Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Islamisk terrorismes forbindelse til Nazifacister
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Islamisk terrorismes forbindelse til Nazifacister

16. Sep 2008 06:17, literally

Til trods for vage politisk korrekte forsøg på afledning er faktum, at der findes en radikal kættersk version af Islam, fostrende terrorisme, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

Folk synes i et dilemma: Skulle den amerikanske præsident George W. Bush have brugt termen ”Islam” og ”fascister” i samme sætning? Majoriteten af negative kommentarer har været rettet mod præsidentens mangel på sensitivitet mod majoriteten af tilhængerne af Islam.

Men til trods for nogle vage politisk korrekte forsøg på afledning, så er faktum, at pressen for det mestes vedkommende er skyldig i hvidvaskning af ét enkelt faktum: Der findes en radikal, kættersk version af Islam, der faktisk er et biprodukt af fascisme og jødehad.

Shahid Nickels, mellem 1998 og 2000 et medlem af gruppen ledet af Mohammed Atta, der ledede angrebet d. 9/11 sagde, at ”Atta´s weltanschauung var baseret på den nationalsocialistiske tankegang. Han var overbevist om, at ”jøderne” var besluttede på at opnå verdensherredømme. Han anså New York City for værende centrum for verdens jøder, som var, i hans øjne, fjende nummer ét”, ifølge en artikel skrevet af Dr. Matthias Küntzel.

Atta´s ejendommelige ”nationalsocialistiske tankegang” var dog langt fra unik. Faktisk var det et frø under spiring i næsten 80 år blandt radikale islamister, der kan spores tilbage til Hassan al-Banna, en 22 årig skolelærer der samlede utilfredse muslimer til grundlæggelsen af Det Muslimske Broderskab i 1928/1929.

Mens Det Muslimske Broderskab´s initierende vækst var moderat, så var organisationens medlemsindrullering – i takt med Europa´s tiltagende anti-semitisme – omkring august 1938 vokset til mere end 200.000. medlemmer. Ved enden af Anden Verdenskrig havde Det Muslimske Broderskab omkring 500.000 medlemmer.

”Islamisme, eller fascisme med et islamisk ansigt, blev født med og af Det Muslimske Broderskab. Det viste sin fascistiske kerneoverbevisning og praktikker gennem samarbejdet med nazisterne, op til og gennem Anden Verdenskrig. Det viste det gennem den samme periode gennem sit samarbejde med den overordentligt fascistiske ”Misr al-Fatah”-bevægelse, grundlagt i oktober 1933 af juristen Ahmed Hussein, og formet direkte efter nazi-partiet, fuldstændigt med paramilitære Grønne Skjorter, eftergørende nazisternes brune skjorter, nazi-hilsen og direkte oversættelser af nazistiske slogans. Blandt dens medlemmer fandtes to lovende unge og senere præsidenter, Gamal Abdel og Anwar El-Sadat”, begynder en artikel i Asia Times af Marc Erikson.

”Den ”Ypperlige Vejledning” af Brethren viste, at tro, godt arbejde og antal alene ikke gjorde en politisk dyd. Altså, efterlignende Mussolini´s sortskjorter (al-Banna beundrede meget ”Il Duce” og sjæleven ”Der Führer”) oprettede han et paramilitær fløj (slogan: handling, lydighed, tavshed), ret overlegent i forhold til sortskjorternes ”tro, adlyd, kæmp” og et ”hemmeligt apparatus” (al-jihaz al-sirri) og efterretningstjeneste af al-lkhwan, til at håndtere den mere smudsige side – terroristangreb, snigmord og så videre – i kampen for magt”, skriver Erikson andetsteds.

Ifølge John Loftus, tidligere anklager ved Det Amerikanske Justitsministerium, ”grundlagde al-Banna denne nationalistiske gruppe kaldet Det Muslimske Broderskab. Al-Banna var en hengiven beundrer af Adolf Hitler og skrev jævnligt til ham”.

Loftus tilføjer, at Al-Banna var så vedholdende i sin ”beundring af det nye nazi-parti, at Al-Banna i 1930´erne med Det Muslimske Broderskab blev en hemmelig fløj af nazi-efterretningstjenesten med det mål, at Det Tredje Rige skulle udvikle Det muslimske Broderskab som en hær i Ægypten.

Så hvad var Al-Banna´s lære?

Som en ting idealiserede Al-Banna døden.

”For en nation der perfektionerer dødens industri, os som ved hvordan man dør en nobel død, giver Gud stolt liv i denne verden og den uendelige velsignelse i efterlivet” og ”Vi er ikke bange for døden, vi begærer den…lad os dø for muslimernes frelse”, skrev Al-Banna engang.

Det Muslimske Broderskab plejede også at ”bruge og udbrede et citat fra Koranen, at jøder skal anses for værende ”den troendes værste fjende”. Yderligere fremmanede de gamle historier af Islam´s tidligste historie, pegende på eksempler gjort af Mohammed, som legenden fortæller det, lykkedes ikke blot at fordrive to jødiske stammer fra Medina gennem det syvende århundrede, men dræbte hele den mandlige befolkning i den tredje stamme og solgte alle kvinder og børn til slaveri”.

Spredende deres hadefyldte budskaber mod jøder fandt Det Muslimske Broderskab en sjæleven i Amin el Husseini, mufti i Jerusalem, der havde de højeste politiske og religiøse poster i Palæstina fra 1921 til efter Anden Verdenskrig.

Loftus og andre forfattere skrev, at Det Muslimske Broderskab og muftien havde fælles mål med den nye nazi-doktrin: et had mod vestlig kultur, demokrati og jøder.

Muftien med Det Muslimske Broderskab og nazi-ideologien var en farlig cocktail.

”Så tidligt som i 1929 dræbte et mufti-ledet pogrom 133 indfødte jøder i Jerusalem og Hebron. Kort efter erklærede muftien den kompromisløse kamp mod jøderne, som alle troendes vigtigste ansvar. Enhver der vovede at modsætte sig hans anti-jødiske ordrer, blev offentligt stemplet og offentligt truet i moskeer gennem fredagsprædiken”.

”I et brev til Adolf Hitler understregede muftien sine succesfulde bestræbelser på at bruge ”Palæstina-spørgsmålet” til at ”smelte alle arabiske lande sammen i fælles had mod britterne og jøderne”.

Begyndende i 1933 tilbød muftien gentagne gange at tjene den tyske nazistiske regering. I begyndelsen blev muftiens kamp mod jøderne dog kun støttet i ideologiske termer. Dette ændrede sig dog hurtigt.

Palæstinensernes 1936- ”araberrevolte” var for en stor dels vedkommende initieret af muftien, men råb som ”Ned med jøderne” og ”Jøderne ud af Ægypten og Palæstina”.

Det var ikke før 1937 at muftiens ”Hellige krig” begyndte at modtage anseelig økonomisk støtte, og våben fra nazi-tyskland, der tillod Hitler´s islamiske agenter, både i Palæstina og Det Muslimske Broderskab i Ægypten, at sprede deres anti-jøde-had.

Klaus Gensicke skriver i sin afhandling om muftiens samarbejde med nazisterne: ”Muftien selv indrømmede, at det udelukkende var grundet pengene doneret af tyskerne, der på det tidspunkt tillod ham at gennemføre opstanden i Palæstina”.

”Muftiens såkaldte ”Arabiske revolte” fandt sted på baggrund af hagekorset: Arabiske foldere og tegn på væggene blev prominent markerede med nazi-symboler; muftiens politiske ungdomsorganisationer gjorde parade som ”Nazi-spejdere”, og arabiske børn saluterede hinanden med nazi-hilsen”. De der måtte passere gennem de rebelske kvarterer i Palæstina, hæftede flag med hagekors fast til deres køretøjer, for at sikre beskyttelse mod angreb fra muftiens frivillige”

Omkring 1945 spredte nazi-islamisterne åbent terror. ”Kernen af anti-semitisme havde derfor begyndt at skifte fra Tyskland til den arabiske verden. Ved fejringen af Balfour-deklarationen raserede demonstranter jødiske kvarterer i Kairo. De plyndrede huse og forretninger, angreb ikke-muslimer, smadrede synagoger og satte ild til dem. Seks mennesker blev dræbt og flere hundrede blev såret”.

Al-Husseini skrev i sine efterkrigsmemoer, ”Vores grundlæggende betingelse for samarbejdet med Tyskland var, frit lejde til at udrydde hver eneste Jøde i Palæstina og den arabiske verden. Jeg spurgte Hitler om et specifikt forehavende, der skulle tillade os at løse det jødiske problem, på en måde der passede vore nationale og racemæssige aspirationer, og i overensstemmelse med videnskabelige metoder, udviklet af Tyskland i håndteringen af dets jøder. Svaret jeg fik var: ”Jøderne er dine”

Ifølge en artikel af David Storobin i Front Page Magazine; ”gennem kontrollen af en spektakulær sum penge, og retten til at udpege islamiske præster, byggede al-Husseini en ”politisk maskine”, der bragte det religiøse og politiske etablissement under hans dominans. Gennem dem var han i stand til at opildne til religiøs fanatisme mod jøder og vesten. Hans præster opfordrede deres flok til at ”gå ud og myrd de jødiske vantro i den hellige korans navn; konstant erklærende, at den der dræber en Jøde, er sikret en plads i den næste verden”

Storobin noterer, at al-Husseini blev ”officielt modtaget af Adolf Hitler d. 28 november, 1941, der indvilligede i at etablere et bureau for al-Husseini, der blev brugt til at propagandere på vegne af nazi-tyskland, organisere spionringe i Europa og Mellemøsten, og vigtigst, etablere muslimske Nazi SS divisioner og Wehrmacht-enheder i Bosnien, Balkan, Nord-Afrika og nazi-besatte dele af Sovjetunionen. Efter mødet blev muftien udnævnt til SS Gruppenführer af Heinrich Himmler og refereret til som ”Føreren af den arabiske verden” af Adolf Hitler selv”

”Den største muslimske Nazi SS-enhed var 13. division, kendt som ”Hanjar”. Husseini organiserede også mindre, knap så effektive enheder, inklusive 21. Waffen SS-division, kendt som Skanderbeg (primært udgjort af kroater) og 23. Waffen SS-division, kendt som Kama, mestendels udgjort af albanske muslimer. Altså hjalp Hitler´s mufti med at organisere 3 ud af 27 Waffen SS-divisioner dannet før 1945.

Loftus påstår også, at muftien ”tog til Tyskland under krigen, og hjalp med at rekruttere en international SS-division af arabiske nazister. De havde hjemsted i Kroatien, og kaldte det Handzar Muslimske Division, men den skulle blive kernen af Hitler´s nye armé af arabiske fascister, der skulle besejre Den Arabiske Halvø, og derfra til Afrika – store drømme.

Ifølge Küntzel; ”Det magtfulde samarbejde mellem Det Muslimske Broderskab, muftien og pogromerne mod jøderne få måneder efter verden kendte til Auschwitz viste tydeligt, at broderskabet enten ignorerede eller ligefrem retfærdiggjorde Hitler´s udryddelse af europæiske jøder”.

Küntzel skriver, at ”konsekvenserne af denne attitude skulle dog fortsætte langtrækkende og karakterisere den arabisk-jødiske konflikt frem til i dag”. Küntzel noterer sig, at denne gruppe af islamister i 1947 bortforklarede den internationale støtte til skabelsen af Israel og myrderierne af seks millioner europæiske jøder af nazi-tyskland, ved at tilbagefalde til anti-semitiske konspirationsteorier.

I denne åre anså Det Muslimske Broderskab F.N.-beslutningen af 1947 om at dele Palæstina, som værende et ”internationalt plot udbredt af amerikanere, russere og brittere, under indflydelse zionismen”, skrev Küntzel.

Ikke overraskende, givet dens rolle i Anden Verdenskrig, var Det Muslimske Broderskab eftersøgt for krigsforbrydelser. Men i stedet for at blive bragt for en domstol, blev de nazistiske arabere opsnappet af fremmede efterretningstjenester.

Specifikt påstår John Loftus, at stort set hele netværket blev optaget i British Secret Service. ”Så skete det forfærdelige. I stedet for at anklage nazisterne – det Muslimske Broderskab – så hyrede den britiske regering dem. De bragte alle de flygtende nazi-krigskriminelle af arabisk og muslimsk afstamning ind i Ægypten, og trænede dem i tre år til en særlig mission. Den britiske efterretningstjeneste ønskede at bruge fascisterne i Det Muslimske Broderskab, til at slå ned på den nyetablerede stat Israel i 1948. Kun få folk i Mossad ved dette, men mange af medlemmerne af de arabiske hære og terroristgrupper, der prøvede at kvæle den nyetablerede stat Israel, var de arabiske nazister af Det Muslimske Broderskab”.

”Storbritannien var ikke alene. Den franske efterretningstjeneste samarbejdede ved at frigive muftien og smugle ham til Ægypten, så alle nazi-araberne var samlet. Så fra 1945 til 1948 beskyttede Den Britiske Efterretningstjeneste alle nazi-arabere den kunne, men fejlede i at besejre staten Israel”, ifølge Loftus.

Til trods for at Det Muslimske Broderskab nu var på de allieredes side, så sad de ikke stille – ej heller blev deres ideologi mere tam.

Èn af hovedstemmerne bag Det Muslimske Broderskab var Sayed Qutb. Med tiden blev Qutb organisationens ambassadør i 1950´ernes Syrien og Jordan, såvel som værende redaktør på broderskabets officielle publikation. I fængslet følgende en mordforsøg på Ægypten´s Nasser, skrev Qutb sin afhandling Milestones, der advokerede for omstyrtelsen af arabiske regeringer der nægtede at blive regeret af andet end den islamiske lov Sharia.

Ifølge en artikel fra BBC: ”For Qutb var alle ikke-muslimer vantro – selv de såkaldte ”bogens folk”, de kristne og jøderne – han forudså et eventuelt ”clash of civilisations” mellem Islam og vesten.

”Havende spillet en stor rolle i Nasser´s magtindtagelse, krævede Det Muslimske Broderskab efter snigmordet på Hassan al-Banna i 1949, at regeringsagenter under det nye lederskab og (efter 1951) under den radikale ideologiske ledelse af Sayed Qutb, sine krav indfriet – indførelse af Sharia (religiøs islamisk lov). Da Nasser var træg blev han en mål for broderskabet, men med hjælp fra C.I.A. og tyske lejesoldater, sejrede han. I februar 1954 blev broderskabet bandlyst. Et mordforsøg i oktober 1954 slog fejl. Fire tusinde brødre blev arresteret, seks blev henrettet, og tusindvis flygtede til Syrien, Saudi Arabien, Jordan og Libanon”, skrev Erikson.

Da Nasser slog ned på Det Muslimske Broderskab i 1955, flyttede de hovedkvarteret til London og Geneve. Tilfældigvis var chefen for Geneve-kontoret Said Ramadan, svigersøn af al-Banna. I Geneve etablerede Ramadan ”Institut for Islamiske Studier” – for at blive broderskabets civiliserede ansigt udadtil, endda havende den ære at spise med den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1953 i Det Hvide Hus.

Medlemmerne af det muslimske broderskabs flugt – folk der var blevet radikaliserede af Qutb, muftien og nazi-ideologien – og den konsekvente spredning af deres budskaber, er noget verden stadig må leve med.

Ifølge samme artikel fra BBC, ”inspirerede Qutb (og Pakistan´s Syed Abul Ala Maududi) en hel generation af islamister, inklusive Ayatollah Khomeini, der udviklede en persisk version af værkerne fra 1970´erne.

Forfatter og journalist Robert Dreyfuss påstår også, at det grundlæggende arbejde for Ayatollah Khomeini blev gjort af en iraner ved navn Ali Shariat, der influerede broderskabet.

Som sidebemærkning, med hensyn til Hezbollah, er det udbredt, at organisationen fik sin begyndelse i Iran. Dette er en oversimplificering.

”Oprindelsen af Shi´i-islamismen i Libanon, går tilbage, ikke til Iran, om almindeligt antaget, men til Irak i 1960´erne, hvor en Shi´i-religiøs/politisk genopstandelse fandt sted i ”lærde kredse” (hawzat al-´ilmiya) i Najaf, ledet af karismatiske Ayatollah Muhammad Baqir as-Sadr”, ifølge en artikel i Middel East Review of International Affairs – september 1997.

Iran´s betydning blev kun mere bemærket efter Sadr´s død, og den efterfølgende succes med den iranske revolution ledet af Khomeini. Omkring 1984 finansierede Iran omkring 90 procent af Hezbollah´s socialarbejdere i Libanon.

Som det ser ud nu, antager Hezbollah nu Khomeini´s teori, at en retslærd religiøs (wilayat al-faqih) burde antage ultimativ magt. Autoriteten af denne retslærde, både spirituelt og politisk, kan ikke anfægtes; han må lystres. Hezbollah ser sig selv fuldfyldende messiasrollen gennem omvendelsen af Libanon til en islamisk provins. I dets ”åbne brev” af februar 1985 erklærer Hezbollah, at alle muslimer skal ”adlyde ordrerne fra den eneste vise og retfærdige kommandant repræsenteret af det øverste råd af retslærde, der for nuværende er inkarneret i imam Ayatollah Khomeini. Der blev også kaldt til kamp mod verdsligheden, først og fremmest U.S.A., og for ødelæggelsen af Israel, for at skabe plads for Palæstina”, ifølge samme artikel fra Middel East Review of International Affairs.

I sidste instans, siger Loftus, overdroges kontrollen med Det Muslimske Broderskab til U.S.A. og C.I.A.-som modvægt til Arabiske Kommunister.

Men dette forklarer stadigvæk ikke hvordan vi fik den nuværende form for islamisk fascisme. For man må huske på, at efter Nasser fordrev Det Muslimske Broderskab fra Ægypten, tog mange af dem til Saudi Arabien.

Ifølge Loftus, ”evakuerede C.I.A. gennem 1950´erne nazisterne fra Det Muslimske Broderskab til Saudi Arabien. Så da de ankom til Saudi Arabien blev nogle af de lyseste hoveder fra Det Muslimske Broderskab, som (Dr. Abdullah) Azzam, lærer i madrassah´erne, de religiøse skoler. Og de kombinerede nazismens doktriner med en sær kult ved navn Wahhabism”.

”Alle mener at Islam er en fanatisk religion, men det er den ikke. De tror at Isalm – den saudiske version af Isalm – er typisk, men det er den ikke. Wahhabi-kulten er blevet fordømt som kættersk mere end 60 gange af muslimske nationer. Men da saudierne blev velhavende, købte de sig til en masse stilhed. Dette er en meget rå kult. Wahhabismen blev kun praktiseret af Taliban og Saudi Arabien – SÅ ekstrem er den. Den har egentligt intet at gøre med Islam. Islam er en meget fredelig og tolerant religion. Den har altid haft et godt forhold til jøderne i de første tusind år af dens eksistens.

Interessant nok, ifølge Wikipedia´s optegnelse af Wahhabismen, siges det at Al-Banna skulle have været influeret af Wahhabis. ”Det Muslimske Broderskab hævdede af rengøre og genetablere det oprindelige islam. Da Det Muslimske Broderskab blev bandlyst i adskillige lande i mellemøsten, gav Saudi Arabien eksil til broderskabet. Dette synes at have sat scenen for en miks af broderskabet og Wahhabi under dække af termen Salafisme. Rebeller mod den saudiarabiske stat fandt retfærdiggørelse i tankerne af Sayed Qutb, et medlem af broderskabet der brugte år i ægyptiske fængsler. Visse Wahhabis´er, eller Salafis´er, afviste hvad de kaldte Qutb´ism, som en afvigelse af den sande Salafisme. Der findes derfor et anseeligt spektrum af religiøse holdninger indenfor Saudi-wahhabisme/salafisme, i høj grad delt i spørgsmålet, om den saudiske stat skal støttes, tålmodigt tåles, eller voldeligt modsættes. Dagens moderne Salafis´er benægter at Hassan al-Banna eller Sayed Qutb var efterfølgere af Salaf, eftersom de håndhævede det synspunkt, at det er lovligt at omstyrte en muslimsk leder.

Stanley noterer, at ”siden 1970´erne har saudierne klogt stoppet finansieringen af disse Salafis´er, der bandlyser nominelle muslimske regeringer (eller i det mindste den saudiske regering), fordømmende al-Qaeda som en afvigende sekt. De pro-saudiske sporer korrekt al-Qaeda´s ideologi til rødderne af Qutb og al-Banna.

”Imens brændemærker ikke-muslimer og mainstream-muslimer ”Wahhabi-Salafi”, for at tilsværte Salafis´er og selv fuldstændigt urelaterede grupper, såsom Taliban”, tilføjer Stanley.

Det var i de saudiarabiske madrassah´er, eller skoler, af Abdullah Azzam, at nazi-fascismen blev gift med religiøst ekstremisme.

Og i én af disse madrassah´er studerede studenten Osama bin Laden.

”Kommer dt som nogen overraskelse, at Osama bin Laden anklager ”jøderne” for ”at holde amerikanerne og vesten som gidsler”, givet det faktum, at grundlæggeren af Hamas, den palæstinensiske Abdullah Azzam, på samme tid var lederen af al-Qaeda´s vigtigste lærer og protektor?”, spørger Dr. Matthias Küntzel.

”Oprindelsen af bin Laden´s koncept om Jihad kan spores tilbage til det tidlige tyvende århundrede, der startede en magtfuld islamisk vækkelsesbevægelse, som svar på kolonialismen og dens eftervirkninger”, skriver Fiona Symon, en mellemøstanalytiker. ”Pakistan og Ægypten – begge muslimske lande med en stærk intellektuel tradition - producerede de bevægelser og de ideologier der skulle transformere konceptet om Jihad i den moderne verden”

”De bebrejdede de vestlige ideer om adskillelse af religion og politik for aftagningen i muslimske samfund…Dette, mente de, kunne kun korrigeres gennem en tilbagevenden til Islam i sin traditionelle form, i hvilket samfundet blev regeret ifølge strenge islamiske regler”, skriver Symon, tilføjende: ”Al-Banna og Mauddoudi pustede nyt liv i konceptet Jihad, som en hellig krig der skulle ende fremmed besættelse af muslimske lande”.

Loftus – og mange andre forfattere – siger, at med den russiske invasion af Afghanistan i 1979, ”besluttede C.I.A. at tage de nazistiske arabere ud af fryselageret”.

”Så vi fortalte saudiaraberne, af vi ville finansiere dem, hvis de ville samle alle nazi-araberne og sende dem til Afghanistan for at bekæmpe russerne”, ifølge Loftus. ”Vi måtte give dem et nyt navn. Vi kunne ikke kalde dem Det Muslimske Broderskab, da det var for sensitivt et navn. Dets nazi-fortid var for velkendt. Så vi kaldte dem Maktab al-Khadamat al-Mujahidin, MAK”

En af disse folk der blev udskibet til Afghanistan, efter at være indoktrineret i Azzam´s madrassah´er, var Osama bin Laden – som smeltede ideerne af Hassan al-Banna´s muslimske broderskab sammen med ideerne fra Pakistan af Syed Abul Ala Maududi´s Jamaat Islam, efter at være påvirket af det under kampene i Afghanistan.

Deres terror er nu udvidet til hele verden

Mens største delen af Islam´s troende helt sikkert ikke kan kaldes Islam-fascister, så findes der en gruppe indenfor de muslimske rækker, der har sine rødder i Nationalsocialismen og fascistiske ideologier. I et forsøg på at stemple Bush som politisk ukorrekt, er anti-Bush og bloggere der er historiske ignoranter, er uforvarende blevet apologeter for Islam-fascismen, en bevægelse indenfor Islam, som mange muslimer hævder er kættersk.

 

Tags

Seneste