Religiøs vold har ikke alene rystet vestlige kulturer, men ifølge en ledende akademiker skabt deling i den islamiske verden. Mona Siddiqui fra Center for the Study of Islam ved Glasgow University har fortalt Adnkronos International, at de internationale medier har fejlet i erkendelsen af antallet af muslimer, der er imod vold.

"Det er ikke en Islam - Vesten problematik. Det er et stort problem indenfor muslimske samfund, da flertallet ønsker at distancere dem selv fra vold", fortæller Siddiqui til Adnkronos International.

"Hele religionen er blevet tilsværtet af få personers handlinger. Der må komme en mere balanceret debat, ellers vil effekten være, at man ser polariteten vokse".

Siddiqui, en professor i islamiske studier, har også ydet ekspert rådgivning i adskillige engelske retssager af angivelige terror mistænkte.

"Problemet er, at muslimer der bor i Vesten - 2. og 3. generations muslimer - bliver mere og mere forankrede i deres tænkning, en tænkning der er fjendtlig mod Vesten".

"Den forankrer en mentalitet om os, der ikke eksisterede i mine forældres generation. Den er ekstremt farligfor kommende generationer, der kan føle sig malplacerede".

Siddique siger, at Vesten i de seneste syv til otte år har kæmpet med den pludselige religiøse volds gennemslag.

"Den pludselige volds udbredelse i fredelige samfund har haft mere chokerende virkning end da vi associerede samfund med kontinuerlig vold", siger hun.

"Volden har en mere dramatisk og mere tragisk virkning, da folk ikke ved, hvor den kommer fra".

Hun siger, at angrebet den 11/9, tog bombningerne i London og den mislykkede angreb på Glasgow lufthavn i Scotland rystede folk, der ellers var usikre på, hvordan man ligestillede religion med vold.

"I nylig historie, bortset fra hvad der skete i Jugoslavien, har vi ikke set dette niveau af vold associeret med religion", siger Adnkronos International.

"Det er måske ikke krig i militær forstand, men det faktum at folk er villige til i troens navn at sprede voldelige handlinger, synes middelalderlig".

I kommunistiske styrer får dem der har magten - dem der er mere lige end andre - den nye Mercedes, den lækre lejlighed, den gode mad og alle andre bekvemmeligheder, man kunne ønske sig. De rige socialisters rationale er enkelt: "Hvis ikke jeg er mere lige end andre, så kommer der bare en anden, der vil blive mere lige. Hvis ikke jeg gør det, så er der en anden, der gør det".

Folk som George Soros og Michael Moore spiller et nydeligt spil, men de er ikke den nye Mother Teresa. Mother Teresa kritiserede ikke det frie markedsssystem; hun var ganske enkelt ikke optaget af velstand. Soros og Moore er direkte modsat. De ville aldrig sværge fattigdom og dedikere deres liv til at hjælpe de fattige. De ønsker bare, at vores civilisation sværger fattigdom og bliver fattig.

Dette har foranlediget mange til at tænke: Hvordan kan man prædike socialisme, mens man er den mest hårdnakkede kapitalist man kan forestille sig? Det har jeg en teori om.

Det er ofte blevet observeret, at dem der prædiker socialisme, er dem der mindst støtter velgørenhed, og undersøgelser støtter dette. I eksempelvis en tekst med titlen "Bleeding Heart Tightwads" skriver den selverklærede socialist Nicholas Kristof:

"Arthur Brooks, forfatteren til en bog om folk der donerer, "Who Really Cares", citerer, at konservative hjem giver 30 procent mere til velgørenhed end socialistiske hjem gør. En undersøgelse fra Google fandt en endnu større forskel: gennemsnitlige årlige bidrag rapporteret af konservative er næsten dobbelt så store som fra socialister".

Der findes en facinerende artikel af Peter Schweizer med titlen "Don´t listen to liberals - Rightwingers really are nicer people, latest reaserch shows". Til forsvar for denne tese præsenterer forfatteren nogle videnskabelige resultater.

"Men mest overraskende af alle disse undersøgelser er, at socialisterne er mere interesserede i penge end borgerlige er. Både World Values Survey og General Social Survey afslører, at socialister har større tendens til at værdsætte "høj indkomst" som en vigtig faktor i valget af arbejde, med større tendens til at sige, at "efter et godt helbred er penge det vigtigste", og har større tendens til at være enig i erklæringen "Der findes ingen rigtig eller forkert måde at lave penge på".

Det behøver man ikke forklare Doug Urbanski, den tidligere manager for Michael Moore. "Han (Moore) er mere besat af penge, end nogen jeg endnu har mødt - og det siger ikke så lidt", hævder Urbanski.