Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Gudinden der svigtede (Marxisme og Feminisme)
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Gudinden der svigtede (Marxisme og Feminisme)

9. Oct 2008 11:30, literally

Radikal feminisme kommer fra samme skuffe som marxismen. Den er en ideologi der afslører verdens hemmelighed. Hemmeligheden er, at vores tilsyneladende frihed i virkeligheden er domineret af et undertrykkende system, der invaderer alle hjørner af vores tilværelse. Den berømte doktrin,at det personlige er det politiske er én måde at udtrykke denne hemmelighed. Når først dette er afsløret, er der kun én ting at gøre, kæmpe imod det onde system og frigøre menneskeheden.

Feminismen tendenderer at acceptere marxismens forståelse af kapitalismen som den grundlæggende undertrykkelsesform, men den har sit eget navn for dette onde system: ”Patriakat” og ”Falloscentrisme”. Som marxismen, så er feminismen tilbøjelig til at fragtmentere i forskellige forståelser af strategien af hvilken systemet skal forstås eller ødelægges. Feministerne møder dog et alvorligt problem, for hvilket marxisterne er fri. De er ubehageligt splittede mellem tesen om, at kvinder ikke kan skelnes fra mænd, og den meget anderledes tese, at kvinder repræsenterer et sundt og sindrigt værdisystem, helt anderledes fra den brutale maskulinitet.

Den spirituelle dimension af feminismen er noget der kaldes at ”løfte bevidstheden”. Dette indebærer aktiviteten at lære doktrinen, medierer over dens implikationer, og påføre det alle aspekter af livet. Det involverer også akkumuleringen af indignationsmateriale, således at et konstant og hensynsløst had kan målrettes mod systemet, som feministerne nu forstår er formet til at forføre alle til føjelighed. Den fuldt løftede bevidsthed opdager bekræftelser på doktrinens sandhed overalt. Dette er selvfølgelig frugterne af enhver spirituel entusiasme. Den appellerer også til de troendes forfængelighed, fordi feministen finder sig selv i den situation, at hun lever mellem søvngængere, som ikke er klar over hvad den virkelige situation er. Distinktionen mellem elite og masse – så fremmed for den Anglo-Saksiske realitet – er derfor central for den ideologiske tro.

Alle feminister (som marxister) er intellektuelle i den forstand, at de forstår verden i teoretiske termer, men mange af dem er uundgåeligt, som det gamle ord går på, intellektuelle uden intellekt.
Det grundlæggende teoretiske materiale blev sammensat af Marx, hvis arbejde essentielt er en samling af enheder til mobiliseringen af proletariatet, og omskabe alle givne omstændigheder til et teoretisk projekt. Ideologier efteraber grundlæggende filosofi, og få gode teoretikere er dygtige nok til at løfte sig ud over den frelsende ideologiske praktik, og opnå det akademiske niveau, fra hvilken trosmaterialerne tidligere var kommet fra. Det er derfor ikke ”god tone”, at tale om ”Marxistisk filosofi” og måske er dette også sandt for nogle feministiske tanker.

Selv de mest obskure tankeverdener og metafysik bedømmes i termer af, hvad den troende forestiller sig indflydelsen på den politiske kamp her og nu er. Intet er mere familiært i disse kredse, end de pseudofilosofiske skrig, at der ingen neutralitet er noget steds. Som den gamle amerikanske handelsunionssang lød, ”Du kan enten være en fagforeningsmand, eller en bølle for J.H. Blair” Feministerne har ikke haft nogen vanskeligheder med at overføre hele den videnskabelige og filosofiske historie til den fordrevne undertrykkende patriarkalske doktrin, hvis mål er at udelukke kvinder.

Det blev dog i 1960´erne uundgåeligt klart, at ideologierne er bemærkelsesværdige sæt af abstrakte foretagender, manglende både den praktiske kompetence og den teoretiske refleksion. Den ideologiske bevægelse var en samling af mennesker, af hvilke mange dårligt var i stand til at bage en kage, reparere en bil, vedligeholde et venskab eller et ægteskab, eller løse en kvadratrodsligning, men alligevel troede de, at de kunne regere verden. Universitetet i hvilket det er muligt at kombinere teoretisk påtagethed med omfattende tåbelighed, er blevet det naturlige hjemsted for den ideologiske entusiast. En slags eventyrlegeplads omhyggeligt isoleret fra virkeligheden for at hindre åndsfraværende professorer i at ramle ind i ting, i takt med at de udforsker transcendentale verdener, er blevet institutionel base for civilisationens selvhad.

Feminister er dog indtil videre blevet beskyttet fra den store katastrofe, som indbyder til destruktionen af marxisternes troværdighed. De har aldrig opnået den totale revolutionære magt de søger, i forsøget på at skabe et samfund tættere på deres ideer. Det var netop den slags magt der blev opnået i mange af de mindre sofistikerede dele af verden, og deres regeringsmæssige misære har efterladt hele befolkninger fattiggjorte, demoraliserede, slagtede og oprigtigt undertrykte. Den tragiske historie er en passende kommentar til ideologernes arrogance, og faktisk kommer den bedste kommentar til dette fra Marx selv: bemærkningen i Thesen on Feuerbach, at alle teoretiske mysterier finder deres løsning i praktikken. Løsningen her i én af de få visheder i social videnskab: Hvis jeres regeringer begynder at tage Marx alvorligt, så løb for livet. Millioner har gjort dette, men overlevelse er kun for de virkeligt hurtige.

Modernitetens parasitter

Sammenligningen med Marx afslører essensen af den feministiske bevægelse. For ligesom marxismen, er feminismen en parasit på udviklingen af moderniteten. Med udgangen af det attende århundrede, var det moderne Europa i gang med at skitsere mulighederne for alle slags friheder og overflod, der ikke på noget tidligere tidspunkt var blevet nydt, ikke engang af konger. Marxismen orkestrerede en håbefuld entusiasme blandt de der indtil videre kun havde set lidt til de lovede goder. På dette grundlag kunne marxismen påberåbe sig progressivitet, men den opmuntrerede til rapserier af goderne, som så ødelagde selve disse goder. Men marxismen havde en anden side. Den appellerede også til de mange der var mere demoraliserede end udfordrerede af mulighederne åbnet af den moderne verden. Den lovede disse mennesker en sikker og forandringsfri plads i fremtiden, en verden uden risiko eller fejl. I dette perspektiv var det et forsøg på at stille tiden tilbage. Resultatet blev, at samfund, som det russiske, der faldt for den marxistiske salgstale og prøvede den revolutionære genvej til fremtiden, men endte med desperate vilkår, tiggende om hjælp fra de liberale demokratier i vesten.

Feminismen er en lignende udnyttelse af utålmodigheden af mindre kapable kvinder, der ønsker at lave et hurtigt spring ind i en fremtid af fri og nem lighed. Hvordan skal man ellers forklare den forbløffende indifference mellem feminister omkring de evner, kvalifikationer og ressourcefuldhed på hvilken den vestlige hovedstrømning er baseret? Hvordan skal man ellers forklare det vanvittige krav, at en konstitutionel lov omgående skulle give kvinder 50 % af alle valgbare poster? Alt hvad der for disse simple mennesker betyder noget er at få det nu, og alle andre problemer bliver teoretiseret væk som fordomme, stereotyper og modstand mod mænd.

Jep, som med marxismen er der i feminismen et underlig tilbageskuende element, der sikkert viser sig at være lige så ødelæggende for den vestlige verdens kvinders muligheder, som marxismen har været for de lande den har domineret. Et godt eksempel på denne tendens er kampagnen for at vende kvinder mod mænd, på grund af at de alle voldtægtsmænd. En svag opfattelse af urolighed med denne logiske pointe er delvist grunden til, at voldtægtskonceptet og sexchikane konstant modificeres af feministerne, således at det nu er muligt for en kvinde at blive voldtaget, uden at hun overhovedet selv er klar over at det skete.

En løftet bevidsthed på dette område leger med proportionerne af formen "X procent af alle kvinder har haft seksuel samkvem inden alderen Y, hvor X er et meget stort tal, og Y er så lavt som du skønner, og "seksuel samkvem" defineret så bredt at det kan inkludere overhøringen af en søskendes historier om hendes eller hans seksuelle eskapader. Statistikker som denne er kendte i fagkredse kendte som ”Politiske varetagelsesnumre”. Manden på gaden og hans notorisk mangel på raffinement, kalder dem ”løgne”. Pointen er, at feministen i sit had til det patriarkalske, begynder fra denne grundlæggende opfattelse og føler sig berettiget til at vælge enhver fiktion, der dramatiserer sand bevidsthed.

Det er på linie med dette, at vi opdager en vigtig men lidet noteret konvergens mellem radikal feminisme og islamisk fundamentalisme. Ved at føre kampagne mod den ting de kalder ”date rape”, skaber feministerne en enorm mistænksomhed mænd og kvinder imellem, sådan at feministernes råd til enhver ung kvinder, der går på en ”date”, er at etablere en overordnet kontrakt, der styrer hvad der skal ske i løbet af aftenen. Dette er for at destruere den frie relation mænd og kvinder imellem, som længe har karakteriseret den vestlige verden – og KUN den vestlige verden. Dette paralleliserer den fundamentalistiske kampagne for at genoprette de gamle islamiske traditioner. ”Det er et velkendt faktum”, som et jordansk parlamentsmedlem for nyligt bemærkede, ”at placere mænd og kvinder i samme lokale, er som at blande ild og brændstof”

Tilbage til haremmet
Feministerne er med andre ord godt på vej til at genindføre haremmet – specielle lokationer i hvilke kvinder traditionelt levede fuldstændigt isolerede liv, ubesmudsede af mændenes lyst. Som med marxismen viser vejen frem sig at være vejen tilbage. Men enhver der har gjort sig tanker vedrørende denne bemærkelsesværdige situation, har sandsynligvis flere tanker. Politiske doktriner inviterer altid til spørgsmålet: Cui bono? Hvem er det, spørger man måske, der har gavn af  sovegemakker fyldt med attraktive unge kvinder, der er kørt op i en tilstand af hysterisk mistro til mænd? Én af de mest indflydelsesrige fraktioner af feminismen, har været den lesbiske fløj.

Der er gode grunde til at tro, at det sene tyvende århundredes feminisme, nu en generation ældre, har nået noget der ligner sit højdepunkt. Én grund er, at den har kunnet alliere sig med alle de andre ideologiske ”minoriteter”, der har haft succes med at spille på den amerikanske mainstreams skyldfølelse og udtrække en vifte af kollektive privilegier.  Amerikanske mænd fra denne generation lader til at være polariserede mellem et Rambo-lignende fantasiliv og en bemærkelsesværdig tøsedrenghed, når de præsenteres for deres angivelige udåder, deres forfædre har bedrevet. Som alt andet i det amerikanske liv, så vil denne tilbøjelighed sandsynligvis ikke vare ved. Minoriteterne selv vil komme i konflikt over de begrænsede goder og de kollektive privilegier (der under alle omstændigheder kolliderer med den amerikanske livsstil) vil begynde at opløses.

En endnu vigtigere sårbarhed hos den radikale feminisme er det faktum, at den er baseret på en illusion. Den tror, at alt hvad den forlanger, korresponderer med det retfærdige etablissement. Men i et moderne samfund er retfærdighed intet andet end den glans interessegrupper pensler over deres krav. Retfærdighed i denne yderst vide form, er et spørgsmål om mode og smag. Det er inden for mands minde, at mange mennesker (inklusive kvinder) forargedes over, at man gav ligeløn til gammeljomfruelige lærerinder med den begrundelse, at de ville bruge den på kosmetik og udlandsrejser, mens mændene understøttede familien. Sådanne domme skifter hele tiden. Mange simple mennesker troede trods alt oprigtigt på, at socialismen var fremtidens uforanderlige bølge. Fortabt i drømme om absoluthed er feministerne ilde udrustede til at møde den moderne pluralismes uundgåelige kolbøtte.

Den vigtigste sårbarhed i det feministiske projekt ligger dog i dens indlysende dårlige forhold til dens omgivelser. Hvilke klager kvinder i moderne samfund end måtte have, så har de det som blommen i et æg, i forhold til kvinder i alle andre samfund. Alligevel tituleres enhver feministisk succes med en forøget beklagelsespropaganda og tænderskæren over patriarkiets rædsel. Dette er en trættende adfærd, der med tiden vil opbruge sin velkommenhed. Camille Paglia´s anklage, at feminismen er ”pubertetspiveri”, er et saluterende genråb fra den indlysende virkelighed, til troende fortabte for alle udenforstående meninger.

Genskrivning af reglerne
De er dog ikke så tabte bag en vogn, at de afviser fordelene af målet for deres voldsomste angreb. Det grundlæggende faktum om feminismen er, at den er finansieret af mandeflokken, og alle feminismens respektabelheder er resultater af udnyttelse af positionerne og respekten i de såkaldt mandeorienterede universiteter. Men blevet givet adgang til det akademiske livs spil, har mange feminister besluttet at det er ”maskulinistisk” og patriarkalsk, og at der er en overlegen feministisk forståelse af verden, som burde erstatte maskulin videnskab og filosofi. De eftergør derfor trættende børn, der kræver at lege voksne lege, når det tillades, o finder at de ikke kan lege, eller vil lege, og kræver at alle andre accepterer et nyt sæt regler mere beslægtet med dem.

Falsk bevidsthed genererer modsigelser. Levende iblandt fantasier, kræver feministerne på den ene side, at kvindelige soldater skal gives samme kamprolle som mændene, og på den anden side gyser ved Anita Hill´s angivelige lidelser over en eller anden pornografisk bemærkning. Hvad vil de have? At klinke vinglas eller være ude i ørkenen med Rambo bekæmpende Amerika´s fjender? Mændene var forståeligt surmulende: ”Hvis I ikke kan klare mosten, så gå tilbage til køkkenet”. Logisk nok er feminismen noget rod – men hvem interesserer det? – så længe mændene knokler og goderne ruller ind.

Den radikale amerikanske feminisme er bundet til alle de bløde, ikke-revolutionære ideologiske entusiaster, der i øjeblikket prøver at marchere gennem institutionerne. Det virker sandsynligt, at amerikanerne snart vil blive trætte af disse grædekoner, der spiller på skyldfølelsen. Det er svært at forestille sig, at denne bevægelse der erstatter sjov og poesi med middelmådig teoretisering – der forvandler Romeo og Julie til en afhandling om heterosexismens undertrykkende karakter – længe vil dominere den akademiske verden, de så længe i nyere tid så succesfuldt har mæsket sig i.

Mr. Minogue

Professor i politisk videnskab ved London School of Economics

Tags

Relaterede

Seneste