15. jan 2010 00:48, literally
Ved roden af al psykologisk benægtelse er en skjult agenda. Denne agenda er almindeligvis ikke helt bevidst, hvilket betyder, at benægteren ikke helt har gennemtænkt hvad benægtelsen drejer sig om, og er måske ikke engang bevidst om, hvad motivationen er i hævdelsen af, at noget er sandt, når det ikke er, eller falskt når det ikke er.
Benægtelse behøver ikke være helt og aldeles afskåret fra virkeligheden. Selv blandt alkoholikere og stofmisbrugere findes der et varierende niveau at bevidsthed om deres problem. Nogle accepterer, at de grundet deres stofmisbrug er i fængsel eller syge, men er stadig ikke villige til at gøre noget ved det. Nogle kan erkende nogle fakta om deres drikkeri (som at de ender i fængsel), men benægter fuldstændig gennemslags kraften af dette på dem selv og deres familier, eller de fremtidige implikationer af fortsat druk eller stofmisbrug.
Den skjulte agenda eller underliggende motivation bag benægtelsen er meget ofte relateret til de potentielt ugunstige konsekvenser, der kunne følge, hvis benægtelsen blev elimineret og virkeligheden erkendt. Det er her de uacceptable følelser, behov og tanker kommer ind. Benægteren har lavet en ubevidst beslutning om, at denne bevidsthed om visse følelser, behov eller tanker, er mere truende mod dennes opfattelse af selv end benægtelsens handling.
Tag eksempelvis en person der udvikler en kronisk hoste. Denne kan rationalisere overfor sig selv, at hosten skyldes mangel på fugtighed i luften, eller grundet en let infektion, og helt sikkert ikke er resultatet af ryge vaner. Denne kunne gå til lægen, men undlader, og fortæller sig selv, at alt er fint. I takt med at hosten bliver værre bliver denne mere og mere kreativ i sin tænkning om det (eller ikke tænkning om det), og har "for travlt" til at gå til lægen, eller tenderer at minimere symptomerne, selv når de forværres.
Denne strategi med ignorering af problemet fortsætter i nogen tid - måske måneder. Personen kan måske derefter ikke se, at denne taber vægt og ser lidt slidt ud. Rationaliseringerne kan nu endog inkludere venligt sindede forklaringer om pletter af blod, der kan ses i hosten. Endeligt, efter megen modstand, intervenerer en kær af personen, eller personen ser sandheden i øjnene, konfronterer emnet og aftaler en tid hos lægen. Efter nogle undersøgelser diagnostiseres lunge kræft. Prognosen ser skidt ud, da kræften allerede gennem måneders benægtelse har udviklet sig til et fremskredent stade.
Hvorfor skulle en sådan person fra begyndelsen benægte et sådan symptom? Fordi personen gennem benægtelsen kan forgive, at alt er normalt. På et tidligt tidspunkt, hvor symptomerne er nye og minimale, kan denne mulighed endog være sand. Men som beviserne hober sig op om, at noget er galt, er personen nu gået ind i en fase af magisk tænkning og/eller fantasi, hvor denne ubesværet foregiver for sig selv, at alt er, som det skal være. I sidste instans kan individet blive totalt psykologisk investeret i troen på, at der ingen problemer findes, og reagerer (eller overreagerer) med vrede og raseri mod enhver, der betvivler dennes syn på tingene.
Hele benægtelses handlingen blev fra begyndelsen af gode psykologiske grunde initieret af psyken for midlertidigt at undertrykke bevidstheden om, at noget er galt, mens personen kæmper med bestræbelsen om at møde denne mulighed.
Denne bevidsthed var så skræmmende, at en midlertidig psykologisk aftale udviklede sig til en bindende kontrakt, der tillader personen at ophæve tænkning og fornuft, så denne muliggør ignoreringen af enhver viden eller bevis, der omstøder dennes fantasi virkelighed.
Hvis personen virkeligt har en kræft proces forløbende i sig, er kræfften fuldstændig uberørt af denne psykologiske aftale lavet af psyken. Der er visse regler, der styrer kræftens progression, og de vil være i funktion uanset om personen er bevidst om dem eller ej. Benægteren har dermed lavet en kort sigtet pagt om at føle sig bedre tilpas på ebkostning af det langsigtede helbred. I tilfældet med den slags kræft har denne valgt at nyde en periode af relativ ligegyldighed og velsignet ignorance på bekostning af at bekæmpe kræften noget tidligere, da den ville være mere behandlingsegnet. I det lange løb er det ubevidste valg et dårligt et.
Men virkeligheden er, at visse mennesker i benægtelse foretrækker de dødelige konsekvenser af deres benægtelse, så længe de ikke behøver stille spørgsmål ved deres motivationer, overbevisninger og ideologier.
Disse individer, grupper eller nationer, der lever i en verden af dyb benægtelse, er praktisk taget upåvirkelige af virkelighed og rationelle argumenter. De går gennem deres daglige liv sikre i deres viden om, at deres selv billede er beskyttet mod enhver information, følelse eller bevidsthed, der kan få dem til at ændre deres verdenssyn. Intet - ingen fakta, ingen observerbar adfærd, ingen brug af fornuft, logik eller beviser fra deres egne sanser, kan få dem til at reevaluere dette verdenssyn.
Alle begivenheder vil simpelthen blive genfortolket til at passe ind i denne verdens trossystem, uanset hvor latterlig, forvrænget, hysterisk eller psykotisk denne fortolkning synes for andre. Konsistens, sund fornuft, virkelighed og objektiv sandhed er irrelevante og forkastes let, så længe verdens synet forbliver intakt.
Identificeringen af de underliggende motivations faktorer er vigtige i forståelsen af fænomenet "benægtelse"; grunden til benægtelse anvendes, og benægterens overordnede psykologi, det værende sig individer, grupper eller hele nationer. Der findes dog grænser for den slags analyse, og denne præsentation af motivation, eller endog skjulte agenda i benægtelse, er ikke det samme som et rationelt argument eller analyse af, hvad denne benægter siger eller argumenterer.
I en terapeutisk forbindelse samarbejder en person i benægtelse i teorien med en terapeut om sammen at afdække det underliggende problem. Selv med stor motivation til ændringer er det ofte tilfældet, at benægteren udviser stor modstand mod ideen om, at denne er i benægtelse.
I det virkelige liv (ikke i et terapeutisk eller professionelt forhold) må vi alle håndtere folk i benægtelse, og at få denne person til at acceptere, at denne er i benægtelse, er endnu mere problematisk. Med mindre der er en alvorlig krise i personens liv, findes der lille eller intet incitament for en person til at komme ud af rationaliseringens og benægtelsens bekvemme kokon, især når konsekvenserne ved at gøre sådan er mere truende mod fornemmelsen af selvet end forblive uvidende eller indifferent mod sine sande motivationer.
Hvad psykiateren gør, når patienten bruger et psykologisk forsvar for at forstyrre behandlingen, er at fortolke forsvaret.
I psykiatrien, især i psyko analysen, står det psykologiske forsvar, især de umodne såsom benægtelse og projicering, ofte i vejen for en persons mulighed for at forstå kilden til dennes dysfunktion og håndtere virkeligheden. Disse ubevidste mekanismer skal beskytte individet mod virkeligheden ved at forvrænge denne virkelighed.
Dette er hvorfor, jeg lyder som en ødelagt plade, og igen og igen taler om benægtelse, projicering og paranoia. Hver gang jeg observerer sådanne forsvar, arbejder jeg på, at få dem der bruger dem, til at blive bevidste om hvad det er, de gør. Kun da kan de ændre deres adfærd.
I sidste instans må individet vælge at møde virkeligheden. Ingen kan få nogen til at møde en forfærdelig sandhed, de ønsker at undgå.
En krise kan stimulere selv analyse, og gøre personen mere åben overfor refleksion og indsigt, men at vente på at en krise indfinder sig, især når nogens benægtelse truer dit eget velbefindende, er frustrerende og irriterende, for at sige det mildt. De der derudover må håndtere folk udenfor en terapeutisk alliance har hverken tålmodighed eller ønske om at vente på benægterens forhåbentlige åbenbaring.
Somme tider forekommer kriser (eksempelvis 11/9), der for altid burde ryste folk ud af deres ligegyldighed, men sørgeligt nok var end ikke denne forfærdelige dag nok for nogle til at åbne øjnene.
Positive konsekvenser af benægtelse inkluderer:
På kort sigt kan psykologisk benægtelse hjælpe en person med at bevare sin mentale sundhed, der ville være truet af bevidsthed om pinefuld sandhed eller virkelighed.
På kort sigt kan benægtelse hjælpe en person med at fungere fra dag til dag
På kort sigt kan benægtelse forhindre en person i at skulle anerkende pinefulde tanker, følelser eller adfærd, og hjælpe dem med at bevare deres verdenssyn mod uacceptabel virkelighed.
På kort sigt kan forsvar, selv benægtelse, være kreativ, sund og lindrende. Mens disse på andre kan virke direkte løjerlige, kan de på kort sigt være afhjælpende. Benægtelse er en måde at integrere sine erfaringer ved at skabe en vifte af filtre mod smerte og mekanismer for selv bedrag. Den rearrangerer kreativt kilderne tilkonflikten, så den bliver håndterbar.
Nogle negative konsekvenser ved benægtelse inkluderer:
På lang sigt kræver benægtelse vedholdende kompromisser med virkeligheden for at fastholde foregivelsen af, at "Alt er fin!" eller "Hvis kun dette-eller-dette ville ske, ville alt være fint!" I sidste instans begynder vrangforestillinger, sammen med paranoia og de uundgåelige konspirationsteorier, at erstatte rationel tænkning hos dem der i længere tid ad gangen benægter virkeligheden.
Benægteren må så placere skylden for den uacceptable virkelighed på en anden, og dette fører til tiltagende konflikt mellem benægter og ikke-benægter. Bestræbelserne på at vedligeholde deres benægtelse fortærer dem, og vil føre dem til eskalering i deres vrede og raseri, i takt med at deres benægtelse bliver uholdbar og mere og mere tydelig.
Benægteren vil begynde at fordreje sprog og logik for at rationalisere og retfærdiggøre deres adfærd. I sidste instans vil kognitive strategier og rationelle argumenter helt forkastes af benægteren, da disse strategier ikke er holdbare for benægteren og er ude af stand til at overbevise andre, på hvilket tidspunkt benægteren simpelthen vil referere til sine følelser som den eneste retfærdiggørelse.
Benægteren vil føle sig retfærdiggjort i handlinger mod andre, der truer deres fantasis fredfyldthed
Problem løsning og beslutnings tagning vil svækkes, da hele fokus for energi anvendelse bliver vedligeholdelsen af benægtelse. I stedet for rationelle alternativer vil almindelig overdreven følelsesmæssighed og specifikt vrede og raseri eskalere mod dem der "bebrejdes" en virkelighed, der ikke tilpasser sig benægterens verdenssyn.
I sidste instans vil interaktion benægterne imellem karakteriseres ved jævnlig selvtilfredshed, opfattelse af overlegenhed, arrogance, nedgørelse af alternative synspunkter og fuldblods had mod enhver person eller ide, der betvivler dennes verdenssyn.
For at kunne håndtere nogen, der nægter at anerkende virkelighed eller sandhed, findes der flere grundlæggende tilgange.
Før man konfronterer benægtelse hos andre, må ens eget hus først være i orden. Man har med andre ord hvis man vil gøre sig noget håb om at overbevise andre om, at de har et problem, må man ærligt og objektivt møde ethvert personligt problem, man selv bærer rundt på, der kunne forårsage forstyrrelse af virkeligheden.
I psykiatrien kalder man denne proces indsigt og selvbevidsthed
Hvad ser man efter?
Skjulte motiver for egen adfærd eller overbevisning
Skjulte agendaer eller ideologier der understøtter egen tænkning, eller alt i eget liv, der kunne facilitere forstyrrelse af sandhed eller virkelighed.
Kend dig selv! Alle har svagheder, følsomme emner, fordomme og så videre. Disse er ikke modindikatorer for konfrontering af benægtelse hos andre - man behøver ikke være perfekt, bare ærlig om sig selv.
Når man tager alle de forskellige svagheder, følsomheder og fordomme alle mennesker har i betragtning, kræver det faktisk anseelige vilje mæssige bestræbelser at forblive i kontakt med virkeligheden, såvel som kontinuerlige og bevidste dedikeringer til sandheden. Dette er fundamentalt for personlig ærlighed og intergritet. Dette er indlysende ikke nemt, og vi er alle emner for disse selv bedrag, der skåner os for den ubehagelige sandhed om os selv.
Isaac Asimov:
"Hvad jeg i virkeligheden gør, er at se på tingene, som de er. Det er det, man skal gøre. Glem idealer, teorier og opfattelser af hvad folk burde gøre. Se på hvad de gør. Når først man er orienteret i retning af fakta frem for vrangforestillinger, tenderer problemer at forsvinde. De falder i det mindste ind i deres rette perspektiv, og bliver løsbare".
Så mange mennesker ser verden gennem briller, der filtrerer uacceptable tanker, følelser og virkelighed, og dog er de kun i stand til at se, hvad de ønsker at se, i stedet for, hvad der er (og nej, det afhænger ikke af betydningen af ordet "er")
Igen, dette kræver ikke perfektion. Man behøver ikke engang have rene motiver, kun bevidste motiver, der hjælper en til at forstå, hvorfor man føler og tænker på en bestemt måde. Så vil man være åben for erkendelse af sandhed, og hvad der er. Så vil man have et valg i sine handlinger.
Hvis man er heldig, vil undersøgte motiver, overbevisninger, ønsker og begær ikke alvorligt konflikte med virkeligheden. Men hvis de gør, må man tage konsekvensen.
Virkeligheden er fuldstændig ligeglad med dine følelser, ønsker og uløste problemstillinger.
Når først man har opnået noget selvbevidsthed, og kender sine egne begrænsninger, eller som filosoffen Eastwood har sagt: "En mand må kende sine begrænsninger", kan man begynde at erkende omfanget af opgaven der ligger forude for folk, som er i kronisk benægtelse af virkeligheden.
Det andet skridt i processen er at acceptere det faktum, at der er positive belønninger for personen i benægtelse (i det mindste på kort sigt), og at det psykologiske forsvar man gerne vil have dem til at forkaste, faktisk er en kreativ strategi designet til ta hjælpe dem med at beholde deres forstand og deres fornemmelse for selv og verdenssyn intakt.
Man har på dette tidspunkt to muligheder. Man kan engagere benægteren i rationelle diskussioner i håb om at bryde gennem benægtelsen; eller man kan arbejde omkring dem og lade dem lide konsekvenserne af deres benægtelse. Den anden strategi kan i visse tilfælde være bedst, men er indlysende vanskeligere, hvis ens egen skæbne er bundet til deres. Lad os først diskutere engagement.
Blot fordi man ønsker at engagere benægteren i diskussion, betyder ikke, at man skal tillade dem at angribe eller true. Dette betyder, at det første princip i diskussion er:
Sæt grænser: Man skal sikre sig, at reglerne for diskussion følges, og at hvad man søger, er en rationel diskussion af emner; ikke at kalde navne, hvor personen der råber højest eller bruger flest bandeord anser sig selv for "vinder". Når først grænserne er sat, så vær forberedt på, at personen i benægtelse vil ignorere dem.
Hvis man stadig ønsker en diskussion, så er det andet princip:
Omdirigering: Hvor man igen peger på, hvad reglerne er, og kun responderer på rationelle argumenter, der kan være begravet i alle følelserne. Peg venligt for personen på, at denne undviger pointen ved at bruge retoriske skinmanøvrer eller logiske vildfarelser. Så kan man udfordre dem til at bruge et rationelt argument eller præsentere deres præmisser eller ethvert bevis, der støtter dem. Dette er så tæt man kommer på "fortolkning af forsvaret". Enten vil de komme mere ordentligt og logisk tilbage, eller de vil ignorere dig: eller de vil simpelthen forkaste diskussionen. Sæt grænser og omdiriger så ofte som nødvendigt.
Hvis man kan få personen tilbage til emnet, og ærligt udtrykke sit perspektiv:
Giv konstruktiv tilbagemelding. Man kan sige sådan noget som "Det er en god pointe", "Det er en mindre god pointe; lad os se om jeg kan tilbagevise den".
Vær parat til at præsentere dit eget rationelle perspektiv med hvilke beviser eller fakta du måtte have ved hånden, der kan få dem til at begynde at stille spørgsmålstegn ved deres egne irrationelle overbevisninger; eller sågar deres egen ærlighed.
Var parat til at udpege specifikke logiske fejl, vildfarelser eller retoriske krumspring i deres egne argumenter. Hold dem fast på det og bed om objektive beviser. Vær sikker på, at du ved, hvor vildfarelserne og krumspringene findes.
Vær villig til erkende, hvornår de har en pointe.
Prøv i så vidt omfang at engagere dem i, hvad der virkeligt eksisterer - ikke hvad I hver især gerne ville have eksisterer.
Bed dem om specifikke forslag til hvordan man kan behandle problemer, man begge kan blive enige om. Vær parat til at komme med dine egne specifikke forslag.
Når muligt, så undgå at løse deres problemer for dem; eller beskyt, afskærm eller hjælp dem undgå konsekvenserne af deres benægtelse - med mindre disser konsekvenser også påvirker dig. Hvis dette er tilfældet, må man forstå, at ved at lade dem slippe ud af saksen, har man tilskyndet dem til at tro, at deres verdenssyn er mere korrekt end dit.
Hav noget informations materiale parat, som de kan læse for sig selv, der kan hjælpe dem med at se deres problemer i øjnene.
Giv ikke efter for fristelsen til at kalde dem navne eller gøre mod dem hvad de gør mod dig...med mindre selvfølgelig, at du er menneskelig; i det tilfælde kan det engang imellem hjælpe på din mentale sundhed.
Som man kan se af ovenstående, så er det ret vanskeligt og tidskrævende; såvel som frusterende og endeløst repeterende at engagere sig i en person i benægtelse.
Somme tider kan man tro, at man har uddebatteret et emne og succesfuldt argumenteret sin pointe, kun for senere at opdage, at benægteren kommer med præcis de samme slogan og mantraer man lige med stort besvær har bestridt!
Derfor er det så vigtigt at anslå niveauet af benægtelse. Visse mennesker har simpelthen brug for et puf eller erindret om visse fakta, som eksempelvis filmen United 93, der kan bringe lidt virkelighed ind i begivenhederne den 11/9, der kan have undgået opmærksomheden grundet omskifteligheden i at leve sin egen hverdag.
En anden ende af spektret er folk, grupper og nationer dedikeret til benægtelse af virkelighed, på samme måde som andre er dedikeret til sandheden. Hele deres opfattelse af identitet er afhængig af et bestemt verdenssyn, og de vil hellere dø end opgive dette syn.
Hvis man ønsker at fortsætte udfordringen i at engagere sig i nogen i benægtelse, så må man erkende, at øjeblikke af åbenbaringer og gennembrud i indsigt er få, og der er langt imellem. I terapi kan man vente i måneder og selv år på, at folk konfronterer deres egen benægtelse og forstå motivationerne, der understøtter deres egen ulykkelighed - men det er i terapi, hvor de angiveligt kommer for at få det bedre og blive lykkeligere.
Med mindre personen man er engageret i, er en kær person, kan engagement i en person i benægtelse være en utaknemmelig opgave. Man kan føre en benægter til virkeligheden, men man kan ikke tvinge denne til at tænke.
Hvad gør man, hvis man finder ud af, at man må finde en måde at ignorere eller arbejde med folk i benægtelse, fordi din sikkerhed er i fare grundet deres adfærd?
Lad mig vende tilbage til min egen motivation for at blogge: mine observationer af den psykologiske benægtelse - særligt efter 11/9 - og tiltagende psykopatologiske svar på venstrefløjen på krigen mod terror. Mit håb var, da jeg begyndte at blogge, at jeg kunne tilbyde et unikt perspektiv på problemet og "kaste et psykologisk lys" på den dysfunktionelle adfærd, at jeg ville kunne hjælpe dem med et åbent sind at forstå de kritiske emner i vor tid - Radikal Islam og truslen mod vestlig civilisation.
Jeg forbliver håbefuld, at der findes mange folk derude, der kan blive motiveret til præcist dette. Jeg forventer ikke, at de alle sammen tænker som jeg gør om den nuværende situation i verden; ej heller forventer jeg, at de er enige i, hvad jeg gør. Fornuftige folk kan helt sikkert være uenige på disse punkter og fredeligt samarbejde om at komme med optimale løsninger.
Men hvad jeg forventer, er en form for fundamental enighed om, hvad virkeligheden er.
Venstrefløjens nuværende konsensus syn på terrorisme, Irak, Afghanistan, krigen mod terror og frihed er direkte forkert, og kan ikke retfærdiggøres med de fakta, der findes. Deres retorik er designet til at formørke og benægte objektiv virkelighed, som de ikke engang selv tror på (eller de tror på det, indtil det bliver truende, og så gemmer de sig bag postmoderne politisk retorik).
Motivationen for deres kontinuerlige angreb på borgerlige er enkel: Borgerlige er det nuværende symbol på deres hensygnen - fluen i deres utopiske salve; lyset der skinner i deres mørke; eller for at være mere præcis, symbolet på enden på deres ideologi.
Hvordan ved jeg det? Siden valget af Bush ved årtusind skiftet, er tingene gået meet skævt for venstrefløjen. I takt med at virkeligheden presser sig på hos dem, er deres stemmer blevet mere og mere skingre og hysteriske; deres raseri eskalerer ud af kontrol. De gider end ikke længere logisk argumentere for deres meninger; de afsværger blot højlydt enhver ide eller person, der truer deres verdenssyn; eller forsøger simpelthen med overlæg og med tyrannens hensynsløse finesse at undertrykke alle afvigende meninger.
11/9 fik dem ikke til at vågne op; det tvang dem faktisk til åbent at bevæge sig i retning af, hvad de hele tiden hemmeligt har støttet - elimineringen af ytringsfrihed i den politiske korrektheds navn og multikulturalisme; et diktatur hvor det pseudo intellektuelle, politisk korrekte præsteskab regerer; og den fuldstændige kontrol over andres liv (for deres egen skyld naturligvis). Eftersom deres mål falder fint sammen med de islamiske terrorister, har de gjort fælles sag med dem, og har ikke misset mange muligheder for at tilskynde dem og muliggøre deres forehavende, mens de afsværger Amerika og dets principper om frihed og demokrati.
De foregiver, at deres handlinger er motiveret af kærlighed, fred og patriotisme; men dette er blot hvordan de rationaliserer dem selv. Deres sevbedrag og benægtelse er ganske enkelt forbløffende i sin altoverskyggende grandiositet og selvretfærdige forræderi af det gode.
Gerard Vanderleun har et indlæg om den skræmmende velplacerethed i det nyligt opdagede "Judas Evangelium":
"Forræderi, udført med "min personlige friheds" kys, beviser, at du ikke virkeligt hader dit land, du elsker det. Du er, i den endelige analyse, dit lands bedste ven. I disse "nye" gamle fortællinger om Jesus, har vi læst, at Judas forrådte Gud´s søn, fordi Jesus sagde til ham, at han skulle gøre det. Virkeligt? Eller kom hans forræderi, ikke fra nogen anmodning der kan eller ikke kan være afgivet, men fra menneskehedens vedholdende lyst til frit at synde uden det mindste spor af anger? Var dette sluttelige forræderi udført, fordi det hemmeligt var velsignet af Gud, eller af det simple mørke gys i anslaget af selvet på bekostning af et liv i lyset?
"Jeg forrådte en ven, fordi han gav mig friheden til det. Mærk min kærlighed til ham".
"Jeg forrådte mit land, fordi det gav mig friheden til at gøre det. Mærk min kærlighed til det".
Sort er hvidt. Had er kærlighed. Slaveri er frihed. Forræderi er loyalitet. Den sidste frase passer ind i den sekulære katekismus, ikke sandt? Alt hvad den behøver for at blive en hellig skrift, er en avatar, en solid historisk person med magten til at vende mørke til lys, løgne til sandhed, og forræderi til noget der i den endelige analyse er "kun godt".
Omhyggelige observationer og analyser er hvad, jeg lever af at gøre. Og jeg er god til det. Mine patienter tenderer i almindelighed at få det bedre. Jeg har ikke altid ret, og jeg har megen plads til tvetydighed og tvivl. Jeg kan overbevises om, at jeg tager fejl, fordi jeg accepterer min egen menneskelighed og begrænsninger. Men hvis man vil overbevise mig, så må man komme med nogle overbevisende argumenter, der er rationelle, og som passer i den virkelige verden. At kalde mig navne og true mig er ikke nok, og bekræfter ærligt talt bare min præmis.
Hvis du kan se dig selv i spejlet og virkeligt kende dig selv, inklusive alle de skjulte motiver og agendaer og uløste sager i livet, som vi alle må kæmpe med, opnår du kontrol over dit liv, laver valg og angriber problemer baseret på et klart syn på virkeligheden. Ja, folk kan stadig lave forkerte valg, eller lave lort i det i behandlingen af problemer, selv når de er bevidste om deres egne ubevidste konflikter. Mennesker er ikke perfekte.
Men når benægtelse forstyrrer eller formørker virkeligheden, er vi langt mere tilbøjelige til at lave forkerte valg og ignorere alvorlige problemer. Vores energi bliver udelukkende brugt på at vedligeholde og nære benægtelsen i takte med at vi bliver mere og mere vrede og mere og mere uden forbindelse med virkeligheden.
Så længe venstrefløjen fortsætter med at leve i en verden af benægtelse eller spille deres retoriske spil og bruge deres manglende logik til at retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres; at tolerere det der ikke kan tolereres, at støtte det der ikke kan støttes, så vil jeg fortsætte med at blogge og afsløre deres motiver og skjulte agendaer og gøre alt hvad jeg kan for at forhindre dem i at opnå politisk magt.
Det betyder, at ligegyldigt hvor lidt jeg mener om den nuværende samling borgerlige - og jeg mener ikke meget om dem - hvis alternativet er Benægtelsens Parti, bedre kendt som socialisterne og den højrøstede vanvittige yderfløj de bærer ved til, så får de borgerlige min stemme hver gang.
Der findes håb for, at benægtelsens kokon er ved at brydes. Dem der stadig er rationelle på venstrefløjen har samlet sig omkring "Euston Manifestet", der er et manifest, der blandt andet siger, at det står for demokrati, for menneskerettigheder og for frihed. Det nægter at undskylde for tyranni, og afviser den knæfaldende anti amerikanisme, der er blevet kendetegnet for venstreorienteret politik. Man kan kun spørge, hvor blev i af?
Under alle omstændigheder repræsenterer Euston Manifestet det første lille skridt i retning af den virkelige verden.
