Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Multikulturalisme og marxisme
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Multikulturalisme og marxisme

9. Oct 2008 11:23, literally

”For hverdagens skyld var det uden tvivl nødvendigt, eller nogle gange nødvendigt, at reflektere før man talte, men et partimedlem annoncerede, at i forbindelse med en politisk eller etisk bedømmelse, skulle man være i stand til at sprøjte de korrekte holdninger ud, med samme hast som et maskingevær”

George Orwell, 1984

Intet succesfuldt samfund viser spontane tendenser i retning af multikulturalisme eller multiracialisme. Succesfulde og vedholdende samfund viser høj grad af homogenitet. De der støtter multikulturalisme ved enten ikke dette, eller hvad der er mere sandsynligt, ved at for at transformere vestlige samfund om til strengt regulerede, race-feministiske bureaukratier, skal de først underminere disse samfund.

Denne transformation er lige så radikal og revolutionær som projektet med at etablere kommunisme i Sovjetunionen. Lige som alle aspekter af livet skulle bringes under politisk kontrol, for at kommissærerne kunne påtvinge deres vision på samfundet, håber multikulturalisterne, at kunne kontrollere og dominere alle aspekter af vore liv. I modsætning til det hårde sovjetiske tyranni, så er deres et blødere, venligere tyranni, men et tyranni med hvilket de håber at kunne binde os lige så fast som en fange i Gulag. Dagens Politiske Korrekthed stammer i lige linie fra den kommunistiske terror og hjernevask.

I modsætning til det indlysende fremmede implantat kommunismen udgjorde, hvad der gør multikulturalismen særligt lumsk og kompliceret at bekæmpe er, at den tilraner sig vestens moralske og intellektuelle infrastrukturer.

Stalin: Den spirituelle forfader
Hvad vi kalder Politisk Korrekthed stammer faktisk tilbage fra 1920´ernes sovjetunion. (policheskaya pravilnost på russisk) og var den udvidede politiske kontrol med undervisning, psykiatri, etik og adfærd. Det var en essentiel komponent i forsøget på at sikre sig, at alle livets aspekter var i overensstemmelse med den ortodokse ideologi, hvilket er det særlige kendetegn ved totalitarisme. I den post-stalinistiske periode blev afvigere fra Politisk Korrekthed anset for værende mentalt syge, for hvilken den eneste kur var indespærring.

Hvide er som kulakker: Selv om de alle er uskyldige, så er de alle medlemmer af klassen der er skyldig i alt.

Som Mao Tse-Tung sagde: ”Ikke at have en politisk korrekt orientering, er som ikke at have en sjæl”. Mao´s lille røde er fuld af formaninger om hvordan man følger den korrekte kommunistiske tankesti, og omkring de sene tressere var Mao´s politiske korrekthed veletableret i amerikanske universiteter. Det sidste udviklingsstadie, som vi nu er vidner til, er resultatet af krydsninger af alle de seneste ”ismer”: anti-racisme, feminisme, strukturalisme og post-modernisme, der nu dominerer universitets-curricula. Resultatet er en ny og smittebærende totalitarisme, hvis parallel til kommunismen er åbenbar. Dagens dogmer har ført til rigide krav om tale, tanke og adfærd, og forbrydere mod dette behandles som om de er mentalt ubalancerede, ligesom de sovjetiske forbrydere blev.

Nogle har argumenteret, at det er urimeligt at beskrive Stalin´s regime som totalitært pegende på, at én mand, uanset hvor hensynsløst han udøvede magten, ikke kunne kontrollere alle statens funktioner. Men det behøvede han faktisk heller ikke. Totalitarisme var meget andet end statsterror, censur og koncentrationslejre. Det var en sindstilstand i hvilken selve ideen om personlige meninger eller synspunkter var destruerede. De totalitære propagandister tvinger folk til at tro på, at slaveri er frihed, uvidenhed er kundskab og totalt lukkede samfund er de mest åbne i verden. Og når først man har fået tilstrækkeligt mange mennesker til at tænke på denne måde, er det funktionelt totalitært, også selvom en diktator ikke personligt kontrollerer alt.

I dag har vi selvfølgeligt lært, at mangfoldighed er styrke, perversitet er dyd, succes er undertrykkelse, og gentagende disse ideer igen og igen i det uendelige, er ”tolerance og mangfoldighed”. Ja, den multikulturelle revolution fremmer ødelæggelse overalt, ligesom den kommunistiske revolution gjorde: ”Tolerance” svækker de betingelser der gør ægte tolerance mulig. Universiteter der skulle være fristeder for undersøgelser, praktiserer censur der kan måle sig med den i Sovjet. Samtidigt finder man en vedholdende stræben efter lighed: Biblen, Shakespeare og rap-musik, er blot tekster med ”ligeværdige perspektiver”, afvigende og kriminel adfærd er ”alternativ livsstil”.

I den kommunistiske æra blev staten bygget på vold. 1930´ernes puritanisme og den Store Terror (som var Mao´s model for den kuturelle revolution) brugte vold mod ”klassefjender” for at fremtvinge loyalitet. Partimedlemmer underskrev dødsdomme for ”folkets fjender”, vidende at de anklagede var uskyldige, men troende på korrektheden af anklagerne. I 1930´erne berettigede kollektiv skyld mordene på millioner af russiske bønder. Som citeret af Robert Conquest i The Harvest of Sorrow (side 143), var statens syn på denne klasse: ”Ikke én af dem var skyldige i noget som helst, men de tilhørte en klasse der var skyld i alt”. Stigmatisering af hele institutioner og grupper gør det meget nemmere at sælge ud.

De undertryktes visdom
Dette er selvfølgelig det smukke ved ”racisme” og ”sexisme” for dagens kulturkrigere. Synd kan udvides langt ud over det individuelle, til inkludering af institutioner, litteratur, sprog, historie, lov, skikke og hele civilisationer. Anklage om ”institutionel racisme” er ikke anderledes fra at erklære hele klsser som folkets fjender. ”Racisme” og sexisme” er multikulturalismens angrebsvåben, dens Store Idé, ligesom klassekampen var det for kommunisterne, og effekten er den samme. Hvis en kriminel handling kan kollektiviseres, kan alle være skyldige, da de tilhører den samme forkerte gruppe. Når unge hvide er ofre for racemæssige præferencer, så er de dagens version af de russiske bønder. Selv om de aldrig selv har undertrykt nogen, så tilhører de ”klassen der er skyld i alt”

Formålet med disse multikulturelle kampagner er at destruere selvet. Munden bevæger sig, den rette gestus følger, men det er munden og gestusen fra en zombie, den nye sovjetmand eller dagens politisk korrekte mand. Og når først tilstrækkeligt mange mennesker er blevet bearbejdet på denne måde, er vold ikke længere nødvendigt. Vi har nået den erklærede statstotalitarisme, hvor langt størstedelen ved hvad der forventes af dem og spiller deres tildelte roller.

Det russiske eksperiment med revolution og totalitær social skabelse er blevet fuldt fulgt op af to af landets største forfattere, Dostoevsky og Solzhenitsyn. De dissekerede brilliant den totalitære kontrols metoder og psykologi. Djævelen har ingen ligemand som en gennemborende og bevægende analyse af det revolutionære og utopiske sind. ”Djævelene” er radikale middelklasse og overklassestuderende, der flirter med noget de ikke forstår. Den regernde klasse prøver at indynde sig hos dem. Universiteterne har i det store hele erklæret krig mod samfundet. De radikale studerendes store skrig er; frihed fra samfundets etablerede normer, frihed fra skikke, frihed fra ulighed, frihed fra fortiden.

Ruslands glidende ned i laster og vanvid er en alvorlig advarsel om, hvad der sker når en nation erklærer krig mod fortiden, i håb om at bygge et jordisk paradis. Dstoevsky levede ikke til at se den vederstyggelighed han forudså, men som Solzhenitsyn oplevede på første hånd. Gulag-øgrupperne og august 1914 kan ses som historiske ideer, som forsøg på at retfærdiggøre den forfærdelige skæbne der ramte Rusland efter 1917.

Solzhenitsyn identificerer uddannelse og den måde lærere så deres pligt, som prægende fjendtlighed mod alle former for autoritet som den største faktor til forklaring på hvorfor Ruslands unge blev forført af revolutionære ideer. I vesten, gennem 1960´erne og 1970´erne, som samlet kan kaldes ”tresserne”, hører vi et kraftfuldt ekko fra den kollektive mentale russiske kapitulation, der fandt sted i 1870´erne, og fortsatte gennem revolutionen.

Et af marxismens ekkoer der i dag fortsætter med at gentage sig, er ideen om, at sandheden gemmer sig i klasse (eller køn, race eller seksuel orientering). Sandhed er ikke noget der kan etableres gennem rationel efterforskning, men afhænger af den enkeltes perspektiv. I det multikulturelle univers er en persons perspektiv ”værdisat” i forhold til klasse. Feminister, sorte, miljøforkæmpere og homoseksuelle har mere krav på sandheden, fordi de er ”undertrykte”. I ”undertrykkelsens” elendighed ser de sandheden mere klart, end hvide heteroseksuelle mænd, der ”undertrykker” dem. Dette er det perfekte spejl på det marxistiske proletariats moral og intellektuelle overlegenhed over bourgeoisiet. ”Undertrykkelse” modsvarer i dag et ”privilegeret perspektiv”, der er ufejlbarligt. For at låne et udtryk fra Robert Bork´s ”Slouching Towards Gommorah”, så er sorte og feministiske aktivister ”vaccinerede mod logiske argumenter”, ligesom kommunisternes sande troende var.

Ja, feminister og antiracistiske aktivister afviser åbent den objektive sandhed. I den sikre forvisning, at de har intimideret deres opposition, er feministerne i stand til at stille alle slags krav, ud fra den antagelse, at mænd og kvinder på alle måder er éns. Når udbyttet ikke modsvarer denne forestilling, så er dette et så meget desto større bevis på den hvide mands djævelskab.

Ét af de mest deprimerende syn i vesten i dag, særligt på universiteterne og i medierne, er paratheden til at behandle feminismen som et stort bidrag til kundskab og til at optage dens absurditeter. Dette kræver bemærkelsesværdigt nok ingen fysisk vold. Det er ønsket om at blive accepteret, der får folk til at bøje sig for disse middelklasse-wannabe-revolutionære. Peter Verkhovensky udtrykte det med beundringsværdig foragt: ”Alt hvad jeg behøver at gøre er, at løfte min stemme og fortælle dem at de ikke er tilstrækkeligt liberale”. Race-bondefangerne spiller selvfølgeligt det samme spil: Anklag det sene tyvende århundredes liberale for racisme eller sexisme og se ham falde fra hinanden i et orgie af selvafstraffelse og maoistisk selvkritik. Selv konservative bæver ved lyden af disse ord.

Fortidens friheder og formodninger om uskyld betyder intet, når det kommer til racisme; du er skyldig indtil bevist uskyldig, hvilket er næsten umuligt, og selv da er man til tid og evighed under mistanke. En beskyldning om racisme har nogenlunde den samme effekt som beskyldninger om hekseri havde i det syttende århundrede.

Det er kraften af anklagen om racisme, der undertrykker bespottelsen, der ellers ville møde ideen der skulle værdsætte mangfoldighed. Hvis mangfoldighed havde virkelige fordele, ville hvide ønske mere af den, og endnu flere byer i U.S.A. og Europa skulle overgives immigranter. Men de har naturligvis ikke travlt med at indføre mangfoldighed og multikulturalisme; de er i ret flugt i modsatte retning. Værdsættelse af mangfoldighed er en hobby for dem der ikke behøver udholde dens udkomme.

Et multikulturelt samfund er et samfund der inviterer til konflikt, ikke harmoni. Dette er grunden til, at vi ser en øget statslig bureaukratisk dedikation til løsning af konflikter af racemæssig og kulturel karakter. Disse konflikter vil aldrig kunne løses permanent, da bureaukraterne benægter én af de vigtigste årsager; race. Det er derfor at der er så megen tale om de ”multikulturelle”, når man nærmere burde tale om det mere præcise ”multiraciale”. Flere og flere ændringer og lovgivning introduceres for at gøre værtssamfundet mere og mere sympatisk for raceminoriteter. Dette fremmer kun flere krav, og tilskynder til den våbenløse krig mod de hvide, deres civilisation og hele vestens ide.

Hvordan bæres et så radikalt program frem? Sovjetunionen havde et massivt censursystem. Kommunisterne censurerede endog gadekort, og det er værd at mærke sig, at der er to slags censur: Den åbenbare censur udført at statsagenturer og den mere diskrete selvcensur, som indbyggerne i ”folkets demokrati” hurtigt lærte.

Situationen er ikke så ligefrem i vesten. Der er intet der kan sammenlignes med Sovjetunionens regeringscensur, og alligevel har vi en undertrykkelse af anderledestænkende. Arthur Jensen, Hans Eysenck, J. Philippe Rushton, Chris Brand, Michael Levin og Glayde Whitney er alle blevet bagvasket for deres racesyn. Sagen om professor Rushton er særligt foruroligende, fordi hans akademiske arbejde blev efterforsket af politiet. Forsøget på at tavsgøre ham var baseret på en canadisk lov om hadsk tale. At finde den slags i et land der bryster sig af at være en støttepille af vestligt liberalt demokrati, er én af de mest foruroligende konsekvenser af multikulturalisme.

En slags meningskontrol der er blødere end den direkte censur, den øjeblikkelige besættelse af de fiktive rollemodeller. I dag bliver de feministiske og antiracistiske temaer konstant indarbejdet i film og fjernsyn, som eksempler på Bartold Brecht´s princip om, at den marxistiske kunstner skal vise verden, ikke som den er, men som den burde være. Det er derfor vi har så mange sceneportrætter af kloge sorte dommere, gadekloge hurtigtskydende politikvinder, minoritetscomputergenier og selvfølgelig, degenererede hvide mænd. Dette er et næste direkte lån fra den sovjetiske socialrealisme, med dens idealiserede afbildning af stærke proletarer styrende kapitalismens skadedyr.

Multikulturalismen har de samme ambitioner som sovjetkommunismen. Den er absolut i sin stræben efter varierende agendaer, alligevel relativerer den alle andre perspektiver i sit angreb på sin fjende. Multikulturalisme er en ideologi der skal ende alle andre ideologier, og disse totalitære aspirationer tillader os at drage to konklusioner: Først, multikulturalisme skal eliminere al opposition alle steder. Der kan ikke være nogen sikker havn for modrevolutionære. Dernæst, når først det multikulturelle paradis er etableret, skal det for enhver pris forsvares. Det må ortodokst bevares med alle statens ressourcer.

Et sådan samfund ville være godt på vej til at blive totalitært. Det ville måske ikke have koncentrationslejre, men det ville have genopdragelsesanstalter og sensitivitetstræning for de sørgelige emner, der stadigt troede på den ”hvide mands overherredømmediskurs”. I stedet for sovjetstatens hårde totalitarisme, ville vi have en blødere version, i hvilken vore sind ville være afbilleder af staten. Vi ville være befriede fra vore tankers byrde, og derfor ude af stand til at falde for den politiske ukorrekthed.

Hvis vi tænker på multikulturalisme som endnu en manifestation af det tyvende århundredes totalitarisme, kan vi finde trøst i det faktum, at Sovjetunionen i sidste instans kollapsede. Er mulitikulturalisme en fase, en periodisk krise gennem hvilken vesten passerer, eller repræsenterer den noget fundamentalt og måske uigendriveligt?

Til trods for de pro-sovjetiske elementers bestræbelser, genkendte vesten det sovjetiske imperium som en trussel. Vesten genkender ikke på samme måde multikulturalismen som en trussel. Af den grund er mange af dens antagelser og mål uudfordrede. Der er dog visse grunde til optimisme, som eksempelvis, den hast hvor med termen ”Politisk Korrekthed” slog an. Det overraskede de radikale indehavere fuldstændigt, men det er kun en lille gevinst.

I det lange løb er den vigtigste slagmark i kampen mod multikulturalisme Amerika. Det bliver sandsynligvis en langsom, frustrerende nedslidningskrig. Hvis kampen slår fejl, så vil multikulturalismens vanvid være noget amerikanerne må leve med. Selvfølgelig, på et tidspunkt må de hvide kræve en ende på afstraffelsen for de sortes fejltagelse. Som professor Michael Hart argumenterer i The Real American Dilemma, kunne der opstå racemæssig deling i U.S.A. Vi kan måske se, at hvad der skete på Balkan, ikke er noget særligt for den ende af verden. Racekrig er ikke noget de talrige radikale med vilje opsøger, men deres politikker skubber os i den retning.

Jeg har indtil videre argumenteret for, at den umiddelbare kontekst i forståelsen af politisk korrekthed og multikulturalisme er Sovjetunionen og dens katastrofale utopiske eksperiment. Og dog er den politiske korrektheds og multikulturalismens mentalitet meget ældre. I ”Reflections on the Revolution in France”, tilbyder Edmund Burke et portræt af de franske radikale, der stadig er relevant 200 år efter han skrev det: ” De har ingen respekt for andres visdom, men har så til gengæld en fuldskalatillid til deres egen visdom. For dem er det et tilstrækkeligt motiv at ødelægge den oprindelige orden, fordi det er en gammel orden. Med hensyn til den nye orden, så har den ingen betænkeligheder med den hast hvormed den nye orden opbygges; fordi varighed ikke er et emne for de der mener at kun lidt eller slet intet er gjort før dem, og placerer alle deres håb i opdagelse”

Selvfølgelig, multikulturalisme er langt fra løsningen på racemæssig og kulturel konflikt. Tværtimod. Multikulturalisme er vejen til et særligt slags helvede, vi allerede har set i det grusomme tyvende århundrede, et helvede som mennesket, havende forkastet fornuft og indledt revolte mod Gud´s orden, byggede for dem selv og andre.

Tags

Relaterede

Seneste