Krigen mellem progressive og traditionalister

Hovedvåbnet som progressive anvender mod traditionalister, er de progressives evne til at nedbryde de værdier, der udgøre traditionalisternes verdenssyn, ved at udfordre normer i tanker og adfærd, med det mål at bruge kulturelle gnidninger til langsomt at erstatte de traditionalisternes værdier og skikke med de progressives værdier og skikke.

Dette er et våben, som de progressive udtrykkeligt har afsværget at anvende mod Islam. I Europa findes der nogle tøvende forsøg på at promovere integration, men disse forsøg er velvalgte selvbetvivlende bestræbelser, der består af, at myndighederne fortæller alle, der lytter, at integrationen glider glat af sted, mens antallet af No-Go områder vokser, sorte spøgelser hjemsøger gyderne i store byer, og moskeer kalder på Jihad fra minareternes højttalere over Europa´s hovedstæder.

Der findes det lejlighedsvise forbud mod burka, et nervøst placeret forbud mod de mest ekstreme af de mest ekstreme gejstlige, en lejlighedsvis undersøgelse af en skole der lærer, at vantro er dyr, der skal dræbes, og en forsigtig advarsel fra en eller anden angivelig konservativ politiker til det muslimske samfund om, at tingene må ændres. Men intet af det gør nogen forskel.

Venstrefløjen, der excellerer i angreb på traditionelle værdier, har lavet en pagt med Islam. Ikke alene nægter venstrefløjen at underminere Islam´s religion og værdier, på samme måde som venstrefløjen underminerer alle andres værdier, men venstrefløjen promoverer aktivt islamiske værdier og traditioner som moralsk overlegne værdierne i vort eget samfund.

Grunden til dette er simpel strategi. De progressive i hvert samfund er i krig med deres egne traditionalister. Amerikanske venstreorienterede er i krig med amerikanske konservative. Europæiske venstreorienterede er i krig med europæiske konservative. Venstreorienterede kristne er i krig med konservative kristne og progressive jøder er i krig med traditionelle jøder.    

Denne krig er ikke altid så åbenlys, som den var i Sovjet Unionen, eller den er på Cuba eller i Sverige. Det er en stille krig markeret med ”kunstneriske erklæringer”, gennem skole curriculum og nyhedsudsendelser, gennem love der transformerer offentlige områder til statslige områder, og private områder til offentlige områder, og sætter det hele under statsregulering, vis overordnede formål er adfærdsregulering.

Til trods for deres mange sejre, har de progressive talrige ulemper i denne krig. De er en minoritet, der er afhængig af frontkæmpere og del-og-sejr-politik. Kun sjældent er de i stand til åbent at erklære deres agendaer og overbevisninger, for hvis de gjorde dette, ville de blive stenet på stedet. I stedet mål de åle sig ind under et falsk dække af moderation og langsomt bevæge deres agenda gennem de yder stader ind til den indre kerne.

Venstrefløjen er oppe imod sund fornuft, hvilket er et andet ord for traditionalisternes måde at tænke på. Og traditioner eksisterer, fordi de er naturlige; forkerte eller rigtige, så er de organiske, og indlagt i menneskets natur, og den måde folk lever deres liv på, og drager deres konklusioner. Venstrefløjens utopiske plan er i modstrid med det menneskelige dyr, så venstrefløjen er nødt til at ride den politiske krop som en cowboy rider en tyr. Det fleste tilhængere ved ikke dette, men lederne og planlæggerne er fuldt ud bevidste om, hvor sårbar deres position er.

Men der findes også en mere praktisk vinkel. Demografi. De progressive tenderer at have en lavere fødselsrate end traditionalisterne. Hvis værdierne blev transmitteret på basis af generationer, ville venstrefløjen på nuværende tidspunkt være mere død end disco. For at kompensere for deres demografiske mangel, reproducerer venstrefløjen sig ved at insinuere sig ind i uddannelsessystemet. Gøgen´s reproduktive strategi er at plante sine æg i en anden fugls rede, for at blive opfostret af denne fugl. Men de progressives strategi er at opfostre andres afkom som et medlem af deres art, mens de progressive bliver betalt for det af skatteyderne.

Denne demografiske ulempe for de progressive gør det afgørende for de progressive at angribe tradition, for dette er også den eneste måde, at de progressive kan reproducere. De progressives reproduktionsstrategi er helt afhængig af de progressives evne til at forstyrre fertile gruppers evne til at viderebringe traditionalisters værdier til deres afkom.

Der findes paralleller til denne adfærd i biologien. Et antal arter kæmper om territorier ved at forstyrre reproduktionen hos en anden art. Fertilitetsbegrænsningerne fra de progressive udgør et ideologisk imperativ til forstyrrelsen af reproduktion hos mere traditionelle arter.

De progressives angreb på samfundet, når dette angreb er succesfuldt, fører til national opløsning og til en apatisk middelklasse og en traditionalistisk højre. Fertilitetsraterne falder over hele linien, men er stadig forholdsvis høje i traditionalistiske kredse. Venstrefløjen fordobler i mødet med en demografisk trussel sit angreb på traditionalisternes værdier. Traditionalisterne afbildes uvægerligt som vilde, reaktionære, voldelige og en trussel mod samfundet. De afbildes som mishandlende deres børn, hvorfor de progressive hellere må fjerne deres børn og omhyggeligt overvåge deres uddannelsesmæssige praktikker.

De progressive kan have haft en vis succes i konverteringen af traditionalisternes børn til deres egen slags, men traditionalisterne er, særligt efter en generation eller to af venstrefløjens kulturelle imperialisme, meget mere hærdede overfor den slags kampagner, en deres forfædre var. Traditionalisterne er bevidst intolerante, uvillige til at lytte og foragtende overfor den overordnede kultur omkring dem. Traditionalisterne har derudover lært, at hvis ikke de isolerer deres børn fra de progressive, så mister de helt sikkert deres børn.

Mennesket tilpasser sig. Får kan fortsætte med at blive ædt af ulve, men mennesker der jages, lærer forsvarsstrategier. Og også angrebsstrategier. Som alle gode venstreorienterede ved, producerer revolutioner deres egen reaktion. Et polariseret og splittet samfund mellem de progressive og traditionalisterne er en konflikt, som de progressive ikke kan vinde uden at tage højde for den demografiske vinkel. Og der findes ikke nogen som helst måde at tage højde for den demografiske vinkel uden enten et Et-barns-program eller importere en endnu højere producerende befolkning, der er allierede med de progressive.

Højt producerende grupper tenderer at være traditionalister, så den eneste måde de progressive kan udmanøvrere den traditionalistiske reaktion, som de progressive fremprovokerede, er ved at importere andre traditionalister.

Islam er ikke den eneste gruppe på den liste, men Islam er den førende på den liste, især i Europa. Islam´s aktiv er, at den har en høj fødselsrate, og at den stemmer til venstre. Islam kan være traditionalistisk, men dette betyder ikke noget for eurokrater, for eurokrater er ligeglade med, hvad muslimer laver i deres egne samfund, og de tror ikke, at dette vil gælde for muslimer.

Mujahadeen blev i kampen med Sovjet Unionen bevæbnet af USA. Europæiske progressive bruger muslimsk demografi mod europæiske traditionalister. Og der amerikanske modpart, der er mindre afhængige af valgstemmer fra muslimer fra Pakistan og Algeriet, er begyndt at komme godt med.

 Hvad ville være den hurtigste måde at få et grænsehegn mellem Mexico og USA op på? Hvis ved næste valg at 70 procent af amerikanerne stemte for det republikanske parti ville der være et 30 meter betonhegn langs hele grænsen, med gift på pigtråden i top og bund af betonhegnet og bidske dobermann´er gøende omkring betonhegnet. Og betonhegnet ville blive rejst med mediernes billigelse, uanset hvem der sad i Det Hvide Hus.

Ønsker man at afslutte immigrationen til England? Få blot en klar majoritet til at stemme på Tory´erne, mens man annoncerer sin støtte til kongehuset, ønsker lavere skatter, drastiske nedskæringer på alt og en afslutning på den underlødige globale opvarmning. Og på én dag ville The Guardian præsentere artikler, der afsvor Islam. Og dette gælder også i Europa og resten af verden. Inklusive Israel, hvor de venstreorienterede partier er håbløst afhængige af arabiske stemmer, ofte på basis af betaling for stemmer.

Progressive partier er afhængige af muslimske stemmer. Deres immigrationspolitikker importerer selektivt grupper, der har høj sandsynlighed for at stemme på de progressive. Fremmede højere producerende traditionalistiske befolkninger kan konkurrere demografisk, eller endog demografisk udkonkurrere indfødte traditionalister, hvilket hjælper de progressive med at beholde magten, og endog forfører de progressive med en vision om et land, hvor de progressive altid vil være ved magten.

Slaveejere i Caribien slap slanger løs for at dræbe undslupne slaver. Men slanger har deres egen vilje, og slanger bider ikke bare personer, som slangerne er udsete til at bide. Snart havde slangerne overtaget øen, og plantageejerne døde af slangebid. Så plantageejerne importerede desmerdyr for at dræbe slangerne. Men da desmerdyrene formerede sig, og blev en pest, så måtte plantageejerne importere flere slanger for at dræbe desmerdyrene.

Den rød-grønne alliance er en pagt mellem venstreorienterede med lav fertilitet og grønne muslimer med høj fertilitet. Men hvad sker der, når der findes så mange grønne, at man ikke længere har brug for de røde? Hvad sker der, når de grønne aktivt begynder at jage de røde, i stedet for bare som nu at udnytte de røde?

De progressive prøvede at løse deres demografiske problem ved at lave en pagt med traditionalisterne fra en anderledes kultur end de progressives kultur, region og religion. De progressive havde ikke noget problem med, at de fyldte deres byer med en vild befolkning, fordi de progressives egen reproduktionsstrategi ikke var afhængig af numerisk overlevelse, men af ideologisk kontrol over en overlevende befolkning. At miste nogle få hundrede eller tusinde vilde om året til slangebid ville gøre resten med medgørlige. Kaos ville styrke myndighederne og gøre deres del-og-hersk politikker lettere at implementere. En vild befolkning kræver en politistat, og opildner konstante konflikter, der kan udnyttes og manipuleres på hundredvis af forskellige måder.

Men hvad sker der, når slangerne overtager øen?

For at holde de hjemlige traditionalister stangen forlod venstrefløjen sig på en alliance med traditionalister med højere fødselsrater, og overbevisninger der var endnu mindre kompatible med de progressives livsstil. Den importerede befolkning var meget mindre modtagelig for konvertering, meget mere voldelig og udset til muligvis at overtage. Og de nye traditionalister gjorde dette med al den utrættelige hjælp og beskyttelse fra de progressive, der havde taget sig af problemet med de undslupne fanger ved at fylde Europa og Amerika med slanger.

Hvilken slags mennesker, spørger man muligvis, ville gøre noget sådan?

Den slags mennesker der udsulter bondestanden og derefter tvinger de overlevende ind i kollektive landbrug, hvor disse knap har nok føde til overlevelse, og forventes at levere en overdådig høst.

Den slags mennesker der bruger fagforeninger til at promovere deres egen magt med, etablere strejker for politisk indflydelse, fordrive selskaber til andre lande, tvinge offentligt ansatte ind i fagforeninger, kræve uforholdsmæssigt store goder og være vidner til at økonomien imploderer.

Den slags mennesker der skyder eller fængsler enhver uafhængigt tænkende, og derefter undrer sig over, hvorfor deres samfund er stagnerende og helt og holdent afhængige af teknologi og kultur fra tiloversblevne frie samfund.

Den slags mennesker der forbyder skydevåben og selvforsvar, demonterer den udøvende magt, hylder optøjer, og derefter bruger millioner på at analysere, hvorfor byerne forfalder.

Den slags mennesker der bygger vindmøller, hvor der ingen vind findes, der forbyder rettigheden til at beskytte rettigheden, der udkæmper krige i fredens navn, der bygger internationale samfund, der på en eller anden måde angiveligt skulle indeholde mere anstændighed og lov en sine individuelle konstituerede medlemmer, og som borer huller i både, fordi bådene på den måde er mere miljøvenlige.

Ondskab ødelægger sig selv, fordi ondskab bærer frøene til sin egen ødelæggelse. Den er ikke alene ødelæggende, den er også selvødelæggende. Ondskab er snu, men den er også dum. Den er hensynsløs, men den er også kujonagtig. Ondskab elsker planer, men ondskab kan ikke skelne mellem sine egne fantasier fra faktiske begivenheder. Som et ustabilt element er ondskab evigt i krig med de kræfter, der truer med at flå ondskaben i stykker, indtil kræfterne til sidst flår ondskaben i stykker, men ikke før at skaden er sket.

Ondskab kan eksistere naturligt. Kun unaturligt. Ondskaben ødelægger sig selv, så ondskaben ikke kan reproducere sig selv, men i stedet er nødt til at smitte andre. Ondskaben kan kun overleve ved at sprede sin egen ustabilitets sygdom. Og ondskaben vil gøre alt, hvad den kan for at overleve, også selv når forsøget på at overleve ikke alene bliver dens skæbne, men ligeledes alle andres skæbne.

De progressive prøvede at balancere den ustabilitet, som de skabte ved at importere fremmede traditionalister for at bekæmpe de progressives egne traditionalister. Men traditionalisternes demografiske vækst, fremmed og indfødt, fører til to slags samfund. Samfund ledet af indfødte traditionalister og samfund ledet af fremmede traditionalister. Og hvilket samfund det vil blive, afhænger helt af, hvor megen magt de progressive har haft, og hvor længe de har haft denne magt. Jo længere de progressive har været ved magten, jo større er sandsynligheden for, at landet falder i hænderne på fremmede traditionalister, der ingen nåde vil have med de progressive.