Smartlog v3 » Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede » ”Vejen til lykke” ifølge Federica Mogherini
Opret egen blog | Næste blog »

Socialisme og Dhimmikrati - Et partnerskab fra Helvede

Alt godt fra Socialisme til Islam

”Vejen til lykke” ifølge Federica Mogherini

25. Jul 2016 19:18, literally

Lige efter sit embeds tiltrædelse sagde Federica Mogherini, den nye udenrigsminister i EU, at hun ”ville være lykkelig, hvis en palæstinensisk stat eksisterede ved sit embeds afslutning”. Det var præcis hendes ord – ”ville være glad”.

Løsningen på akutte og smertefulde konflikter i Ukraine, ødelæggelsen af ISIS, anarki i Libyen, hundredtusindvis af afrikanere stormende mod Italien (i øvrigt Mogherini´s hjemland), massakrer i Syrien, kristnes udvandring af Mellem Østen, stabilisering af Libanon, stående på randen af kaos – alle disse ting er sekundære. Hendes drøm er skabelsen af en palæstinensisk stat. Hun ankom til Jerusalem og Ramallah kun få dage efter sit embedes tiltrædelse for at demonstrere sin stilling til emnet.

Mogherini ved, at der er tale om en kronisk 50 år gammel konflikt, der i virkeligheden ikke har nogen indvirkning på situationen i Regionen, og helt sikkert ikke i verden. Hun er bevidst om Kerry´s desperate bestræbelser. Kerry var så sikker på, at Palæstina ville være et vindende lod, vejen til den skattede postapokalyptiske æra. Han besøgte endog næsten ugentligt det Hellige Land, mens han glemte alt andet. Til trods for alle sine bestræbelser led han en fuldstændig fiasko.

Måske er Mogherini nødt til at tage presset udefra i betragtning? Fra araberne måske? I sådan tilfælde ville det være forståeligt, men sådan adfærd kan være kujonagtig og have en ildevarslende fornemmelse af München. Men dette er ikke tilfældet. De arabiske land – Saudi Arabien, UAE, Egypten og Kuwait – nutildags gøre mere end blot bekymre sig om Israel. De må overleve, modstå Iran og ”jihadister”. Det sidste de ønsker, er endnu et Hamastan ved deres grænser.

Kunne det handle om amerikansk pres? Måske. Men denne situation er unyttig for europæerne. De ville skulle betale, mens USA får al dividenden.

Så hvad står der bag Mogherini´s lidenskabelige ønske og drøm? Det handler hverken om politik eller interesser. Der er tale om ”jagten på lykke”. Det er den irrationelle religiøse ideologi lige kommunisternes og nazisternes. Det er den messianske tro, at det er umuligt radikalt at forbedre verden ved at overkomme hovedforhindringen på vejen til lykke. Og denne forhindring er det ”palæstinensiske problem”.

Messiansk ideologi af hvor tid kendes som Post-Modernisme, og som enhver religion har den sine dogmer og overbevisninger.

Dogmer af tro – Post-Modernisme

Dogme I: Politisk Korrekthed. Forklaring: Hvid racisme og chauvinisme eller Den Tredje Verden har altid ret

Man kender til ”hvid vildskab” og ”hvid voldsomhed”. Man ved, at den hvide race har været en endeløs spiral af ufattelig rædsel og store europæiske klassikere af forrige århundrede er ”Døde Hvide Europæiske Mænd”.

Der findes kun hvid racisme. Der findes ikke noget sådan som sort racisme eller farvet racisme.

Det er meget moralsk at røve og ydmyge de sydafrikanske boere; endog offentligt synge sangen ”skyd boreren med maskinpistoler”, som den sydafrikanske præsident Zuma gjorde. Det er meget anstændigt med magt at tage land fra de hvide, som Mugabe har gjort. Ingen er interesserede i noget af alt dette. Såvel som i det faktum, at sort og farvet racisme er målrettet ingen andre end – også sorte og farvede folk.

I Congo bruges pygmæer som ”kæledyr”. I Mauretanien er hele befolkningen delt i kaster: ”Hvide berbere” – slaveholdere, ”Sorte berbere” – de lavere klasser og negere – slaver, der udgør omkring 600.000 mennesker (omkring 20 % af befolkningen). Piger giftes væk i alderen 8 til 10 år.

I Zimbabwe lider stammen Ndbele meget mere under diskrimination end hvide i et hierarkisk system under Mugabe.

I mange lande i Den Tredje Verden er kvinders skæbne at være sexslaver. Homoseksuelle, lesbiske og transseksuelle forfølges. De er dømt til tæsk, stening og de værste former for ydmygelse og hån.

I Pakistan må en ikke-muslim ifølge vers i Koranen (Hadd) kun vidne ved en domstol, hvis offeret også er en ikke-muslim. Vidneudsagn fra kvinder (muslimer eller ikke-muslimer) er ikke tilladelige.

Alt dette har ifølge dogmet af Politisk Korrekthed ingen relevans.

Dogme II: Multikulturalisme. Ideen om at religion er et middelalderligt levn, obskurantisme og fanatisme gælder kun i forbindelse med Jødedom og Kristendom

Alle andre religioner – Islam, hedenskhed, Voodoo og så videre – er per definition positive, da disse er dele af nationale traditioner og kulturel mangfoldighed. Pogromer af koptere fra salafister under Mohamed Morsi´s styre med Det Muslimske Broderskab´s medviden i Egypten; straf for at konvertere til Kristendom i Iran, Pakistan og Bangladesh; forfølgelser af det muslimske samfund Ahmadiyya i Pakistan; brændende ortodokse kirker i Kosovo, forfølgelse af zoroastrianere og tilhængere af Baha i Iran; drab på mandeistiske gnostikere i Irak af islamister bekymrer ikke længere nogen.

Dogme III: ”Nej” til nationalstaten så længe der kun er tale om nationalstater i Vesten

Ingen kræver dette af Den Tredje Verdens lande. Ingen kræver af monarkier i Den Persiske Golf, at de tildeler lige rettigheder til arbejdsmigranter fra Sydøst Asien og Afrika, der lever som semislaver i det sponserede system. Qatar er i sandhed en multikulturel stat: af 2 millioner mennesker er kun 300.000 lokale. 1.700.000 har ingen rettigheder.

Ingen insisterer på at standse diskrimineringen af befolkningen Lhotshampa, en femtedel af hele landets befolkning. Ingen bringer minoriteters rettigheder på tale – hos hinduer og kinesere – i Malaysia.

Dogme IV: Islamofobi. Oprindeligt var Islamofobi del af dogmet af Politisk Korrekthed, men senere blev Islamofobi en særlig del af den hellige kundskab

Dagens muslimer er ”proletariatet” af det 21 århundrede, frontløberne af den undertrykte befolkning og den progressive klasse. De er ofre for europæisk undertrykkelse; ”Noble vilde” der rejser sig mod det grådige og merkantile Vesten. Edward Said er ikonet af den oplyste verden. Inkvisition kendetegnede qatarer ved deres villighed til at knække halsen på kyllingen.

”Islamofober” kendetegnes ved deres forhold til Edward Said. At nævne muslimske forbrydelser og underkastelse i historien og i vor tid – status af ”dhimmi”, tvivlsomme suraer i Koranen, opfordringer til kalifatet, legitimering af slaveri, pædofili, kvindelig omskæring og så videre – er fuldstændigt bandlyst.

Dogme V: Konflikter skal løses omgående og permanent

Filosoffer af Oplysningstiden mente, at ved at befri folk fra underkastelsens lænker og give dem velstand, kan man standse krige, konflikter og elendigheder. Det var uopnåeligt, og historien beviste det gentagne gange. Sådanne illusioner var retfærdiggjort for tre hundrede år siden, men ikke i dag.

Palæstinenserne kropsliggør alle disse dogmer af tro. De er personifikationen af anti-kolonialisme, den jomfruelige renhed og retfærdighed af Den Tredje Verden. De kæmper med jødernes ”religiøse fanatisme”, der tillader dem selv at referere til bibelske tekster og profetier. De modsætter sig Zionisme – ideen om jødisk statsborgerskab. Deres fremtidige stat er hellig, også selv om den bliver ”Judenrein”, og muligvis fører til udryddelsen af Israel. Det blotte faktum at palæstinenserne er muslimer, tildeler dem hellighed, retfærdighed og dyd. Endeligt er dette en af de længst varende konflikter. Den evigt længtedes palæstinensiske stat ville løse alle konflikter, ville skaffe universel fred, harmoni og triumfen af religionen ”Post-Modernisme”

 

Vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner.

Tags

Relaterede

Seneste