Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Hvordan det Demokratiske Parti gik fra Thomas Jefferson til Karl Marx
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Hvordan det Demokratiske Parti gik fra Thomas Jefferson til Karl Marx

24. Jul 2016 17:25, literally

”Dette bragte os til vor essentielle forskel, forskellen i det evolutionært kollektivistiske og marxistiske, spørgsmålet om hvor vidt den sociale revolution, i sin ekstreme grad er nødvendig, om det er nødvendigt fuldstændigt at omstyrte et økonomisk system, før et nyt kan begynde. Jeg tror, at gennem en vidt vedholdende uddannelseskampagne, kan det eksisterende kapitalistiske system civiliseres til et kollektivistisk verdenssystem”.

H.G. Wells, Russia in the Shadows

Dette citat stammer fra H.G. Wells´s konversation med Vladimir Lenin. Wells fremhævede forskellen mellem Lenin´s radikale revolutionære program og Wells´s egen evolutionære kollektivistiske program ”Open Conspiracy”.

Hvad dette betyder, er, at Lenin og H.G. Wells ikke var uenige i den endelige destination, et kollektivistisk verdenssystem … Socialisme i global skala anvendt på hver eneste person og hvert eneste land. Hvad de var uenige om, var, hvordan man skulle nå dertil.

Lenin favoriserede en voldelig omstyrtelse af det eksisterende frie markeds kapitalistiske system, med væbnet magt sættende en stopper for demokrati og individuelle friheder og erstattende det med et revolutionært folks styre, der ville administrere social retfærdighed.

Som socialist favoriserede Wells en langsom gradvis overtagelse indefra, anvendende ethvert kulturelt og politisk redskab til rådighed for at skifte samfundet til et socialistisk system. Han kaldet dette ”Åben Konspiration”, fordi venstreorienterede åbent ville arbejde for at afslutte Kapitalisme og erstatte det med.

Bill Ayers, Obama´s nærmeste medarbejder, er et godt eksempel på Lenin blivende Wells eller en revolutionær socialist blivende en socialliberal. Forskellen er, at den revolutionære socialist planter bomber. Den socialliberale arbejder inden i systemet for over en længere tidsperiode at nå de samme mål.

I USA overtog Socialliberalisme i det tidlige 20 århundrede det Demokratiske Party. Dette fundamentale skift kan ses som sammenlignende Grover Cleveland med Woodrow Wilson og Franklin D. Roosevelt.

Som den sidste klassisk venstreorienterede demokratiske præsident var Grover Cleveland en fast troende i styring af størrelsen på staten, nedskæring af skatter og nedlæggende veto mod det meste offentlige forbrug. Han arbejdede på at reformere den føderale regering, når dette var nødvendigt, brød sig ikke om fagforeninger eller socialister, og mente, at den føderale regering burde holde sig ude af de fleste anliggender. Dette gjorde ikke Cleveland usædvanlig, men på linje med klassisk liberale hele vejen tilbage til Thomas Jefferson.

Blot tyve og fyrre år senere var de to næste demokratiske præsidenter, Wilson og Roosevelt, entusiastiske om udvidelse af staten, og brugende deres magt til at promovere social retfærdighed. Det nyligt transformerede demokratiske præsidentembede mente, at det burde være statens opgave at regulere alting og stikke sin næse alle steder hen. På tidspunktet hvor Franklin D. Roosevelt brugte statens regulering til at styre prisen på kød og sætte fagforeninger i førersædet, var Socialisme godt og grundigt her.

Det Demokratiske Parti var gået fra at være klassisk venstreorienteret til socialliberalt. Hvor den klassisk venstreorienterede mente, at staten skulle lade folk i fred, og behandlede rettigheder som friheder fra statstyranni … mente den socialliberale, at staten skulle styre folk for at gennemtvinge social retfærdighed, og foragtede rettigheder som ”negative friheder”, i stedet for at favorisere ”positive friheder” der ville involvere staten indskrænkende rettigheder for at skabe social og økonomisk lighed.

Det store skift fra klassisk venstreorienterethed til socialliberalisme krævede omdefinering af statsmagt. Da klassisk venstreorienterede anså statsmagt som en tyrannisk magt, der måtte styres, anså socialliberale statens magt for værende et godartet tyranni, der kunne bruges til at holde større onder som uregulerede sociale og økonomiske systemer i skak.

Klassisk venstreorienterede mente, at frihed stammede fra afslutning af statens intervention, der skabte ulighed. Socialliberale mente, at ulighed var vigtigere end frihed, og at dette kun kunne opnås ved at bremse alt, der hindrede lighed.

Den socialliberale overtagelse af det Demokratiske Party var ikke færdiggjort med Wilson og Roosevelt. Det er heller ikke færdigt i dag, da der stadig findes klassisk venstreorienterede i Kongressen og i forskellige staters regeringer. Men med Obama har den socialliberale overtagelse nået næsten revolutionære proportioner.

De to store socialliberale øjeblikke i det 20 århundrede kom som politiske muligheder som resultat af kriser. Roosevelt´s ”New Deal” og Lyndon B. “Johnson´s “Great Society” var adrætte udnyttelser af den økonomisk og social krise, der muliggjorde for dem at tvinge deres socialliberale agendaer, der fundamentalt ændrede forholdet mellem amerikanere og den føderale regering, igennem.

Obama´s opkomst til magt repræsenterer en Tredje Bølge af Socialliberalisme i Amerika, udnyttende den såkaldt økonomiske krise til et gennemtvinge et ligeså gennemgribende socialliberalt program. Hvad marxisterne i Rusland eller Latin Amerika i løbet af år har prøvet at gøre, har socialliberale i Europa og Amerika ventet årtier, endog et århundrede, på at gennemtvinge.

Med en fri markedsøkonomi og en lang tradition af stædig individualisme, repræsenterede Amerika den største udfordring for de socialliberale. Åben Konspiration har langsomt formået at underminere Amerika, understregende sikkerheden i statskollektivisme, gennemtvingende samfund over land, klasse og race over borgerskab og kollektivisering baseret på tænkning over individualisme. Imens er kulturelle værdier og nationale standarder blev hugget væk, gørende det muligt for det vulgære infantile paradenummer, der fandt sted ved valget i 2008, at finde sted.

Ved at favne socialliberalisme brød partiet af Jefferson ”væggen af adskillelse” mellem stat og individ, der tjente som den konstitutionelle garanti af civile friheder mod en tyrannisk stat, ned. Socialliberalisme betød afslutningen på individuelle rettigheder og begyndelsen på civile rettigheder med statens myndighed placeret over alle andre, og ved at gøre dette erstattede det Demokratiske Parti individuelle friheder med et altoverskyggende bureaukrati, og frihed med Socialisme, og nu med Obama står Amerika på randen af lukning af gabet mellem Wells og Lenin, mellem den evolutionære kollektivist og marxisten.

Nationalisering, velfærdsstaten og bureaukratier til at styre alle aspekter af menneskelig adfærd er blot nogle af byggestenene til det fremkommende ”Store Samfund”, Socialisme med et menneskeligt ansigt, som socialliberale i godt og vel et århundrede har sigtet efter. Uligt Lenin´s omstyrtelse af Kapitalisme, havde vores overgang til et marxistisk system til hensigt at være gradvis og ubemærket. Som en frø i en kedel blev temperaturen langsomt og gradvist skruet op. Selv nu hvor banker nationaliseres, og store bilfabrikanter har slået sig sammen med fagforeninger, er det hovedsaligt folk over 40, der blot så meget som bemærker, at noget er galt.

Revolutionen, som det viser sig, vil ikke blive bragt af Coke, men af Pepsi. Flag vil blive vejet, selv om de ikke længere er amerikanske flag. Et nyt symbol er skabt, et nyt segl er stemplet, og et nyt Amerika er plantet oven på de protesterende levninger af det gamle Amerika. Men kampen forbliver den samme.

 

Spørgsmålet er, vil vi vælge at være frie eller slaver. Vil vi beskytte vores frihed mod staten eller opgive vores frihed for staten. Vil vi komme ud af Obama´s skygger og den socialliberale revolution af 2008, eller vil et nyt Jerntæppe rejse sig over landet af de frie og hjemmet for de brave.

Tags

Relaterede

Seneste