Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » Det muslimske sinds tillukning: Hvordan intellektuelt selvmord skabte den moderne islamist krise
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

Det muslimske sinds tillukning: Hvordan intellektuelt selvmord skabte den moderne islamist krise

27. Aug 2010 05:48, literally

Islam´s hovedstrøm afviste ved det 12 århundrede græsk filosofisk ophav, da Abu Hamid al-Ghazali etablerede en teologi af guddommelig forståelse. I de normative muslimske øjne på verden styrer Allah ifølge al-Ghazali syntesen personligt og direkte gennem sin ubeskrivelige og ufattelige vilje bevægelsen af hvert et molekyle, direkte og uden naturloves mellemværende. Al-Ghazali forkastede de umiddelbare årsager, der er naturens love, efterladende store og små begivenheder til forståelsen af universets absolutte tyran.

Som erstatning for hellenistisk forståelse vendte Islam sig mod bogstavelig læsning af Koranen. Robert Reilly beretter om Islam´s forkastelse af hellenistisk forståelse, og bebrejder dette for den efterfølgende dalende muslimske civilisation og tiltaget af radikal Islam.

Reilly argumenterer, at vestlig civilisation er funderet i fornuft, hvor normativ Islam favner irrationalitet. Pave Benedict den XVI citeres i år 2006 i Regensburg for at bemærke, at det 11 århundredes muslimske teolog Ahmad Ibn Said Ibn Hazm lærte, at Allah end ikke var bundet af sit eget ord, og skulle Allah ønske det, skulle vil blive afgudsdyrkere.

Vigtigheden af denne vending i muslimsk tænkning kan ikke overvurderes. Fraværet af videnskabelige landvindinger i den muslimske verden efter det 12 århundrede burde gøre det klart, at der mangler noget i islamisk tænkning. Men der mangler noget i Reilly´s udredning. Selv de der er enige i hans kontrast mellem rationel Kristendom og irrationel Islam kan blive forvirret af hans hop fra det 12 århundredes filosofi til det 21 århundredes politik.

”Hvad Thomas Aquinas gjorde for Kristendom må nogen gøre for Islam”, konkluderer Reilly. Sund teologi, synes han at mene, vil ordne problemerne i den muslimske verden. Men indflydelsen af troen i hverdagslivets doktriner i tros samfundet, er mere spidsfindig, end han antager. Vi må ikke alene tage hvad folk tænker i betragtning, men også hvordan de tænker.

Den danske filosof, teolog og psykolog Søren Kierkegaard skelnede mellem to slags tænkning: objektiv viden (den måde en læge læser en mørk plet på røntgen fotografiet af en patients bryst) og den eksistentielle viden (den måde patienten tænker om røntgen fotografiets mørke plet på brystet). Lægen analyserer pletten med videnskabelig objektivitet; ikke så patienten der fortælles dette, at hun kun har få måneder at leve i.

Vores viden om Gud er eksistentiel, ikke objektiv (hvis man ser bort fra profeter, der har direkte kommunikation med Gud, af hvilke ingen har været på jorden siden oldtiden). Den katolske natur teologi, som Francisco Suarez underviste i under Mod Reformationen, hævdede en objektiv viden om Gud, men har i dag kun få fortalere. Vi opremser ikke de længe miskrediterede beviser på Gud´s eksistens, men står i frygt og skælven for vores moralitet, og et tros samfund, der lover at hjælpe os til at overvinde døden.

Objektiv tænkning overtaler ingen til at begå selvmord. Jihadister sprænger ikke sig selv i luften i moskeer og på markedspladser fordi de studerer al-Ghazali i stedet for Aquinas, men fordi de mener, at døden foretrækkes frem for livet i en fremmed civilisation. Ikke kun jihadister dræber sig selv. Ingen eksemplificerer bedre livet dedikeret til fornuft end veslige matematikere. Men en matematisk rebus fremkalder en anderledes tænkning end spørgsmålet ”Er mit liv værd at leve?”. Et sørgeligt stort antal store matematikere begik selvmord, inklusive Alan Turing, Paul Ehrenfest, Ludwig Boltzman og GH Hardy.

For at forstå hvad religion lærer, og hvad den troende virkeligt tror, må vi både forstå teologi objektivt – som en erklæring om Gud og verden – såvel som eksistentielt, altså hvordan tros samfundet udlever sin religion i det almindelige liv. Der findes en dyb identitet mellem al-Ghazali´s afvisning af rationalitet og det muslimske livs forfald, men det er ikke så direkte, som Reilly tror.

Doktrinerne lært af religiøse autoriteter kan, eller kan ikke, trænge igennem til livet af religionens tilhængere. Den katolske kirke lærer, at alle kristne genfødes ind i Gud´s folk, og at denne nye spirituelle troskab har fortrin i forhold til deres hedenske oprindelse. Ikke desto mindre slagtede de kristne europæere hinanden gennem det 20 århundrede, mens kirken så hjælpeløst til. Muslimer vil til dette svare, at uanset deres mangler, så har de aldrig skabt en tilsvarende katastrofe. Kristen civilisation overlevede verdens krigene og kommunismens ekspansion alene fordi Amerika nedkæmpede nazismen og derefter kommunismen. Amerikansk Kristendom passer dog ikke helt ind i den hellenistiske model, som Reilly tilbyder som et alternativ til Islam.

Selvom katolicismen, delvist grundet latin amerikansk immigration, er blevet den største amerikansk kristne trosretning, forbliver Amerika´s religiøse karakter protestantisk, bibelsk og entusiastisk frem for katolsk og filosofisk. Om dette er godt eller skidt, kommer ikke sagen ved. Sagen er, at en karismatisk bibelsk litterær i det landlige Amerika, har meget til fælles med en amerikansk katolik som Robert Reilly, men ingen af dem har meget til fælles med muslimer.

En rationalist (med hvilket Reilly mener en Thomistisk eller Aristolsk) tilgang til teologi er ikke, hvad der adskiller Massachusetts fra Mekka. Massachusetts Bay Colony blev grundlagt af radikale protestanter, der foragtede ”poppede forfattere (især jesuitter), der anstrenger deres hjerner for at forsvare deres hedenske mester Aristoteles”, for at bruge ordene fra den puritanske leder Mather (1639-1723). Amerikanske evangelister, det mest hengivne segment af den kristne befolkning, tenderer at være troende frem for filosofiske.

Hvad er det, der forener katolske Thomister og evangeliske fidelister (såvel som observante jøder), men adskiller dem alle fra muslimer? Det er den bibelske tro, at Gud elsker sine skabninger: Himmelske kroppe er ikke guddommelige, men nærmere lamper og ure til menneskelig gavn. Dette er et dogmatisk anslag af styrken af den bibelske åbenbaring, ikke en logisk konklusion. En elskende Gud, i det bibelske syn, placerer mennesket i en verden, det kan forstå, hvilket er at sige, at Gud etablerer orden i universet af kærlighed til menneskeheden. Vi lever i den bedste af alle verdener (altså en forståelig verden), argumenterede Leibniz, for Gud ville ikke strande os i den næst bedste version. Dette implicerer, at hvis ikke Gud var god, ville verden ikke være så menneske venlig, som den er. Dette er uforestilbart for kristne og jøder, men ikke for muslimer, der mener, at Allah kan lave lige den verden, Gud ønsker. Faktisk en helt anden verden end i dag.

Reilly er helt klar over dette, men bevæger sig ud på dybt vand for at adressere det. Al-Ghazali (bemærker Reilly) afskyr ideen om guddommelig kærlighed: ”Hvor der findes kærlighed, må der i den elskende findes en fornemmelse af ukomplethed; erkendelsen af at den elskede behøves for at fuldende virkeliggørelsen af selvet”, skriver han. Men eftersom Allah er perfekt og komplet, er denne opfattelse nonsens. ”Der findes ingen udstrakt hånd fra Gud´s side...der kan ingen ændring være i Ham; ingen udvikling i Ham; intet supplement af manglen i Ham selv”. Problemet er, at i dette tilfælde reproducerer al-Ghazali simpelthen Aristoteles´s definition af Gud som den ubevægede bevæger. I dette tilfælde er det Reilly, der må falde tilbage på bibelsk tekst, og al-Gazali, der forsvarer det rationelle syn på græsk filosofi.

Objektivt set er svaret på spørgsmålet ”Er muslimer mindre rationelle end kristne?” et klart ”nej”. Den jødiske ide om, at skaberen af Himlen og Jorden bekymrer sig om sine skabninger, og lider med dem, synes idiotisk for grækerne, og synes stadig idiotisk for det store flertal af dagens filosoffer.

Problemet er, at vi kan tale objektivt om menneskelig fornuft. Fornuft er ikke en abstraktion flydende i en eller anden intellektuel æther, men nærmere vor fornuft, fornuften i vore liv. Om den er demonstrerbar eller ej, er den jødisk-kristne opfattelse af guddommelig kærlighed, hvad der gør den rationelle orden af menneskelig eksistens mulig. Om al-Ghazali var en dårlig filosof sammenlignet med Aquinas, kommer ikke sagen ved: Muslimske liv er irrationelle grundet konceptet om guddommelig kærlighed udtrykt i en pagt mellem Gud og mennesket. Eksistentiel rationalitet, rationaliteten om det almindelige liv, fortsættes fra det bibelske koncept om pagt.

Paradoksalt nok illuminerer kristendommens og jødedommens svagheder den eksistentielle irrationalitet af islamisk civilisation. Reilly antager, at Kristendom og Jødedom favner fornuft, mens Islam forkaster den. Men det kan da ikke have været sandt under alle omstændigheder. Muslimerne vil argumentere, at intet var mindre rationelt end selvdestruktionen af europæiske civilisation i verdenskrigene i forrige århundrede.

Vatikanet afskyede verdenskrigene, men var magtesløse i at forhindre franske præster at velsigne våben, der skulle dræbe tyske katolikker og vice versa. Katolicismen prædiker menneskehedens universelle altergang og genfødselen af hedninge i kirken som Gud´s folk. Men europæerne undgik kristen universalisme for en nationalisme, der i mange tilfælde havde en hedensk impuls, og i tilfældet med nazi Tyskland blev en bevidst form for ny-hedenskhed.

Som den store tysk-jødiske teolog Franz Rosenzweig argumenterede, var problemet med europæerne, at de ikke kunne skelne Kristus fra Siegfried: i den menneskelige skikkelse af den korsfestede Kristus, tilbad de kristne europæere deres eget spejl billede. De kristne lever i to verdener: hans fødsels hedenske nation, og Gud´s folk i hvilket han blev adopteret. Blod viste sig dog at være tykkere end vand og Hellig Ånden, og de lettere døbte folk, som kirken havde konverteret efter Rom´s fald, forrådte Kristendom, og vendte tilbage til deres hedenske rødder.

Da den havde magten til at gøre det, anvendte Kristendom drastiske metoder for at undertrykke genkomsten af hedenske elementer, der truede med at underminere den kristne orden. Det 12 århundredes korstog dræbte op imod en million mennesker i dele af det sydlige Frankrig opretholdt af Albigensiansk kætteri, med Aquinas´s glødende velsignelse. Og kristne magistrater henrettede mellem 50.000 og 100.000 hekse, ferme mistænkte af den gamle hedenske natur religion. Oldtidens Israel, hvis man tror på den hebraiske Bibel, indtog Canaan med præcise instruktioner om at udrydde adskillige af de hedenske folk, de mødte.

Dette kan synes groft, men givet den sørgelige oplevelse i det 20 århundrede, kan man kun ønske, at det kristne Europa havde gjort et grundigere arbejde i udryddelsen af det hedenske. Da den vendte tilbage under hage korset, udøvede det hedenske ufattelige uhyrligheder der trodsede selv de blodtørstige korstogs ridderes fantasi. De små krige mellem stammer og klaner, som Nicholas Wade informerer os i Before Dawn, dræbte to femtedele af mændene i hver generation gennem 40.000 forhistoriske år. Når mennesket begynder at tilbede sig selv frem for en universel Gud, har de ingen betænkeligheder ved at dræbe deres naboer – og det inkluderer Socrates´s og Aristoteles´s Athen.

Men hvad er hedenskhed? Det er den sociale orden, der ligger til grund for afgudsdyrkelse: udgangspunktet for de dyriske bånd til forfædrene, i hvilken familien er en lille klan, klanen er en lille stamme, og stammen er en lille nation. Hedningene tilbeder deres eget blod og jord på deres nations alter. Tiltrækningen ved selvtilbedelse er så stærk, at oldtidens Israel igen og igen faldt tilbage til hedenske praktikker, mens det selv stiliserede ”nye Israel” af kirken, blev slagtet på sit hjemme kontinent Europa. Amerika, et nyt folk der forkastede etniske alliancer, overlevede som det sidste hjemsted for Kristendom i den industrialiserede verden.

Det jødiske, og senere kristne alternativ til den hedenske orden er Pagten: Gud i sin kærlighed tildeler rettigheder til alle mennesker, og etablerer love til beskyttelse af de svage og hjælpeløse. En pagt er et koncept, der er fremmed for Islam, for per definition placere en pagtens Gud en grænse for sin egen magt og træder ind i et partnerskab med det menneskelige samfund. Den alt transcenderende Allah nedlader sig ikke til pagter med simple mennesker; Ej heller hebræernes Herre. Ej mere kan den romerske husets Herre kommandere døden over sine egne børn i sit lille hjems imperium; pagten beskytter direkte ethvert medlem af samfundet. Fordi pagten udtrykkes gennem love, og love kræver fornuft, må Pagtens Gud være fornuftens Gud.

Det hedenske samfund tilbeder sig selv, sit blod og sin jord. Jøder og kristne tilbeder en Gud, der ikke kan være som dem, for deres Gud er perfekt, og ude af stand til at gøre ondt. For kristne er den inkarnerede Gud Jesus Kristus uden synd. Gud er derfor noget helt andet, for vi er uperfekte: svage, dødelige og tilbøjelige til at synde. Gud gør intet uden grund, og hans grunde er altid gode, også selv om vi ikke kan begribe dem. Det gør Allah ikke, der er hævet over godt og ondt. Hans kosmiske forståelse afgør alt, og kan, hvis han ønsker det, få os til at gøre onde handlinger, selv det ultimativt onde af afgudsdyrkelse. Til trods for al hans angivelige transcendens, er Allah mere i retning af os.

Det er derfor Rosenzweig kvalificerede islam som en hedensk parodi på Jødedom og Kristendom, og Allah som den ”kulørte vifte af den hedenske Olympus rullet ind i en”, altså en ”monistisk hedenskhed”. Kristendom og Jødedom kæmpede med varierende grader af succes imod de hedenske impulser hos deres tilhængere. Kristendom tabte afgørende i Europa, men fastholder en stærk, om end kaotisk position i USA. De fleste amerikanske jøder synes at have forkastet Abraham´s Gud til fordel for en hedensk guddommelighed, der lyder det mærkværdige navn ”Etisk Monoteisme”, selvom en minoritet trives som traditionelle jøder. I modsætning til dette optog Islam de ydre former for åbenbaret religion tilpasset kravene til en umolestreret hendenskhed; dette har ført til en af sine største moderne skandaler, altså for muslimske myndigheder at forbyde at banke konen:

Mere end Koranen´s sanktion af bank af konen, afslører det juridiske grundlag på hvilket Koranen sanktionerer dette en uoverstigelig kløft mellem islamisk og vestlig lov. Den suveræne yder umistelige rettigheder til ethvert individ i vestlige samfund, af hvilke beskyttelse mod vold er fremmest. Ethvert individ står i direkte forbindelse til staten, der styrer monopolet på vold. Islam´s lov system er radikalt anderledes: faderen er en ”regent” eller ”administrator” af familien, altså en lille suverænitet indenfor sit hjemlige domæne, med retten til at anvende vold for at styre sin kone og børn.

Der findes intet islamisk samfund i den vestlige forståelse af samfundet, kun beboede lag af blod loyalitet. Tre femtedele af irakiske (og to tredjedele af saudi arabiske) ægteskaber er mellem fætre og kusiner, for målet med den ægteskabelige institution er at fastholde den politiske integritet i klanen. Blodbeslægtede bånd er den hedningens eneste kilde til beskyttelse. Det pagtmæssige politiske koncept i hvilket individer overdrager magt til en fremmed, der sidder i en lovgivningsmagt langt væk, og står ved de kompromiser denne fremmede kan lave med andre fremmede, synes lige så fremmed for en muslim som politisk diskurs med rumvæsner. Fornuft bliver irrelevant indenfor cirklen af blod og jord.

Vi ved, at Abraham´s Gud, som jøder og kristne tilbeder, ikke kan være en projektion af os selv. For vi er ikke uendeligt kærlige og absolut gode. Ej heller Allah, vis vilje tilsidesætter ethvert kriterium for godt eller ondt. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, at muslimer forstår Allah som projiceringen af deres egen vilje til magt, men der findes intet i Islam, der afskrækker en sådan projicering. Al-Ghazali´s irrationalitet og de mest intime relationer i det muslimske hushold samles derfor i et enkelt portræt af resterende hedenskhed bestående under en monoteistisk fernis.

Reilly´s fokus på det 12 århundredes islamiske irrationalitet kunne lede til den optimistiske konklusion, at hvis blot vil kunne overtale muslimerne til at læse Aquinas, kunne civilisationernes krig måske afværges. Problemet er, at det at muslimernes favnelse af irrationalitet ikke alene er objektiv (på teologiens niveau), men også eksistentiel: det indgydes i hele sættet af sociale relationer i den muslimske verden, der tillader ubegrænset udøvelse af viljen uden pagtlige begrænsninger. Dette inkluderer Koran sanktioneret kone bankning, og, som udvidelse heraf, æres drab, køns omskæring, børne ægteskaber og andre hedenske relikvier.

At transformere muslimske samfund til noget, der bare tilnærmer sig den vestlige pagt model, ville kræve intet mindre end optrevlingen af hele nettet af relationer, der binder familier og klaner. For traditionelle muslimer synes dette at være en eksistentiel trussel. Mange af dem ville hellere dø end underkaste sig, hvilket er hvorfor at selvmord for så mange muslimer synes at være et attraktivt eksistentielt valg.

Tags

Seneste