senere Nürnberg-retssager, der placerede skylden for Holocaust på få slemme tyske mænd, og som aldrig er blevet modsagt, er bevis for, at forståelse fortsatte sin sørgelige bortvisnen. Vores manglende offentlige evne til at anerkende, at Tyskland var blevet vanvittigt, og at nationer rent faktisk bliver grebet af vanvid og afslører signifikant mangel på fælles bevidsthed; vi kan bare ikke fatte hvad der skete, for bortset fra et lille antal usædvanlige individer, havde vi mistet evnen til at forstå realiteterne.

Intelligens er det afgørende element, der tillader menneskeheden at dominere alle andre arter, og understøtter civilisationens vækst. Den tillader opfindelsen af redskaber, udviklingen af teknologi der giver den altoverskyggende magt til samfundet. Den inspirerer vores sociale organisation, tillader tilblivelsen af komplekse samfund, løser problemer og giver os mening. Uden den ville vi være dyr, intet andet end en bavlende abe. Uagtet besiddelsen af evnen til fornuft, garanterer dette dog ikke fornuftige resultater. Intellektet kan som andre redskaber bruges og misbruges.

Forståelse er frugterne af anvendt fornuft, men kvaliteten af dette produkt afhænger udelukkende af skaberen. Hvis håndteringen af redskabet er dovent, uvenligt, har en skjult dagsorden eller er misledt, må det endelige resultat være mindre end perfekt. Vidende at chancerne for at blive angrebet af en haj er minimale, kan kun bruges af de modige. De der er bange, kan ikke overkomme deres frygt. Glæden ved udspring fra klipper i det dybe kølige vand, vil nægtes de, der er ude af stand til at overkomme frygten for, at en fem meter haj lurer lige uden for synsvidde. Ligeledes at være opmærksom på at vinderchancerne ikke vil afholde de fantasifulde fra at købe et lod. Denne effektive øvelse i vores specielle talent behøver disciplin og beslutsomhed, for at modstå de eroderende indflydelser af vores håb og frygt.

Synet af et barns ødelagte krop på en vej har en forfærdelig effekt. Der er en voldsom trang til at bebrejde andre, særligt fra forældrenes side, ud over offeret selv og dette er irrationelt. En uskyldig fører kunne meget vel ikke have haft anden mulighed, end at ramme ynglingen der løb ud foran bilen. Det resulterende forfærdelige syn, er ingen indikation på onde hensigter, men det kræver selvkontrol at acceptere denne mulighed. Et råd gives til bilister om ikke at stoppe efter et uheld i mindre civiliserede dele af verden, da de nødvendige omstændigheder for forståelse er sjældne.

Sober overvejelse er nødvendig, selv uden stærke følelser nærværende. At undgå at blive skudt kan efterlade det udsøgte offer ubevæget, kun lidt fortumlet over den skarpe lyd. Kun ved omhyggelig granskning af bevismaterialet, vil angriberens frygtelige motiv afsløres. I det foregående tilfælde vil barnets grufulde kadaver inducere et stærkt krav om retfærdighed, selv uden nogen kriminalitet gjort. Forståelse  af begivenheder kræver andre fakulteter ud over evnen til forståelse af grund og effekt, kontrol af følelser er en vigtig overvejelse.

Da Galileo påstod, at jorden kredsede om solen, gjorde han brug af sin fornuft, dog, sådan en påstand modsagde det officielle dogme, at vores planet var universets centrum og han blev angrebet af autoriteterne. Den eneste måde videnskabsmandens henrettelse kunne undgås var at afsværge det.

Folkene der ville dræbe sandhedssøgeren var klart vanvittige. Det ville hellere angribe enhver der tvivlede, end overveje beviserne. Denne irrationelle opførsel viser et andet problem involveret i brugen af intelligens. Begge sider i argumenteringen besad åndsevner, men den ene side var vildledt og farlig. Fordom, et ønske om at acceptere en overbevisning af personlige årsager, er en meget stærk trussel mod forståelse. Den vil ikke blot forhindre ideen i at blive overvejet, men også korrumpere voreevner til at opdage bevis på det modsatte.

Mange fodboldtilhængere der ser deres hold tabe, er overbeviste om, at dommeren var partisk. De vil ofte blive ophidsede over, at en dom blev tolereret, selvom en upartisk observatør ville dømme anderledes. Den så af fodboldtilhængerne ildesete dommer vil af observatøren anses for værende et individ prøvende på at være skruppelløst ærlig. Forskellen er naturligvis ikke hvad der skete, men betragterens partiskhed.

Professor McBride demonstrerede intelligens ved at opdage forbindelsen mellem Thalidomid og fødselsdefekter, en beundringsværdig bedrift. Derefter ødelagde han sin troværdighed ved at manipulere med beviserne for et andet produkt. Denne kloge mand kunne man ikke længere have tillid til, og blev i 1993 slettet af medicinalregistret. Til trods for denne mands evner var hans konklusioner upålidelige. Af personlige årsager var han ude af stand til at acceptere eksperimenternes resultater (Den 9 november 1998 blev han genindsat som doktor, men kunne ikke forske)

Der er ingen garanti for, at mordlystne galninge med økser ikke skjuler sig i dit nabolag, kun ventende på deres mulighed, men jævnlige undersøgelser under sengen og i skabene efter sådanne mordere, er ikke at være omhyggelig, men paranoid. Den usandsynlige mulighed for denne trussel, er der god grund til ikke at være bange for en sådan fare. Livet er fuldt af afsides farer, de fylder vores fantasi ved træthed, men intellektet, ved fornuftig brug, tillader os at separere realitet fra fantasi. Der er en fin men distinkt linie mellem rationel frygt og irrationel frygt, intelligens dikterer forskellen. Tab af kontrol over frygt er at bukke under for paranoia og miste evnen til at tænke klart.

Selvfølgelig kræver den korrekte brug af fornuft, at man placerer sine personlige mål for overvejelser efter målet for forståelse. Personlig frygt og ambitioner må ignoreres, hvis en korrekt konklusion skal nås. Den disciplinerede og beskedne holdning er i direkte modsætning til vore dages attitude. Eksplosionen i selvoptagethed i samfundet er det vidt spredt foretrukne. Mig frem for alt, inklusive forståelse. Når borgere afslår tilbageholdenhed og favner tilfredsstillelse, taber de samtidigt deres evne til at tænke klart. I takt med at offentlig selvoptagethed tiltager, må intelligensen aftage, og samfundet bliver uundgåeligt blændet af frygt og fantasier.

Væksten af irrationel angst gennem samfundet er ubestridelig. Til trods for sjældne dødsfald i almindelige liv, er medierne dominerede af frygt. Hvis en artikel i medierne ikke antager en verden kæmpende for overlevelse mod overbefolkning, giftigt affald og drivhuseffekt, så promoverer den alvorlige advarsler om forestående personlige katastrofer. ”Det modermærke kunne være kræft, så skynd dig til lægen og få det undersøgt”. En tredje alkoholisk drink på to timer vil få frygtelige konsekvenser. En langsom død bliver lovet alle der ikke praktiserer sikker sex – brugende kondom. Rygning er for farligt til at tillade i TV-reklamer, og alle cigaretpakker skal indeholde en advarsel om sundhedsrisici.

Vejskilte bekræfter vores farefulde eksistens med ”Stop, Genopliv og Overlev”. I Queensland stickere på bilerne advarer ”Fart dræber”. Bilseler er obligatoriske, og selv cyklister skal bære hjelm. Mad er ikke længere noget der skal konsumeres  og nydes, men en kilde til bekymring. Fibre, det ufordøjelige indhold i mad, skal søges, mens fedt og kolesterol skal undgås; ellers kunne smerten i dit bryst være et hjerteanfald, som kun kan behandles med omgående hospitalsindlæggelse. Bekymringer om helbred og overlevelse gennemtrænger alle aktiviteter.

Den lejlighedsvise mediedækning der modsiger populær paranoia ignoreres. Avisen ”The Australian” dedikerede en hel side til at forklare hvorfor der ikke var nogen beviselig sammenhæng mellem AIDS og HIV og fremlagde understøttende dokumenter. Artiklen pegede på, at folk var døde af AIDS uden på noget tidspunkt at have vist tegn på HIV-infektion. Dette var opfattelsen hos respekterede videnskabsmænd (se ”The Aids Mirage” af Professor Hiram Caton), hvis påstande ikke blev modsagt, kun overhørt. Den engelse tv-station Channel 4, sendte en udsendelse der gennemgribende nedskød teorien om global opvarmning. Dette blev genudsendt i Australien af S.B.S., men havde ingen effekt på den populære myte.

Troen på at planeten er truet af global opvarmning, kunne være resultatet af ægte videnskabelige opdagelser, eller det kunne være hysteri skabt af den aftagende intelligens. Manglen på sober videnskabelig retfærdiggørelse for teorien, sammen med udbredt udbredelse af angst, til trods for, at livet aldrig har været mere sikkert, må indikere sidstnævnte. Det er helt sikkert, at vildfarelse nu dominerer populær tænkning.

”Science and the retreat from reason” er en bog af John Gillot og Manjit Kumar, der fremlægger hvad titlen antyder. Forfatterne udforsker tre separate vigtige tilfælde af samtidige videnskabelige teorier, korrumperede af sløret fornuft. De tre eksempler de vælger er, kvantemekanikken, kaosteorien og kompleksitetsteorien, hvis populærfortolkninger trodser mere end understøtter logik, en stilling der er understøttet af et lignende værk med titlen ”The Flight From Science And Reason”, redigeret af Paul Gross, Norman Levitt og Martin Lewis. Denne samling af essays prøver at opnå samme mål og afslører retræten fra fornuften implicit i videnskabelige teorier, nu populære i samfundet, men den gør det mere med eksempel end med argument. Mens nogle af artiklerne er klare, så er andre vildfarelser hvis publikation bekræfter at universiteterne giver grader til folk der skriver vrøvlerier.

At deltage i kurser tilbudt af samtidens tertiære institutioner afslører en afgjort fordom. Mange af de tilbudte kurser reflekterer optagelsen af politisk korrekte synspunkter, attituder ekkoet af opmuntring og support givet til særlige grupper studerende. Vægten på universitetslæring er skiftet fra fri debat til tvungen adaption af dogmer. Enhver studerende der åbenlyst afviser multikulturalisme, ikke-sexistisk tale og adfærd, eller anden politisk korrekt overbevisning, risikerer næsten med sikkerhed at dumpe, eksklusion fra akademiet og fysisk afstraffelse. Denne intimidering er det modsatte af uddannelse, og kan udelukkende ses som promoveringen af vrangforestillinger, med deraf følgende effekt.

Den omfattende adaption af tyranniet Politisk Korrekthed med dens angreb på jævn tale, er blot en del af en generel svækkelse i sprogets brug. Simple udtryk som ”han er fed, hun er grim, de er spastikere” forkastes. Følelserne skrevet i aviser og magasiner, sendt til radio og fjernsyn og talt i det offentlige og private, er ikke længere klar og fornuftig. Den grammatiske disciplin ignoreres åbenlyst i takt med at sproget visner fra at kommunikere ideer til at kommunikere følelser. Vore ord er langsomt ved at blive intet mere end lyden af vore følelser; vort sprog er gradvist ved at vende tilbage til dyrenes, hvilket betyder, at ligeledes er vores forståelse – fordi sprog er forståelse.

Intelligens er en skrøbelig vare. Den kan kun vedligeholdes af et fornuftigt og disciplineret samfund. Når først borgerne indhyller sig i selvtilgivelse, afskriver de ikke blot moralitet men intelligens, og omgiver sig med kaos, elendighed, fattigdom og vanvid.

Den politiske korrektheds magt
Medierne har på det seneste noteret sig en trend i uddannelse, som faktisk har været til stede i nogen tid. Denne trend har været åbenlys for enhver, der er velkendt med forretningsgangen i vore højere læreanstalters citadeller, eller selv på udvalgte gymnasier. Termen Politisk Korrekthed eller politisk korrekt tale, dækker de fleste involverede emner. Mulikulturalisme er ofte fremlagt som den drivende etik, der tilskynder den enkelte til at blive politisk korrekt.

Ved fundamentet af denne bevægelse er troen på, at al uddannelse er politisk. Intet sted i curriculum kan man finde et skjulested fra race-, klasse-, eller kønsemner. I tillæg til denne antagelse ligger loven om moralsk og etisk relativisme: Alle tankesystemer har lige værdi. At påstå andet er per definition politisk ukorrekt.

Præcist hvor vigtig denne tankegang er for de der influerer vores nations studerende, reflekteres i nogle af deres kommentarer. Ifølge Glenn Maloney, assisterende dekan for de studerende ved University of Texas, Austin; ”Multikulturalisme vil blive nøglen til uddannelse. Jeg tror, at dette vil blive universiteternes mission i 90´erne” (1) Donna Shalala, rektor ved University of Wisconsin ved Madison tilføjer, at denne bevægelse kan summeres til ”en grundlæggende transformation af Amerika´s højere uddannelsessystem i multikulturalismens og mangfoldighedens navn”(2)

Et nyligt studie af New York´s skolesystem viste at ”Afrikanske amerikanere, asiatiske amerikanere, puertoricanere, latinoer og indfødte amerikanere, alle har været ofre for en intellektuel og uddannelsesmæssig undertrykkelse, der har karakteriseret kulturen og institutionerne i U.S.A. og europæisk-amerikanske verdener gennem århundreder”(3)

Rapporten sendes til staten, ”Desværre, stereotyper og misinformation er blevet del af den dominerende kultur indkapslende enhver….På grund af problemets dybde og hårdnakkethed i sindene, kan kun de mest stringente forholdsregler have signifikant gennemslagskraft” (4)

Og stringente forholdsregler er hvad der har vist sig. Curricula, adgangsregler, ansættelse og fakultetsforfremmelse, og friheden til at debattere emner er alle blevet modificerede af de der i øjeblikket definerer politisk korrekthed. Der er nu voksende mængder af beviser for, at kvotesystemer nu er på plads i mange adgangsbehandlende kontorer landet over. Lærebøger skrives og kurser ændres for at promovere multikulturalisme, på bekostning af undervisning i vestlig civilisation. Professorer er ude af stand til at undervise eller deltage i akademiske foretagender, fordi deres synspunkter ikke falder sammen den nye kulturs vogtere.

Hvad der er mest forfærdende er, at dette er et forsøg på at fjerne ytringsfriheden fra studerende der ikke tilpassede sig den korrekte position i forhold til et bredt spektrum af emner. Hvad der er ironisk er, at mange af de der nu forsøger at fjerne ytringsfriheden for studerende i multikulturalismens navn, er de selv samme der begyndte ytringsfrihedsbevægelsen i tresserne, argumenterende for akademisk frihed og studerendes indflydelse på curriculum, og mærke det med deres synspunkter, hellere end virkeligt at promovere akademisk frihed.

Etniske studier
Lad os se på et par steder hvor politisk korrekthed har haft stor indflydelse. I 1988 på Stanford stemte fakultetet for at ændre kurset i vestlig kultur, ét af de mest populære på stedet, til ”Kulturer, Ideer og Værdier”. Kravet om femten bøger blev droppet og erstattet med en formaning om, at give substantiel opmærksomhed til emner som race (5) og køn. Pensum skulle nu inkludere en kvote med arbejder af kvinder og minoriteter. Ud med Shakespeare, ind med Burgos-Debray.

Shakespeare er anset for værende en racist, sexist og klassisist, et produkt af det ultimativt onde – vestlig civilisation. Den franske forfatter Elisabeth Burgos-Debray er på den anden side politisk korrekt. Ét af hendes værker, nu en del af Stanford curriculum, beskriver en kvinde fra Guatemala´s kamp mod kapitalistisk undertrykkelse. Hun afviser ægteskab og moderskab og bliver feminist, en socialist, og endeligt en marxist, diskuterende politik med medrevolutionære i Paris. Ifølge forfatteren taler denne simple kvinde fra Guatemala for alle indianere på det amerikanske kontinent (6)

Berkeley, Mount Holyoke og University of Wisconsin er kun et udsnit af skoler, hvor studerende skal tage et kursus i etniske studier, men ikke behøver taget ét eneste kursus i vestlig civilisation. På Berkeley er ”Etniske studier” det eneste krævede kursus på skolen, og studerende fra Wisconsin kan afslutte uden at tage nogen kurser i amerikansk historie. Staten Ohio er gået endnu videre og gennemarbejdet hele curriculum til at omfatte emner om køn, race og etnicitet. Formanden for den engelske afdeling i Pennsylvania State University har bemærket, at ”jeg vil vædde med, at der bliver undervist mere i Alice Walker´s The Color of Purple i engelskafdelingerne i dag, end alle Shakespeare´s samlede værker tilsammen” (7)

En ironisk twist på denne revolution er, at når forfattere fra den tredje verden inkluderes i curriculum, så er de sjældent klassikere fra denne kultur. I stedet har de tendens til at være de seneste marxistiske og politisk korrekte værker.

Desværre begrænser revisionisterne af curriculum sig ikke til uddannelsesinstitutionerne. Staten New York har for nylig oprettet en komité, der skal statsligt skal gennemgå skole-curriculum. Resultatet var en smule overraskende, for at sige det mildt.

Ifølge rapporten er intet emne kulturfrit. Den eurocentriske, hvide, amerikanske kultur, der i øjeblikket dominerer curriculum, skal give plads for et curriculum der repræsenterer alle kulturer ligeligt. Selv matematik og videnskab blev anset for partiske, fordi de undlod at kreditere bidrag fra andre kulturer.

I sociale videnskaber blev gjort endnu mere radikale krav. En sort professor hævder, at det nuværende curriculum i New York´s gymnasier gengiver ”dybtliggende racemæssige hadpatologier” Han erklærer, at tid brugt på at studere den amerikanske grundlov, som i hans øjne er seriøst mangelfuld, er grund til fejluddannelse. Han tilføjer, at studier af grundloven er egocentrisk og vulgær hvid nationalisme.

Eksklusionsinstrumenter
I kapitel 2 af sin bog Illiberal Education tager Dinesh D´Souza en sag op om gymnasieeleven Yat-pang Au. For at gøre en lang historie kort, så modtog Yat-pang en afvisning fra University of California, Berkeley, selvom han havde bestået som nummer ét i sin klasse, scoret 1340 på SAT, optjent point i orienteringsløb, arbejdet for studenterrådet og vundet fem legater fra steder som National Society of Professional Engineers. Hvad gik galt?

Det var ikke hans kvalifikationer der fejlede noget. Faktisk var Yat-pang anseeligt over Berkeley´s gennemsnit. Hans eneste virkelige problem var hans race, og hvad rektor Ira Michael Hayman kaldte ”lidt social videnskabelighed”. Under Hayman begyndte man at devaluere meritter og præstationer angående optagelse, for at opnå en racemæssigt balanceret studiemasse. Én der afspejler befolkningen i det store hele.

Som et resultat af dette, måtte hans immigrantfamilie se i øjnene, at deres søn ikke kunne komme på Berkeley, selvom der var ti andre studerende fra hans skole, der blev accepteret med lavere kvalifikationer. Den racemæssige politiske balance, som for Hayman virkede så fair, var alt andet end fair mod Au-familien.

Havde Yat-pang været latinamerikaner eller sort, ville han ikke have haft nogen problemer med at blive optaget på Berkeley. Asiater, mange af dem immigranter, bliver ekskluderet fra Berkeley, fordi de er en for succesfuld minoritet, der værdsætter familie og uddannelse.

Desværre er Berkeley ikke det eneste sted hvor man kan finde den slags diskrimination. Harvard, UCLA, Stanford, Brown og andre har angrebet asiater med diskrimination. Som D´Souza skriver, ”Kvoter der var ment som et instrument til inklusion, synes nu at virke som et instrument til eksklusion” (10)

Selv om vi ser bort fra Yat-pang´s individuelle rettigheder, virker denne politik så som om den giver mening for de minoriteter den prøver at hjælpe? Ofte gør den ikke. D´Souza noterer sig, at sorte og latinamerikanere optaget under reducerede akademiske krav, ikke klarer sig gost på Berkeley. I en undersøgelse bestod kun 18 procent af de sorte og 22 procent af de latinamerikanske ”affirmative-action”-studerende inden for 5 år. Næsten 30 procent af de sorte og latinamerikanske studerende droppede ud ved enden af første år (11) Fordi vi har tilsidesat akademisk forberedelse som et kriterium for optagelse på vore topskoler, kan mange optagede elever ikke konkurrere. De dropper simpelthen ud, mere frustrerede og vrede en før.

Et andet emne der går hånd i hånd med optagelser, er emnet om selvtestning. Mange argumenterer for, at eftersom visse grupper klarer sig bedre end andre på SAT, så er testen partisk. En New York føderal dommer dømte, at eftersom kvinder ikke klarer sig så godt som mænd på SAT, så er testen som kriterium for afgivelse dens Regents and Empire State-legat ulovlig.(12)

Hvad der er bemærkelsesværdigt ved denne trend er, at testen i 1920´erne blev indført for at bekæmpe partiskhed i optagelser. Når man fjerner testen, hvilket selv kritikerne må være enige i stadig er den bedste måde at forudse akademisk succes, så er alle andre kriterier bortset fra race og køn subjektive.

I lyset af dette faktum har universitetspanelets præsident, der er sort, argumenteret for at testen dækker ord og ideer der er nødvendige for succes på universitetet, uanset kulturel baggrund (13)

Ytringsfrihed
De der anser sig selv for værende politisk korrekte, har påført alvorlig skade på ytringsfrihedskonceptet. Det er interessant at notere sig, at kristne gennem år er blevet påført flere ytringsrestriktioner, men kun for nylig har andre der påholder politisk ukorrekte positioner mærket den slags diskrimination.

Ytringsrestriktionerne kommer i tre forskellige former på uddannelsesstedet. Den mest vidtspredte form er adfærdskoden. Den anden er at nægte konservative talere at adressere grupper på uddannelsesstedet. Den sidste er censuren mod fakultetsmedlemmer, der træder ved siden af den politiske korrektheds tankesfære.

University of Michigan har været førende i restriktioner af First Amendment-rettigheder. Som svar på en studerende discjockey, der inviterede andre studerende til at ringe ind med deres favorit-joke om andre racer, begyndte universitetet et langt korstog for at udrydde racisme, sexisme og en række andre ”ismer”. I stedet for blot at straffe forbryderen blev alle studerende mistænkeliggjorte, og alle udtalelser blev omhyggeligt overvåget.

En ny politik vedrørende diskrimination og diskriminerende chikane blev godkendt. Den definerede til straf, ”enhver adfærd, verbal eller fysisk, der stigmatiserer eller offergør et individ på basis af race, etnicitet, religion, køn, seksuel orientering, tro, national herkomst, forfædre, alder, ægteskabelig status, handicap eller Vietnam-æra-veteran-status” (14)

Debat om disse emner blev indskrænket af frygt for, at nogen skulle føle sig stigmatiserede af diskussionen. Den såkaldte ”ideernes markedsplads” som uddannelsesstedet skulle repræsentere, var skrumpet til en dagligvarebutik.

Eftersom man ikke kan være sikker på, at selv den mest balancerede diskussion om emner, såsom homoseksuelles rettigheder eller religiøse kulter, ikke vil stigmatisere en medstuderende, må man afstå fra at bevæge sig ind på dette område. Resultatet af den slags politiker er, at garantere monopolet for de radikale marxister og feministers ideer, nu promoveret af fakultetet og administrationen på mange uddannelsessteder.

Heldigvis blev denne politik succesfuldt udfordret af en unavngiven professor, der opdagede, at de fleste af de emner han beskæftigede sig med i klassen, kunne stigmatisere én eller anden. I en besynderlig strid var ACLU på den rette side og repræsenterede professoren. I sidste ende slog en amerikansk ret ned på selv en modificeret udgave af koden. (15)

Visse grupper på uddannelsesstederne har brugt grovere taktikker, for at afholde de konservative fra at tale. Højesteretsdommer Sandra Day O´Conner, F.N. ambassadør Jeanne Kirkpatrick og Sundhedssekretær Louis Sullivan, har alle været ofre for censuren i form af homoseksuelle og fortalere for abort. I et tilfælde afbrød sorte studerende med køller et møde for National Association of Scholars, en konservativ gruppe professorer, anklagende dem for, at de støttede Ku Klux Klan. (16)

En anden form for censur er den på fakultetet tavshedsgørende. Alan Gribben, en professor ved University of Texas, gjorde den fejl, at stemme mod politiseringen af skrivekurset i engelskafdelingen. Som resultat af dette blev han forvist fra afdelingen og besluttede efter sytten år at forlade fakultetet. (17)

”Isme”-knopskydningen
Målet for de politisk korrekte revolutionære på uddannelsesstederne er fjernelsen af ethvert spor af racisme, sexisme og elitarisme. Der er også specifikke positioner for økologi, udenrigspolitik og indenrigspolitik, homoseksualitet og dyrerettigheder.

Håbet bag alt dette er skabelsen af et samfund, hvor hver kultur og sociale gruppe er anerkendt for deres bidrag. Men biproduktet har været, at opmuntre folk til at finde en grund til at erklære undertrykkelse, for det lader til, at kun de der er undertrykte, er i en position til at bestemme hvad der er politisk korrekt. Hvide middelklassemænd er inkarnationen af den store Satan – selv de mest angrende skal overvåges omhyggeligt.

Politisk korrekte folk mener de arbejder for en filosofi der handler om inkludering. De er ikke tankepoliti, siger de, de er blot optagede af, at korrigere århundreders fejltagelser. I realiteten har effekten af denne bevægelse været at tavsgøre eller fjerne de fra uddannelsesinstitutionen, der ikke er på linie med den politisk korrekte position. Hvis en professor modsætter sig racebestemte optagelseskrav, så er han racist. Hvis en studerende opretholder sin religiøse overbevisning, er hun homofobisk. Det hele bevæger sig forbi tolerance; målet for denne bevægelse er, at fjerne modstandere af den radikale venstrefløjs planer.

Eftersom de politisk korrekte er enige i, at vestlig civilisation er grunden til al ondskab i verden, kunne man spørge hvad der skulle erstatte den. Ikke overraskende er denne bevægelses forfattere og helte marxister, feminister og homoseksuelle. Det er interessant at Marx, en hvid europæer, stadig anses for værende politisk korrekt, selv om han havde ret politisk ukorrekte racemæssige synspunkter (faktisk talte han positivt om slaveriet i Amerika) (18)

Hvis sand multikulturalisme var det sande mål, så ville disse mennesker udbede sig studier og implementering af traditionelle kulturer verden over, som i øvrigt er lige så racistisk og mandsdomineret som vor egen kultur. Om man ser på Islam eller orientens lære, så finder man liden forståelse for både den moderne feminismes tanker og homoseksualitet.

Den vestlige civilisations tanker har været at behandle ideer der overskrider racer, og den har været alt andet end homogen i sine konklusioner. Ironien vedrørende beskyldningerne mod vestlige tanker er, at de tanker de politisk korrekte foretrækker, har været højest udviklede i Amerika og Europa. Selv med alle dens fejl har vestlig civilisation været den mest åbne og tolerante af alle samfund. Den har været ivrig efter at finde og inkorporere ideer fra andre kulturer.

Alle de vigtige emner der overvejes på uddannelsesstederne har religiøse elementer. Om man overvejer brugen af teknologi eller relationerne mellem kønnene, så er alle underlagt deres religiøse grundlag. At placere en restriktion forud for en persons ytringsfrihed, fordi han har et andet standpunkt, øver ikke blot vold på vores historiske syn på ytringsfrihed, men kan også bruges til at fjerne kristne tanker fra vore skoler.

Hvad magthaverne på uddannelsesstederne virkeligt håber at opnå er, den ubetvivlede implementering af et verdenssyn der frigør mennesket fra sin moralske forpligtelse til sin skaber Gud, en Gud der ser alle mænd og kvinder, uanset deres farve, som havende behov for frelse.